Hjem Gode rejseråd Sådan booker du billige hoteller

Sådan booker du billige hoteller

Få tips og gode råd til, hvordan du booker billige hoteller

Som med flybilletter kan det også være en jungle at booke hotel til den rigtige pris. Dog svinger priserne ikke helt så voldsomt, men der er til gengæld et hav af udbydere, og ofte kan det være svært at se, hvad der er inkluderet i prisen og nok så vigtigt, hvad der ikke er.

Først og fremmest vil jeg råde dig til at gå langt uden om de sider, der sammenligner priser hos de forskellige bookingsider. Priserne er meget ofte forkerte og ranglistet efter, hvor sammenligningssiden får mest i kommission. Derfor: Gå direkte til hotelbookingsiden for at finde den aktuelle pris.

Og så et andet godt råd: Tilmeld dig et rewardprogram hos en af de store bookingportaler – om det er hos hotels.com, booking.com eller et helt tredje sted er ikke så vigtigt, bare de har et stort udvalg og er blandt de billigste.

Mens det er svært at samle bonuspoint hos flyselskaberne, så skal der ikke mange overnatninger til, før du har samlet bonusnætter på bl.a. ovenstående bookingportaler, som du kan bruge til kommende rejser. Hvorfor du skal tilmelde dig et rewardprogram, kan du læse mere om i indlægget spar penge på dit hotel – mange penge.

Gode råd, når du skal booke billige hoteller

Tilmeld dig et rewardprogram

Som nævnt ovenfor, så kan du hurtigt optjene bonusnætter, hvis du tilmelder dig et reward- eller loyalitetsprogram. Men det er ikke den eneste fordel. Du får som regel tilbudt specialpriser og tidlig adgang til kampagner m.m.

Tilmeld dig nyhedsbrevet hos bookingportalerne

Få del i aktuelle tilbud og kampagner ved at tilmelde dig bookingportalernes nyhedsbrev.

Book selv

Gå udenom rejsebureauet når du booker hotel. Det sker, at de har specielle kampagner, men langt de fleste gange vil det være billigere at booke selv. Desuden har de fleste rejsebureauer et begrænset udvalg, mens du kan vælge og vrage hos bookingportalerne.

Vælg et hotel lidt udenfor centrum

Location is everything. Hotellerne i centrum af en by eller et turistområde er som regel også de dyreste. Er det nemt at komme ind til byen, så vælg et hotel udenfor centrum.

Book hotel efter dit behov

Skal du blot have et sted at sove, så er der ingen grund til at betale ekstra for f.eks. roomservice, fitnesscenter eller konferencefaciliteter. Book hotel, der passer til netop dit behov.

Andre gode råd

Book ikke-refunderbare hoteller

Har du mod på det, så kan du spare rigtig mange penge ved at booke hotel uden mulighed for afbestilling. Det er selvfølgelig en risiko at løbe, men oplagt, hvis du allerede er ude at rejse og er tæt på næste destination.

Spørg efter discount

Er du allerede afsted kan du i stedet for at booke i forvejen gå ind fra gaden for at forhandle en god pris på dit værelse. Det kan selvfølgelig være svært i højsæsonen, men absolut muligt i lav- og mellemsæsonen.

Bo på hostel

Det er superbilligt at bo på hostel. De fleste forbinder hostels med sovesale til primært unge rejsende, men mange af stederne har faktisk almindelige værelser, der selvfølgelig er dyrere, men stadig billige sammenlignet med almindelige hoteller. Og nej, der bliver ikke kigget mærkeligt på dig fordi du er 50 år og bor på hostel!

Tjek, hvad der er inkluderet i prisen

Når du sammenligner priser på hoteller, er det værd at tjekke, hvad der er inkluderet i prisen. SKAL du have wifi, så sørg for, at det er inkluderet. Og hvad med morgenmaden? Hvis den er med i prisen, så tjek hvad den koster – ofte er det væsentlig billigere at spise ude i byen.

Hvor skal jeg booke hotel?

Mens de fleste flybookingsider er danske/skandinaviske, så ser det anderledes ud med hotelbookingportalerne. Det betyder, at det langt fra er alle, der følger dansk lovgivning. Jeg anbefaler, at du bruger en af de store portaler som f.eks. Agoda, hotels.com eller booking.com.

Det er lidt en smagssag, hvilken side man synes bedst om – selv bruger jeg stort set kun hotels.com, da de som regel er billigst, men også har en nem brugerflade, hvor du f.eks. kan kontakte dit hotel og nemt se dine reservationer og meget meget mere. Af og til må jeg dog bruge booking.com, der har et større udvalg.

Som nævnt i indledningen skal du som udgangspunkt ikke stole på priserne hos sammenligningssiderne.