
Hvor skal man bo i Ho Chi Minh City? Det kan du læse mere om i dette indlæg. Med sine otte millioner indbyggere er Ho Chi Minh City Vietnams største by.
Den er inddelt i 24 distrikter, men det er kun få af dem, du behøver overveje som base til din rejse. Læs mere herunder, hvor jeg håber at gøre dig klogere på, hvor du skal bo i Ho Chi Minh City.
Ho Chi Minh City kendes også under navnet Saigon. Efter nordvietnamesernes erobring af Saigon i 1975 omdøbte de byen til ære for Ho Chi Minh, der stod i spidsen for kommunisternes frihedskamp og i dag betragtes som en slags landsfader. To navne, men samme by.
Som nævnt har Ho Chi Minh City 24 distrikter. De ligger rundt om distrikt 1, der er byens centrum. Det er her, jeg vil anbefale dig at bo, hvis det er dit første besøg eller hvis du kun har få dage i byen. Distrikt 3 og 5 kan dog være gode alternativer, alt efter hvad du prioriterer på din rejse.
Du kan finde distrikterne på kortet nederst på siden sammen med mine forslag til de bedste overnatningssteder i hvert distrikt. Du kan læse mere om byen i min Ho Chi Minh City guide.
Offentlig transport
Ho Chi Minh City har et omfattende netværk af bybusser. Det kan dog være svært og tidskrævende at hitte ud af ruter, tider og priser. Har du kun få dage i byen og vil benytte busserne, så kan det være en god idé at lave lidt research.
En af de linjer du kan få brug for er linje 1, der kører fra busstationen overfor Ben Thanh Markedet til Cholon (Chinatown) i distrikt 5. Busserne er markeret med tydelige numre.
Heldigvis er der en ny metro på vej i Ho Chi Minh City. Den er forsinket, men første linje er planlagt til at åbne i begyndelsen af 2024. Metrolinje 1 forbinder Ben Thanh i centrum med den nye østlige busstation. Indtil der kommer flere og mere nyttige metrolinjer, er bybusserne således eneste offentlige transport.
En god mulighed for at komme rundt i byen er med taxi. De er billige og holder høj standard. Se efter selskaberne Mai Linh og Vinasun, der kører efter taxameter og som regel har nye biler. De gange jeg har brugt dem, har chaufførerne været supervenlige. Forvent ikke at de taler engelsk, så det er en god idé at have din destination skrevet på vietnamesisk.
Nu til det indlægget handler om. Hvor skal man bo i Ho Chi Minh City – læs om de mest populære bydele og områder under billedet.

1 Distrikt 1
Distrikt 1 ligger lige vest for Saigonfloden og udgør Ho Chi Minhs centrum. Det er her, du finder de fleste seværdigheder og langt det største udvalg af barer, cafeer og spisesteder. I Distrikt 1 ligger både det pænere turistområde og backpackerkvarteret Pham Ngu Lao.
Turistområdet har flere hovedstrøg. F.eks. gaden Dong Khoi, der forbinder katedralen med floden. På strækningen er der masser af liv med især en del restauranter og forretninger, men også det flotte teater grundlagt i 1898.
Fra teatret mod syd er gaden Le Loi byens vigtigste livsnerve. Her ligger bl.a. Folkekommitéens Hus og for enden af den boulevardlignende snorlige gade Ben Thanh Markedet. Det er dette område med Le Loi, Dong Khoi og tilhørende sidegader, der omtales som byens centrum.
Ca. 400 meter syd for Ben Thanh Markedet dukker backpackerkvarteret Pham Ngu Lao op. Det er en labyrint af primært smalle gader med barer, cafeer, spisesteder, tourbureauer og billig overnatning. Det naturlige mødested er gågaden Bui Vien, hvor der især om aftenen er liv og glade dage.
Distrikt 1 er alsidig og kan dække de flestes behov uanset om de er backpackere på lavbudget eller ønsker at bo i vild luksus. Det er bydelen til førstegangsbesøgende og de, der vil være, hvor det sker. Distrikt 1 har farven blå på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i distrikt 1
Cochin Sang Hotel (Turistområdet)
Cochin Sang Hotel er et topvalg i distrikt 1. Her bor du lækkert og moderne med fantastisk beliggenhed. Hotellet har bl.a. bar, restaurant og lille pool. Morgenmad kan tilkøbes ved booking.
Se billeder og priser på hotellet >Hotel Nikko Saigon (Turistområdet)
I den sydlige del af distrikt 1 ligger det populære Hotel Nikko, der får topanmeldelser af tidligere gæster. Hotellet tilbyder moderne værelser med bl.a. tv, elkedel, minibar og gratis wifi. Der er også lejligheder med køkken.
Hotel Nikko har faciliteter som kaffebar, bar/lounge, restaurant og en dejlig tagterrasse med swimmingpool og liggestole. Morgenmad kan tilkøbes.
