Hjem Spanien Gratis oplevelser i Valencia

Gratis oplevelser i Valencia

Der er flere gode oplevelser i Valencia, som er helt gratis

Der er mange gode gratis oplevelser i Valencia. Flere af byens største seværdigheder har gratis entré, men der er også mulighed for at se fine kirker, besøge museer og indsnuse lidt lokalstemning på et af Valencias gode markeder.

I dette indlæg kan du læse mere om, hvad du kan opleve i Valencia uden at tage penge op af lommen.

Som mange andre steder i Spanien er det også i Valencia en oplevelse i sig selv at gå rundt i den gamle bydel. Det er helt gratis at tage på opdagelse i gader og gyder, hvor du kan se flotte bygninger med masser af historie og detaljer.

Udover at læse dette indlæg, så har du også mulighed for at få en billigere rejse til Valencia ved at købe et Valencia Tourist Card, der giver gratis entré eller rabat til en lang række seværdigheder og byens offentlige transport. Kortet fås med gyldighed i 24, 48 og 72 timer.

Nu til det indlægget handler om: Gratis oplevelser i Valencia. Du kan med fordel besøge byen om søndagen, hvor mange seværdigheder har fri entré.

1 Silkebørsen (Llotja de la Seda)

En af Valencias absolut største seværdigheder er Llotja de la Seda, eller Silkebørsen, der er en imponerende bygning opført i gotisk stil mellem 1482 og 1533. Det var en tid med betydelig økonomisk fremgang i Valencia, hvor Llotja de la Seda servicerede Aragoniens krone.

Dengang var Silkebørsen byens handelsplads – her blev aftaler indgået og varer skiftede hænder, men man etablerede også en bank, der understregede Llotja de la Seda som Valencias finansielle centrum. Senere blev der primært handlet silke i bygningen – deraf dens nuværende navn.

Llotja de la Seda har adskillige flotte rum og fine detaljer. Den store sal, Sala de Contractacio, der var stedet, hvor handlerne foregik, er et imponerende højtloftet rum kendt for sine flotte snoede søjler. Et andet interessant sted er Consolat de Mar, hvor Spaniens første domstol for handel blev oprettet. Det siges, at dømte blev placeret i tårnet, der fungerede som fængsel.

Kig op i Consolat de Mar, hvor det flotte forgyldte loft er et af Silkebørsens højdepunkter. Mange møbler i rummet er originale. Llotja de la Seda har også et fint kapel med en stjerneformet hvælving, som er udsmykket med våbenskjold. I midten er der en dejlig gårdhave med rækker af appelsintræer.

Llotja de la Seda er på UNESCOs verdensarvliste og gratis at besøge om søndagen og på helligdage. Det er en af de absolut bedste gratis oplevelser i Valencia.

Den imponerende søjlehal i Llotja de la Seda

2 Centralmarkedet – Mercat Central (og Valencias andre markeder)

Selvom det selvfølgelig ikke er gratis at shoppe, så kan du indsnuse stemningen på Valencias markeder uden at tage penge op af lommen. Flere af dem ligger tilmed i nogle flotte bygninger – f.eks. Centralmarkedet, der er i modernistisk stil med brug af jern, glas og keramik. Arkitekterne Alejandro Soler March og Fransisco Guardia Vial har uden tvivl fundet inspiration i Antoni Gaudis modernistiske mesterværker i Barcelona.

Centralmarkedet i Valencia har flere end 200 boder og hører til Europas største ferskvaremarkeder. Der er et kæmpe udvalg af kød, ost, brød, krydderier, specialiteter, frugt og grønt samt fisk og skaldyr. På Centralmarkedet er der også flere barer og spisesteder, hvor du har mulighed for at prøve retter fra Valencia. Markedet har åbent fra kl. 7.30 til kl. 15.00 alle dage undtagen søndag.

Der er andre gode markeder i Valencia, du kan besøge. Er du til flot arkitektur, kan jeg anbefale Mercat de Colón, der ligesom Centralmarkedet ligger i en flot modernistisk bygning. Et tredje marked er Russafa, der minder om Centralmarkedet, men bare uden alle turisterne.

