Hjem Indien Oplevelser i Delhi med tips til din rejse

Oplevelser i Delhi med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Delhi og få gode tips til din rejse

Cyklen bumler af sted. Forbi tiggere, skopudsere og handlende. Scootere og autorickshaws suser rundt om os, mens bilerne dytter af de store trækvogne, der er proppet med varer.

En tur med cykeltaxi er blot en af mange fantastiske oplevelser i Delhi, der er en hektisk og spændende by. Du kan læse meget mere om Indiens hovedstad herunder, hvor du nederst på siden finder masser af nyttig rejseinformation.

Delhi – en introduktion

Delhis historie følger i høj grad Nordindiens. Mindst otte gange er der grundlagt en by i dette område vest for Yamuna-floden, og altid har den haft stor betydning for de lande og folkeslag, der har haft magten.

Der er spor efter alle tidligere byer. De første fire gange Delhi blev opført lå byen syd for det nuværende centrum. Efterhånden rykkede byen mod nord, hvor New Delhi ligger i dag. Kaukaserne gjorde Delhi hinduistisk, men med Qutb-ud-dins erobring af byen i 1193 var hovedreligionen islam.

Stormogulen Shah Jahan flyttede hovedstaden fra Agra til Delhi, hvor han grundlagde Shahjahanabad, der i dag blot hedder Old Delhi.

Da englænderne kom til Delhi var byen ikke hovedstad, men til gengæld et betydeligt handels- og finanscentrum. I 1911 flyttede englænderne hovedstaden fra Calcutta (Kolkata) tilbage til Delhi – et stort byggeprojekt blev sat i gang, og i 1931 stod New Delhi færdig.

Skal man pege på et centrum i Delhi, så må det være Connaught Place. Pladsen er blot en stor trafikeret rundkørsel flankeret af masser af hoteller og butikker. Det er bestemt ikke det mest spændende sted, men til gengæld er der masser af gode seværdigheder andre steder i byen, hvor det nye og gamle Indien mødes.

Nu til de bedste oplevelser i Delhi som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at finde rejsetips og praktisk information.

Med rickshaw gennem Chandi Chowk

1 Old Delhi

Old Delhi, der oprindeligt hed Shahjahanabad, blev opført af mogulen Shah Jahan som det syvende Delhi. Bydelen var tidligere omkranset af en lang mur med flere flotte porte. Portene eksisterer fortsat, men der er ikke meget tilbage af muren.

Old Delhi fungerer som en by i byen, og området er indbegrebet af Indien – et sandt kaos og sansebombardement. Omdrejningspunktet er Chandi Chowk – et netværk af markedsgader, som du bedst udforsker med cykeltaxi.

Bazarens gader er delt nogenlunde op i varegrupper. Du kan bl.a. besøge sølvgaden, bryllupsgaden, gaden for husdyr og endda også en gade med reservedele til biler. Du passerer sandsynligvis også sikh-templet Sisganj Gurdwara.

Chandi Chowk er en labyrint af smalle gader. Flere steder er det næsten umuligt at køre – står der bare det mindste i vejen i gaderne, giver det trafikprop. Chaufførerne af de irriterende scootere, der er overalt, sidder og trykker på hornet indtil problemet er løst.

De største køretøjer er øverst i hierarkiet. Derefter kommer scootere og autorickshaws, oksekærer, kameler og så almindelige rickshaws. Fodgængere er blot i vejen, og noget man kører ind i.

Jama Masjid i Old Delhi er Indiens største moské

2 Jama Masjid

Jama Masjid ligger i Old Delhi og er Indiens største moské. Fra alle steder i bydelen er den let af få øje på med de to minareter, der synes at skyde op som raketter og som er væsentlig højere end nogle af de gamle huse i Old Delhi.

