Hjem Thailand Hvor skal du bo på Koh Samui – de mest populære byer...

Hvor skal du bo på Koh Samui – de mest populære byer og strande

Få et overblik over Koh Samuis mest populære strande og områder

Er du i tvivl om, hvor du skal bo på Koh Samui, så læs med her. I dette indlæg gennemgår jeg de mest populære byer og strande på den thailandske ferieø.

Selvom Koh Samui er en mindre ø, så kan du vælge mellem en lang række strande og områder, som kan være meget forskellige. Der er selvfølgelig flere andre steder du kan bo på Koh Samui end dem jeg nævner herunder, men det vil være her langt de fleste turister booker hotel.

Du kan læse meget mere om Koh Samui i min rejseguide, der har masser af information om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og mad og drikke.

1 Chaweng

Chaweng Beach på østkysten er det største ferieområde på Koh Samui. Det var her de første turister slog sig ned dengang i 1970’erne, hvor den 7 km lange sandstrand med det krystalklare vand må have været et fantastisk syn. Chaweng Beach er bestemt stadig lækker, men den er også travl med flere barer og beach clubs, der ligger direkte på stranden.

Det samme gør en lang række hoteller, hvoraf nogle tilbyder villaer og bungalows i første række. Har du en drøm om at bo på stranden i Thailand, så kunne det være her. Men igen: Chaweng Beach er ikke et sted, du har for dig selv.

Mens stranden er det naturlige samlingspunkt om dagen, så er hovedgaden byens livsnerve om aftenen. Her finder du et kæmpe udvalg af barer, cafeer, restauranter og overnatningssteder. Der er selvfølgelig også det sædvanlige udvalg af skræddere, massageshops og butikker med alverdens varer.

Chaweng Beach er med andre ord det fuldt udbyggede ferieområde, der også byder på heftigt natteliv og overnatningssteder for enhver smag og pengepung. Fra hostels og guesthouses til boutiquehoteller og familieorienterede resorts.

Bemærk, at flyene lander over den midterste del af stranden, hvilket kan give støj. Lufthavnen på Koh Samui er dog ikke særlig travl. Det er Chaweng Beach på billedet øverst.

Gode steder at bo i Chaweng

King’s Garden Resort – Dejligt hotel, hvor du har mulighed for at bo på stranden i Chaweng. Her er bl.a. bar, restaurant og swimmingpool. Mulighed for at bo fire på samme værelse. Læs mere om hotellet.

Anavana Beach Resort – Skal man tro anmeldelserne, så er Anavana nok et af Chawengs bedste hoteller. Her bor du lige ud til stranden, men der er også en dejlig swimmingpool. Læs mere om hotellet.

2 Lamai

Koh Samuis andenstørste ferieområde er Lamai, der ligger ni km syd for Chaweng. Stranden i Lamai er glimrende, men sandet lidt grovere end ved Chaweng. Der kan også i perioder være lidt mere uroligt vand. Stranden er flere kilometer lang med god plads på både den nordlige og sydlige del.

Lamai Beach ender mod syd ved klippeformationerne Grandfather and Grandmother Rocks, der forestiller det mandlige og kvindelige kønsorgan. Et sted, der tiltrækker en del turister.

Som ved Chaweng er det også i Lamai stranden, der trækker om dagen og hovedgaden med sidegader om aftenen. Byen har et stort udvalg af barer, cafeer og spisesteder. Der er også god shopping, bl.a. på natmarkedet, men alt er i lidt mindre målestok end i Chaweng.

I Lamai finder du et bredt udvalg af overnatningssteder i alle prisklasser. Fra guesthouses til lækre luksushoteller. Byen er det lidt roligere alternativ til Chaweng, men Lamai er stadig et fuldt udbygget turistområde med masser af muligheder.

Gode steder at bo i Lamai

Beluga Boutique Hotel – Lækkert og meget populært hotel ud til stranden i den sydlige del af Lamai. Beluga har bl.a. bar/lounge, restaurant og swimmingpool. Læs mere om hotellet.