Centralmarkedet i Valencia ligger i en flot modernistisk bygning

3 Gratis museer

Valencia har overraskende mange gratis museer. Steder, der altid har fri entré er f.eks. disse:

Valencia Kunstmuseum (Museum of Fine Arts) – Interessant kunstmuseum beliggende i en flot 1600-tals bygning. Samlingen indeholder primært værker af spanske kunstnere som Joaquin Sorolla og Diego Velazquez, men du kan også se malerier af f.eks. Fransisco Goya og Antoon van Dyck.

Palau de Cervello – I en flot bygning fra det 16. århundrede kan du gå på opdagelse i den indflydelsesrige Cervello-families tidligere hjem. Der er fine lamper, møbler og kunstgenstande, men bygningen er også hjem for Valencias byarkiv.

Museo del Corpus – Museet viser og har information om begivenheden Corpus Cristi, der er en religiøs helligdag. Du kan se mange af de genstande, der bliver brugt til f.eks. optog og processioner. Museo del Corpus ligger i en flot bygning fra 1400-tallet.

Disse museer har gratis entré om søndagen:

• Nationalhistorisk Museum
• Keramikmuseet (Også gratis lørdag efter kl. 16.00)
• La Almoina Arkæologiske Museum
• Etnologisk Museum

gratis oplevelser i valencia
Det flotte Palau de Cervello

4 Centre del Carmen Kulturcenter (CCCC)

I Centre del Carmen mødes nyt og gammelt. Kulturcentret CCCC ligger i et pragtfuldt gammelt kloster og viser nutidskunst i form af bl.a. designs, installationer og fotografier. Der er også workshops og forskellige events.

Lige så spændende er det flotte kloster fra 1281, der blev grundlagt, da de muslimske maurer var fordrevet fra Den Iberiske Halvø. Klostret har siden været brugt som både kunstmuseum og kunstskole.

På skilte rundt om i klostret kan du læse om dets historie og funktion – i mine øjne mere spændende end den noget særprægede kunst, der blev præsenteret, da jeg besøgte kulturcentret.

Du kan se aktuelle events på Centre del Carmens hjemmeside – de er alle som udgangspunkt gratis.

Centro del Carmen er indrettet i et gammelt kloster

5 Street Art

Flere steder i Valencia kan du se flot gadekunst. Mest kendt er kvarteret El Carmen, der er en del af den gamle bydel Ciutat Vella. Du kan se mere på streetartgallery.eu for at finde de forskellige værker.

Det anbefales, at gå på jagt efter gadekunsten før butikkernes åbningstid eller i siestaen, da en del værker er lavet på butiksfacaderne. De kan således bedst ses, når dørene er lukkede eller gitteret foran lukket ned.

Flot gadekunst i kvarteret El Carmen

6 Gratis kirker

Valencia har flere kirker, der er gratis at besøge. De er som regel flot udsmykket med f.eks. figurer, malerier, forgyldninger og udskæringer. Der er masser af fine detaljer, man kan imponeres over. Kirker i Valencia, der er gratis at besøge er bl.a. disse:

Real Basilica de Nustra Señora de los Desamparados – Basilikaen er kendt for sin 600 år gamle figur af Jomfru Maria, der er byens skytshelgen. Bemærk den ret anderledes kirke med den blå klinkebelagte kuppel. Basilikaen ligger lige bag katedralen på Plaza de la Virgen.

Basilica del Sagrat Cor de Jesus – En nyere kirke fra 1800-tallet opført på en ældre basilika. Her er flotte malerier, forgyldninger og en smuk altertavle. På trods af beliggenheden lige overfor Silkebørsen er det et godt sted at finde ro og deltage i en messe.

Parroquia Nuestra Senora del Rosario – For en autentisk oplevelse kan du besøge kirken Parroquia Nuestra Senora del Rosario i det gamle fiskerkvarter Cabanyal. Her vil du med stor sandsynlighed være den eneste turist. Cabanyal ligger ved stranden ca. 4 km fra centrum.

gratis oplevelser i valencia
Kirken Parroquia Nuestra Senora del Rosario i kvarteret Cabanyal

7 Torres de Serranos

Torres de Serranos er endnu et af de steder i Valencia, der er gratis at besøge om søndagen. De to tårne er opført sidst i det 14. århundrede og det mest markante bygningsværk, der er tilbage efter middelalderens bymur.

