Læs om, hvor du skal bo i Nha Trang. Jeg gennemgår de mest populære bydele og områder og kommer med forslag til de bedste steder at bo i den vietnamesiske by.
Nha Trang ligger i det centrale Vietnam og indgår ofte i en rundrejse i det spændende sydøstasiatiske land. Mange kommer for byens lange strande, men Nha Trang er af en vis størrelse og byder på masser af lokalliv og gode oplevelser.
Men hvor skal du bo i Nha Trang? Det kommer jeg med et bud på i dette indlæg, der omhandler de vigtigste og mest populære bydele i byen. Der er selvfølgelig andre steder at booke overnatning, men områderne herunder er til dig, der kommer for f.eks. strand, seværdigheder og et stort udvalg af barer, cafeer og spisesteder.
Du kan læse meget mere om byen i min Nha Trang guide, der har masser af information om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og mad og drikke.
På kortet nederst har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder i Nha Trang
Transport i Nha Trang
Nha Trang har offentlig transport i form af en række busruter, der er billige at benytte. Skal du kun være kort tid i byen, anbefaler jeg at tage en taxi fra bydel til bydel eller til dit bestemmelsessted. Som jeg har skrevet tidligere her på siden, så har de vietnamesiske byer overraskende effektive taxier.
Bilerne er nye, chaufførerne venlige og så køres der efter taxameter. I hvert fald hvis du benytter selskaberne Mai Linh og Vinasun, hvor jeg altid har haft en god oplevelse. Starttaksten er 15.000 til 17.000 dong, og en tur inden for byområdet vil koste 15-30 kr.
1 Tran Phu (Turistkvarteret)
Nha Trang er delt af Cai-floden, hvor centrum ligger umiddelbart syd for. Ud til kysten her finder du turistkvarteret Tran Phu opkaldt efter strandvejen. Området kan groft sagt deles op i to. Langs Tran Phu tættest på centrum ligger en lang række af nyere 4- og 5-stjernede hoteller og resorts, mens du finder det “originale” turistkvarter lidt længere mod syd.
Der er i alt tale om en strækning på 4-5 km med masser af cafeer, barer, shopping og restauranter. De er absolut mest koncentreret i det originale turistkvarter, der består af et netværk af gader med et stort udvalg af overnatningssteder, som næsten udelukkende er henvendt til backpackere og mellemklassesegmentet.
Uanset hvor du bo i Tran Phu er du tæt på stranden og har nem adgang til Nha Trangs mest populære seværdigheder. Du kan både bo i luksus eller på hostels, guesthouses og billigere hoteller. Alt er inden for rækkevidde, men der er ikke meget autenticitet. Den finder du dog få kilometer væk. Tran Pu har farven blå på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i Tran Phu
December Hotel – Nyt og lækkert hotel i turistkvarteret, der får topanmeldelser af tidligere gæster. Her er swimmingpool, god morgenmad og mulighed for at booke familieværelser. Se billeder og priser på December Hotel.
Seaesta Nha Trang Hotel – Moderne hotel, der også tilbyder lejligheder med plads til fire personer. Seaesta har bl.a. spa, fitness og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Seaesta Nha Trang Hotel.
InterContinental Nha Trang – Lækker luksus på strandvejen i Tran Phu. Her bor du på et moderne hotel med topservice og en lang række faciliteter som f.eks. spa, fitness og en kæmpe swimmingpool. Se billeder og priser på InterContinental Nha Trang.
2 Nha Trang By
Nha Trang By inkluderer i dette indlæg området umiddelbart nord og syd for Cai River samt småøerne i flodmundingen. Her er først og fremmest masser af autenticitet, men der er også mulighed for at bo på bedre resorts, som dog ligger et pænt stykke fra bylivet.
Den centrale del af Nha Trang har en stribe af byens mest populære seværdigheder som f.eks. Dam-markedet syd for floden og cham-tårnene Po Nagar nord for. Der er ikke noget egentligt centrum for turismen, og der er kun få overnatningssteder, som tilmed ligger forholdsvis spredt.
Du skal vælge Nha Trang By, hvis du vil bo dør om dør med de lokale og er ligeglad med vestlige barer og cafeer og at møde andre rejsende. Du kan til gengæld bo billigt eller som nævnt få en lidt anderledes oplevelse ved at vælge et resort på en af øerne i flodmundingen. Nha Trang By har farven rød på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i Nha Trang By
Moonlight Bay Hotel – Billigt og med god beliggenhed ud til floden og i gåafstand til stranden og Dam-markedet. Hotellet tilbyder bl.a. morgenmad, familieværelser og gratis wifi. Se billeder og priser på Moonlight Bay Hotel.