Rocky’s Boutique Resort – Det dejlige strandhotel Rocky’s Boutique Resort får topanmeldelser af tidligere gæster. Her bor du i flotte omgivelser og kan bl.a. vælge pool- og beachfrontvillaer. Læs mere om hotellet.

3 Crystal Bay (Silver Beach)

Crystal Bay (også kaldet Silver Beach) ligger i en lille bugt lige nord for Lamai. Det er nok en af Koh Samuis bedste strande med fint sand og krystalklart vand. Der er her og der en del sten og koraller, som er besværlige at gå på, så det kan være en god idé at medbringe et par badesko. Der er også rigtig god snorkling ved klipperne i begge ender af stranden.

Crystal Bay er et godt eksempel på, at Koh Samui trods størrelsen har mange forskellige strandområder. Booker du overnatning her vil du sandsynligvis få et meget anderledes indtryk af øen. Der er kun få hoteller og spisesteder – et meget roligt sted, som dog modtager en del dagsbesøgende. I højsæsonen kan stranden være ret hektisk.

Vælger du at bo ved Crystal Bay, skal du som nævnt være klar på et meget begrænset udvalg af hoteller og spisesteder. Både Lamai og Chaweng ligger dog kun en kort køretur væk.

Gode steder at bo i Crystal Bay

Thongtakian Resort – Godt hotel lige ud til Crystal Bay med bl.a. bar, restaurant og swimmingpool. Mulighed for lufthavnstransport og tilkøb af morgenmad. Læs mere om hotellet.

4 Choeng Mon (Choengmon)

Umiddelbart nord for Chaweng i en halvmåneformet bugt ligger Choeng Mon Beach. Stranden er 1 km lang og består af sand og klart vand. Der er store tidevandsforskelle på stranden, som bestemt er børnevenlig. Vandet er som regel roligt, og det bliver kun langsomt dybere.

Choeng Mon har med årene udviklet sig til at eksklusivt sted med en række lækre 5-stjernede hoteller, hvoraf nogle ligger ud til stranden. Der er dog også flere mellemklassehoteller, hvis budgettet ikke er til luksus.

På stranden er der restauranter og flere beach clubs, men du har et større udvalg af cafeer, barer og spisesteder i byen og langs hovedvejen. I Choeng Mon får du god strand og alt hvad du skal bruge inden for rækkevidde, men udvalget er noget mindre end i f.eks. Lamai og Chaweng.

Gode steder at bo i Choeng Mon

PS Thana Resort – Nok det bedste mellemklassehotel på Choeng Mon Beach. PS Thana Resort ligger ud til stranden og har bl.a. bar, restaurant og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.

SALA Samui – Superlækkert og luksuriøst hotel ved stranden med mange forskellige værelsestyper. Der er faciliteter som spa, fitness, bar/lounge, restaurant og swimmingpool. Læs mere om hotellet.

hvor skal du bo på koh samui
Bangrak Beach (Big Buddha Beach) på Koh Samuis nordkyst

5 Bangrak (Big Buddha Beach)

Så skal vi til nordkysten, hvor strandene generelt ikke holder helt samme standard som på østkysten. Fra øst til vest ligger først Bangrak, der også kaldes Big Buddha Beach. Fra stranden har du nemlig kig til den store Buddha i templet Wat Phra Yai, der er Koh Samuis vartegn.

Bangrak Beach har lidt grovere sand og vandet er ofte lidt grumset. Der er til gengæld god plads i områderne udenfor de hoteller, der ligger langs stranden. Bangrak Beach er 4 km lang og har mod vest, ved den store Buddha, et fint lokalmarked, i midten en mole med udflugtsbåde og mindre færger til Koh Phangan. Mod vest er stranden mere øde.

