
Der er masser af gode aktiviteter i Kraków. Når du har set byens mest populære seværdigheder, så har jeg 13 forslag til, hvad du kan se, gøre op opleve. Læs bare med her.
Kraków er en af mine favoritbyer. Her finder du spændende seværdigheder og gode udflugtsmuligheder, men byen har også en lang række aktiviteter, der alt efter interesse er værd at kigge nærmere på.
Du kan læse meget mere om Kraków i min guide til byen, som har masser af information om bl.a. transport, bydele, seværdigheder og forslag til gode steder at bo og spise. Men nu til det indlægget handler om – 13 gode aktiviteter i Kraków.
1 Book en sjov og lærerig food tour
En af de bedste aktiviteter i Kraków er i mine øjne en food tour. Her kan du blive klogere på det polske køkken inklusive smagsprøver og som regel også få en del historie og anekdoter relateret til mad.
En food tour kan bookes i forskellige udgaver. Den varer som regel 2-4 timer, og undervejs smager du f.eks. snacks, street food og egentlige retter. Du vil uden tvivl få serveret zapiekanki og pierogi, der er henholdsvis sandwich og polske dumplings.
Billigst er det at tage med på en gruppetur, men du kan også vælge en privat tur, som kan laves præcis som du ønsker.

2 Besøg Sankt Peter & Paul Kirke
Er du på sightseeing i Kraków kan du næsten ikke undgå at komme forbi Sankt Peter & Paul Kirke i Stare Miasto. Det er en mindre kirke, der grundlagt i 1597 er Polens ældste barokbygning.
Foran kirken står statuer af de 12 apostle – der er tale om kopier af de originale værker fra 1700-tallet, som er i ret dårlig stand. Indenfor er der en gratis audioguide, der fortæller om kirkens historie. Nogle dage er der også koncerter i kirken.
Sankt Peter & Paul Kirke ligger på den lange gågade, der forbinder Stare Miasto med Wawel-højen og Kazimierz.

3 Tag med på et river cruise på Vistula-floden
Der er flere muligheder for at tage med på et cruise på Vistula-floden. Turen tager typisk en time, og undervejs kommer du forbi en række historiske steder. F.eks. Pave Paul 2.s hus, Norbertine-klostret og middelalderkirken Skalka, der kan dateres til det 11. århundrede.
Mange flodture begynder nedenfor Wawel-højen, der naturligvis er et flot syn. Du sejler under i alt seks broer inklusive Father Bernateks bro med de ejendommelige skulpturer. En audioguide er inkluderet, og på de fleste både er der mulighed for at sidde både inden- og udendørs.

4 Kæl med kattene på en af byens Kattecaféer
Kraków har flere kattecafeer. Mest centralt ligger Kocia Kawiarnia (på Karmelicka), hvor man bl.a. forsøger at hjælpe herreløse katte og give dem et nyt hjem.
Uanset hvilken kattecafé du besøger, så er det altid på kattenes præmisser. Er de aktive, så er der legetøj til rådighed, men ofte får kattene en lur. Du kan købe kaffe, kage og måske sandwich, mens du har selskab af dyrene.

5 Snup en selfie med den ikoniske skulptur Eros Bendato
Fra udskældt til (næsten) elsket af de lokale. Den polske kunstner Igor Mitorajs skulptur Eros Bendato er med tiden blevet et populært fotospot og samlingssted hos turisterne. Skulpturen forestiller et liggende hoved og kaldes derfor også The Head.
Oprindelig er Eros Bendato et af flere værker, som Igor Mitoraj udstillede i Kraków. Han gav efterfølgende skulpturen til byen, der ville placere den foran Galleria Krakowska. Det var kunstneren ikke tilfreds med, og man besluttede derfor, at sætte den på Rynek Glowny – den store plads i Stare Miasto.
Også det var kontroversielt. Byens borgere fandt placeringen af den moderne kunst mærkværdig midt i den gamle bydel, men i dag står Eros Bendato som en slags kontrast til datidens Kraków.

6 Se Barbican og det fine museum
Lige udenfor Stare Miastos nordlige port, Florianska, ligger Barbican, der er resterne af en slags første skanse, inden man når byporten ind til Stare Miasto.
Barbican blev opført i 1400-tallet og betragtes som et af de bedst bevarede forsvarsanlæg fra middelalderen. Barbican har syv små tårne og hele 120 skydeskår, hvor bueskytter kunne være i dækning for fjendens pile. I alt havde bymuren næsten 50 forsvarstårne og otte porte – en af dem var Barbican.
Indenfor i Barbican er der indrettet en udstilling, der er en del af Kraków Museum. Her kan du lære mere om byens forsvar og historie i middelalderen.
7 Lær om Kraków på en byvandring
I Kraków er der masser af muligheder for at tage med på en guidet byvandring. De varer typisk 1-2 timer og kan have forskellige temaer. Mest populær er rundturen til de største seværdigheder, men du kan også tage med på byvandringer, som har fokus på f.eks. middelalderen, 2. verdenskrig eller jødernes historie.
På bl.a. Get Your Guide kan du finde et stort udvalg af byvandringer i Kraków. De fås både som privat- og gruppetur. Har du særlige ønsker til turen, så vælg en privattur – det er selvfølgelig dyrere, men til gengæld kan byvandringen skræddersys til dig.

