Essaouira er en lidt anderledes by og et godt eksempel på, at Marokko er et alsidigt rejsemål. Tag med til Essaouira som du nemt kan kombinere med f.eks. Agadir og Marrakech.
Essaouira – en introduktion
Essaouira er på én gang byen for surfere, hippier, backpackere og kunstnere. Et pragtfuldt mix af besøgende, der på forunderlig vis formår at blande sig med lokalbefolkningen. Faktisk kan man slet ikke tale om Essaouira som en turistby – de, der kommer hertil synes at leve på byens præmisser og ikke omvendt.
Essaouira, der oprindelig hed Mogador, blev grundlagt af Sultan Sidi Mohammed i 1700-tallet, men det var portugiserne, der byggede de store forsvarsmure et par hundrede år tidligere. Senere flyttede mange af Marokkos jøder til byen, hvor de etablerede kvarteret Mellah, der stadig findes. I dag er der dog kun få jøder tilbage Essaouira.
I 1960’erne kom byen for alvor på landkortet. Den verdensberømte musiker Jim Hendrix besøgte Essaouira, som han lovpriste. Især var Hendrix glad for den særprægede Gnoua-musik, der oprindelig stammer fra Mali, men kom til den nordlige del af Afrika med slaverne. Da også Cat Stevens og Frank Zappa besøgte Essaouira begyndte det at strømme med hippier til byen, der på den måde blev en del af den såkaldte hippierute.
I dag oser Essaouira af alternativ livsstil og afslappet stemning. Nogle af de gamle hippier ser ud som om de er groet fast i byen, og de mange gallerier vidner om kreativitet og virkelyst.

Besøg i Essaouira
Medinaen er et virvar af kringlede små gader med stribevis af butikker, hoteller, restauranter og gallerier. Mænd i Daffah Thobe og kvinder i Khimar og Chador, de traditionelle muslimske klædedragter, fylder den gamle bydel, hvor der er masser af liv.
Ud mod havnen ligger en lang række boder, der sælger friskfanget fisk, som grilles og spises på stedet. Der er en herlig duft – i hvert fald hvis man kan lide fisk, men ellers er det bare om at tage stemningen ind.
Det er her ved kysten, du kan se La Scala (Skala Fort), en portugisisk bastion, hvorfra der en storslået udsigt over det frådende hav. Fortet har været brugt som location til flere film og tv-serier – bl.a. Game of Thrones.
Den gamle borg vidner om en tid, der var engang. Her er masser af kanoner af ældre dato og endnu flere måger, der på snedig vis forsøger at stjæle fiskernes mad. Det er et populært sted at se solnedgangen, som du kan nyde, inden du sætter dig til bord på en af byens mange gode spisesteder.
Essaouira har en god strand lige syd for medinaen, hvor mange surfere mødes for at udfordre Atlanterhavets store bølger. Stranden er bred og bruges også til fodbold af de lokale, mens turisterne kan tage en tur på dromedarryg. Andre aktiviteter i Essaouira er f.eks. kokkeskole, hammam og forskellige kunstkurser.
Den største oplevelse er dog bare at gå rundt i gaderne. Her kan du besøge spændende gallerier, tjekke udvalget i forretningerne og hænge ud på coole caféer. For mig var Essaouira en virkelig positiv overraskelse og en by, hvor jeg nemt kunne bruge flere dage.
Som nævnt i indledningen kan du kombinere byen med både Agadir og Marrakech – en oplagt mulighed for at opleve endnu mere på din rejse.
Har du fået lyst til selv at besøge Essaouira, så kan du finde praktisk information under billedet.

Praktisk information til dit besøg i Essaouira
Essaouira har en ganske lille international lufthavn (kode: ESU). Den er primært betjent af lavprisselskaber, der har ruter til flere europæiske byer.
Alternativt kan du flyve til Agadir (kode: AGA) eller Marrakech (kode: RAK) og herfra finde transport til Essaouira. F.eks. Norwegian flyver til begge byer – der kan dog være tale om sæsonruter.
Søg og sammenlign flybilletter her og se priser på en privat transfer, der er den nemmeste og hurtigste måde at komme fra lufthavnen til Essaouira. Der er 175 km fra Agadir til Essaouira og 182 km fra Marrakech.
Overnatning
Essaouira har mange rigtig gode overnatningssteder. Er du på lavbudget kan du se nærmere på f.eks. Chill Art Hostel, der tilbyder både sovesale og almindelige værelser med enten privat eller delt bad. Chill Art Hostel ligger i medinaen.
Vil du bruge lidt flere penge på overnatningen, så er Suite Azur Hotel et rigtig godt valg. Her bor du på et lækkert og moderne hotel i medinaen.
Husk
Inden din rejse kan du læse Udenrigsministeriets rejsevejledning og se mere om indrejse i Marokko.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.












