”Vi bliver nok nødt til at sove her”, siger chaufføren med bekymret mine. Minutterne går, og vi ser solen gå ned over den afrikanske savanne, da chaufføren pludselig gasser op. En stor gruppe rasende elefanter løber efter os, og alle vælter rundt i bilen, mens vi i rekordfart flygter ad de hullede veje.
Vi er i Tsavo Nationalpark i Kenya, hvor vi hurtigt finder ud af, at en safari er på dyrenes præmisser.
Solen skinner fra en skyfri himmel. Støvet fra de primitive veje hvirvler op og gør sigtbarheden dårlig. Godt nok hedder vejen Nairobi-Mombasa Highway, men der er bestemt ikke meget motorvej over denne støvede grusvej, der er fyldt med safaribiler og tunge køretøjer, som kører utrolig langsomt.
Fra driverlivet ved Mombasakysten er vi nu på vej ind i hjertet af Kenya. På vej ind til de store sletter, hvor vi skal opleve Afrikas berømte dyreliv.
”Kvinderne går mange kilometer for at hente vand, mens mændene drikker sig fulde”, fortæller chaufføren, da vi kommer forbi de små landsbyer, der ligger langs vejen.
Som så mange gange før under mit ophold i Kenya, så undrer jeg mig over, hvad disse mennesker egentlig lever af. Ingen synes at foretage sig noget som helst, og det lader til, at de fleste indbyggere har mest travlt med at søge skygge under nærmeste baobabtræ.
Jo, det kunne være spændende at lære mere om livet blandt de afslappede kenyanere, men lige nu gælder det dyrelivet i de store nationalparker, der ligger som perler på en snor i det østlige Afrika. Tsavo Nationalpark hører måske ikke til de mest berømte, til gengæld er det Afrikas største, og det var her Karen Blixen tilbragte ikke så få år af hendes liv.
Tsavos røde elefanter og Voi Safari Lodge
”Rolig nu, ha’ tålmodighed”, siger vores chauffør, da vi et kvarters tid efter vi er kørt ind i Tsavo Nationalpark East ser giraffer i det fjerne. Som så mange andre turister på safari tager jeg billeder af alt, hvad der rør sig.
Det er jo det her øjeblik jeg har ventet på. At se Afrikas dyr der, hvor de lever. Men chaufføren har ret. Der går kun en halv times tid før de imponerende dyr står lige foran mig. Majestætiske og smukke og det er så meget mere imponerende end at se dem på tv.
Tsavo Nationalpark er berømt for sine røde elefanter. De tager farve fra den lerholdige jord, som de ruller sig i. Jeg finder hurtigt ud af, at det ikke kun er elefanterne, der bliver røde. Da dagen er omme, er også jeg helt rød i hovedet, og man bliver faktisk ret beskidt af at køre rundt på vejene.
Vi er kun fire i bilen, hvis tag bliver skudt op, så vi kan stå og se ud over nationalparken. Vi ser ikke kun elefanter, men også giraffer, impalaer, zebraer og mange andre dyr.
Jeg åbner terrassedøren og kigger ud på et vidunderligt og endeløst landskab. Udsigten er i verdensklasse og i det fjerne kan jeg se en gruppe elefanter på vandring. Det er sen eftermiddag, og vi har indkvarteret os på Voi Safari Lodge, der har en del år på bagen.
Var det her storvildtjægerne og de første turister boede for mange år siden? Måske, i hvert fald er lodgen legendarisk, og med den fantastiske beliggenhed forstår jeg hvorfor.
Naturligvis skal denne stund nydes til fulde og i den rette stemning. I selskab med et par velvoksne gin & tonic ser jeg store dyreflokke på savannen, mens solen går ned som en ildrød kugle i horisonten.
Løver og bøfler – et par skridt nærmere The Big Five
Buskadset bevæger sig, og vi gør os umage for at se den smukke løvinde, der også holder øje med os. Hun er ikke nem at se i det tørre græs, der har fuldstændig samme farve som hende. Godt nok er vi på ferie, men på en safari står man tidligt op, for det er i de første lyse timer, at dyrene er mest aktive.
Vi tager på game drive klokken seks om morgenen og når at se solen stå op, før vi atter er ude på de støvede veje i nationalparken. Det er her vi støder på løven, der ligger et par hundrede meter fra os. Heldigvis går der ikke lang tid før vi ser en løve mere, denne gang tættere på.
Løven hører til The Big Five, der er de dyr man traditionelt skal se på en safari. Også elefanten, bøflen, leoparden og næsehornet er i den gruppe. Elefanter ser vi masser af, og da vi senere denne dag også støder ind i en mindre bøffelflok, mangler vi kun to dyr for at kunne sætte kryds ved The Big Five.
Dagen i dag er mindst lige så spændende som den i går. Vi ser masser af dyr og ikke at vide, hvad der sker om få sekunder er med til at skærpe alle sanser.
Vi ser igen flokke af giraffer, der synes at spise konstant. Vi kommer forbi vandhuller, hvor elefanter, impalaer, kuduer, zebraer og flere andre dyr mødes for at drikke det livgivende vand.
Vi tager kun hjem til lodgen for at spise frokost og er inden længe tilbage i nationalparken igen, hvor vi oplever skumringen og det lidt køligere vejr, der lokker dyrene frem. Sent på eftermiddagen er vi tilbage på Voi Safari Lodge, hvor vi tager en dukkert i swimmingpoolen og spiser lidt mad før vi går ud som et lys.
