
Hvor skal man bo i Hanoi? Det kan du læse mere om i dette indlæg, hvor jeg præsenterer de mest populære bydele, områder og kvarterer i Vietnams hovedstad.
Hanoi er en fantastisk by og på min liste over steder i Asien, du skal besøge. Vietnams hovedstad er enorm, og siden jeg besøgte byen første gang i 2008, er der sket en rivende udvikling. Mest tydelig er de mange højhuse, der synes at skyde op i rekordfart.
Heldigvis er det ikke alt, der er forandret. Hanois centrum omkring Hoan Kiem-søen ligner sig selv, og det er her, jeg vil anbefale dig at bo. Selvom Hoan Kiem-distriktet er et af byens mindste, så er det et af de mest alsidige med flere af Hanois bedste seværdigheder.
Dem kan du læse om i min guide til Hanoi, der også indeholder masser af rejsetips og information om bl.a. transport, aktiviteter og mad og drikke.
På kortet nederst på siden har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder.
Offentlig transport
For at komme rundt i byen kan du bl.a. benytte den gode offentlige transport. Hanoi har i en årrække haft et forbavsende godt netværk af busser, men man er nu i gang med også at etablere en metro/højbane. Der er to ruter, men yderligere fire er under konstruktion.
De to etablerede ruter dækker kun den vestlige del af byen og vil kun være relevant for de færreste turister.
Tilbage til busserne. De er som nævnt velfungerende og dækker hele byen. Det er primært det statsejede Transerco, som kører busserne, men der er også flere private aktører. Prisen for en tur er 7000-15.000 dong alt efter hvor langt du skal. Der betales kontant i bussen, og det er en god idé at have så lige penge som muligt.
Du kan tjekke den officielle hjemmeside for busserne på timbus.vn. Den er kun på vietnamesisk, men den tilhørende app fås på engelsk til både Apple og Android. I appen kan du se ruter, tidstabeller m.m.
Selvom Hanois offentlige busser er billige og forholdsvis nemme at bruge, så skal du overveje om det er det rigtige transportmiddel for dig. Det kan tage tid at sætte sig ind i ruterne, og i myldretiden er det en temmelig kaotisk oplevelse.
Nu til det indlægget handler om. Hvor skal man bo i Hanoi – læs om de mest populære bydele og områder under billedet.

1 Det Gamle Kvarter
Selvom det gamle kvarter med de 36 handelsgader godt kan kaldes Hanois turistområde, så er det meget mere end det. I det herlige netværk af gyder og gader finder du nogle af byens bedste spisesteder, og det er en del af Hanoi, hvor vietnameserne selv kommer. Ikke kun for at spise god mad, men også for at mødes med venner til en bia hoi – den lokale øl.
I det gamle kvarter ligger også templet Bach Ma og i udkanten det store marked Dong Xuan. Der er masser af god shopping, hyggelige cafeer og fremragende spisesteder.
De fleste overnatningssteder er forholdsvis små, men det giver bare en personlig atmosfære. Det gamle kvarter er egentlig en del af Hoan Kiem-distriktet, men skiller sig væsentlig ud.
Fra det hyggelige og livlige område bor du tæt på Hoan Kiem-søen og alt hvad denne del af byen byder på. Det gamle kvarter er et godt balg, hvis du er på lavbudget eller vil bo hvor det sker. Det Gamle Kvarter har farven blå på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i Det Gamle Kvarter
Skyline Hotel
Mindre hotel med topservice, gratis wifi og morgenmad inkluderet. Skyline Hotel har en fantastisk beliggenhed tæt på seværdigheder og gode spisesteder.
Se billeder og priser på hotellet >Amira Hotel
Dejligt hotel med smagfuldt indrettede suites og værelser med plads til 2-3 personer. Her får du god service og skal selvfølgelig besøge den herlige tagbar. Et rigtig godt hotel i Hanoi, hvor morgenmad som regel er inkluderet i prisen.
Se billeder og priser på hotellet >
2 Hoan Kiem
Hoan Kiem ligger i et område rundt om søen af samme navn. Det er en travl del af byen med det gamle kvarter mod nord og det franske kvarter umiddelbart mod syd. Søen er dog med til at give lidt luft i det hektiske distrikt.
Vælger du at bo i Hoan Kiem, så er du i gåafstand til en lang række af Hanois
seværdigheder. Udover det gamle kvarter og Hoa Lo-fængslet (Hanoi Hilton) også operahuset og St. Joseph Katedralen. Distriktet ligger centralt i byen og har et kæmpe udvalg af cafeer, restauranter og shoppingmuligheder.
Overnatningsstederne er generelt lidt større og af bedre standard end i det gamle kvarter. Der er ingen tvivl om, at Hoan Kiem-distriktet er den mest alsidige og centrale bydel i Hanoi. Der er masser af lokalliv, og det er et fint valg til dig, der besøger Vietnams hovedstad for første gang. Hoan Kiem har farven rød på kortet nederst på siden.
Gode steder at bo i Hoan Kiem
Solaria Hanoi Hotel
Et topvalg i Hanoi og dermed også ved Hoan Kiem. Solaria er et af de bedste bedømte hoteller i Hanoi, og tidligere gæster roser især beliggenheden og det servicemindede personale. Værelserne har plads til 2-4 personer. En dejlig morgenmad er som regel inkluderet i prisen.