Muren blev revet ned i 1865 på ordre af den daværende guvernør i regionen Valencia, men de to tårne, som dengang var en af i alt 12 indgange til byen, fik lov at stå.

Torres de Serranos har åben for besøgende, der kan tage trapperne til toppen, hvorfra du har en fin udsigt. Bemærk også tårnenes flotte gotiske arkitektur. Byporten er et af Valencias vigtigste vartegn og benyttes bl.a. til åbningen af den årlige festival Fallas, der ligger i marts.

Torres de Serranos er gratis at besøge om søndagen

8 Turia Garden

Den store Turia Garden dækker et enormt område i det centrale Valencia. Engang var parken en flod, men efter en voldsom oversvømmelse i 1957 besluttede man at tørlægge den. Turia Garden så dagens lys, og jeg kan kun anbefale et besøg i byens vigtigste grønne oase.

Her er bl.a. palmer, appelsintræer og en dejlig rosenhave. Du kan gå ad stierne eller prøve en af de afmærkede cykelruter, der kan være en god måde at komme gennem byen. Et af parkens mest markante steder er City of Art and Science – Byen for Kunst og Videnskab. Et enormt kompleks af forskellige museer (entré), der ligger i en række moderne bygninger tegnet af bl.a. Santiago Calatrava.

En del af Turia er Gulliver Park, der som navnet antyder har hovedpersonen i fortællingen om Gullivers Rejser som hovedperson. Stedet er med sin populære legeplads et hit hos børnene og gratis at besøge.

Året rundet arrangeres der events i Turia Garden, hvor især juli har et tætpakket program. Her spiller elever fra de anerkendte Berklee College ved festivalen Gran Feria de Valencia.

gratis oplevelser i valencia
I Turia Garden ligger det enorme kompleks City of Art and Science – Byen for kunst og videnskab

9 Valencia Rådhus

På Plaza del Ayuntamiento i den gamle bydel kan du besøge byens rådhus helt gratis. Den ældste del af rådhuset er fra det 18. århundrede og opført i nyklassicistisk stil. Der er adgang til den flotte krystalhal, der tidligere blev brugt til balsal, samt den store balkon, som har et flot kig ud over pladsen. Begge er vigtige steder til fejringen af den årlige Fallas Festival.

I rådhuset ligger også Det Byhistoriske Museum med information om Valencia, men du kan også se byens våbenskjold og det originale flag senyera samt flere gamle dokumenter. Det er også muligt at besøge byrådssalen, når der ikke er møde.

Rådhuset har åbent fra mandag til fredag til kl ca. 14.00. For mig var det en af de bedste gratis oplevelser i Valencia.

Valencias flotte rådhus med balkonen

10 Byvandring

Som i mange andre byer rundt om i verden kan du også i Valencia tage med på en gratis byvandring. De er baseret på drikkepenge til guiden, så helt gratis er de ikke, men det er dig, der bestemmer, hvor meget du vil give.

Mest populær er den klassiske byvandring, hvor du ser de største seværdigheder, men de kan også have forskellige temaer som f.eks. Turia Garden eller tiden under maurerne. Se et udvalg af byvandringer i Valencia her.

gratis oplevelser i valencia
Der er flere muligheder for at tage med på en guidet byvandring

Praktisk information til dit besøg i Valencia

Transport

Valencias lufthavn har koden VLC. Fra København kan du flyve direkte med SAS og Norwegian. Der er tale om sæsonruter, som kun flyves i sommermånederne eller fra forår til efterår.

Fra lufthavnen ind til centrum kan du tage toget, en taxi eller hjemmefra bestille en privat transfer til en fast pris.

Overnatning

Valencia har overnatning for enhver smag og pengepung. Generelt er prisniveauet rimeligt og selvfølgelig højst i sommermånederne, hvor det er en god idé at booke i god tid. Det gælder især, hvis du har særlige krav til f.eks. beliggenhed eller faciliteter.

Du kan se det fulde udvalg af hoteller og lejligheder på f.eks. hotels.com og booking.com, der som regel har de laveste priser.

Ved at booke gennem de sponserede links er du med til at holde denne side gratis – også i fremtiden. Tak for din hjælp.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Spanien inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.

Kort over Valencia

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her