Tsavo West – frække leoparder og jagten på næsehornet
”Der er den”, siger vores chauffør og peger op i et træ. Jo, der ligger den. Leoparden. Hvor er den smuk. Den kigger på os og synes ligeglad med vores tilstedeværelse. Vi er væsentlig mere imponerede og bliver holdende et kvarters tid.
Tidligt om morgenen forlader vi Tsavo East og har nu krydset Nairobi-Mombasa Highway, der skærer lige gennem nationalparken. Det siges, at adskillige arbejdere blev dræbt af løver under etableringen af vejen, der hver dag er en forhindring for tusinder af dyr, som går fra den ene del af parken til den anden.
Den vestlige del af Tsavo Nationalpark er helt anderledes en den østlige. Væk er den flade savanne – her er det kuperet og frodigt. Området ligger klods op af den mere kendte Amboseli Nationalpark, og i det fjerne kan vi skimte Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro.
Ved Mzima Springs ser vi flodheste og dovne krokodiller, der ser ud som om de kun venter på den næste mulighed for at gå til angreb.
Ngulia Lodge har måske ikke helt den samme udsigt som Voi, men lodgen ligger naturskønt. Vores chauffør sørger for, at vi får nogle gode værelser, og det kommer vi til at sætte stor pris på senere. Det er på det sene game drive, at vi ser leoparden i træet.
Da vi kører videre går der kun få minutter før der går endnu en leopard midt på vejen. Den gider ikke flytte sig, og vi blive holdende til den er væk.
”Fortæl mig, hvis du ser næsehorn”, siger chaufføren til mig, da han næste morgen giver mig besked på at bruge lodgens store fastmonterede kikkert, der giver et enestående overblik over en stor dal, som fungerer som reservat for det truede dyr. Jeg har ikke heldet med mig, og heller ikke da vi ved frokosttid er tilbage på lodgen spotter jeg det store dyr.
Men vores chauffør er ikke typen, der giver op. Om eftermiddagen sætter vi kurs mod reservatet, der er væsentlig større end set fra min store kikkert. Næsehorn ser vi ikke, men til gengæld så mange andre dyr. En struds kigger nysgerrigt efter vores bil, da vi ankommer til et stort vandhul, der tiltrækker nationalparkens dyr.
Sceneriet er som taget ud af en dyrefilm. Elefanter, giraffer, zebraer, gazeller og flere andre dyr vimser omkring, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis David Attenborough pludselig toner frem og på sin egen rolige måde fortæller om Afrikas dyreliv.
Alting har en ende. Også denne dag, der langsomt er ved at gå på hæld. Det er på tide at komme tilbage til lodgen, og i pæn fart kører vi af sted ad de støvede safariveje. Den lille dik-dik antilope springer konstant over vejen, og jeg er sikker på, at vi snart kører en af dem ned.
”I bliver nok nødt til at køre en anden vej hjem”, siger den svært bevæbnede parkranger, da vi er på vej ud af næsehornsreservatet. Midt på grusvejen står en enorm hanelefant, der er ved at vælte et træ.
Selvom vi langsomt kører tættere og tættere på, så lader elefanten sig ikke skræmme. Chaufføren fortæller os, at vi SKAL hjem før det bliver mørkt, så han vil køre en anden vej tilbage til lodgen. Men vi når kun et par kilometer før der står en stor gruppe elefanter med unger på vejen. Vi stopper igen og foran os holder endnu en safaribil, der venter på fri bane.
Og sådan går tiden. Det bliver mørkere og mørkere, og da chaufføren forbereder os på at skulle sove i bilen i nat, går den engelske pige vi har med næsten i panik. Men sammen med bilen foran gør vi endnu et forsøg på at komme forbi elefanterne.
I stor fart og med hornet i bund drøner vi gennem flokken, der heldigvis flytter sig. Elefanterne er rasende og løber efter os, mens vi bliver kastet rundt i bilen. Så meget kamp for at se The Big Five, og så har vi ikke en gang heldet med os.
Uforglemmelig aften på Ngulia Lodge
”Jeres værelse ligger perfekt. I aften bliver der hængt et stort stykke kød op i træet lige derhenne”, fortæller de to såkaldt servicedrenge, der tidligt om aftenen går fra værelse til værelse for at ordne myggenettene over sengene.
Leopard? Det lyder spændende, og efter en god middag i restauranten sidder vi klar på vores terrasse for at holde øje med det store stykke kød. Man venter en leopard, får vi at vide, men larmende børn, der også håber at se det store kattedyr ødelægger muligheden for at få en unik oplevelse.
Heldigvis er børn utålmodige. Som ved et trylleslag er der ro på lodgen, og det varer kun en halv times tid før vi kan se bevægelse i buskadset. Der den. Leoparden. Målrettet springer den op i det lille træ og begynder på sit festmåltid.
Vi er helt stille og registrerer hver en bevægelse. Vi sidder kun 20 meter fra den imponerende leopard, der spiser det store stykke kød på rekordtid. Den har ikke travlt med at komme væk, og som en anden huskat sidder den og slikker poter.
Måske er det gårsdagens oplevelser, der gør, at jeg ikke kan sove. Jeg står tidligt op og nyder den kølige morgenluft på terrassen. I det fjerne kan jeg se de lavthængende skyer over bjergene mens en enorm bøffelflok vandrer forbi på sletten et par hundrede meter væk.
Jo, jeg ville nu godt have set The Big Five, men de sidste dages oplevelser har været overvældende. Elefanterne, løverne, leoparderne og bøflerne. Men jeg har heldigvis en god grund til at komme tilbage til Afrika; Næsehornet. Jeg vil se det, inden det uddør.