I den store gård er det nemt at forestille sig det menneskehav, der hver fredag møder op for at bede til Allah. Her er plads til 25.000 mennesker, men som regel er gården tom. Ikke-muslimer må ikke gå indenfor i moskéen, men må nøjes med at se den imponerende bygning udefra.

De 40 meter høje minareter er udført i bl.a. marmor og rød sandsten – akkurat som mange lignende bygninger i Nordindien. Jama Masjid blev påbegyndt af Shah Jahan i 1644 og stod færdig i 1658.

Husk konservativ påklædning, når du besøger Jama Masjid, som du nemt kommer til med violet metrolinje.

delhi
Gandhi Smriti, et fint museum om Gandhi

3 Gandhi Smriti

Hans sidste minutter i live bliver fortalt igen og igen. Her sad han, her gik han og her stod han, da han blev myrdet. Mahatma Gandhi var Indiens elskede fader, og det er som om, at mange stadig ikke kan forstå, at han er død.

Man kan ikke tale om Indien uden at nævne Mahatma Gandhi, der har en helt speciel plads i indernes hjerte.

Mahatma Gandhi blev indernes leder i kampen for selvstændighed, hvor han med ikke-vold, civil ulydighed og demonstrationer tog kampen op mod den engelske besættelsesmagt. Hans bedrifter er i den grad bemærkelsesværdige og førte til, at englænderne i 1949 trak sig ud af Indien.

Indien skulle nu have sin egen stat, men desværre nåede Gandhi ikke at opleve det store øjeblik. I 1948 blev han myrdet i New Delhi, hvor der i dag findes flere museer med hans liv og død som tema. Det absolut bedste er Gandhi Smriti, et museum lavet præcis der, hvor han tilbragte sine sidste timer og senere blev myrdet.

delhi
Raj Ghat, hvor Gandhi blev kremeret

Det er her vi i bogstaveligste forstand følger samme rute som Gandhi. Han havde boet 144 dage i huset i New Delhi, da han efter et møde gik til fællesbøn. En person kom ud fra mængden og skød ham på klods hold.

Huset, hvor Gandhi var gæst, er nu lavet om til museum med bl.a. plancher, udstillinger og et videorum. Man kan også se Gandhis seng og hans få ejendele.

Fra huset er der lavet fodspor på den sti han gik ad minutter inden han blev myrdet. Stien fører op til en lille pavillon, hvor fællesbønnen skulle foregå. Det hele er meget detaljeret, og det er som om at inderne tror det bare er end drøm, og at Gandhi pludselig en dag står der lyslevende igen.

Gandhi Smriti har åbent hver dag og er gratis at besøge. Nærmeste metrostation (ca. 1,2 km) er Loy Kalyan Marg på gul linje.

4 Raj Ghat

Indien gik nærmest i stå ved nyheden om Gandhis død. Alle ville følge ham på hans sidste rejse, og myndighederne var nød til at finde et sted med plads til tusinder af mennesker.

Valget faldt på et stort område, der ligger mellem Old Delhi og Yamuna-floden, hvor Gandhi blev kremeret. I dag er stedet kendt som Raj Ghat, en enorm park, men selve mindesmærket er ganske lille – helt i Gandhis ånd.

På området er også Indiens første premierminister Nehru kremeret. Det er hans datter, Indira Gandhi, og hans barnebarn, Rajiv Gandhi, også. Nærmeste metrostation er Delhi Gate (ca. 1 km) på violet linje.

oplevelser i delhi
Qutb Minar-minareten

5 Qutb Minar

I dag ser det store ruinområde ikke ud af meget, men lige præcis dette sted er af stor betydning for Indiens historie. Det var fra Qutb Minar islam bredte sig for at udfordre hinduismen som den foretrukne religion. En udfordring, der på trods af Indiens deling stadig ikke er løst.

Qutb Minar er fællesbetegnelsen for hele det store område, hvor Qutb-ud-Din grundlagde Delhisultanatet, der regerede i Nordindien før stormogulerne. Qutb-ud-Din var general i Mohammed af Ghurs hær, og han besejrede det sidste hindukongerige i Delhi.

