Hjem Vietnam Aktiviteter i Nha Trang – 10 ting du kan se, gøre og...

Aktiviteter i Nha Trang – 10 ting du kan se, gøre og opleve

Inspiration til din rejse til Nha Trang

Der er flere gode aktiviteter i Nha Trang. Når du har besøgt de mest populære seværdigheder, så har jeg en række forslag til, hvad du kan se, gøre og opleve i den vietnamesiske by. Læs med her.

Nha Trang ligger i det sydlige Vietnam ca. 400 km fra Ho Chi Minh City. Det er en by, der ofte bliver overset og sjældent er med i programmet på den klassiske rundrejse fra nord til syd. Men Nha Trang er et sted, som du kan overveje at besøge, hvis du har lidt længere tid i Vietnam – her finder du lige dele autenticitet og aktiviteter henvendt til turisterne.

Inden din rejse kan du læse om Nha Trang i min guide til byen, der kan gøre dig klogere på bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og mad og drikke.

Er du i tvivl om, hvor i byen, du skal booke overnatning, så kan du tjekke indlægget Hvor skal du bo i Nha Trang, hvor jeg gennemgår de mest populære bydele og områder. Men nu til mine forslag til aktiviteter i Nha Trang.

1 Tag med på en food tour

En af de bedste og sjoveste aktiviteter i Nha Trang er en food tour. Den varer typisk 2-4 timer og kan bookes som privat- eller gruppetur. En privattur er selvfølgelig dyrest, men her har du mulighed for at skræddersy din egen food tour.

På en food tour smager du på den lokale mad, der kan være f.eks. snacks, desserter og egentlige retter. Undervejs fortæller guiden som regel om madtraditioner og kommer med anekdoter. En rigtig god oplevelse. Du kan tage på food tour i Nha Trang med f.eks. With Locals.

Der er masser af spændende ting at prøve på en food tour

2 Besøg en perlefarm

I området omkring Nha Trang ligger flere perlefarme, hvor du kan lære mere om produktionen af perler. Fra første step til høstning og efterbehandling af perlerne. En langsommelig og ikke altid succesfuld proces, der er med til at gøre perlerne dyre.

Et af de steder, der byder gæster velkommen er Hoang Gia Pearl, som også har et museum. Det er selvfølgelig også muligt at købe perler. Se mere her.

aktiviteter i nha trang
I Nha Trang er der flere steder du kan lære mere perler

3 Lær om Alexandre Yersin og hans arbejde

Alexandre Yersin var en fransk-schweizisk læge, der er berømt for at have opdaget bakterien, som forårsager byldepest. Han udviklede siden en kur mod sygdommen, der i årenes løb havde dræbt millioner af mennesker.

Yersin holdt meget af Vietnam og flyttede først til Hanoi og siden Nha Trang, hvor han boede til sin død. I Nha Trang grundlagde han Pasteur-instituttet, hvor der i dag er et museum tilegnet Alexandre Yersin. Her kan du bl.a. se billeder, udstyr og personlige breve og dokumenter, men selvfølgelig også høre mere om hans bedrifter.

Det lille museum om Alexandre Yersin ligger på Pasteur-instituttets område

4 Se lokalt kunsthåndværk i Truong Son Craft Village

En god dagsudflugt kunne gå til den såkaldte Truong Son Craft Village, som ligger ca. 5 km fra Nha Trang. Det er et nyere sted, der har fokus på områdets mange traditioner for kunsthåndværk.

Truong Son Craft Village er opført i grønne omgivelser med en række pavilloner, der viser forskelligt kunsthåndværk som f.eks. keramik, vævning og træskærerarbejde. Du kan deltage i workshops og selv prøve kræfter med de traditionelle håndværkstraditioner.

Der er også mulighed for at lære mere om naturmedicin i urtehaven og se musik- og danseshows. Truong Son Craft Village er et fint sted at lære mere om vietnamesisk kultur og traditioner, hvor børn er mere end velkomne.

Du kan eventuelt få dit hotel til at hjælpe med transport til stedet, men også benytte den populære køretjeneste Grab, hvis app du kan downloade her.

Aktiviteter i Nha Trang
Traditionel vævning er en af de ting du kan se i Truong Son Craft Village

5 Ha’ en sjov dag i VinWonders Forlystelsespark

En af de absolut mest populære aktiviteter i Nha Trang er VinWonders Forlystelsespark. Den ligger på øen Hon Tre sammen med det store resort Vinpearl, der er et superpopulært familiehotel.

I forlystelsesparken finder du et hav af aktiviteter, et kæmpe vandland, tropiske haver og et stort aquarium. Der er også shows, parader og temaområder som eventyrland og en flod, som snor sig gennem mystiske verdener.

Kort sagt, så er VinWonders et paradis for børn og barnlige sjæle. Her kan man nemt tilbringe det meste af en dag. En populær måde at komme til Hon Tre og VinWonders er at tage kabelbanen fra fastlandet. Få eventuelt dit hotel til at hjælpe, men du kan også købe billetter hos f.eks. GetYourGuide.

VinWonders har tonsvis af aktiviteter

6 Sejl ud til templet på Den Røde Ø

Ca. 100 meter ud for kysten lige nord for flodmundingen ligger den ganske lille ø Hon Do – eller Den Røde Ø. Her kan du besøge det buddhistiske tempel Tu Ton, der blev opført i 1960 som et sted til meditation og bøn.

