
Marokko er et fantastisk spændende rejseland, som jeg har besøgt flere gange. Her er smuk natur, gode naturoplevelser og mad i verdensklasse, men Marokko er også sol, strand og lækre hoteller. Et alsidigt rejsemål, som jeg er vendt tilbage til igen og igen.
I dette indlæg kan du læse om at rejse i Marokko med praktiske råd og information om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke.
Indholdsfortegnelse
Vejret og bedste rejsetidspunkt
Der er ca. 1100 km fra nord til syd i Marokko. Det betyder, at der er stor forskel på vejret fra landsdel til landsdel. Vejret er også påvirket af det varierede landskab, der veksler mellem bl.a. bjerge, ørken og kystområder.
Marokko kan besøges året rundt, men alt efter formålet med din rejse er det en god idé at læse lidt om vejr og klima.
Agadir: Varme somre med temperaturer på 28-33 °C, mens du i vintermånederne kan forvente 18-22 °C. Fra november til marts vil du opleve periodevis regn, der ofte er kortere byger.
Marrakech: Sommermånederne er typisk meget varme i Marrakech – her ligger temperaturen på 32-36 °C, men det kan i perioder være varmere. Vintrene er generelt milde med temperaturer på 16-19 °C, men det kan blive ret koldt om natten – ned til 8-10 °C. Marrakech er meget solsikker og får kun ganske lidt nedbør.
Tanger: I Tanger kan du forvente middelhavsklima. Det vil sige varme somre og masser af sol med temperaturer på 28-32 °C. Vinteren er mild, hvor temperaturen ligger på 14-18 °C. Det kan blive køligt om natten.

Transport
Ind og ud
Marokko har flere lufthavne, der kan være relevante alt efter hvor i landet, du rejser hen.
Rejsende med fokus på sol- og badeferie i Agadir lander i byens internationale lufthavn (kode: AGA), der også kan benyttes til bl.a. Taghazout og Essaouira. Både SAS, Norwegian og flere charterbureauer har direkte rute fra København til Agadir i vintermånederne.
Alternativt, også fra Billund og Aalborg, kan du tage en mellemlanding undervejs. F.eks. i Amsterdam med KLM/Transavia.
Går rejsen til Marrakech, kan du flyve direkte fra København hele året med Norwegian og i vintersæsonen med SAS. Lufthavnen i Marrakech har koden RAK. Du kan flyve med ét stop dertil fra Billund med Air France og KLM/Transavia. Fra Aalborg med KLM/Transavia.
Norwegian flyver også direkte fra København til Tanger (kode: TNG) i vinterperioden. Søg og sammenlign flybilletter her.
Lufthavnstransfer
Uanset hvor du lander i Marokko, så anbefaler jeg, at du tager en taxi eller endnu nemmere en privat transfer fra lufthavnen til dit hotel. Den kan du bestille hjemmefra til en fast pris. Chaufføren venter på dig i ankomstterminalen og kører dig direkte til dit overnatningssted.
Nogle lufthavne har deletaxier eller offentlige busser ind til centrum. Det er en billigere løsning, men overvej om det ikke er værd at give lidt mere for at komme nemt og hurtigt frem til dit hotel.
At komme rundt
Får du brug for transport i Marokko, så har de fleste større byer en flåde af taxier. Der er de små petit taxier til kortere ture og de større grand taxi til længere ture ud af byen. Officielt køres der efter taxameter, men det er ikke altid, det bliver slået til.
Mange hoteller har ofte samarbejde med chauffører og kan således hjælpe med transport.
Der er selvfølgelig også mulighed for at tage med på guidede udflugter – enten som privat eller gruppeture. Klik ind på f.eks. Get Your Guide for at se et kæmpe udvalg af udflugtsmuligheder. Ofte bliver du hentet på dit hotel og sat af samme sted, når dagen er omme.
For længere transport mellem byerne har Marokko et stort netværk af busruter. Se de mange ruter og muligheder for at komme rundt på populære 12go, hvor du kan booke og reservere plads på den busrute, du ønsker. Skal du rejse rundt på helligdage, så kan det være en god idé at reservere i god tid i forvejen.

