Jo, jeg er også typen, der surfer internettet tyndt for at finde det helt perfekte sted at bo på mine rejser. Sjovt nok, for jeg ved jo godt, at jeg kun skal sove der. Men alligevel betyder det noget at personalet er venligt, faciliteterne i orden og at beliggenheden er helt rigtig. Gerne på stranden eller med god udsigt.
Indtil nu har jeg været heldig med mine hotelvalg, men de mest spændende og anderledes steder jeg har boet har næsten altid været som del af en rundrejse eller på en udflugt med overnatning til et spektakulært sted. Ofte steder jeg har læst om eller noget, der bare spontant skal prøves efter tip fra andre rejsende.
Mangler du inspiration til din rejse, så kan du herunder læse om 13 spændende overnatningssteder, som jeg kan anbefale dig at prøve.
1 Voi Safari Lodge – Tsavo Nationalpark – Kenya
Alle de steder jeg boede på min safari i Kenya var noget særligt. Som regel opføres de mange lodges i parkerne tæt på et vandhul eller med flot udsigt over savannen. Voi Safari Lodge i Tsavo Nationalpark må siges at høre til sidstnævnte kategori – fra vores værelse havde vi en fabelagtig udsigt over det dyrerige landskab.
Vandhullet nedenfor lodgen var ikke stort, men blev flittigt brugt af impalaer, kuduer, bavianer og elefanter, der sammen med store bøffelflokke også kunne ses på den åbne slette. Sceneriet var fantastisk – at sidde her i skumringen med en gin & tonic og skue ud over den vilde natur var helt specielt.
Hvis du synes, at du har hørt om Voi Safari Lodge før, så er det måske fordi Lars Ørlund kom forbi stedet i hans rigtig gode serie Fra Kap til Kilimanjaro, der blev sendt på Danmarks Radio. Læs mere om safari i Kenya.
2 Elephant Hills – Thailand
Elephant Hills Rainforest Camp er helt fantastisk og et af steder, jeg for altid vil huske som noget særligt. Brølene fra gibbonaberne er magiske, men det at bo i telt på en tømmerflåde på Cheow Lan-søen med den pragtfulde og vilde natur lige udenfor er helt specielt.
Vi har udsigt til junglen og kan i kajak komme tæt på skoven. Der er kun os og den vilde natur. Elepant Hills Rainforest Camp er et enestående sted, som jeg vil anbefale alle at besøge.
Campen er en del af Elephant Hills Camp, der ligger tæt ved indgangen til nationalparken og som har 30 luksustelte. Du kan booke pakker af forskellig varighed og komme tæt på elefanterne i The Elephant Experience i hovedcampen, men det er flåderne på søen, der er den helt store oplevelse. Se mere om Elephant Hills.
3 Permai Rainforest Resort – Borneo
Ved Damai Beach for foden af Mount Sanbutong boede vi i trætoppen på det enkle Permai Rainforest Resort. Her har vi udsigt over det sydkinesiske hav, mens egern og langurer huserer i træerne.
Det er et sted, hvor vi virkelig kommer væk fra det hele, og Permai Rainforest Resort er det klart mest interessante sted at bo ved Damai, der i sig selv ikke er særlig spændende. Læs mere om Permai Rainforest Resort.
4 Junke – Halong Bugten – Vietnam
Besøger du Nordvietnam, så skal en tur til Halong Bugten være på programmet. I en ombygget junke sejler vi ud i det spektakulære øhav, hvor kalkstensklipper skyder op af havet.
Det er et enestående landskab, der kun findes her. Du kan besøge Halong Bugten på en endagstur fra Hanoi, men jeg vil anbefale, at du tager et par overnatninger. Gå ikke glip af lyset, stilheden og den næsten magiske stemning, når alle de andre turister er sejlet hjem igen.
Book din tur til Halong Bugten hos et af tourbureauerne i Hanoi – har du mulighed for det, så tal med andre rejsende om deres erfaringer. Det er nemlig ikke alle tourbureauer, der er helt fine i kanten. Læs mere om Halong Bugten her.