Det er i dag et fredfyldt sted, der består af et klokketårn, flere figurer og en statuehave. Du kan tage den lille båd over til Hon Do – det tager blot et par minutter. Øen har i øvrigt fået sit navn efter dens rødlige klipper.

Det buddhistiske flag vejrer mange steder på Hon Do

7 Prøv et sjovt madlavningskursus

Et madlavningskursus (eller kokkeskole) er en sjov og lærerig oplevelse. I Nha Trang ligger flere steder, hvor du kan prøve kræfter med det lokale køkken.

Kurserne fås typisk som hel- og halvdagskurser og kan have forskellige temaer – f.eks. street food eller en blanding af de mest populære retter. Nogle kurser inkluderer også en tur på det lokale marked for at handle ind til madlavningen.

Som regel laver man 3-5 retter, der spises sammen med de øvrige kursister. Du får opskrifterne med hjem, så du kan trylle i dit eget køkken. Se et udvalg af madlavningskurser i Nha Trang.

aktiviteter i nha trang
De lækre friske ruller goi cuon, der bare smager godt

8 Besøg akvariet på Hon Mieu Island

Er du vild med fisk og havdyr kan du besøge Tri Nguyen-akvariet på Hon Mieu Island, der ligger en kort sejltur fra fastlandet. Akvariet er kendt for sin særprægede indgang, som ligner noget fra filmen Pirates of Caribbean.

Indenfor er akvariet opbygget som et slags skib i tre etager. Her er både selve akvariet, der virker lidt slidt, samt shop og restaurant med fin udsigt.

Der er også udendørs bassiner med større dyr – bl.a. rokker og havskildpadder. Alt efter interesse kan et besøg i Tri Nguyen-akvariet være en fin oplevelse, men booker du en af de populære ture i øhavet, vil du med stor sandsynlighed komme forbi Hon Mieu Island

aktiviteter i nha trang
Den sjove indgang til Tri Nguyen Akvariet på Hon Mieu Island

9 Smag lokal øl fra mikrobryggeri

På stranden i Nha Trang, lige ved turistområdet, ligger Louisiane Brewhouse, der kombinerer restaurant, mikrobryggeri og beach club. Det er et populært sted at tilbringe dagen, men her er man særligt berømt for at have sit eget mikrobryggeri.

Med malt og humle fra Australien og New Zealand kombineret med vand fra kilderne i Nha Trang og lokale ingredienser producerer man her sine egne øl, der kan være sjove at prøve.

Kan du ikke bestemme dig, bestiller du bare et smagssæt med bryggeriets øl. Der kan være unikke smagsvariationer blandt – f.eks. med lokale krydderurter og tropiske frugter. Som nævnt er mikrobryggeriet kun en lille del af Louisiane Brewhouse – her kan du også spise, lytte til livemusik og snuppe en dukkert i swimmingpoolen.

Louisiane Brewhouse er et cool sted at tilbringe dagen – her kan du bl.a. smage mikrobryg

10 Snup en dag i luksus på Hon Tam Island

En af øerne ud for Nha Trang er Hon Tam, der har skøn sandstrand med det klareste vand. Her har du mulighed for at tilbringe en dag med afslapning, vandsport og god mad og drikke. Øen er også kendt for sit mudderbad.

For at besøge Hon Tam er det nemmest at booke en dagtur, der bl.a. inkluderer transport til og fra øen, mudderbad, liggestole (med parasol) og frokost, der består af en stor buffet.

Det er ikke et sted, du har for dig selv, og nogle vil nok synes, at øen er lige turistet nok, men til gengæld kan du tilbringe en dag på en af Nha Trangs bedste strande med alt inkluderet. Se mere om booking her og har du lyst til at bo på Hon Tam, så er det lækre Hon Tam Resort eneste mulighed.

aktiviteter i Nha Trang
På Hon Tam kan du få en dag i luksus

Nyttige links til din rejse til Nha Trang

Transport

Nha Trang har egen international lufthavn, der har koden CXR. Du kan flyve til Nha Trang fra f.eks. Hanoi, Danang, Ho Chi Minh City, Bangkok, Singapore og Kuala Lumpur. Søg og sammenlign flybilletter her, men book så vidt muligt direkte hos flyselskabet.

Bemærk, at en ny lufthavn i Ho Chi Minh City forventes at åbne i slutningen af 2026/starten af 2027. Den har navnet Long Thanh og får koden LTH. Lufthavnen ligger ca. 40 km øst for byen.

Få eventuelt dit hotel til at hjælpe med lufthavnstransfer, men du kan hjemmefra bestille en privat transfer til en fast pris.

Alternativt kan du booke alle former for transport i Vietnam – bus, tog og fly – hos populære 12go. Se mere om priser og muligheder her.

Overnatning

Find overnatning i Nha Trang på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.

Husk at være opmærksom på bl.a. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Husk

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.

På udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, der har gode råd og mulighed for at skrive sig på danskerlisten.

Kort over Nha Trang

På kortet har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder i Nha Trang: Blå = Tran Pu (turistkvarteret). Rød = Nha Trang By. Grøn = Hon Chong. Orange = Hon Tre.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her