Vel ligger hippietiden en del år tilbage, men der er stadig steder i verden, der bærer præg af 60’er bevægelsen som fra USA bredte sig til det meste af verden.
Siden dengang er andre steder efterfølgende skudt op og tilbyder meget af det hippierne ifølge W.J. Rorabaugh, professor i historie og forfatter til bogen American Hippies, eftersøgte: et slags tilflugtssted og socialt samvær med andre, der heller ikke kunne se sig selv leve efter tidens kerneværdier.
Hippietidens begyndelse
Den hippiekultur, der spredte sig til resten af verden havde sit udspring i San Fransisco i 1960’erne. I årene før var en bevægelse i gang kaldet beatgenerationen ført an af bl.a. Allen Ginsberg, Jack Kerousac og Timothy Leary, der slog sig ned i San Fransisco, hvor de sammen med Ken Kesey var til stor inspiration for tusinder af unge.
Ken Kesey blev en slags samlingspunkt for en gruppe kaldet Merry Pranksters, der ligesom Ginsberg, Kerousac og Leary var imod overforbrug, bureaukrati og materialisme.
Mange andre havde indflydelse på hippiekulturen, der først og fremmest skulle ses som et opgør med kapitalismen og tidens middelklasseværdier. I stedet satte hippierne pris på fællesskabet, fri sex, fri hash og retten til at klæde sig og være som man ville.
I juni 1967 kom tusinder af hippier til San Fransisco for at deltage i Monterey Pop Festival, der var starten på det, som blev kaldt “Summer of Love”.
Hippierne blev eksponeret til et større publikum, og sammen med den efterfølgende Woodstock Festival i 1969 og protesterne mod Vietnamkrigen, som bevægelsen engagerede sig stort i, nåede subkulturen til bl.a. Europa.
The Hippie Trail
Allerede i slutningen af 1960’erne begyndte de første europæiske hippier og rygsækrejsende at drage mod øst. Den såkaldte Hippie Trail havde sit udgangspunkt i Istanbul, og herfra var der flere ruter gennem Asien til slutmålet, der primært var Kathmandu i Nepal eller Goa i Indien. Nogle rejste videre til bl.a. Bangkok og Bali.
Det er tankevækkende, at datidens ruter gik gennem f.eks. Iran og Afghanistan, som dengang var faste stop på rejsen og blev betragtet som sikre lande. Det var bl.a. shahens fald i Iran og den sovjetiske invasion af Afghanistan, der satte en stopper for hippiernes rejse mod øst.
Inden da nåede The Hippie Trail på flere måder at blive en hel industri. Selvom hippierne generelt havde meget få penge og rejste på må og få, så skulle de overnatte og have noget at spise.
Det gav ikke kun lokale forretningsdrivende i lande som Iran, Indien, Pakistan og Afghanistan brød på bordet, men skabte også grundlaget for f.eks. Lonely Planets rejseguides.
Tony og Maurice Wheeler havde selv rejst fra London via Asien til Australien, hvor de havde gjort sig så mange rejseerfaringer, at de besluttede at udgive en guide. I 1973 udgav de Across Asia On The Cheap, der hurtigt blev populær.
Pengene brugte de på at rejse rundt i Sydøstasien, og det kom der en ny guide ud af: Southeast Asia On A Shoestring – en titel, der udgives den dag i dag.
Den europæiske rute til Marokko
En anden populær hippierute gik ned gennem Europa til slutmålet Marokko, der ligesom Nepal lokkede med let tilgængelig hash. Det var især her det ikoniske folkevognsrugbrød blev benyttet som transportmiddel, og det var med til at give minibussen øgenavne som hippiebus og hippiecontainer.
I Marokko var det primært Tanger, Marrakech og Chefchaouen samt en række mindre byer langs atlanterhavskysten som Taghazout, Essaouira og Sidi Ifni hippierne valfartede til. Som i Asien, så var der nogle, der aldrig kom hjem, mens andre rejste videre.