Er du ligeglad med god strand og vægter swimmingpool højere, så kunne Bangrak Besch være noget for dig. Overnatning er lidt billigere end i f.eks. Chaweng, og du har samtidig et godt udvalg af cafeer, barer og restauranter langs hovedvejen. Vær opmærksom på, at flyene ofte letter over den østlige del af stranden.

Gode steder at bo i Bangrak

Villa Labaron – Dejlige villaer ud til stranden. Villaerne fås i forskellige størrelser og har bl.a. tekøkken. Villa Labron tilbyder familieværelser og lille pool. Et mindre populært overnatningssted på Big Buddha Beach. Læs mere om hotellet.

6 Bophut (Fishermans Village)

Umiddelbart vest for Bangrak Beach ligger Bophut, der har lidt bedre strand uden at den dog hører til Koh Samuis bedste. Også her er sandet forholdsvis groft og vandet ofte lidt grumset. Mest badevenlig er stranden helt mod vest.

Turisterne kommer da heller ikke til Bophut pga. stranden, men for den hyggelige atmosfære, hvor gamle kinesiske fiskerhuse er en del af bybilledet. Her finder du cafeer, butikker og gode spisesteder. Bophut har også et fint natmarked.

Især vest for centrum ligger hotellerne som perler på en snor langs stranden. Her er der tale om overnatningssteder i kategorien mellemklasse til luksus.

I det hele taget er Bophut et lidt pænere sted – også byens cafeer og restauranter holder en vis standard. Vil du f.eks. spise god europæisk eller international mad, så finder du det her. Prisniveauet er dog lidt højere end de fleste andre steder på øen.

Gode steder at bo i Bophut

The White Cottage – Et af de bedste billige hoteller på Koh Samui. The White Cottage er et mindre sted med bl.a. familiebungalows. Der er lille indbydende pool og få minutters gang til stranden. Læs mere om hotellet.

Bo Phut Resort & Spa – Fantastisk lækkert hotel, der får rigtig gode anmeldelser. Bo Phut Resort ligger ud til stranden og tilbyder bl.a. spa, fitness, swimmingpool og flere barer og restauranter. Læs mere om hotellet.

7 Maenam

Lige vest for Bophut, rundt om pynten, kommer du til Maenam Beach, der er 4 km lang. Heller ikke her finder du de bedste bademuligheder – sandet er groft og gyldent, mens vandet er grumset. Det bliver desuden ret hurtigt dybt.

Står man og kigger langs stranden fremstår Maenam til gengæld eksotisk med sine høje slanke palmer og frodige kuperede bagland. Endnu et eksempel på, at Koh Samui er utrolig alsidig, når det gælder byer, strande og turistområder.

I centrum af Mae Nam finder du et pænt udvalg af barer og restauranter, men som i Bangrak og Bophut er der endu flere muligheder langs hovedvejen. Maenam har et godt udvalg af overnatningssteder i alle prisklasser, men generelt er det lidt billigere at bo her end i f.eks. Lamai, Bophut og Chaweng.

Gode steder at bo i Maenam

Ampha Place – Rigtig godt billigt hotel et stenkast fra stranden. Ampha Place har bl.a. bar og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes på hotellet, der roses for sit venlige personale. Læs mere om hotellet.

Santiburi Koh Samui – Stort hotel i fantastiske åbne omgivelser. På Santiburi er intet overladt til tilfældighederne. Her bor du med en lang række faciliteter og kan vælge mellem flere værelsestyper, hvoraf de største har plads til fem personer. Læs mere om hotellet.

Lamai Beach på den sydøstlige del af Koh Samui

Nyttige links til din rejse til Koh Samui

Transport

Se mere i min Koh Samui rejseguide om transport til Koh Samui og hvordan du kommer rundt. Du kan også allerede nu få et tilbud på transport fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

Overnatning

Faldt mine hotelvalg ikke i din smag, så kan du se mange flere overnatningssteder på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingplatforme.

Husk

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Kort over Koh Samui

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her