Charmerende stolpehuse omgivet af rismarker og grønklædte bjerge. Mai Chau i det nordlige Vietnam er den rene idyl, men kan også være det modsatte. Jeg har efterhånden besøgt mange steder, men ingen som Mai Chau, hvor oplevelsen er fuldstændig afhængig af, hvor du bor.
Mai Chau ligger ca. 130 km sydvest for Hanoi i en dal med dybgrønne rismarker omgivet af frodige bjerge.
Få turister bor i selve Mai Chau By, men i homestays i småbyerne Lac og Poom Coong, der af nogle nok vil betegnes som rene turistfælder. Tænk souvenirboder på stribe, turister, der bliver kørt rundt i golfvogne og larmende karaoke fremført af vietnamesere på weekend.
Og så er der den totale modsætning: lodges og bungalows, der ligger i rolige og naturskønne omgivelser med masser af lokalliv lige udenfor døren. Det kræver med andre ord god research eller klar kommunikation med dit rejsebureau, inden du vender snuden mod den smukke dal, der er en af flere i denne del af Vietnam.
Hvor skal du bo i Mai Chau?
Centrum for turismen i Mai Chau er Lac og Poom Coong, der ligger som små enklaver i den grønne dal. Småbyerne har måske været originale engang, men det har man smidt overbord i jagten på nemme penge.
Jo, vel skal indbyggerne da udnytte turismen, men når det bliver overgjort som her, ender det som en ren turistfælde. Det er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når turismen rykker ind i de små lokalsamfund.
I Lac og Poom Coong er der stort set kun mulighed for at bo på homestay, der her blot er tætliggende souvenirboder forklædt som autentisk overnatning.
Så er overnatningsmulighederne i de naturskønne omgivelser i dalen anderledes spændende. Her er masser af smuk natur og så langt øjet rækker rismarker, hvor bønderne med deres karakteristiske rishatte knokler i varmen.
Et af de mest populære overnatningssteder er det skønne Mai Chau Eco Lodge, der er fint indpasset i landskabet og som har en forrygende udsigt over dalen. Det er her, du kan finde den fred og ro, som er fuldstændig fraværende i Lac og Poom Coong.
Der findes flere andre overnatningssteder udenfor turistenklaverne, som er værd at tjekke – f.eks. Mai Chau Mountain View Resort. Og så er det faktisk muligt at finde homestays, der ligger naturskønt i rolige omgivelser – her er Meadow Mai Chau et rigtig godt valg.
På tur i Mai Chau
På trods af den massive turisme i Lac og Poom Coong kræver det blot en kort gå- eller cykeltur for at opleve det ægte Vietnam. Lån eller lej en cykel og kør mellem rismarkerne forbi småbyer, risbønder, stolpehuse og krumryggede kvinder, der tygger betelnødder.
Ad god vej kan du otte kilometer nord for Mai Chau By besøge Gò Làu-vandfaldet, der ligger ved Hoa Binh-søen. Her er kuperet og utrolig smukt. Ved søens sydlige bred er det populært at se solnedgangen fra udsigtspunktet.
Vil du hellere vandre, så er der mulighed for at tage med på trekkingture – også med overnatning. Der er både privat- og gruppeture. Vælger du sidstnævnte, så er det en god idé at spørge til antallet af deltagere i trekkinggruppen.
Mai Chau og omegn er beboet af stammerne hmong og især hvid tai, der er kendt for at være dygtige vævere. Selvom Lac og Poom Coong er proppet med boder, der sælger tekstiler, så er det meste af det ikke lokalt produceret. Næh, man vil hellere sælge alle de fabriksfremstillede metervarer, som kan købes væsentlig billigere i Hanoi.
Her og der ser vi dog kvinder, der væver, og heldigvis er der stadig butikker, som holder fast i traditionerne. Værd at støtte.
Mai Chau By
Mai Chau By er forholdsvis hurtigt overset, men trods alt mere spændende end Lac og Poom Coong. Prøv blot at gå en tur på markedet, der ligger langs hovedgaden og i et par mindre overdækkede haller.
Du vil blandt andet se frugt, grønt og krydderurter til salg, men også lidt husgeråd og færdiglavet mad inklusive hund, der bliver tilberedt som helstegt pattegris. Holder du øje, så kan du flere steder på turen fra Hanoi til Mai Chau også se hundekød til salg i vejkanten.
Måske har du ikke lyst til at sætte tænderne i hund, men du kan også prøve f.eks. sticky rice, der er en traditionel spise i området. Her fyldes ris i bambusstave og tilberedes over åben ild.
Omtrent midt i Mai Chau By kan du tage trapperne op til Chieu Grotten, der også kaldes The 1000 Step Cave. Grotten har fine stalaktitter og stalagmitter. Det er et slags helligt sted for de lokale, der tager herop for at bede om god høst. Undgå at besøge grotten midt på dagen – det er varmt, og der omkring 1000 trin til toppen.
Praktisk information til dit besøg i Mai Chau
Ture til Mai Chau kan bookes hos tourbureauerne i Hanoi. Der vil som regel være transport, overnatning og mad inkluderet i prisen. Husk at spørge til indkvarteringen. Er det homestays i turistbyerne eller i de naturskønne omgivelser?
Bor du i Lac eller Poom Coong skal du IKKE forvente en autentisk oplevelse af nogen art. Dem finder du til gengæld i omegnen.
Bedste rejsetidspunkt
Mai Chau har bedst vejr fra november til marts. December og januar kan dog have køligt vejr, hvor temperaturen nogle nætter kan komme ned på 10 °C.
Sommermånederne er særdeles våde med temperaturer over 30 °C. Der høstes ris to gange om året – i juni og oktober. Foråret er blomstringstid – et populært tidspunkt at besøge Mai Chau. Billederne på denne side er taget i marts.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr. Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Vietnam – se aktuelle anbefalinger her.
Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.