Hjem Indien Rejsebeskrivelse fra Kerala Backwaters

Rejsebeskrivelse fra Kerala Backwaters

Rejsebeskrivelse + praktisk information til dit besøg ved Kerala Backwaters nederst på siden

kerala backwaters

Båden glider langsomt gennem vandet, og det går op for mig, hvorfor lige præcis denne oplevelse er så populær. Som vi sidder her synes Indiens kaotiske gader og menneskemylder langt væk.

Vi er på Keralas Backwaters, hvor der er så fredeligt og idyllisk. Kun motorens sagte brumme kan høres, og der er ikke andet at lave end at slappe fuldstændig af, spise god mad og så naturligvis følge med i den sydindiske dagligdag fra første parket.

Tempelfestival og jagten på øl

“Hvis du skal have øl med på båden, så køb dem i byen, de er dyre ombord”, siger vores chauffør, der efter en lang køretur har bragt os fra Keralas højland til kysten. Jo, øl skal jeg da have, og selvom den venlige chauffør tilbyder at købe dem til mig, så er det nu mere spændende selv at stille sig op i køen til de eftertragtede dråber.

Vi er nået til byen Alappuzha, hvor det at købe øl ikke er helt så nemt. Kerala har en streng alkoholpolitik, der kun tillader regeringens egne butikker at sælge spiritus.

Vores værelse på risbåden

Jeg stiller mig op i køen sammen med de lokale, og det er ikke uden kamp, at jeg beholder min plads. Der bliver skubbet og maset, men jeg når endelig frem til den lille luge bag jerngitteret, hvor en brovten mand tager mod min bestilling.

Vi drejer om hjørnet og kommer ud på en af byens hovedgader. Her er proppet med mennesker, og den skingre indiske musik er tæt på at overdøve den voldsomme trafiklarm.

Det er elefantfestival får vi at vide, og det skal vi da opleve. Hvert år på dette tidspunkt afholdes en ni dages festival til ære for Devi, Shivas hustru og gudinde for både skabelse og ødelæggelse.

Vi finder ind i den store tempelgård, hvor lokale beder og ofrer ved små altre. Andre kigger på de tre pyntede elefanter, der skal symbolisere gudinden. Festivals som denne er altid spændende, og det er sjovt at se de fremmedartede ritualer og ikke mindst betragte de mange mennesker, der samles om den samme begivenhed.

kerala backwaters
Maden ombord er lækker og veltilberedt

Kerala Backwaters

“Goddag. Jeg er jeres kaptajn, og de to herrer ved min side er jeres kok og servicemand. Vi byder jer velkommen, og håber I får en god tur”, siger den formelle mand til os.

Ad smalle snoede veje er vi nået til vores risbåd, der skal være vores hjem de næste par dage. Der er kun os ombord, og mens vi sejler ud på den store indsø med kurs mod kanalerne, nyder vi velkomstdrinken, der er en frisk kokosnød.

Keralas backwaters er berømte og af mange betragtet som en af Indiens must-do aktiviteter. Det enorme netværk af floder og kanaler er flankeret af høje palmer og stribevis af små huse, hvis familier i generationer har levet ved bredderne.

Beboerne ernærer sig ved fiskeri og især risdyrkning på de kæmpestore arealer, der ligger mellem floderne og kanalerne. Vådområdet strækker sig fra Kochi i nord til Kollam i syd – i alt et netværk af 900 km vandveje langs kysten og mange kilometer ind i landet.

kerala backwaters
Netværket af kanaler er på over 900 km

Vi passerer adskillige andre husbåde på den store indsø, og efter en halv times sejlads er det blevet frokosttid. Vi gør stop ved en lille bred og bliver bedt om at sætte os til bords. Kokken præsenterer maden, der består af ris og otte forskellige retter, som er yderst lækkert tilberedt.

Ud på eftermiddagen sejler vi endelig ind i de små kanaler, man så ofte ser på billeder. Her er et herligt dagligliv, de lokale vasker tøj og køkkengrej i vandet, men det er også her de selv bader, som regel med alt tøjet på.