Da Mohammed af Ghur døde, skete der en splittelse i riget. De indiske besiddelser blev overladt til sig selv, og det resulterede i, at Qutb-ud-Din tog magten og blev den første hersker i Delhisultanatet.

Han opførte i 1193 moskéer, tårne og minareter, der ikke blot var en hyldest til islam, men også fungerede som vagttårne og forsvar mod sultanens fjender.

Selve Qutb Minar er med sine 73 meter Indiens højeste minaret. Den er i fem etager, men Qutb-ud-Din har dog kun bygget første etage. De efterfølgende sultaner byggede videre på tårnet, der stod færdig i 1368.

oplevelser i delhi
Fantastiske udsmykninger og inskriptioner ved Qutb Minar

Lige nu går vi rundt mellem en række ruiner og bygninger og ser bl.a. Quwwat-ul-Islam Masjid, der er Indiens ældste moské.

Den er bygget samtidig med Qutb Minar på resterne af et hindutempel, hvilket tydeligt ses ved de blandede stilarter og afbildninger af dyr og mennesker. Moskéens gård er bygget af Qutb-ud-din’s svigersøn, Altamish, mellem 1210 og 1220.

I gården står en mystisk syv meter høj jernsøjle, der er væsentlig ældre end Qutb Minar. På inskriptionerne kan man læse, at søjlen er rejst til minde om Chandragupta, der regerede fra år 375 til 413.

Den har i sin tid stået ved et Vishnu-tempel, men ingen ved hvordan den er havnet i gården. Eksperter er i øvrigt imponerede over jernets renhed – efter næsten 2000 år er der stadig ikke rust på søjlen.

På den nordlige del af området står Alai Minar, en mindre minaret, der faktisk skulle have været dobbelt så høj som Qutb Minar. Ved Qutb-ud-Dins død var minareten kun 27 meter høj, og det siges, at ingen havde lyst til at fuldføre opgaven. På Qutb Minar-området findes i øvrigt flere gravsteder for mogulernes familier og lærde muslimer.

oplevelser i delhi
Humayuns flotte mausoleum

6 Humayuns Mausoleum

En af de absolut bedste oplevelser i Delhi er Humayuns Mausoleum, der er et smukt, men bombastisk gravmæle.

Humayun var ældste søn af mogulrigets grundlægger Babur. Det var ikke en selvfølge at ældste søn skulle arve tronen, men Humayun var Baburs valg. Det var svære tider da Humayun overtog riget. Dels rørte afghanerne igen på sig ligesom sultanen af Gujarat også var en trussel.

Derudover havde Humayun tre brødre, der var rasende over at blive vraget som tronfølgere. Humayun gav dem alle store områder, de kunne herske over, men det formildede dem ikke.

Humayun var hverken en stor leder eller stor kriger. Desuden havde han et alvorligt opiumsmisbrug. Alle disse faktorer var en medvirkende årsag til, at lederen af Sur-riget, Sher Shah, tog magten over mogulriget. Humayun måtte flygte til først Persien og senere Afghanistan, hvor han søgte støtte til en tilbageerobring hos forskellige fyrster.

I 1544 døde Sher Shah, og det blev startskuddet til en årelang strid om tronen. Sur-riget var splittet, og da Humayun endelig havde besejret sine brødre i Afghanistan, så han det som et perfekt tidspunkt at generobre Nordindien. I 1555 kunne han således igen kalde sig stormogul.

Desværre døde Humayun kun et år efter. På det tidspunkt var ikke alle områder af riget erobret. Man mener derfor, at det store og flotte gravmonument også var et signal til omverdenen om, at her lå en mægtig leder, og at mogulriget levede videre.