8 Kig indenfor i Remuh-synagogen
Remuh-synagogen er i mine øjne en af de mest interessante seværdigheder i Kraków. Beliggende i Kazimierz er den en af få tilbageværende synagoger i byen. Du kan gå indenfor og se beit knesset, synagogerummet, hvor toraen opbevares, men lige så spændende er den tilhørende kirkegård.
Jøderne bukker foran gravene, mens de fremsiger mindebønnen kaddish, som det er tradition i jødedommen. De lægger ikke blomster, men i stedet for små sten på gravstenene. Blomster forgår, men det gør sten ikke. Stenene viser også, at graven bliver besøgt.

9 Shop med de lokale på Stary Kleparz
Savner du autenticitet på din rejse til Kraków, så kan du besøge markedet Stary Kleparz. Det ligger få minutters gang nord for Stare Miasto og siges at være byens ældst fungerende marked.
På markedet kan du se de lokale på slap line, når de shopper tøj, grøntsager og specialiteter. Kom tidligt, gerne før kl. 10, for det største udvalg. De handlende modtager helst kontanter.

10 Prøv kræfter med det polske køkken på et madlavningskursus
Som nævnt længere oppe på siden kan du blive klogere på det polske køkken på en food tour, men hvad med at lave maden selv? Et madlavningskursus, eller en kokkeskole, er et sjovt indslag i ferien, som jeg selv har prøvet adskillige gange rundt om i verden.
Et madlavningskursus varer typisk fra 4-6 timer, og der kan være et besøg på markedet inkluderet. Du laver en håndfuld retter under kyndig vejledning og får som regel en samling opskrifter med hjem. Se et udvalg af madlavningskurser her.

11 Se byen fra Kraków Eye
På Vistula-flodens sydlige bred kan man næsten ikke undgå at se det store pariserhjul – Kraków Eye. Her har du fra 50 meters højde et flot kig til især Vistula-floden og Wawel-højen mod nord.
Standardturen i pariserhjulet varer 15 minutter, men der er også mulighed for at booke en VIP-tur af 30 eller 60 minutters varighed. Rundt om Kraków Eye er der flere andre forlystelser. Se mere på Kraków Eyes hjemmeside.

12 Kør Kraków rundt i golfvogn
I Polen er det bare superpopulært at køre turisterne rundt i golfvogn. De små elektriske vogne kan være en god måde at komme rundt til de forskellige seværdigheder og samtidig få lidt information. Enten via en audioguide eller af chaufføren, der fortæller om de steder, du kommer forbi.
Chaufførerne har selvfølgelig flere forskellige ruteforslag, men har du særlige ønsker, kan du skræddersy din helt egen tur. Du finder golfvognene rundt om i byen, men du kan også få dit hotel til at booke, hvis du vil hentes på dit overnatningssted.

13 Oplev museet (og udsigten) i det gamle rådhustårn
På Rynek Glowny, den enorme centrale plads i Stare Miasto, tager Klædehallen og St. Mary’s Basilika det meste af opmærksomheden, men her står også det gamle rådhustårn. Det er i dag indrettet som museum med fokus på Krakóws historie.
En lige så vigtig grund til at besøge tårnet er selvfølgelig udsigten over den store plads, men du kan også se de mekaniske dele på det gamle urværk. Der er ca. 110 trin op til toppen, og det sidste stykke er ret stejlt. Du kan desuden se historiske billeder af Kraków og besøge fængslet fra middelalderen i kælderen. Se åbningstider her.

Nyttige links til din rejse til Kraków
Transport
Fra både Billund og København kan du flyve direkte til Kraków. Søg og sammenlign flybilletter her.
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel med en privat transfer eller lej en bil som du kan bruge under dit ophold.
Overnatning
Det er billigt at overnatte i Kraków, hvor du får rigtig meget for pengene. Jeg anbefaler, at du bor i Stare Miasto eller Kazimierz, der begge har en lang række rigtig gode hoteller.
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.
Ved at booke gennem de sponserede links er du med til at holde denne side gratis – også i fremtiden. Tak for din hjælp.
Se også mine forslag til overnatning i indlægget Hotel i Kraków – de bedste steder at bo.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Polen inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.











