Hjem Sverige 7 gode spisesteder i Gøteborg

7 gode spisesteder i Gøteborg

Forslag til, hvor du skal spise i Gøteborg

Gøteborg er en dejlig by, der overrasker mig positivt. Det samme gør det gode og store udvalg af spisesteder. Fra streetfood og vegetarjoints til lokale klassikere og fine dining. Læs om syv gode spisesteder i Gøteborg, der alle tilbyder svensk/nordisk mad, men som alligevel er meget forskellige.

Ikke nok med at du spiser godt i Gøteborg, så er det også billigt. Jeg har vist skrevet det før, men noget af det bedste ved at rejse i Sverige er det lave prisniveau på mad. Her er der måske mulighed for at flotte sig lidt.

Du kan f.eks. prøve en af Gøteborgs seks michelinrestauranter eller besøge et af de spisesteder, der tilbyder kombinerede smage- og vinmenuer, som her er væsentlig billigere end i Danmark.

Som Skandinaviens fjerdestørste by har Gøteborg restauranter med mad fra det meste af verden, men det er ikke dem, du kan læse om her. Som altid fokuserer jeg primært på det lokale køkken, når jeg udvælger spisesteder på mine rejser.

Du kan finde dem alle på kortet nederst på siden og læse mere om byen i min Gøteborg Guide.

1 Hemma Hos

Hemma Hos er en hyggelig restaurant på Haga Nygata, der tilbyder svenske klassikere som f.eks. rejesalat og kødboller. Der er også pizza, burger, moules frites og snacks fra Middelhavet på menukortet. Hemma Hos har desuden et godt udvalg af vin og flere lokale øl.

Restauranten åbner ved middagstid i weekenden (kl. 15 i hverdagene), hvor der hurtigt bliver fyldt op. Det er et rigtig populært sted, og bordbestilling anbefales om aftenen. Hemma Hos har siddepladser inde og ude – sidstnævnte er et fint sted at se livet passere forbi. På Haga Nygata 12.

2 Stora Saluhallen

I Stora Saluhallen, der har fungeret som markedshal siden 1888, finder du en række spisesteder med både svensk og udenlandsk mad. Der er primært tale om mindre steder, som generelt er billige og uformelle. Jeg spiste bl.a hos. Kåges Hörna, der tilbyder dagens husmandskost, men du kan også få smørrebrød, græsk mad og de vietnamesiske sandwich banh mi.

I Store Saluhallen er der også specialbutikker med alverdens lækkerier, der nok skal få tænderne til at løbe i vand. Er du på lavbudget, så besøg Store Saluhallen – stedet lukker dog kl. ca. 18, så kom forbi til frokost. På Kungstorget 15.

3 Koks

En af Gøteborgs bedste restauranter til prisen. Koks er inspireret af det nye nordiske køkken, men tilbyder også traditionelle kødretter. Alt er lavet fra bunden med friske lokale råvarer. Du kan vælge fra menukortet, prøve dagens ret eller stedets smagemenu sammensat af kokken.

Koks er sådan et sted, hvor man glad og tilfreds trækker på smilebåndene over den gode mad, der selvfølgelig ledsages af lige så gode vine. Det er også et glimrende sted til en drink. Restauranten har åbent onsdag til lørdag fra kl. 17. Bordreservation anbefales. På Vasagatan 9.

4 Berzelius Bar & Matsal

Her får du god svensk mad i uformelle omgivelser. Berzelius Bar & Matsal er et større sted, hvor du kan prøve kræfter med lokale klassikere som sild, løjrom, kødboller og kartoffelpandekage. Er du i tvivl om, hvad du skal bestille, så kan du også få fem svenske tapas for 225 kr.

Der er flere andre ting på menukortet – f.eks. fisk, salater og store bøffer. Berzelius Bar & Matsal har desuden et godt udvalg af lokale øl. Om sommeren (eller når vejret er til det) er der også siddepladser udendørs. På Södra Vägen 20.

5 En Deli Haga

Veganere, vegetarer og allergikere kan med fordel lægge vejen forbi En Deli i Haga. Her er der fra morgen til meget sen eftermiddag et bredt udvalg af retter, hvor Sverige møder Mellemøsten. Tænk humus, falafel og linsesuppe, men også tærter, brød, kager og sandwich som vi kender det fra vore breddegrader.

En Deli er også et godt sted til brunch, men du er velkommen til bare at snuppe en kop kaffe eller lokal øl. Stedet ligger i en hjørneejendom og har i sommerperioden siddepladser på begge sider af hyggelige Haga Nygata. På Haga Nygata 15.

6 Ölstugan Tullen

Hvis du er til øl og svensk husmandskost, så er Ölstugan Tullen et godt valg. Det er tænkt som et sted, hvor man til billige penge kan få et måltid mad. Konceptet er superpopulært, og siden det første spisested på Andra Langgatan tæt på Haga og Järntorget, er der åbnet seks Ölstuga Tullen rundt om i Gøteborg.

Maden er enkel og kan f.eks. være suppe, schnitzel og kødboller, men også oste- og pølsetallerken. Priserne starter helt nede på 75 danske kroner. Ölstuga Tullen har flere lokale øl i hanerne, men byder også på såkaldt gæsteøl, der udskiftes løbende. På bl.a. Andra Langgatan 13 og Friggatan 27.

7 Källerkrogen

Populær mellemklasserestaurant på Östra Larmgatan hundrede meter fra Kungstorvet. Som navnet antyder ligger restauranten i kælderen, men når vejret er til det, kan du også sidde udendørs. På menukortet finder du svensk/nordisk mad til en god pris. Til frokost er der et par faste retter, der skifter hver uge, men du kan også vælge dagens ret.

Nogle vil nok mene, at Källerkrogen er lidt for turistorienteret, men maden er helt i orden i forhold til prisen. I hvert fald til frokost, hvor jeg kom forbi. Aftenkortet kan f.eks. bestå af bøf rydberg, ovnbagt torskefilet og flamberet peberbøf. Der er også et lille udvalg til vegetarerne. Källerkrogen har desuden et fint udvalg af øl og vin. På Östra Larmgatan 20.

En Deli på Haga Nygata

Nyttige links til din rejse til Gøteborg

Transport

Gøteborg er nem at komme til fra det meste af Danmark. Du kan sejle fra Frederikshavn til Gøteborg med Stena Line, men kommer du fra Sjælland, så kan du både køre selv eller tage Øresundstoget.

Flixbus eller fly er andre muligheder fra f.eks. København. Søg og sammenlign flybilletter her.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie. Er I mange, så kan et feriehus ofte være den billigste løsning.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på Danskerlisten.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Gøteborg

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her