Hua Hin er et alsidigt rejsemål, der tiltrækker mange forskellige slags turister. Den thailandske ferieby er bl.a. kendt for sine mange aktiviteter og lækre hoteller, men Hua Hin har også god shopping og fantastiske udflugtsmuligheder. Læs meget mere om byen i min Hua Hin guide herunder
Indholdsfortegnelse
Hua Hin – en introduktion
Hua Hin ligger ud til Thailandbugten ca. tre timers kørsel fra Bangkok. Byen bliver også kaldt Thailands kongelige ferieby, da både Rama VI og Rama VII byggede et sommerpalads her. Mest berømt er Rama VII’s palads, Klai Kong Won, der er opført i 1926 og stadig benyttes af den nuværende kongefamilie.
Den royale tilstedeværelse gjorde Hua Hin populær blandt thai’erne, men i dag er det ikke kun lokale, der holder ferie i byen; Hua Hin besøges af turister fra hele verden, og mange udlændinge slår sig permanent ned i byen eller køber sommerhus i området.
De senere år har Hua Hin været gennem en rivende udvikling. Flere internationale kæder har åbnet hoteller i byen, der også har fået en håndfuld nye store temaparker. Kombineret med shoppingcentre, gode restauranter og masser af aktiviteter har Hua Hin alt hvad der skal til for en bekymringsfri ferie.
Men der er mere at komme efter: Byen har rigtig gode udflugtsmuligheder, hvor du bl.a. kan opleve storby, smuk natur og spændende historie. I nord kan du f.eks. gå på opdagelse i hovedstaden Bangkok og mærke historiens vingesus ved River Kwai og Dødens Jernbane. Mod vest ligger frodige nationalparker, og i syd er der ikke langt til ægte tropeøer med hvidt sand og turkisblåt vand.
Hua Hin er med andre ord et alsidigt rejsemål, der har noget at tilbyde alle uanset alder og interesse.
Nu til min Hua Hin guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder. Velkommen til min rejseguide til Hua Hin, som jeg håber, du kan bruge.

Hua Hin – orientering og seværdigheder
Den trafikerede hovedvej 4, der skærer lige gennem Hua Hin, deler byen i to. De smalle sidegader ned mod stranden er “det originale” turistområde og kan med lidt god vilje godt kaldes centrum. I dag er byen dog vokset markant med masser af barer, butikker, restauranter og overnatningssteder langs hovedvejen og i sidegaderne.
Turistområdet centralt i byen er stærkt trafikeret og vinder helt sikkert ingen skønhedskonkurrence. Om aftenen er der dog mere ro i gaderne, hvor Hua Hins mange besøgende samles til shopping og mad og drikke. Ved havnen er der stadig lidt lokalliv, og på molen kan du spise og handle på det lille natmarked, der har åbent fra fredag til søndag.
Stranden i Hua Hin er lang og indbyder til gode gåture. Der er ikke tale om bountystrand, og hvis formålet med rejsen er badeferie, så er der helt sikkert andre steder i Thailand, som er mere velegnede. Solstole og parasoller kan lejes, men ved centrum er der ofte mange mennesker.
Det er især syd for centrum, at Hua Hin er vokset de senere år. Byen går helt ned til området Nong Khae, der har sine egne cafeer og spisesteder, men det er også her, du finder Vana Nava Water Jungle og de populære markeder Cicada og Tamarind. Der er flere rigtig gode hoteller ved Nong Khae, der ligger 4-5 km syd for den centrale del af Hua Hin.

Chatchai Marked
Byens ældste marked er det farverige og spændende Chatchai Marked, der bestemt er værd at besøge. Her kan du komme ind under huden på thai’erne og følge med, når de handler bl.a. kød, fisk, frisk frugt og grønt og meget meget andet.
Du kan også finde lidt souvenirs og tøj, men det er stadig de lokale, der er den primære målgruppe. Markedet har også en stribe spisesteder, der er både billige og autentiske. Chatchai Marked finder du centralt i Hua Hin
Natmarkedet
Et stenkast fra Chatchai-markedet kan du gå på opdagelse på Hua Hins berømte natmarked. Tidligere var det de lokales foretrukne spisested, hvor simple gadekøkkener, der bl.a. solgte kakerlakker, melorme og græshopper, sørgede for, at fiskerne fik lidt at spise, inden de sejlede ud på havet.