Vandt hippierne kulturkampen?
Det mener W.J. Rorabaugh, der i bogen American Hippies skriver, at mange af de ting hippiernes beskæftigede sig med og satte pris på senere er blevet en del af vores hverdag. Det gælder bl.a. solenergi, økologi og accepten af homoseksualitet.
Rorabaugh bemærker også, at det var folk som Steve Jobs (grundlæggeren af Apple), der insisterede på, at computere ikke kun var for eliten, men at alle hjem skulle have en.
Også den danske forfatter Peter Øvig Knudsen skriver i tobindsværket Hippie, at f.eks. nutidens kunst, sexliv og kønsroller udspringer i ungdomsoprøret. Nogle eksperter mener dog, at Øvig Knudsen overdriver hippiernes betydning for nutidens samfund.
Det er muligt, at hippierne tog nogle set hjem og har vundet kulturkampen, men den grundlæggende kamp om verdens ressourcer og den kapitalistiske tilgang til stort set alt, hvad vi foretager os lever i bedste velgående. Den kamp vandt hippierne i hvert fald ikke.
Slutningen af hippietiden og årene efter
De amerikanske hippier var som nævnt stærkt involverede i protesterne mod Vietnamkrigen. Ifølge Rorabaugh så meget, at bevægelsen efter USAs tilbagetrækning og Saigons fald i 1975 havde svært ved at finde sig selv igen. Hippierne fandtes selvfølgelig stadig, men mange måtte flytte fra byerne ud på landet pga. især stigende huslejepriser.
I Europa var et oprør mod autoriteterne og tidens livsværdier i fuld gang fra midten 1960’erne, og som i USA ebbede det såkaldte ungdomsoprør ud i løbet af 1970’erne.
Ønsket om at rejse ud i verden eksisterede dog fortsat mange år efter, hvor slutningen af hippietiden gled over i de unge backpackeres rejse til Østen, der var en kombination af sabbatår og dannelsesrejse. Måske skulle også de have et pusterum for lige at tænke over livet og fremtiden – akkurat som hippierne og nutidens ungdom.
Syv steder til din indre hippie
Selvom hippietiden er forbi, kan du mange steder i verden stadig finde byer og områder, der tiltrækker mennesker, som selv 60’ernes og 70’ernes blomsterbørn ville elske. Det er steder, hvor nutidens kerneværdier sammen med kapitalisme, materialisme og bureaukrati forekommer meget langt væk.
Bor der en indre hippie i dig, så tjek disse syv steder, hvor du er helt sikker på at møde ligesindede.
Kathmandu – Nepal
Selvfølgelig skal Kathmandu øverst på listen. Det var i Nepals hovedstad tusinder af hippier fra Vesten endte deres rejse draget af Østens mystik og måske især lovligt brug og salg af hash. På legendariske Freak Street lå hashcafeerne på stribe, og her kunne datidens turister ryge eller købe bl.a. te, kaffe, kager og toast med hash.
Selvom Freak Street i dag kun er en skygge af sig selv, så er Kathmandu stadig en by, der tiltrækker et hav af skæve eksistenser. Her er også 60’er hippier, der er taget tilbage til den by, som for manges vedkommende ændrede deres liv.
En ting var fri hash, en anden mødet med buddhismen og hinduismen. Det var bl.a. hjemvendte hippier, der var med til at øge kendskabet og interessen for Østens religioner og livsfilosofier i Danmark.
Goa – Indien
Et andet mål for hippierne var Goa i Indien. Nogle rejste til den lille delstat fra Kathmandu, mens andre tog direkte fra Europa til de lange strande på Indiens vestkyst. Det var især i Anjuna og Vagator hippierne holdt til, og her blev der afholdt de første fuldmånefester i midten af 1970’erne.
Et par år forinden opstod hippemarkedet i Anjuna, hvor unge fra vesten prøvede at tjene penge ved at sælge bl.a. lsd, hash og hjemmelavede smykker. Anjunamarkedet eksisterer endnu, og selvom det er udvidet betydeligt, så lever hippieviben i bedste velgående.