Overnatning i Marokko
Som populært turistland har Marokko selvfølgelig et kæmpe udvalg af overnatningssteder for enhver smag og pengepung. Få lande i verden har så alsidigt et udvalg, når det gælder overnatning. Du kan vælge alt fra homestays og guesthouses til boutiquehoteller, store resorts og overdådig luksus.
Prisniveauet på overnatning er generelt lavt. Har du et ønske om en billig rejse til Marokko, så er der masser af muligheder for at bo til lavpris. Det vil med stor sandsynlighed ikke være overnatningen, der vælter budgettet.
Klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com for at finde et overnatningssted, der passer dig. Husk at være opmærksom på værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Er du i tvivl om, hvor i Marokko du skal rejse hen, så kan du herunder læse kort om de mest populære byer, der alle er nemme at komme til fra Danmark.
Marrakech
Marrakech kan ikke undgå at gøre indtryk. En unik og spændende by, der er proppet med historie og kulturoplevelser, som kun findes her. Du kan gå på opdagelse i souken, besøge den farverige plads Djemaa el-Fna og se flotte paladser med imponerende udsmykninger som fontæner og mosaikker.
Marrakech er også lækker mad og fremragende restauranter og hoteller, der gør byen til et oplagt valg til en romantisk ferie i luksuriøse omgivelser. Læg dertil beliggenheden ved foden af Antiatlasbjergene, der byder på gode naturoplevelser. Marrakech er i den grad en alsidig by, der bare har så meget at byde på.
Læs mere i indlægget Oplevelser i Marrakech med tips til din rejse og find gode tilbud på rejser til Marrakech her.
Agadir
Marokkos førende badeby er Agadir, der takket være det milde klima tiltrækker turister året rundt. For danskere er det især i vintermånederne Agadir er i spil til en tiltrængt solferie, når det er koldt herhjemme.
Byen har en lang bred sandstrand, som dog ikke er specielt badevenlig. Til gengæld har Agadir et stort antal lækre hoteller med indbydende poolområder. Turisterne færdes som regel langs kysten, hvor både promenaden og den nye marina er populære.
Agadir er stor nok til at have masser af lokalliv. Bl.a. er byens marked farverigt og en god oplevelse, men der er også en lang række enkle spisesteder med god marokkansk mad i de lokale områder væk fra kysten. Byen er desuden et rigtig godt udgangspunkt for udflugter. Se tilbud på rejser til Agadir her.

Essaouira
175 km nord for Agadir ligger Essaouira, der er et glimrende bevis på, at Marokko er et alsidigt rejseland. Turistmæssigt har Essaouira i årenes løb været centrum for hippier og blev senere et populært surfsted med tilhørende backpackervibe. Tænk hippe cafeer og restauranter og overnatningssteder henvendt til rygsækturisterne.
Men der er bestemt også noget at komme efter i Essaouira for alle os andre. Byen har faktisk en spændende historie og en herlig gammel bydel med smalle gader flankeret af hvidkalkede huse, der indeholder bl.a. cafeer, gallerier og specialbutikker.
Essaouira er absolut en anbefalelsesværdig by, der er helt anderledes end både Agadir og Marrakech. Læs mere i indlægget Besøg i Essaouira.
Taghazout
Mens surfing blot er en lille del af Essaouira, så fylder det næsten alt i Taghazout. Byen ligger 25 km nord for Agadir og har i årevis været et sted, der udelukkende var henvendt til surfsegmentet, som var på havet om dagen og samlede sig på cafeer og guesthouses om aftenen.
I disse år er Taghazout i rivende udvikling. Bedre hoteller og restauranter er dukket op, men det er stadig surfing, der er omdrejningspunktet i byen. Taghazout har en cool stemning og kan være et godt valg, hvis du vil prøve noget andet end f.eks. Agadir. Læs mere om Taghazout her.
Tanger
Tanger var faktisk det første sted i Marokko, jeg besøgte. Byen ligger i den nordlige del af landet og synes lidt overset blandt danske turister, men med den forholdsvis nye direkte rute til Tanger fra København med Norwegian, er det ved at ændre sig.
Jeg kan i hvert fald varmt anbefale Tanger, der bl.a. har en spændende medina med små hvide huse i de smalle gyder og gader. Der er desuden en herlig souk, flere gode museer og som andre steder i Marokko får du også her fremragende mad.