I dag har turistboderne med t-shirts, tasker og souvenirs taget over, men der ligger stadig en hel del gadekøkkener og især større seafoodrestauranter, hvor du spiser godt. Natmarkedet kan absolut anbefales – det er blevet et rigtig populært mødested for både lokale og turister. Markedet åbner ved 18-tiden og lukker ned omkring midnat.
Kongens Pavillon
På Hua Hins togstation kan du se den fine pavillon, Phra Mongkut Klao, der var kongefamiliens ventesal. Den blev oprindelig opført ved Sanam Chandra Paladset i Nakhom Pathom og kom siden til stationen i Hua Hin. Pavillonen er fra 1911, men blev ombygget i 1926 til den flotte bygning i blandet victoriansk og thailandsk stil, man kan se i dag.
Stationen her er ikke i brug mere, men det gamle perronområde med pavillonen er bevaret. Her kan du desuden se et ældre damplokomotiv og et mindre museum omhandlende stationen og den kongelige tilstedeværelse i Hua Hin.

Jernbanehotellet
Byens gamle jernbanehotel, opført i 1923 i klassisk kolonistil, symboliserer på bedste vis datidens overklasse, som yndede at holde ferie i Hua Hin. I dag er de smukke bygninger ejet af hotelkæden Centara, og her kan du få et luksuriøst ophold.
Sæt dig i de gamle saloner for at nyde en kop te og lade dig føre tilbage i tiden, inden du går tur i den pragtfulde velplejede have.
Wat Hua Hin (Wat Ampharam)
Hua Hins hovedtempel, Wat Hua Hin, ligger omtrent midt i byen ud til hovedvejen. Der er mulighed for at besøge templet, som indvendig er udsmykket med billeder af Buddhas liv. Wat Hua Hin er kendt for munken og den senere abbot Luang Pun Nak, der havde forbindelse til kong Rama 6. dengang han havde sin gang i byen.
Det Kinesiske Tempel
For enden af Naresdam Road, der løber forbi Hotel Hilton, kan du gå til højre for at opleve et kinesisk taoisttempel på nært hold. Templet ligger smukt på en klippe ved The Stonehead, og med sin tydelige kinesiske inspiration skiller det sig markant ud fra de thailandske templer.

Oplevelser udenfor Hua Hin
Abebjerget (Khao Takiab)
Ca. syv km syd for Hua Hin ligger Khao Takiab, der også kaldes Abebjerget pga. de mange aber, som lever her. Hele bjerget er helligt område med mange buddhistiske figurer og templer med abetemplet Wat Khao Lad, der ligger på en top 272 m.o.h., som det mest berømte.
Hovedattraktionen på bjerget er dog de mange aber, der efterhånden har vænnet sig til mennesker. Du kan flere steder købe lidt mad til dem (ca. 20-100 baht), men det kan kun anbefales selv at fodre dem, hvis du er klar til at blive omringet af aberne, der heller ikke er blege for at hoppe op på en.
På bjerget ligger et par souvenirboder, der også sælger forfriskninger. For foden af abebjerget står en stor Buddha, og herfra er der trapper op til toppen, hvorfra du har en smuk udsigt over Hua Hin og bugten.
Det lille fiskesamfund i Khao Takiap, der ligeledes ligger for foden af bjerget, er også værd at besøge. Her går livet sin stille gang, og i byen findes en stribe meget enkle spisesteder.
Bor du syd for Hua Hin, kan du gå til bjerget og tage trappen op til toppen. Bemærk dog, at man bliver nødt til at tilpasse tidspunktet for turen efter tidevandet. Du kan også tage en taxa fra Hua Hin og få chaufføren til at vente – husk at blive enige om prisen, inden du kører.

Phra Ratchaniwet Mrigadayavan
Det gamle kongepalads Phra Ratchaniwet Mrigadayavan, opført i 1923 efter ordre fra Kong Vajiravudh (Rama VI), ligger pragtfuldt ud til havet 10 kilometer nord for Hua Hin.
Kongen havde luftvejsproblemer, og den italienske arkitekt fik besked på at lave et palads, der havde maksimal gennemstrømning af luft. Måske er det derfor, at paladset ikke ser særlig thailandsk ud, men er dog smukt og må til fulde have levet op til kongens krav om udluftning.