Se billeder og priser på hotellet >The White Guest House – Pham Ngu Lao (Backpackerkvarteret)
Godt, billigt og med topanmeldelser. Gæstehuset har enkle værelser med bl.a. tv, minibar og gratis wifi. The White Guest House tilbyder desuden lufthavnstransport og døgnåben reception.
Se billeder og priser på hotellet >M Village – Pham Ngu Lao (Backpackerkvarteret)
Flot moderne hotel med flere forskellige værelses- og lejlighedstyper. M Village har restaurant, gratis wifi og døgnåben reception. Morgenmad og lufthavnstransport kan tilkøbes.
Se billeder og priser på hotellet >
2 Distrikt 3
Distrikt 3 kan være et glimrende alternativ til Distrikt 1. Bydelen begynder umiddelbart vest for Genforeningspaladset, og booker du overnatning i området her, er du ikke blot tæt på seværdighederne, men også det store udvalg af cafeer og restauranter.
Distrikt 3 har dog sit eget store udvalg af spisesteder, der endda kan være billigere og noget mere autentisk end det turistorienterede distrikt 1. Også overnatning kan du typisk finde til lavere priser, men generelt er det bare superbilligt at bo på hotel i Vietnam.
Bydelen har flere gode seværdigheder. Først og fremmest Museet for Krigsforbrydelser, som især handler om det vietnameserne kalder den amerikanske krig.
Igen: Distrikt 3 kan i området op mod Ben Thanh Markedet være et godt alternativ til Distrikt 1. Booker du overnatning i den vestlige del af distriktet, kan det til gengæld være nødvendigt med transport for at komme til centrum. Distrikt 3 har farven rød på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i distrikt 3
Sherwood Residence
Populært hotel med topanmeldelser. Her er bl.a. fitness, restaurant og swimmingpool. Sherwood Residence har flere forskellige værelsestyper, hvoraf de største har plads til syv personer. En dejlig morgenmad kan tilkøbes.
Se billeder og priser på hotellet >M Village Hotel Tao Dan Park
Bo godt og billigt med perfekt beliggenhed til sightseeing. Hotellet er nyt og moderne og tilbyder både suites og værelser. Der er faciliteter som café, fitness og døgnåben reception.
Se billeder og priser på hotellet >
3 Distrikt 5
Distrikt 5 støder op til Distrikt 1 mod nordøst. Bydelen kaldes også Cholon (ChoLon) eller Chinatown. Det er dog kun den centrale del af Distrikt 5, der er tydelig kinesisk, men i gaderne her ligger til gengæld en lang række små templer, hvor luften som regel er tyk af røgelse.
Her er også farverige markeder, butikker med naturmedicin og masser af store og små spisesteder med lækker og billig kinesisk mad.
Cholon ligger ca. 5 km fra Ben Thanh Markedet, og for de fleste vil det være nødvendigt med transport for at komme til centrum. Har du tidligere besøgt Ho Chi Minh City og boet i Distrikt 1 kan Cholon være et godt sted at bo for at prøve noget andet og se byen fra en lidt anden side.
Udvalget af overnatningssteder er dog ret begrænset og består primært af mindre hoteller, homestays og guesthouses, der som regel ikke får særlig gode anmeldelser.
Det er heller ikke i Distrikt 5, du finder fest og farver. Til gengæld kan det være en autentisk oplevelse med mulighed for at komme tæt på de lokale. Distrikt 5 har farven grøn på kortet nederst på siden
Gode steder at bo i distrikt 5
Luas Cosy Home
Et af Chinatowns bedste hoteller er Luas Cosy Home. Her bor du på funktionelle værelser med bl.a. tekøkken, aircondition og gratis wifi.
Se billeder og priser på hotellet >Thiên Quốc Hotel
Thiên Quốc Hotel med lyse moderne værelser, der har plads til 2-3 personer. På værelserne er der bl.a tv, elkedel og gratis wifi. Hotellet har desuden døgnåben reception.
Se billeder og priser på hotellet >

Nyttige links til din rejse til Ho Chi Minh City
Transport
Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Ho Chi Minh City med f.eks. Emirates, Thai Airways, Qatar Airways og Singapore Airlines. Søg og sammenlign flybilletter her.
Du kan få dit hotel til at hente dig i lufthavnen, men også booke hos f.eks. Welcome Pickups.
Overnatning
Find overnatning i Ho Chi Minh City på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.
Se også indlægget Hotel i Ho Chi Minh City – de bedste steder at bo i 2024.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingplatforme.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.
Kort over Ho Chi Minh City
På kortet har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder i Ho Chi Minh City: Blå = Distrikt 1. Rød = Distrikt 3. Grøn = Distrikt 5 (Cholon).