5 Koh Yao Noi – Thailand
At bo godt behøver ikke at være dyrt. Det er Hill House på Koh Yai Noi et godt eksempel på. Vi giver kun 150 kroner pr. nat for den store rummelige bungalow, der har en forrygende udsigt over Phang Nga Bugten. Vi er tæt på naturen, og nogle vil nok kalde Hill House basic, men vi har både køleskab, gratis wifi og bad med varmt vand.
Der er dem, der siger, at Thailand er overrendt med turister. De skulle lige prøve at besøge Koh Yao Noi og ligge i min hængekøje på den store terrasse. Hill House er sådan et sted, man ikke vil hjem fra – det er præcis det her, jeg drømmer om en kold vinterdag hjemme i Danmark. Læs mere om Hill House og Koh Yao Noi.
6 Karenlandsby – Mae Taeng – Thailand
Når man trekker i afsidesliggende områder, så må man være klar til at bo primitivt. Således også da vi trekkede i Nordthailand, hvor forskellige bjergstammelandsbyer var vores hjem for natten, inden turen gik videre næste dag.
Landsbyerne er mere eller mindre vant til at have trekkere boende, og det sker i huse, der ligner dem indbyggerne selv bor i. Dvs. træhuse på pæle, hvor man kan smide sit liggeunderlag og sovepose.
Hvorfor dog bruge sin ferie på i timevis at trave gennem skoven for at sove på et trægulv er jeg blevet spurgt om adskillige gange. Tja, man kommer vel ikke tættere på natur og kultur end dette. Selvom mange af indbyggerne kan synes lidt sky, så kan man sagtens følge med i deres hverdag og gøre et forsøg på at tale med dem. Læs mere om vores trekkingtur i Nordthailand.
7 Nattoget mellem Agra og Varanasi – Indien
At rejse med tog er ofte en god oplevelse. Man kommer tæt på de lokale og kan følge med i dagliglivet, når toget kører gennem landskabet. Landskab så vi dog ikke meget af, da vi rejste med nattoget fra Agra til Varanasi i Indien. Til gengæld var der al det folkeliv man kunne tænke sig.
Tedrengene, der med deres monotone råben travede frem og tilbage på perronerne, og så er der alle sælgerne, der når toget kørte langsomt, kastede deres varer ind ad vinduerne i håb om en god handel.
Vi skal heller ikke glemme alle de travle rejsende med gigantiske oppakninger, der i et sandt kaos kæmpede om en siddeplads. Vores sovekupé var ikke luksus, men dog udmærket og med næsten rent sengetøj.
8 Iban-stammens langhus – Borneo
Ofte når man overnatter i homestay eller på en trekking, så foregår det i eget rum eller sovesal. Sådan er det ikke hos Iban-stammen, hvor vi prøver at falde i søvn under et myggenet i deres traditionelle langhus.
Herude i Borneos jungle føler vi os virkelig langt hjemmefra. Det er enkelt og primitivt, men det fungerer. Iban-stammen er yderst gæstfri, og vi både spiser og drikker brændevin med de stolte hovedjægere, mens troperegnen trommer på taget. Læs mere om vores besøg hos Iban-stammen.
9 Risbåd i Kerala – Indien
Indien er hektisk, larmende og fremmedartet. Det er vidunderligt og en stor kontrast at tage med en ombygget risbåd ud i Keralas backwaters. Tre mand skal servicerer os undervejs, og det bliver en fantastisk tur, hvor vi virkelig kommer tæt på de lokale, der bader og vasker tøj i kanalerne.
Båden har bl.a. bad, toilet og gode senge. Og så har vi egen kok, der laver fremragende mad. Mens livet og den indiske dagligdag passerer forbi, kommer vi helt ned i tempo.