Mausoleet er et vellykket mix af persisk, mogulsk og lokal arkitektur. Det er fra det 16. århundrede og opført efter ordre fra Humanyuns kone, Haji Begum. Kombinationen af rød sandsten og hvid marmor gør bygningen helt speciel. Øverst er der en kuppel, og man siger, at mausoleet har stået model til Taj Mahal i Agra.

Jaipursøjlen med præsidentpaladset bagved (beklager det dårlige billede, men smoggen lå tungt over byen)

7 New Delhi

New Delhi er næsten en by i byen. Området adskiller sig markant fra resten af Indiens hovedstad – her er forbavsende tomt, næsten ingen mennesker og så er der god plads på de brede veje.

I årene efter 1911, hvor englænderne flyttede hovedstaden fra Calcutta til Delhi, opførte de den nye by – New Delhi. Det er et pompøst område med gaden Kartavya Path som livsnerve. Det er her, vi netop passeret India Gate – et 42 meter højt mindesmærke, der er opført til ære for de faldende soldater under 1. verdenskrig.

I det fjerne kan vi skimte vores mål; det lille plateau med to enorme bygninger, der står på hver side af vejen. De er opført i en sær blanding af indisk og europæisk arkitektur og huser i dag bl.a. højesteret og parlamentet.

For enden af Kartavya Path ligger præsidentpaladset, som vi kigger på gennem den store jernport. Foran står Jaipursøjlen, der blev sponseret af maharajaen af Jaipur for at fejre den nye hovedstad. Hele området ved præsidentens bolig kaldes Rashtrapati Bhavan, hvortil der er begrænset adgang.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Delhi. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde rejsetips og praktisk information under billedet.
Connaught Place

Rejsetips og information til din rejse til Delhi

Transport

Ind og ud

Du kan flyve til Delhi fra Danmark med ét stop. Fra Billund med Turkish Airlines og Lufthansa og fra København med f.eks. Emirates, Lufthansa, Turkish Airlines og Qatar Airways. Du kan søge og sammenligne flybilletter her.

Delhis lufthavn er moderne og forholdsvis ny. Du kan tage en taxi til dit hotel eller benytte en lufthavnstransfer. Dit hotel/guesthouse kan sandsynligvis også hjælpe dig.

Indien er berømt for sit store tognet. Det er en god måde at komme rundt på, men køb dine billetter på New Delhi Station. Få eventuelt dit hotel/guesthouse til at hjælpe dig.

Delhi har også mange busruter til f.eks. Agra, Dharamsala, Amritsar osv. Det gode er, at en stor del af busserne er statsejede og ikke udsat for samme snyd og bedrag som andre transportmidler. Læs mere om det herunder.

At komme rundt

Transport i og omkring Delhi kan være en kompliceret affære. Konstant bliver man tilbudt kørelejlighed af alverdens mennesker, og af og til virker det som om, at alle Delhis indbyggere kører taxi eller rickshaw.

Chaufførerne er virkelig påtrængende, og det er ikke altid man bliver kørt derhen hvor man gerne vil, så medmindre du er vant til at rejse rundt i verden og kan ignorere den store horde af mennesker, så er det værd at bestille transport ved et velrenommeret rejsebureau og helst hjemmefra hvis muligt. Dette gælder især transport fra lufthavnen.

Taxier og rickshaws kører efter taxameter, men bruger det sjældent. Få det sat til eller få en præcis pris på turen inden du kører. Der findes et par taxistande, hvor man betaler inden man kører.

Tourbureauer
Byen har et væld at tourbureauer, men heller ikke her kan man være sikker på at få det man betaler for. Det bedste råd er at forhøre sig hos andre rejsende om deres erfaringer.

Mange bureauer siger at de samarbejder med det officielle turistbureau, men det er sjældent sandt. Der ligger små filialer af turistbureauet i lufthavnen og på banegårdene, men hovedkontoret ligger på Janpath Road, en gade der løber stik syd fra Connaught Place, hvorfra man nemt kan gå.