Paladset består af en række teaktræshuse på stolper, der er sat sammen af åbne passager. I den ene ende ligger dronningens værelse, og via en af de lange passager kommer man til kongens område. Kongen elskede havet, og selv om hans værelse lå et stenkast fra Thailandbugten, så fik han flyttet sit værelse tættere på kysten.
Når man går rundt i paladset, der er enkelt indrettet, så kan man nemt forestille sig, at det må have været et pragtfuldt sted for den royale familie. Det er ikke al inventar, der er originalt, men det har dog tilhørt kongen.

Khao Sam Roi Yot Nationalpark
Khao Sam Roi Yot Nationalpark ligger ca. 60 km syd for Hua Hin. Nationalparken er bestemt ikke den største i Thailand, men du kan alligevel opleve smuk og forskelligartet natur i form af jungle, klipper og savannelignende områder.
Hovedattraktionen er grotten Phraya Nakhon med den kongelige pavillon Kuha Karuhas, der markerer kong Rama V’s besøg i 1890. En åbning i grotten gør, at sollys rammer pavillonen nogle timer hver dag.
Parken ligger ud til Thailandbugten, og her kan du opleve mangrove og limstensbjerge, der fortsætter ind i landet. En del af kystlinjen er desværre ødelagt pga. de mange rejefarme, der er etableret her.
I Khao Sam Roi Yot Nationalpark er der en lang række vandrestier, hvor du kan være heldig at se dyr som egern, over 300 fuglearter, aber som makak og langur og den specielle gedeantilope.

Kaeng Krachan Nationalpark & Pala-U Vandfaldet
Kaeng Krachan Nationalpark er med sine 3000 km² Thailands største. Parken ligger ca. 45 km fra Hua Hin og byder på enestående naturoplevelser. Her kan du opleve søer, floder, klipper, grotter, græssletter, ægte regnskov og ikke mindst det flotte vandfald Pala-U, der har 16 fald.
Vandfaldet er den store attraktion for turisterne, men det kræver lidt fysik at tage turen fra parkkontoret ind til vandfaldet, især i regntiden, hvor der er mudder og mange glatte sten. Du kan bade ved vandfaldet sammen med de mange karper, der venter på at blive fodret af turisterne.
Store dele af Kaeng Krachan Nationalpark er øde og uspoleret. For de mere erfarne er det et populært sted at trekke, og ved parkontoret er der udlejning af både. I parken lever mange spændende dyr. Du kan være heldig at se slanger og aber, men faktisk lever der også tigre, elefanter og leoparder, men dem skal du absolut ikke regne med at se.
Kaeng Krachan ligger ikke langt fra Burma og har derfor en del burmesiske Karen-stammer boende. Nogle af dem krydsede grænsen mellem Myanmar og Thailand for mange år siden, men de fleste er flygtet fra diktaturet og lever i dag en temmelig fattig tilværelse i de afsidesliggende bjerge.

Phetchaburi
Phetchaburi er den absolut mest interessante by i området – i hvert fald, hvis du er til kultur og historie. I det 11. århundrede var byen en mindre khmer-bosættelse, men området fik efterfølgende stor betydning som havn for kongebyerne Ayutthaya og Sukhothai.
Phetchaburi har flere fine templer og en meget interessant historisk park, der opført i 1859 af Kong Mongkut ligger majestætisk på en lille bjergtop. Kongen byggede paladset som rehabiliteringssted, og arkitekturen er et pudsigt mix af europæisk, kinesisk og thailandsk stil. Phra Nakhon Khiri Historiske Park er et yderst populært sted for thai’erne, og i weekends og på helligdage kan her være stuvende fuldt.
Byen har som nævnt også et væld af templer. Også her kan du se forskellige stilarter – indflydelsen fra khmerene er tydelig, og nogle steder kan du endda se hentydninger til hinduismen, der var områdets vigtigste religion før det 12. århundrede. Af poulære templer skal nævnes Wat Kamphaeng Laeng og det travle Wat Mahathat Worawihan.