Ofte ser vi også vådområdets beboere fiske, enten fra bredden eller fra små lange både, men floden giver også vand til rismarkerne og selvfølgelig til husdyrene, der primært består af geder.

I flere timer sejler vi i de smalle kanaler, og af og til krydser vi større floder, der fungerer som transportveje for beboerne. Passagerbåde sejler i fast rutefart og sætter folk af og på, fuldstændig som busserne gør det på land.

Vi er heldige med vejret. Solen skinner fra en skyfri himmel, men det er næsten vindstille og ret trykkende. Af og til kommer der heldigvis en lille brise, der sammen med en kold Kingfisher øl køler mig lidt af.

Idylliske backwaters

Nu vi er ved Kingfisher, så ses fuglen af samme navn ofte i området. I det hele taget kan man opleve et rigt fugleliv, og vi ser bl.a. ørne, hejrer og slangehalsfuglen, der dykker efter fisk.

Den trykkende hede kulminerer med en mindre regnbyge. Det klarer hurtigt op igen, tids nok til at se den flotte solnedgang over The Backwaters. Vi har lagt til for natten ved bredden af en lang kanal, og da klokken bliver 19.30 serverer kokken middag. Igen er det pragtfuld mad, og der bliver sat retter på bordet, som jeg aldrig har smagt før.

Risbåden har en generator, der sørger for strøm, når motoren er slukket. I det hele taget er det fine forhold. Vi bor på et glimrende værelse med tilhørende badeværelse, ikke særlig stort, men med både træk og slip samt bruser.

Det er en varm nat, meget varm! Heldigvis sørger air conditionen for, at vi trods alt får lidt søvn. Vi står op til en smuk morgen, søen ligger spejlblank foran os, og muslingefiskerne i deres små karakteristiske både er allerede i gang med dagens arbejde.

kerala backwaters
Lokale vasker tøj i kanalerne

Vådområdet har engang været større, og man frygter endda, at det i fremtiden vil blive mindre end det er i dag.

Klimaforandringer og forurening er bl.a. med til, at de smukke backwaters går en usikker fremtid i møde. Det er lidt af en balancegang for myndighederne både at beskytte den enestående natur samtidig med at man hele tiden prøver at udvikle turismen i området.

Vi er ved at krydse søen, og om et kvarters er vores tur forbi. Mens vi ser tilbage på et par skønne dage i kanalerne, kredser 20-25 ørne over vores båd. Store dynger af lotusblomster skvulper dovent forbi en række døde træstammer som langhalsfuglene har gjort til deres hjem.

Vi nyder den sidste stilhed, for om ikke så længe står vi midt i den indiske hverdag igen. En hverdag med larm, trafikkaos og menneskemylder. Vi ønsker os allerede tilbage i kanalerne og er enige om, at Keralas Backwaters sagtens kan besøges igen.

Har du fået lyst til selv at besøge Kerala Backwaters, så kan du finde praktisk information under billedet.
kerala backwaters
Muslingefisker tidlig morgen

Praktisk information til dit besøg ved Kerala Backwaters

Der er mange steder i Alapuzzha man kan købe ture til Keralas Backwaters, men man skal se sig godt for – kvaliteten kan være svingende. Forhør dig evt. hos andre rejsende om deres erfaringer eller book turen hjemmefra hos et dansk rejsebureau.

Man kan man bo på husbåden i op til en uge – i hvert fald et par dage er et must for rigtig at få det fulde udbytte. Det er ganske enkelt en fantastisk oplevelse at bo på husbåden, og man forstår, hvorfor så mange turister fremhæver Keralas Backwaters som et af rejsens højdepunkter.

I den modsatte grøft er der desværre et stort antal turister, der blot tager en dagstur i vådområdet, men glem alt om det.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Indien inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

4 Kommentarer

  1. Det er snart os. Glæder mig vildt til den oplevelse. Vi har tre overnatninger på båden. Spændende at læse lidt om hvad vi kan vente os.

  2. Skønt at læse noget på dansk om spdan en tur. Vi overvejede at fravælge risbåden men jeg tror vi skal prøve det her ?

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her