Hjem Afrika Rejser til Marrakech – det skal du vide + masser af rejsetips

Rejser til Marrakech – det skal du vide + masser af rejsetips

Masser af rejsetips og gode råd inden din rejse til Marrakech

rejser til marrakech

Før du rejser til Marrakech, uanset om du har bestilt ferien eller kun er i forberedelsesfasen, så kan du i dette indlæg finde masser af nyttig information til din tur.

Marrakech er et alsidigt og fantastisk spændende rejsemål. Her finder du masser af aktiviteter og gode seværdigheder, men selvom turisterne strømmer til byen, så mangler Marrakech bestemt ikke lokalliv.

Tværtimod – her kan du få en på opleveren, og det er bemærkelsesværdigt, at man blot 4½ times flyvning fra Danmark kan føle sig så langt væk hjemmefra.

Jeg har i skrivende stund besøgt 53 lande, men for mig står Marrakech som en af de bedste rejsebyer. Her får du en unik kombination af oplevelser, lækre hoteller, lavt prisniveau, fantastisk mad og spændende udflugtsmuligheder. Du kan læse mere om byen i indlægget Oplevelser i Marrakech med tips til din rejse.

Inden du rejser

Inden du rejser til Marrakech, så anbefaler jeg, at du læser Udenrigsministeriets rejsevejledning til Marokko.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.

Forsikring

Husk rejseforsikring – hverken det blå eller gule sygesikringskort gælder i Marokko. Måske har du allerede en rejseforsikring i dine øvrige forsikringer eller gennem f.eks. Mastercard – hvis ikke kan du få et tilbud her.

Penge

I Marokko hedder møntfoden dirham, der forkortes MAD. Dirham inddeles i santimat – 100 santimat er 1 dirham. Valutaen kan kun veksles i Marokko.

Selvom du rigtig mange steder kan bruge Visa eller Mastercard – f.eks. på barer, cafeer, restauranter, hoteller og supermarkeder, så er Marokko et land, hvor du også skal have kontanter på lommen.

Dem skal du bruge til bl.a. drikkepenge, nogle offentlige toiletter, besøg på markeder og selvfølgelig de steder, der ikke accepterer kort.

Du kan hæve kontanter i en af de mange automater, som har engelsk menu og er nemme at bruge. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at bruge automaterne, ligesom der kan være et loft på, hvor mange penge du kan hæve. Kontakt eventuelt din bank.

rejser til marrakech
Bahiapaladset er en af de mest populære seværdigheder i Marrakech

Telefoni og mobildata

Husk at tjekke om du kan bruge din mobiltelefon i Marokko. Roaming udenfor Danmark kan være dyrt, men rigtig mange abonnementer har efterhånden telefoni og brug af data i udlandet inkluderet – tjek om det også gælder i Marokko.

Flere teleselskaber giver dog mulighed for tilkøb af data og telefoni i et givent land i den periode, du er væk. På langt de fleste hoteller er wifi gratis.

Prisniveau

Prisniveauet i Marrakech er lavt. Det gælder både på f.eks. hoteller og spisesteder. Marrakech har dog også en mere mondæn side med flere restauranter, hoteller og pool clubs henvendt til luksussegmentet. Her er priserne skruet gevaldigt op.

På en almindelig mellemklasserestaurant skal du forvente at betale 80-100 kr. for en hovedret. Ofte vil den lokale mad være billigst. Husk også at prutte om prisen på markederne. Gør det med et smil og lad være med at “kæmpe” om småpenge.

Bedste rejsetidspunkt

Marrakech kan i princippet besøges året rundt. De fleste danskere besøger byen fra efterår til forår, hvor du skal forvente temperaturer på 15-19 °C. Aftener og nætter kan være kølige med temperaturer ned til 5-8 °C i vintermånederne.

Det bliver hurtigt forår i Marrakech – sammen med f.eks. september og oktober kunne det være gode perioder at besøge byen. Sommeren er meget varm, hvor termometret ofte rammer 40 °C. Generelt er Marrakech et solsikkert rejsemål, men en regnbyge eller overskyet vejr kan ikke udelukkes fra efterår til forår.

Det er dyrest at overnatte marts til maj og igen i december. Billigst er det i januar, februar og juni.

Aftenstemning på Djemaa el-Fna

Rejser til Marrakech

Du kan rejse til Marrakech på flere måder. Enten som en pakkerejse eller hvor du booker fly og hotel hver for sig.

Jeg benytter altid sidstnævnte metode, hvor jeg booker direkte hos flyselskabet, men vælger du en pakkerejse til Marrakech med fly og hotel inkluderet, er du dækket af pakkerejseloven.

Du kan finde pakkerejser til Marrakech her og læse mere om bl.a. flybillet, overnatning og transport herunder.

Flybillet til Marrakech (+ Lufthavnstransfer)

Lufthavnen i Marrakech har koden RAK og ligger ca. 8 km fra centrum. Både SAS og Norwegian har direkte ruter fra København til Marrakech. Der kan dog være tale om sæsonruter, som kun flyves i vinterhalvåret.