Men der er mere at komme efter i Phetchaburi. På gaden Thanon Suwanmunee, der fører over floden, kan du se nogle pragtfulde teaktræshuse, der indeholder småbutikker og som regel et stort antal thai’er på indkøb.
Byen har et skønt lokalliv og nogle gode markeder – f.eks. dagmarkedet lige nord for klokketårnet, hvor du også kan spise billigt. Det kan du også på natmarkedet i den nordlige del af byen – endnu en af byens perler, hvor du pludselig opdager, at du er eneste turist omringet af små madboder, der sender skønne dufte ud i natten.
Et par km udenfor byen kan du gå på opdagelse i en stribe flotte og imponerende grotter indrettet som templer eller helligdomme. Foruden et indblik i buddhismen, kan du opleve smuk natur, der inkluderer en hær af aber som efterhånden er vant til mennesker.

Amphawa Flydende Marked og Maeklong Railway Market
Thailands flydende markeder var tidligere noget de fleste forbandt med Østen. Markederne er i dag næsten forsvundet, men der findes enkelte tilbage, der bestemt er et besøg værd.
Langt de fleste tager til markedet ved Damnoen Saduak, der er et fint stop på vejen fra Bangkok til River Kwai. Damnoen Saduak er måske det største af de tilbageværende markeder, men også det mest uoriginale. Langt de fleste besøgende er turister og varerne souvenirs og brugskunst.
Et mere originalt marked er det i Amphawa, der ligger få kilometer fra Damnoen Saduak. Amphawa-markedet er ikke så stort, men du vil få en god autentisk oplevelse, hvis du kommer i weekenden, hvor Bangkoks indbyggere valfarter til stedet for at spise, shoppe og more sig.
I både Damnoen Saduak og Amphawa kan du leje en båd for at sejle langs markedet. I Amphawa, der ligger helt nede ved Thailandbugten, kan du sejle ad Kwai-floden til en række flotte templer langs bredden.
Et stenkast fra Amphawa ligger et af Thailands mest spektakulære markeder. På Jernbanemarkedet i Maeklong kan du opleve et typisk thailandsk marked, der ligger direkte på togskinnerne.
Fire gange om dagen kommer toget forbi, og alle sælgere pakker deres ting sammen for sekunder efter, når toget er kørt forbi, at stille varerne ud på skinnerne igen. Et sjovt syn. Læs mere i indlægget Besøg ved Maeklong og Amphawa – for enden af River Kwai.
Hua Hin – hvor mange dage skal du bruge?
Som nævnt i indledningen er der masser af oplevelser i Hua Hin. Vil du have tid til både udflugter, aktiviteter og badeferie, så er en uge eller mere bestemt ikke for meget.
Skal ferien være andet end sol og strand, kan du kombinere Hua Hin med f.eks. Bangkok og River Kwai, der kan give din thailandsrejse spændende oplevelser af kulturel og historisk karakter. En anden mulighed er at tage en tur sydpå til de uspolerede strandområder ved Pranburi og Chumphon.
Der er med andre ord masser af ting at tage sig til i Hua Hin og denne del af Thailand, men det er selvfølgelig kun dig, der ved, hvad ferien skal indeholde.
Herunder finder du min Hua Hin guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.

Transport
Ind og ud
Bangkok er nærmeste større lufthavn fra Hua Hin. Fra Danmark lander du i Suvarnabhumi Lufthavn (kode: BKK) uanset om du flyver direkte eller tager en mellemlanding undervejs.
Der er adskillige muligheder for at flyve til den thailandske hovedstad fra Danmark – f.eks. direkte med SAS og Thai Airways fra København, men der er endnu flere forbindelser, hvis du tager en mellemlanding. F.eks. i Amsterdam, Helsinki, Istanbul, Doha eller Dubai for blot at nævne nogle få.
Fra Billund kan du gøre stop i f.eks. Frankfurt, Istanbul eller Amsterdam. Også her er der flere gode forbindelser uden for megen ventetid. Fra Aalborg er det nemmest at flyve via København eller Amsterdam. Søg og sammenlign flybilletter her.
Bemærk, at Bangkok har to lufthavne. Den gamle lufthavn Don Mueang (kode: DMK) benyttes stadig af bl.a. lavprisselskaber og til en lang række regionale ruter.