Se billeder og priser på hotellet >Eliana Premio Hotel
Skønt hotel med topanmeldelser. Her bor du 400 m fra Hoan Kiem-søen og kan vælge mellem forskellige værelsestyper, hvoraf de største har plads til fire personer. Elina Premio har faciliteter som spa, kaffebar og restaurant. En lækker morgenmad kan tilkøbes.
Se billeder og priser på hotellet >
3 Det Franske Kvarter
Syd og til dels øst for Hoan Kiem-søen ligger Det Franske Kvarter, der er en del af Hoan Kiem-distriktet. Især syd for søen skiller kvarteret sig ud ved de snorlige og forholdsvis brede gader. Her ligger en lang række større palæer i kolonistil, og kvarteret går for at være lidt mondænt.
De fleste overnatningssteder er af høj standard – har du et ønske om at bo luksuriøst i Hanoi, så kunne Det Franske Kvarter være et godt bud. Udvalget af cafeer, butikker og restauranter er ikke helt så stort som ved søen og Det Gamle Kvarter, men til gengæld finder du her bagerier og kaffebarer som var du i Europa.
Det flotte operahus er juvelen i kvarteret, men du bor også tæt på Hoa Lu-fængslet, Det Nationalhistoriske Museum og det livlige område omkring Hoan Kiem-søen.
Bemærk, at Det Franske Kvarter har forskellig størrelse/placering alt efter hvem man spørger. Franskmændene var i store dele af byen – f.eks. opførte de St. Joseph Katedralen vest for Hoan Kiem-søen og residerede også øst for søen ud til Den Røde Flod. Det er området syd for søen, der her er omtalt og som er meget anderledes end resten af byen. Det Franske kvarter har farven gul på kortet nederst på siden
Gode steder at bo i Det Franske Kvarter
Little Anh House
Et af de absolut bedste billige overnatningssteder i Det Franske Kvarter. Little Anh House er et mindre hotel med en skøn familiær atmosfære. Værelserne og lejlighederne har plads til 2-4 personer.
Se billeder og priser på hotellet >Sofitel Legend Metropole
Fantastisk og legendarisk hotel med perfekt beliggenhed ved operahuset og et stenkast fra Hoan Kiem-søen. Her bor du i lækker luksus og kan vælge mellem forskellige suites og værelser med plads til 2-4 personer. Faciliteterne tæller bl.a spa, fitness, swimmingpool og flere barer og restauranter.
Se billeder og priser på hotellet >
4 Ba Dinh
Her boede jeg første gang, jeg besøgte Hanoi. Ba Dinh er en forholdsvis stor bydel, der ligger nord og vest for Hoan Kiem og det gamle kvarter. Her får du masser af lokalliv og er fra den østlige del af Ba Dinh i gåafstand til både Vestsøen mod nord og Hoan Kiem-søen i øst.
Heller ikke her kommer du til at mangle restauranter og overnatningssteder, mens cafeer og butikker ligger lidt mere spredt. Det største udvalg har du ved Vestsøen og lige øst for. Bydelen hører til en af Hanois ældste og kan virke mere autentisk end området omkring Hoan Kiem-søen.
Blandt seværdighederne i Da Binh er Ho Chi Minh-komplekset, der inkluderer mausoleet, præsidentpaladset, den ensøjlede pagode og Ho Chi Minhs Hus og museum. Syd for komplekset ligger Det Nationale Kunstmuseum, mens du nord for ved vestsøens sydlige bred kan besøge en række spændende pagoder og templer.
Der mangler bestemt ikke seværdigheder i Ba Dinh – du skal blot overveje, hvor langt fra Hoan Kiem du vil bo. Det er Hanois mest spændende område, som du helt sikkert skal opleve. Overnatningsstederne i Ba Dinh fås i alle prisklasser – fra hostels og homestays til luksus- og boutiquehoteller. Ba Dinh har farven grøn på kortet nederst på siden
Gode steder at bo i Ba Dinh
The Q Hotel
Flot hotel tæt på Vestsøen og ca. 1,5 km fra Det Gamle Kvarter. Der er mulighed for at booke familieværelser og at tilkøbe en fantastisk morgenmad. The Q Hotel har faciliteter som bl.a. spa, fitness og restaurant.
Se billeder og priser på hotellet >Aira Boutique Hotel & Spa
Et af Hanois mest populære hoteller er Aira Boutique Hotel & Spa, der får topanmeldelser af tidligere gæster. Her bor du i gåafstand til Litteraturtemplet og Ho Chi Minh-komplekset. Hotellet har lækker indretning og flere faciliteter som spa, fitness, bar/lounge, restaurant og swimmingpool. En skøn morgenmad kan tilkøbes.
Se billeder og priser på hotellet >

Nyttige links til din rejse til Hanoi
Transport
Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Hanoi med f.eks. Emirates, Thai Airways og Qatar Airways. Søg og sammenlign flybilletter her, men book så vidt muligt direkte hos flyselskabet.
Overnatning
Find overnatning i Hanoi på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.
Husk at være opmærksom på bl.a. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider. I min Hanoi guide kan du se, hvilke hoteller jeg anbefaler.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.
På udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, der har gode råd og mulighed for at skrive sig på danskerlisten.
Kort over Hanoi
På kortet har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder i Hanoi: Blå = Det Gamle Kvarter. Rød = Hoan Kiem. Orange = Det Franske Kvarter. Grøn = Ba Dinh.