Metro
Den bedste mulighed for at komme rundt er faktisk Delhis nye metro. Man går selvfølgelig glip af bylivet, når man rejser under jorden, men det kan være helt befriende. Se mere om metroen her.

Overnatning

Delhi spreder sig over et enormt areal, og det kan være en god idé at finde overnatning tæt på begivenhederne, således at man ikke er afhængig af transport. Groft sagt kan man sige, at New Delhi primært har de pænere hoteller, mens den billigste overnatning findes i Old Delhi.

Omtrent midt mellem de to bydele, ca. 500 meter vest fra togstationen, ligger Paharganj der er en slags backpackerkvarter. I hvert fald kan man her finde adskillige guesthouses, bed & breakfast og billigere hoteller.

Jeg fandt New Delhi lidt trist – vælg hellere et hotel ved den nordlige del af Connaught Place op mod Paharganj og Old Delhi, hvor der er masser af liv, gode restauranter og shopping.

Uanset hvor og hvordan du vil bo, så er det en god idé at booke i forvejen. Få byer har så mange påtrængende og irriterende snydere, der alle vitale steder som f.eks. lufthavnen, banegårde og busstationer går og sælger overnatning.

De hoteller og guesthouses som disse mennesker gerne vil have dig ind på er sjældent hverken de bedste eller billigste.

Hotelhajerne findes også i stort tal blandt taxichaufførerne, der kommer med historier om, at det hotel du vil køres hen til er lukket, fuldt booket osv. – naturligvis fordi chaufføren samarbejder med et hotel, hvor han får kommission.

Gode steder at overnatte

Jeg anbefaler følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

The Connaught – større 4-stjernet hotel et stenkast fra Connaught Place. Her er bl.a. bar, restaurant og swimmingpool.

Hotel City Star – godt mellemklassehotel i Paharganj i gåafstand til togstationen og Connaught Place. Døgnåben reception og mulighed for at tilkøbe morgenmad.

Shangri-La Eros – Stort luksushotel med topservice og masser af faciliteter som f.eks. swimmingpool. Hotellet ligger ca. 2 km fra Connaught Place.

Mad og drikke

Mad i Indien kan fylde en hel bog alene. Få lande har så alsidigt et køkken med store regionale forskelle. Selvfølgelig kan man få tandoori-kylling, curries og andre kendte retter, men det er kun en meget meget lille del af indisk madkultur.

Overalt i Delhi kan du få stillet sulten. Her er gadekøkkener, mobile madsælgere og på enhver tog- og busstation er det noget få noget at spise – f.eks. kebab eller fyldte samosaer.

En millionby som Delhi har mad for enhver smag og pengepung. Generelt er det billigt at gå ud at spise, men det er som om, at restauranterne ikke rigtig gør noget for at reklamere for sig selv. En glasfacade med tonede ruder kan sagtens gemme på en god restaurant – hygge er der ikke meget af.

Inderne bruger mange krydderier i maden – de mest almindelige er f.eks. spidskommen, koriander og kardemomme. Nogle curryretter kan være vanvittig stærke, værd lige at tænke over.

Indien og Delhi har mange muligheder for vegetarer. Okse- og svinekød ses ikke på menukortet – oksekød er forbudt for hinduer og svinekød for muslimer. Kødretterne er derfor med kylling, lam og mere sjældent ged.

Aktiviteter

Delhi har masser at byde på: workshops, udstillinger, koncerter osv. Der findes adskillige guides der kan oplyse hvad der sker netop nu. Forhør dig evt. på dit hotel om begivenheder og arrangementer.

Museer i Delhi

Delhi har også en lang række museer. Udover de nævnte herover kan du bl.a. besøge disse steder:

• Museet for Moderne Kunst (NGMA)
• Nationalmuseet
• Frimærkemuseet
• Jernbanemuseet
• Museet for Kunsthåndværk

Rejseressourcer

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Indien inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her