Både The Backwaters og risbåden er en stor oplevelse. Har du en drøm om lidt luksus på din rejse i Indien, så skriv bare det 700 km lange netværk af kanaler på din bucket list. Læs mere om Keralas backwaters her.
10 Sametnangshe Boutique – Thailand
Værelse med udsigt. Fra Sametnangshe Boutique er der fra både telte og værelser en fantastisk udsigt over Phang Nga-bugten. Hver morgen nyder vi den flotte solopgang, som vi aldrig bliver trætte af.
Kun få turister finder frem til Sametnangshe Viewpoint, der blev berømt, da den thailandske fotograf Theerasak Saksritawee lagde billeder fra stedet ud på Instagram. Udover udsigten og den flotte solopgang, så ligger der gemt i mangroven små lokale fiskerbyer. Læs mere om Sametnangshe Boutique.
11 Chale Island – Kenya
Så skal vi til Afrika igen. Chale Island er en ganske lille ø, der ligger ud for Kenyas kyst ca. 50 km syd for Mombasa. Vi boede på øen i regntiden, men havde heldigvis godt vejr. Området, der i dag er overtaget af The Sands-kæden bestod af en mindre hotelbygning og ca. 20 luksustelte.
Det var i sidstnævnte vi boede. Der var hverken el eller vand i dagtimerne, men det var der nu heller ikke brug for. Tiden blev brugt på stranden og især på at gå rundt om øen i selskab med aber og tusinder af storke, der synes at være overalt.
Udover øens beliggenhed og vores luksustelt, der lå kun fem meter fra den hvide sandstrand, så var det også lidt specielt, at her kun boede ni gæster. Kun til måltiderne så vi andre mennesker, og da vores telt lå et godt stykke ned ad stranden, var det som at være på en øde ø.
12 Lanjia Lodge – Thailand
Forestil jer at være de eneste turister i en lille landsby i Nordthailand. Der er fire store hytter på Lanjia Lodge, men der bor kun os. Vi får udsøgt service af beboerne i Ban Kiew Karn, der kommer fra stammerne lahu og hmong.
Fra vores enorme terrasse på Lanjia Lodge har vi udsigt til Laos og Mekongfloden. Hytterne er enkle og opført i naturmaterialer, men vi har eget bad og en dejlig seng, hvor vi går ud som et lys efter dagens oplevelser. Vi planter træer, vandrer i teplantager og møder de to landsbyhøvdinge.
Højdepunktet er dog de kølige morgener med de forrygende solopgange. Skydækket ligger som en dyne under os – et pragtfuldt syn og et pragtfuldt øjeblik, som desværre er alt for kort. Læs mere om Lanjia Lodge her.
13 Hotel Continental – Ho Chi Minh City – Vietnam
I Ho Chi Minh City i Vietnam havde jeg fornøjelsen af at bo nogle dage på det historiske hotel Continental. Hotellet blev bygget i 1878 af franskmændene, der ønskede et pænere sted til de nyankomne landsmænd, som havde brug for hvile efter en lang rejse.
Hotel Continental, der er opført i typisk kolonistil, er nok mest berømt for at have haft en række kendte forfattere boende, deriblandt Graham Greene, som her færdiggjorde mesterværket “Den stilfærdige amerikaner”.
Hotellet er også blevet brugt som kulisse i adskillige film og serier, bl.a. i filmen “Indokina”, der fik to Oscar-statuetter og en Golden Globe.
I forbindelse med Vietnamkrigen var hotellet mødested for journalister og korrespondenter, og da Vietnam fik sin frihed, blev der holdt politiske møder her. Bl.a. har den tidligere franske præsident, Jacques Chirac, boet på Continental.
I dag er Continental et glimrende hotel, ikke superluksus som man ellers skulle tro, men bestemt et sted, der kan anbefales. Ikke mindst pga. beliggenheden på gaden Dong Khoi lige overfor det flotte teater og med gåafstand til Notre Dame Katedralen og Ben Thanh Markedet. Læs mere om Ho Chi Minh City her.