Lufthavnstransfer
Fra lufthavnen i Bangkok kan du tage en limousine/taxa til Hua Hin. Det kan være en god idé at booke i forvejen – det kan du gøre på min side thailandrundt.dk – se mere her.
Er du allerede i Bangkok er en privat transfer den nemmeste og hurtigste løsning, men du kan også tage bussen. I skrivende stund kører den fra stationen ved Ekkamai i Bangkok og har endestation i Hua Hin centrum. Fra Khao San Road i Bangkok kan du finde små minibusser, der primært er henvendt til backpackere.
På min side thailandrundt.dk kan du læse mere om at komme fra Bangkok til Hua Hin, hvis du er på egen hånd.
At komme rundt
I Hua Hin centrum kan du nå det mest til fods, men da mange hoteller ligger uden for byen, kan det være nødvendigt med transport. Nemmest er det med taxi, tuk-tuk eller en såkaldt grisebil, hvor du sidder på ladet.
De koster nogenlunde det samme, men husk at aftale pris inden du kører. Alt efter hvor langt du bor fra byen, så bør en tur fra centrum koste ca. 150-250 baht.
De grønne grisebiler er en slags deletaxi, der kører langs kystvejen. De koster ca. 50 baht fra hotellerne syd for Hua Hin ind til centrum. Bemærk, at langt de fleste hoteller udenfor centrum har shuttlebus til deres gæster, der som regel på faste tidspunkter kører frem og tilbage mellem hotellet og Hua Hin.
Tourbureauer og taxa med chauffør
Der findes ikke så mange tourbureauer i Hua Hin som i andre thailandske turistbyer. I stedet for kan du få dit hotel til at hjælpe eller leje en taxa for en dag. De fleste chauffører har en mappe eller planche på deres taxi med forslag til, hvor turen kan gå hen.
Husk også her at aftale pris på forhånd – der kan sagtens pruttes lidt. Der er rigtig mange muligheder for udflugter fra Hua Hin – f.eks. Det Flydende Marked, River Kwai, Bangkok og flere nationalparker.
Book udflugter og aktiviteter på f.eks. Get Your Guide, hvor du kan sammenligne programmer og ae anmeldelser fra tidligere gæster.
Overnatning
I Hua Hin er der overnatningsmuligheder i alle prisklasser. Især er byen kendt for sine mange fremragende resorts, der med undtagelse af Hilton og Centara alle ligger udenfor centrum.
Både nord og især syd for byen ligger adskillige hoteller langs stranden. Der kan være et godt stykke vej til den centrale del af Hua Hin, men de fleste hoteller tilbyder busservice ind til centrum for deres gæster.
Vil du bo billigt, skal du søge mod bymidten ved de små guesthouses, der ligger spredt i gaderne. Uanset i hvilket prisniveau du booker overnatning, så får du rigtig meget for pengene – det er generelt billigt at bo på hotel i Thailand.
Mange danske rejsebureauer har også Thailand på programmet. Her kan du ofte finde gode tilbud med fly og hotel inkluderet – find pakkerejser her.
De bedste hoteller i Hua Hin
Jeg anbefaler, at du læser indlægget De bedste hoteller i Hua Hin på min side thailandrundt.dk. Listen bliver opdateret løbende med nøje udvalgte hoteller, der får gode anmeldelser af tidligere gæster.
Du kan booke hotel i Hua Hin hos f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.
Mad & drikke
Hua Hin har et kæmpe udvalg af spisesteder, der serverer mad fra det meste af verden. Selv besøger jeg næsten altid de lokale restauranter, når jeg rejser, og især i Thailand er det et godt valg. Her får du serveret lækker og veltilberedt mad til lave priser. Du skal forvente at betale 30-40 kr for en hovedret på en almindelig thairestaurant.
Måske kender du allerede det thailandske køkken, men jeg kan anbefale dig at prøve den lækre suppe tom yum, der er varmende og med masser af smag. De gode curries med en sauce baseret på karrypasta og kokosmælk hører også til blandt favoritterne, ligesom den ikoniske nudelret pad thai er en sikker vinder. Et perfekt måltid til frokost.
