Skulle jeg en dag komme forbi Koh Yao Noi igen, så ville jeg ikke tøve et sekund med at vælge Hill House som min base. Alligevel er det et sted, der med et par forbedringer kunne gøre oplevelsen endnu bedre.
Hill House får fremragende anmeldelser, og det dejlige overnatningssted, der er mere guesthouse end hotel, ligger helt fantastisk op ad en skråning i udkanten af Tha Khao. Til prisen er Hill House et fund for pengene. Vi betaler kun 240 kr. for vores store rummelige bungalow, der har en forrygende udsigt over Phang Nga Bugten.
Men hvad får vi så for pengene? Som sagt en stor bungalow, der er opført i naturmaterialer. Vi har en god og bred seng, gratis wifi, køleskab og så er der den her kæmpe terrasse med hængekøjen, hvor det er fristende at ligge i dagevis for at komme ned i tempo og filosofere over livet.
Lige derude ligger det magiske landskab med hundreder af limstenstoppe, der skyder op af havet. Vi har solopgang, men det er lige så smukt, når eftermiddagssolen kaster kaster sit bløde lys over bugten og de grønne klipper.
Men hvad er det så, der kan gøres bedre? Den inkluderede lette morgenmad er virkelig let. Te, kaffe, frisk frugt og sticky rice. Kan du ikke lide den ret søde sticky rice, så er det bare ærgerligt. Køkkenet har ikke noget alternativ, og du må i stedet for købe f.eks. omelet eller spejlæg.
Vi kunne også godt bruge en elkedel i vores bungalow. Jo jo, man er vel blevet lidt magelig med årene.
Gode og billige bungalows
Hill House har skes bungalows i tre forskellig prisklasser. Prisforskellen er dog minimal, og du skal vælge dyreste alternativ, der ikke blot giver mere plads, men også sender dig længst væk fra kystvejen. Nu er vejen på ingen måde trafikeret – når det går rigtig vildt for sig, så hører vi et køretøj langt væk ca. hvert femte minut.
Hvis du vælger Hill House som din base, er det vigtigt, at du er klar til at bo i naturen. Der er naturligvis gekkoer, men vi havde også en frø under sengen og et ca. 20 cm langt insekt, der følte sig hjemme i vores bungalow. Du er heldigvis i sikkerhed om natten, hvor myggenettet over sengen holder uønskede væsener ude.
Det er også vigtigt, at du har bentøjet i orden. Som nævnt ligger Hill House op ad en stejl bakke, og er du det mindste gangbesværet, så er det desværre ikke et sted for dig.
Glimrende mad og tæt på stranden
I receptionen er der også restaurant, hvor du kan bestille et begrænset antal thailandske retter. Maden er faktisk rigtig god, og vi fik bl.a. kylling med gul karry, der smagte glimrende. Vær opmærksom på, at der ikke serveres alkohol i restauranten.
Fra Hill House er der ca. 100 meter til stranden. Tha Khao Beach er nok den strand med de mest markante tidevandsforskelle, men her er blødt sand, og så vil du meget sandsynligt være helt alene. Ved lavvande kan du gå flere hundrede meter ud fra kysten, hvor du kan have den meget lille Koh Nok som mål.
Der er udlejning af både cykel og scooter på Hill House, hvor personalet også kan være behjælpelige med udflugter og transfer til molerne, hvorfra bådene til Krabi og Phuket afgår.
Hill House er også et sted, hvor du kan møde andre rejsende. Vi sludrede dagligt med to amerikanske par, der rejste rundt i Sydøstasien, og det er som altid spændende at udveksle erfaringer og få inspiration til den næste rejse.
Hvad har jeg egentlig at være utilfreds med? Med den udsigt fra hængekøjen er det som om, at jeg helt glemmer de småting, der kunne gøre Hill House lidt bedre. Her ER dejligt, og til den pris er stedet som nævnt et fund til pengene.
Hold da op en fed udsigt. Hvordan kommer man dertil?
Hej Khendra – se mere om Koh Yao Noi og hvordan du kommer dertil på denne side.