Husk at være opmærksom på, hvad der er inkluderet i din billet – her tænker jeg især på bagage. Som regel skal du tilkøbe kabinekuffert og indchecket bagage.

Lufthavnstransfer

Alt efter hvordan du rejser til Marrakech (pakkerejse el. gør-det-selv), er der flere muligheder for at komme fra lufthavnen til centrum eller dit hotel. Taxi er en mulighed, men du kan også hjemmefra bestille en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen – enten i ankomstterminalen eller et aftalt sted lige udenfor.

Du kan også benytte offentlig transport – bus nr. 19 kører fra lufthavnen til centrum. Det er billigt, men fremme i Marrakech skal du enten gå eller finde ny transport til dit hotel. Der er afgang ca. hvert 20. minut.

Det berømte blå hus i Jardin Majorelle

Overnatning i Marrakech

Marrakech har et kæmpe udvalg af overnatningssteder. Som nævnt har du mulighed for at bo rigtig billigt, ligesom du kan booke de skønneste hoteller med udsøgt service og elegante omgivelser.

En del af byens hoteller ligger i de gamle riads, der er historiske bygninger med en større eller mindre gårdhave i midten. Det behøver ikke at være dyrt at bo i en ombygget riad – se blot mine forslag til overnatning herunder.

Marrakech har selvfølgelig mange andre typer hoteller end riads – også større resorts med swimmingpool og andre faciliteter. De ligger typisk udenfor den gamle bydel.

Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelsider.

 

1 Riad Scarlett

Kombinerer man pris, beliggenhed og anmeldelser fra tidligere gæster, så er Riad Scarlett et oplagt sted at booke overnatning i Marrakech. Du kan vælge mellem suites eller værelser med plads til 2-3 personer. Riad Scarlett har faciliteter som bar, restaurant og døgnåben reception. Der er mulighed for at tilkøbe en lækker morgenmad.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

2 Riad Boussa

Her bor du i en lækker riad med kun fem minutters gang til Djemaa el-Fna. Værelserne er flot og klassisk indrettede og har plads til to personer. Riad Boussa har faciliteter som bar, restaurant og en dejlig tagterrasse. Lufthavnstransport og en fantastisk morgenmad kan tilkøbes.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

3 Riad Alena

Riad Alena i medinaen tilbyder flotte værelser indrettet i marokkansk stil. Hotellet har faciliteter som f.eks. restaurant, swimmingpool og gratis wifi. Tidligere gæster roser beliggenheden og personalet på Riad Alena, hvor du kan tilkøbe en lækker morgenmad.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Koutoubia-moskéen er byens vartegn

Transport i Marrakech

Bor du i eller lige udenfor medinaen, vil du sandsynligvis kunne gå rundt til Marrakechs seværdigheder. Alternativt kommer du nemmest rundt med de små cremefarvede petit-taxier – det koster 15-30 dirham for en tur i byområdet. Taxier, der kører udenfor byområdet, hedder grand taxi.

Taxierne skal officielt kører efter taxameter, men det er ikke altid, chaufføren husker at slå det til. Hold øje!

Marrakech har også offentlig transport, der køres af selskabet ALSA. Det er billigt, men det kan tage lidt tid at sætte sig ind i ruter og afgangstider.

Marrakech har busruter til de fleste byer – f.eks Agadir, Fés og Essaouira. Den store busstation ligger lige uden for bymuren på Bab Doukhala. Busselskabet CTM har egen terminal tæt på togstationen. Se og book alle ruter til og fra Marrakech.

Ture, udflugter og aktiviteter

Medinaen og den centrale del af byen kan opleves på egen hånd, men Marrakech er også en by, hvor en guide kan være nyttig. På f.eks. Viator finder du et godt overblik over ture, udflugter og aktiviteter. Her kan du samtidig læse anmeldelser fra tidligere gæster. Alternativt kan dit hotel sandsynligvis hjælpe med udflugter.

Vil du med på guidede ture og udflugter er det en god idé at booke i forvejen, men ellers er der umiddelbart ingen seværdigheder i Marrakech, hvor det er nødvendigt eller påkrævet at købe billet på forhånd. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet at stå i kø nogen steder.

Events, festivaler og arrangementer

En by som Marrakech har året rundt en lang række events som du kan deltage i. Det kan f.eks. være udstillinger, koncerter eller festivaler. Især er byens filmfestival berømt. Du kan læse mere om, hvad der sker under dit ophold på visitmarrakech.com.

Læs mere om Marrakech

Du kan læse mere om Marrakech gennem de officielle sider og kanaler henvendt til turister som f.eks. Visit Marrakech og Visit Morocco.

Se også indlægget At rejse i Marokko – tips og gode råd, der har nyttig og generel information om at rejse i det nordafrikanske land.

Lille del af Mellah – det gamle jødiske kvarter

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her