Skulle du få lyst til noget andet end thailandsk mad, så er der som nævnt masser af muligheder. Især på de bedre hoteller finder du restauranter med såkaldt international/europæisk mad. Du skal dog forvente at betale noget mere, end hvis du spiser på de lokale restauranter. I min Hua Hin guide anbefaler jeg disse gode spisesteder:
Moon Smile & Platoo
Skal du have suveræn thaimad til billige penge er Moon Smile & Platoo stedet. Her står mor selv i køkkenet, og der er altid propfyldt. Man sidder på række, men den manglende hygge opvejes nemt at den gode mad. Her fås også friske frugtshakes. Tidligere lå Moon Smile centralt i Hua Hin, men er nu rykket til Khao Hin Lek Fai Road Soi 8 på den vestlige side af hovedvejen.
Oraya’s Restaurant
Rigtig god familieejet restaurant i den centrale del af Hua Hin. Her får du bare god thailandsk mad til lige så gode priser. Oraya’s Restaurant er meget populær med mange stamgæster. Det kan være nødvendigt at reservere bord i højsæsonen. Der er åbent hver dag til frokost og aften. På Selakham Road
Big Fish & Bar
Big Fish & Bar ligger på Marriott Hotel. Her får du lækker international gourmetmad med ingredienser og tilberedningsmetoder fra det asiatiske/thailandske køkken. Beliggenheden helt ud til havet er med til at gøre Big Fish & Bar til en særlig oplevelse. Restauranten har et fint vinkort og er også et godt sted at nyde en vellavet cocktail. Et dyrere sted, men du får bestemt også noget for pengene.
Trattoria by Andreas
Rigtig skøn italiensk restaurant, der får gode anmeldelser. Trattoria by Andreas ligger ved Cicada Market, og her får du glimrende italiensk mad i form af antipasti, pizza, cold cuts, osso buco, fisk og skaldyr, men selvfølgelig også alle de klassiske pastaretter. Der er også gode vine og drinks. Prisniveauet er forholdsvis højt efter thailandske forhold.
HuaHin Kitchen
Endnu et godt sted at spise billig og autentisk thaimad. Restauranten tilbyder også sushi og flere vestlige retter, men kom for det store udvalg af thailandske retter, der inkluderer specialiteter fra Nordthailand og Isan. HuaHin Kitchen er et populært sted og kan til tider være lidt kaotisk. Restauranten har åben til frokost og aften og ligger næsten ud til hovedvejen tæt på Bangkok Hospital.
Restaurant Sea Side
Den familieejede restaurant Sea Side er efterhånden en klassiker i Hua Hin. Her fås noget af byen bedste fisk, men der er også almindelig thaimad på menukortet. Er du til f.eks. kæmperejer, grillet fisk og dampede krabber, så er Sea Side stedet. Restauranten er en af flere, der ligger delvist på pæle ud i vandet i centrum af Hua Hin. Et anet godt sted her er Ketsarin.
Aktiviteter og forlystelser
Hua Hin Har en lang række aktiviteter og forlystelser – bl.a. disse:
• Madlavningskursus
• Vandland – bl.a. Vana Nava Water Jungle og Black Mountain Water Park
• Vandsport (jetski, bananbåd og paragliding)
• Go Cart
• Cykelture
• Thaiboksning
• Yoga
• Massage- og spabehandlinger
• Wildlife Friends Foundation
• Vingårdsbesøg – Monsoon Valley Vineyard ligger ca. 45 km vest for Hua Hin
Strande i Hua Hin
Hua Hin’s hovedstrand løber fra havnen mod syd, men langs hele kysten ud til Thailandbugten, finder du små strandafsnit blandet med klipper. Hovedstranden er udmærket med lyst sand og dejlig bred ved lavvande. Der forekommer høje bølger i perioder.
Mod nord er der mere plads på Cha-Am’s strand, der minder meget om den i Hua Hin, men er lidt bedre. Også her er der udlejning af liggestole omkring centrum.
Langs kysten ligger som nævnt andre gode strande – f.eks. Bangkwai Beach 15 km nord for Hua Hin og Puk-Tian Beach 15 km nord for Cha-Am. Syd for Abebjerget ligger Suan Son Beach, hvor du også finder en dejlig strand. Tag en tuk-tuk dertil – det koster kun et par hundrede baht fra Hua Hin.
Endnu længere mod syd er der adskillige skønne og næsten uspolerede strandområder. Ved byen Pranburi, der er ved at åbne op som ny feriedestination, ligger bl.a. Dolphin Bay, hvor du kan være heldig at se delfiner.