Champa Island Nha Trang – Lækkert og smagfuldt indrettet hotel, der ligger spektakulært på en ø i floden. Her får du masser af faciliteter som spa, fitness, swimmingpool og flere barer og restauranter. Mulighed for familieværelser. Se billeder og priser på Champa Island Nha Trang.
3 Hon Chong
Hon Chong kan sagtens kaldes Nha Trangs alternative turistområde. Bydelen ligger ca. 1,5-2 km nord for floden og cham-tårnene Po Nagar. Her bor du ud til en udmærket strand, der er flankeret af en promenade og en række højhushoteller med et netværk af gader bagved.
Her ligger et stort udvalg af cafeer, barer og restauranter, men der er også god shopping. Det er i høj grad et område henvendt til turister, og selvom Hon Chong ved første øjekast kun synes af bestå af større hoteller, så finder du også lejligheder og billigere overnatningssteder.
For mange vietnamesere er Hon Chong mest kendt for det lille odde med klipper, der siges at være skabt af en kæmpe! Du bor også tæt på et mindre tempel, der ligger på den såkaldte Red Island. En populær attraktion hos de lokale.
Personligt synes jeg at Tran Phu er at foretrække i forhold til Hon Chong. Frem for alt har bydelen mere at tilbyde turisterne og er et mere naturligt valg for især førstegangsbesøgende. Hon Chong har farven grøn på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i Hon Chong
Navada Beach Hotel – Et af de bedste hoteller ved Hon Chong Beach. Her bor du et stenkast fra stranden og har faciliteter som bar, fitness, restaurant og swimmingpool på taget. Se billeder og priser på Navada Beach Hotel.
Nha Trang Ocean View Apartment – Ønsker du at bo i lejlighed i Nha Trang eller er I en større rejsegruppe kunne Ocean View Apartment være interessant. Her er store lejligheder med plads til +10 personer. Se billeder og priser på Ocean View Apartment.
4 Hon Tre
Hon Tre er et fint eksempel på, at Nha Trang er alsidig og tilbyder lidt af hvert. Hon Tre er langt den største af øerne ud for Nha Trang og er til dig, der vægter luksus, god strand og masser af aktiviteter og faciliteter højere end autenticitet og seværdigheder.
Tidligere var Vinpearl Resort eneste hotel på Hon Tre, men i dag ligger Marriott Resort & Spa også på øen. Vinpearl er en vietnamesisk hotel- og forlystelseskæde, der primært tilbyder familieferie i trygge rammer. På Hon Tre har kæden bl.a. temaparken WinWonders (også adgang for gæster udefra).
Du finder også golfbaner på øen, der har de bedste strande i Nha Trang. Begge resorts ligger beach front, men rundt om på Hon Tre er der andre glimrende sandstrande med klart vand. Du skal dog ikke forvente at have dem for dig selv – det er også populære steder for vietnameserne selv.
Du kommer til Hon Tre fra fastlandet med kabelbanen eller speedbåd, som de to resorts stiller til rådighed. Hon Tre har farven orange på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo på Hon Tre
Vinpearl Resort & Spa – Et af de “originale” Vinpearl-hoteller på Hon Tre. Her får du masser af faciliteter og aktiviteter og har mulighed for både at booke almindelige hotelværelser og villaer, hvoraf nogle ligger ved stranden og/eller har privat pool. Se billeder og priser på Vinpearl Resort & Spa.
Nha Trang Marriott Resort & Spa – Luksus på Hon Tre direkte på stranden. Marriott Resort har masser af faciliteter og aktiviteter. Vælg mellem værelser, suiter og store villaer, hvoraf nogle har privat pool. Se billeder og priser på Marriott Resort & Spa.
Nyttige links til din rejse til Nha Trang
Transport
Nha Trang har egen international lufthavn, der har koden CXR. Du kan flyve til Nha Trang fra f.eks. Hanoi, Danang, Ho Chi Minh City, Bangkok, Singapore og Kuala Lumpur. Søg og sammenlign flybilletter her, men book så vidt muligt direkte hos flyselskabet.
Få eventuelt dit hotel til at hjælpe med lufthavnstransfer, men du kan hjemmefra bestille en privat transfer til en fast pris.
Alternativt kan du booke alle former for transport i Vietnam – bus, tog og fly – hos populære 12go. Se mere om priser og muligheder her.
Overnatning
Find overnatning i Nha Trang på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.
Husk at være opmærksom på bl.a. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.
På udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, der har gode råd og mulighed for at skrive sig på danskerlisten.
Kort over Nha Trang
På kortet har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder i Nha Trang: Blå = Tran Pu (turistkvarteret). Rød = Nha Trang By. Grøn = Hon Chong. Orange = Hon Tre.