Hjem Afrika 11 gode oplevelser i Tunesien

11 gode oplevelser i Tunesien

11 gode oplevelser til dit besøg i Tunesien

Der er masser af gode oplevelser i Tunesien, som i mine øjne er et af de mest undervurderede rejselande. Se bare dette indlæg, hvor du kan læse om 11 gode seværdigheder, der gør Tunesien et besøg værd.

Politisk uro, slidte hoteller og en manglende turismestrategi er nogle af de vigtigste årsager til, at Tunesien bliver fravalgt som rejsemål. Det nordafrikanske land har fået et dårligt ry, men uanset om du er til natur, kultur eller sol og strand, så har Tunesien rigtig meget at byde på.

Jeg har selv besøgt alle nedenstående steder, hvoraf flere hører til blandt de vigtigste og mest populære seværdigheder, men der er selvfølgelig andre gode oplevelser i Tunesien du kan overveje til din rejse.

Den politiske situation ændrer sig løbende, og det kan derfor være en god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til Tunesien inden rejsen. De fleste steder herunder vil som regel altid være muligt at besøge.

1 Se de romerske mosaikker i Bardomuseet

I hovedstaden Tunis ligger Bardomuseet, som især er berømt for sin samling af enestående romerske mosaikker, der hører til verdens største. Men der er mere at komme efter på museet, som også har en lang række kunst- og brugsgenstande fra Kartago og andre steder i Tunesien delt op i tidsperioder.

Bardomuseet har desuden flere fund fra den græske og puniske periode samt en islamisk afdeling, hvor Den Blå Koran fra Kairouan er et af højdepunkterne. Samlingen er fantastisk, men bare det at gå rundt i museet, der ligner et palads med fontæner og udskårne stuk er en oplevelse i sig selv.

Der er masser af flotte mosaikker på Bardomuseet i Tunis

2 Oplev de arkæologiske udgravninger i Kartago

Karthago var fønikernes berømte by i Nordafrika. Her opstod et betydningsfuldt rige, der af flere omgange var i krig mod romerne, som endte med at erobre Karthago. I årtier lå byen dog i ruiner, men den blev i år 44 f.kr. genopbygget af Julius Cæsar, der gjorde Karthago til hovedstad i provinsen Africa.

Det store arkæologiske område man kan se i dag er spændende at udforske. Der har været cisterner, pragtfulde villaer og imponerende romerske bade, der betragtes som et romersk mesterværk. På området er der god information og miniaturemodeller, der giver besøgende en idé om, hvordan Karthago så ud i sin storhedstid.

Læs mere om Kartago og stedets historie i indlægget 3 seværdigheder i Tunesien.

Lille del af det arkæologiske område i Kartago

3 Tag på opdagelse i verdens største ørken Sahara

Den sydlige del af Tunesien består af øde ørken med sanddyner så langt øjet rækker. Her begynder Sahara, der er verdens største ørken. Det er ikke et område du skal begive dig ud i på egen hånd – en guide er helt nødvendig.

I ørkenen kan du bl.a. støde på oaser, tage på jeepsafari, besøge støvede ørkenbyer og prøve en tur på dromedarryg gennem det magiske landskab. Måske ser du et fata morgana.

Saharaørkenen har mange gode oplevelser

4 Nyd verdens smukkeste solopgang ved Djott el-Cherid

Djott el-Cherid er i mine øjne en af de mest fantastiske oplevelser i Tunesien. Den store saltsø ligger i den nordlige del af ørkenen, og her kan du nyde verdens smukkeste solopgang. Oplevelsen kræver at du står meget tidligt op for at være fremme ved saltsøen ved solopgang.

Det er dog det hele værd – at se solen stå op over Djott el-Cherid er ganske enkelt et magisk syn.

Solopgangen over Djott el-Cherid er en fantastisk oplevelse

5 Bliv væk i medinaen i Sousse

Du kender måske Sousse som en populær badeby, men her ligger faktisk en bemærkelsesværdig intakt medina, der er spændende at udforske. Indenfor bymuren kan du bl.a. opleve kashbaen, Den Store Moské og det rigtig gode arkæologiske museum, der har fine romerske mosaikker og fund fra nærområdet.

Du skal selvfølgelig også besøge souk’en – medinaens farverige marked, der ikke kun er for turister. Medinaen er sådan et sted, hvor det er en oplevelse bare at gå rundt uden mål.