Flere tourbureauer i Hua Hin tilbyder også ture til småøer ud for kysten – f.eks. den smukke Koh Talu, der har en lækker hvid sandstrand og gode snorkelforhold.
Shopping
Hua Hin har et kæmpe udvalg af butikker, markeder og shoppingcentre:
Hua Hin Grand Market – Åbent fra onsdag til søndag. Markedet ligger ca. 500 meter syd for centrum mellem Sao Paolo Hospital og Grand Hotel & Plaza.
Market Village – Ca. 1 km syd for centrum ligger det store indkøbscenter Market Village, der trækker rigtig mange mennesker til. Udvalget er stort, men for turister er det nok sko, tasker og tøj, der er værd at købe. Indkøbscentret er i flere etager og har øverst biograf og bowling.
Blúport Resort Mall – Et nyere shoppingcenter er Bluport Resort Mall ca. tre km syd for centrum. Her finder du udover en lang række butikker (bl.a. H&M) også caféer, restauranter og en madhal.
Cicada Market – Udendørs marked med primært håndlavede varer. Der er også spisesteder og underholdning. Cicada Market har åbent fra fredag til søndag og ligger ca. 4 km syd for Hua Hin.
FN Factory Outlet – Nord for centrum, tæt på lufthavnen, kan du købe ægte mærkevaretøj til nedsatte priser i den enorme FN Factory Outlet (Fly Now Factory Outlet). Der er åbent fra kl. 9.00-20.00.
Golf
Hua Hin har rigtig gode muligheder for golf. I området vest for byen ligger flere kvalitetsbaner. Spørg i receptionen på dit hotel eller se mere hos Thailand Tours.
Dykning og snorkling
Hua Hin er ikke det bedste sted i Thailand til dykning eller snorkling, men der findes forskellige muligheder, hvis du vil opleve det spændende liv under overfladen. Nærmest ligger øen Koh Talu ca. 2 timers kørsel syd for Hua Hin.
Her er et fint koralrev med masser af farvestrålende fisk, søpindsvin osv. Vandet er for det meste klart, men i regntiden kan det i perioder være noget grumset. Der er flere tourudbydere i Hua Hin, der arrangerer ture til Koh Talu.
Praktisk information til din rejse
Godt at have styr på
Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand inden du tager af afsted.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få tips og gode råd til rejsen. Du kan også skrive dig på Danskerlisten.
Husk at udfylde ankomstkort online (TDAC) tidligst tre dage før ankomst. Kortet erstatter ankomstkortet TM6, der tidligere skulle udfyldes i flyet eller lufthavnen.
Husk at tegne en rejseforsikring (måske har du allerede en i din indbo-forsikring) – hospitalsindlæggelse og et besøg ved lægen kan være dyrt.
Bedste rejsetidspunkt
Hua Hin har varmt vejr året rundt med forholdsvis høj luftfugtighed. Regntiden løber fra maj til oktober, men det er ikke sådan at det regner hele dagen – en byge på 1-2 timer hver dag er det normale.
Man siger at Hua Hin er et af de steder, der får mindst nedbør i regnperioden. Der er kun små temperatursvingninger året rundt – dagtemperaturen ligger normalt lige over 30 °C, men i perioden inden regntiden kan den nemt snige sig op på 35 °C. Bedste tidspunkt at besøge Hua Hin er december til marts/april.
EL
I Thailand bruger man langt overvejende samme stik som i Danmark – der er dog undtagelser – nogle steder benytter type A-stik (120 V) på toilettet.
Penge
Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i kontantautomater, der findes i stort antal overalt i Thailand. Skal du på trekking eller til afsidesliggende områder – f.eks. til nogle af de mindre øer, er det en god idé at medbringe godt med kontanter.
Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Der er som nævnt rigtig mange af dem, men har du alligevel svært ved at finde en, så kig efter den nærmeste 7eleven, der ofte har en automat tilknyttet.
Visakort er udbredt i Thailand og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.
Øvrigt
Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og en eventuelt købe en rejseguide til Hua Hin i papirform eller som e-bog.
Kort over Hua Hin
I min Hua Hin guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.