Mad og drikke
Som jeg har skrevet en gang eller to her på siden, så elsker jeg det marokkanske køkken, der i mine øjne er et af de bedste i verden.
Tænk friske råvarer, varme krydderier, lækkert brød og et unikt køkken med indflydelse fra Nordafrika, Mellemøsten, Middelhavet og berberkulturen. Det siger sig selv, at retter og ingredienser ændrer karakter fra nord til syd i landet, men uanset hvor du spiser, så får du lækker mad.
Der er især to retter, du ikke kan undgå at se på menukortene i Marrakech. Det er tagine – en skøn og smagfuld simreret, der er opkaldt efter den pyramideformede lerbeholder retten laves i. Tagine kommer i mange forskellige versioner, men kan være med lam, løg, hvidløg, tomat, kartofler, svesker, urter og krydderier.
Også cous cous er populær. Egentlig er det navnet på gryn af hvede (semulje), der er en del af retten, men bestiller du cous cous, får du et skønt og meget smagfuldt måltid.
Retten består af et mix af grøntsager som løg, squash, aubergine og gulerødder tilberedt med tomat og krydderier som f.eks. spidskommen og koriander. Det hele mixes sammen til cous cous, der ofte spises om fredagen efter besøg i moskéen.
Marokkansk mad er sjældent stærkt, men mange retter består af harissa, der er en pasta med bl.a. chili. Det giver styrke. Harissa bruges i f.eks. cous cous, men også i den populære tomatbaserede suppe harira med linser og kikærter.
Andre ting du skal prøve er marineret grillet kød (kebab), tabouleh, en lækker salat med bulgur og fiske grøntsager, samt briouat, der er små indbagte hapsere nogenlunde som de indiske samosaer.
Der er masser af andre gode ting, du skal prøve i Marokko, hvor et måltid består typisk af flere retter. Det kan være brød, suppe, dressinger, grillede grøntsager og en kødret.

Praktisk information
EL
I Marokko bruger man samme type stik som i Danmark. Jeg har i hvert fald ikke oplevet problemer med stikkene. For at være på den sikre side kan du eventuelt købe en adapter.
Penge
I Marokko hedder valutaen dirham, der forkortes MAD. Dirham inddels i santimat – 100 santimat er 1 dirham. Valutaen kan kun veksles i Marokko.
Visa og Mastercard kan bruges mange steder som f.eks. barer, hoteller og restauranter. På markeder og uden for byerne er kontanter som regel nødvendige. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der også har engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve penge i automaterne.
Shopping
Krydderier, souvenirs og kunsthåndværk er nogle af de ting, du kan købe med hjem fra Marokko. På markederne skal du huske at prutte om prisen. Gør det med et smil selvom det kan være svært ikke at blive irriteret over de mange påtrængende sælgere.
Wifi
Wifi er som regel gratis på de fleste hoteller. Måske har du roaming (brug af data i udlandet) inkluderet i dit abonnement, men tjek om det også gælder Marokko. Hos nogle teleselskaber kan du tilkøbe roaming i et givent land i en begrænset periode.
Drikkepenge
Drikkepenge er udbredt i Marokko. Tjenere, kuffertbærere og andre, der yder en service forventer drikkepenge. Giver du 20 dirham vil du være på den sikre side.
Rengøringspersonale på dit hotel kan du typisk give 100 dirham pr. uge. Ca. samme beløb forventes til f.eks. chauffører og lokale guider efter en dagsudflugt.
På restauranter kan du lægge 10 % på regningen. Nogle restauranter tilføjer selv drikkepenge på regningen (typisk dyrere spisesteder) – her behøver du selvfølgelig ikke give noget.
Sprog
I Marokko taler man arabisk, der også kaldes darija. Det er den marokkanske version af arabisk, der tales af over 90 % af befolkningen. Også berber, eller tamazight, er et officielt sprog i Marokko. Det er en kombination af tre berbersprog, der med tiden er blevet til et.
Mange marokkanere taler også fransk i større eller mindre grad. Engelsk bruges primært i turistbranchen.
Religion
99 % af befolkningen i Marokko bekender sig til islam.
Sikkerhed
Personligt har jeg aldrig følt mig utryg i Marokko, men som altid kommer man langt ved at bruge sin sunde fornuft. Et par gode råd:
• Pas på lommetyve, der typisk opererer på markeder og andre steder med mange mennesker.
• Flash ikke dit dyre ur eller dine værdifulde smykker. Eller endnu bedre: lad dem blive hjemme.
• Gå ad hovedgader og oplyste veje om natten
• Tag ikke imod drinks fra fremmede
Om sikkerhed generelt kan du med fordel klikke ind på Udenrigsministeriets rejsevejledning inden din rejse.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, der har gode råd og giver mulighed for at skrive dig på danskerlisten.
Rejseforsikring
Køb en rejseforsikring inden du tager af sted. Måske har du en inkluderet i f.eks. dit Mastercard eller en af dine andre forsikringer – typisk indbosikringen. Hvis ikke, kan du få et tilbud på rejseforsikring her.