Store Moské er blot en af de mange seværdigheder i medianen i Sousse

6 Oplev det romerske Colosseum i El Jem

I byen El Jem præcis midt mellem Sousse og Sfax ligger et af romernes mest imponerende bygningsværker: Det store Colosseum, der engang var det tredjestørste i romerriget og havde plads til hele 45.000 tilskuere.

Arenaen er i forholdsvis god stand, selvom tusindvis af sten blev fjernet for at opføre byen El Jem. Det spændende Colosseum er på UNESCOs verdensarvliste og åbent for besøgende.

Du kan gå i de mange gange under arenaen, se fangekældrene, sidde på tilskuerpladserne og stå midt i det historiske Colosseum og forestille dig de utrolige begivenheder, der fandt sted lige præcis her dengang romerne havde magten i området.

Det imponerende Colosseum i El Jem

7 Besøg den hellige by Kairouan

Kairouan er muslimernes fjerde helligste by kun overgået af Mekka, Medina og Jerusalem. Byen blev grundlagt i år 670 e.kr. af general Okba Ibn Nafaa al-Fihri, og han har lagt navn til byens største og vigtigste moské, Mosquee Okba.

Medinaen i Kairouan indeholder mange spændende bygninger udelukkende fra arabisk tid, da romerne ikke har haft by her. I dag er Kairouan en af Tunesiens mest konservative byer, og muslimer fra Nordafrika og Mellemøsten valfarter hertil. Der er desværre ikke adgang til moskéen, men du kan kigge ind i gården fra nabobygningen.

oplevelser i tunesien
Et kig ind i moskéen i Kairouan

8 Slap af på de lækre middelhavsstrande

Mange steder langs Tunesiens kyst er der rigtig dejlige sandstrande med krystalklart vand. De mest klassiske badebyer er Sousse, Hammamet og Port el-Kantaoui, men du kan også vælge øen Djerba, der er blevet rigtig populær de senere år. F.eks. har rejsemagasinet Condé Nast Traveler Djerba på listen over steder, du skal besøge i 2025.

Uanset hvor du vælger at nyde de dejlige middelhavsstrande, så er der ikke langt til caféer og strandbarer. Du kan også vælge at bo direkte på stranden – mange dyrere hoteller har deres egne private områder, der er et perfekt sted at slappe af.

Tunesien har mange rigtig gode strande

9 Hils på berberne i Matmatas huler

Ved Matmata ca. 35 km sydvest for den større by Gabés holder berberne til. Her har de traditionelt boet i ejendommelige huler indrettet som helt almindelige huse med bl.a. køkken, soveværelse, forrådskammer og plads til husdyr i gården udenfor. Hulerne er varme om vinteren og kølige om sommeren – meget bekvemt.

Selvom berberne stadig bor hulerne, så er de blevet lidt af en turistattraktion. Du kan selv besøge Matmata, hvor nogle af beboerne gerne åbner deres hjem mod et symbolsk beløb. En anderledes oplevelse!

I Matmata bor berberne i huler

10 Bliv forundret over filmkulisserne til Star Wars

Midt ude i Tunesiens ørken mellem saltsøerne Djott el-Cherid og Djott el-Gharsa bliver du mødt af et mærkværdigt syn: Gamle filmkulisser fra Star Wars-filmene. Stående der midt ude i den øde ørken minder de mest af alt om en by, der er efterladt af et forsvundet folk.

Området hedder Mos Espa og er et must-see for alverdens filmfreaks. Selv kunne jeg tydeligt genkende kulisserne, der var med i flere film. Det siges, at holdet bag Star Wars-filmene brugte over fire måneder til 12 minutters optagelse i dette område.

oplevelser i tunesien
Filmkulisserne til Star Wars ligger midt ude i ørkenen

11 Besøg kunstnerbyen Sidi Bou Said

Oppe over kysten, ca. 15 km fra centrum af Tunis, ligger Sidi Bou Said, der er kendt for sine charmerende gader flankeret af blå og hvide huse. Byen er idyllisk og selvfølgelig populær blandt turisterne, der ikke kun nyder den hyggelige atmosfære, men også shopper i gallerierne.

Sidi Bou Said har i årtier tiltrukket kunstnerne, der her fandt flotte motiver og et helt særligt lys. Byen har egen havn og en stribe hoteller og overnatningssteder. Her kan du uden tvivl få en anderledes ferie i Tunesien end i de klassiske badebyer.

oplevelser i tunesien
Sidi Bou Said ligger smukt oppe over Middelhavskysten

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her