Goa var dengang i 1970’erne og starten af 1980’erne et sted, hvor alt synes at være tilladt. Med årene blev Goa lidt for mainstream for hippierne, der søgte længere mod syd til Gokarna og Keralas strande, der allerede havde deres andel af unge fra vesten.
Essaouira – Marokko
Essaouira var en af Marokkos oprindelige hippiebyer. Hjulpet på vej af bl.a. Jimi Hendrix og Cat Stevens, der angiveligt skulle have besøgt Essaouira, begyndte unge fra vesten at strømme til byen, der for mange var endestation på deres rejse.
Essaouira udviklede sig til et mekka for kunstnere, bohemer og hippier, der fornøjede sig med happenings og musikfestivals.
I løbet af 1980’erne blev de lokale myndigheder dog trætte af hippierne, der ikke bidrog til landets økonomi og så stort på narkolovene. Selvom Essaouiras hippieperiode var forholdsvis kort, så er det et af de steder, der her mange år efter stadig bærer præg af de gode gamle dage og som vil være et sikkert hit blandt nutidens blomsterbørn.
Gili Trawangan – Indonesien
Gili T som den lille ø tæt på Lomboks vestkyst ofte kaldes er et af de steder, der efter hippietiden er poppet op med mulighed for at leve det frie liv sammen med ligesindede. Tusinder af unge backpackere besøger årligt Gili Trawangan, der byder på masser af fest og farver, som bl.a. inkluderer barer med hallucinerende svampe.
Som mange andre af den slags steder i Asien prøver myndighederne at holde lov og orden, men svampene bliver solgt helt åbenlyst. Gili T er et sted, hvor du finder lige dele unge backpackere og alternativ livsstil med rastafarihår og Bob Marley på stereoen.
Pai – Thailand
I Nordthailand, ca. to timers kørsel fra Chiang Mai, ligger den lille by Pai, der akkurat nåede at være med på den første hippiebølge. Pai kom nemlig først i hippiernes søgelys i 1980’erne da området blev erklæret sikkert efter narkobaronernes hærgen i området omkring Den Gyldne Trekant.
I årene efter flød det med hårde stoffer i byen, hvor der blev eksperimenteret og levet efter begreberne peace, love and harmony.
I dag er narkoen væk i Pai, men byen er stadig et sted for skæve eksistenser og alternativ livsstil. På forunderlig vis mødes backpackere, veganere, yogafreaks, gamle hippier og mange andre, der flygter fra kapitalismen og nutidens materialistiske samfund.
Koh Phangan – Thailand
Som Pai blev også Koh Phangan “opdaget” i 1980’erne, hvor den thailandske ø med årene overtog fuldmånefesterne fra Goa. Ungdommen levede det frie liv på de skønne paradisstrande med lsd, hash og magic mushrooms som en del af hverdagen.
Mens de residerende unge tjente til livets ophold i den såkaldte Bizare Bazar, så kom og gik tusinder af andre for at deltage i det, der stadig betragtes om verdens største beach party.
I dag er stofferne stort set væk, men til gengæld mødes man ikke kun til Full Moon Party, men også til Dark- og Halfmoonparties. Koh Phangans fester med events, forskellig slags musik og masser af sprut er blevet verdensberømt og et fast stop på backpackerruten.
Dahab – Egypten
På den østlige side af Sinaihalvøen ligger den lille by Dahab, der blev indtaget af hippierne i 1970’erne. Også her satte krige og konflikter en stopper for turismen, der som andre steder i Egypten har gjort byen mere eller mindre sikker.
Udover Kairo er Dahab stadig et af de eneste steder i Egypten, der er henvendt til individuelle rejsende. Byen er yderst afslappet og har en skøn bohemeatmosfære med gallerier og hyggelige cafeer. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme den fremragende dykning, der trækker sin andel af besøgende til Dahab.
