Koh Samui er et af Thailands mest populære og alsidige feriesteder. Øen har en lang række dejlige strande, der sammen med gode overnatningssteder og et kæmpe udvalg af barer, restauranter og aktiviteter tiltrækker mange forskellige slags turister.

Læs mere om øen i min Koh Samui guide, hvor du bl.a. kan blive klogere på transport, strande og oplevelser.

Koh Samui – en introduktion

På Koh Samui handler det om sol og strand. Selvom øen gennem tiden har været beboet af flere forskellige riger og folkeslag, så er der ingen historiske monumenter.

Koh Samui blev i det 13. århundrede en vigtig handelsstation på ruten mellem Kina og indien, og i begyndelsen af 1800-tallet slog et betydeligt antal Hainan-kinesere sig ned på øen. Det var dem, der satte produktionen af kokosnødder i system.

Selvom der stadig udskibes et betydeligt antal nødder, så er turismen i dag Koh Samuis vigtigste indtægtskilde. Strandene og de mange muligheder for turisterne har gjort øen populær, og Koh Samui er i dag et af Thailands mest alsidige ferieområder, når det gælder natteliv, overnatning og spisesteder.

Koh Samui er således et sted, der tiltrækker mange forskellige slags turister. F.eks. børnefamilierne og luksussegmentet, men også backpackerne, der på trods af udviklingen stadig finder sig til rette på den populære ø.

Nu til min Koh Samui guide, hvor du først kan læse om øens strande og byer. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder. Velkommen til min rejseguide til Koh Samui, som jeg håber, du kan bruge.

Strandhytter ved Lamai Beach

Byer og strande på Koh Samui

Chaweng Beach

Det var på Chaweng Beach Koh Samuis turisteventyr startede. Det må have været et fantastisk syn at komme fra vandsiden til den dengang uberørte strand med hvidt sand, krystalklart vand og høje slanke kokospalmer.

I dag er den syv kilometer lange Chaweng Beach øens største turistområde, men selvom stranden er plastret til med barer, restauranter og overnatningssteder, så er den stadig smuk. Kvaliteten svinger dog noget fra nord til syd.

Chawengs nordstrand ligger i en bugt, hvor vandet ofte er lidt grumset, men her er stille og fredeligt i forhold til hovedstranden. Ca. 400 meter ud for Chawengs nordstrand starter et stenrev med en lille ø. Revet er ca. 500 meter langt og går også ind over den nordlige del af hovedstranden.

Stenrevet har stor indflydelse på strandens udseende – ved lavvande er denne del af Chaweng Beach ikke fantastisk. Syd for revet finder du den bedste del af stranden, der på en strækning på flere kilometer kan byde på hvidt sand og det klareste vand.

Stranden er byens livsnerve. Midt på dagen er der et mylder af mennesker, der nyder driverlivet i vandkanten, fornøjer sig med vandsport eller hænger ud i en af barerne. Mange solstole tilhører hotellerne, men der er også beach clubs og uafhængige udlejere.

koh samui guide
Dejlige Chaweng Beach har krystalklart vand

Chawengs hovedgade er en stor kontrast til stranden. Her er ikke megen charme, og den ligner til forveksling enhver anden gade i de thailandske turistbyer – dvs. et mix af barer, restauranter, massageshops, skræddere, butikker og en skov af skilte.

Det er et hektisk sted om aftenen – trafikken er tæt, og turisterne må dele pladsen med gadesælgere og butiksejere, der prøver at hive folk ind i deres forretning.

Chaweng har uden tvivl det største og mest alsidige udvalg når det gælder mad og drikke. Her finder du alt fra simple gadekøkkener til minimalistisk indrettede restauranter, der serverer gourmetmad. Og så er der det legendariske natteliv. Selvfølgelig kan du også her finde de obligatoriske beer bars, men Koh Samui og især Chaweng er kendt for sine gode barer og internationale klubber.

Heller ikke når det gælder shopping skuffer Chaweng. Udover de mange forretninger er der også varehuse, et udmærket natmarked og flere shoppingcentre. F.eks. Central Festival, der nok er Koh Samuis største shoppingområde. Det store center har ikke kun butikker, men også biograf og flere cafeer og spisesteder.

Chaweng er uden tvivl den livligste og mest alsidige af Koh Samuis turistbyer. Udvalget af hoteller er enormt og i alle prisklasser. Centralt i Chaweng er der dog en del trafikstøj og musik fra diskotekerne, men du kan finde mere ro på de større resorts eller ned ad sidegaderne, hvor flere hoteller ligger væk fra hovedgadens larm.

koh samui guide
Afslapning på Lamai Beach

Lamai Beach

Lamai Beach er Koh Samui’s anden største ferieby. Den er væsentlig mindre end Chaweng, men til gengæld noget hyggeligere. Lamai Beach er flere kilometer lang med centrum omkring The Hive Hotel og de 4-5 store barer, hvor der er en offentlig sti til stranden.

Midt på stranden er der en del badegæster, men uanset om du går mod nord eller syd, så er der bedre plads. Atmosfæren er afslappet, og i det hele taget virker Lamai lidt mere nede på jorden end Chaweng. Lamai Beach har groft gulligt sand mod nord og ved centrum, mens sandet er finere og lysere mod syd. Vandet er dejlig klart, men det bliver flere steder hurtigt dybt.

Parallelt med stranden løber det man kan kalde Lamais turisthovedgade. Det er en forholdsvis smal vej, der på begge sider er flankeret af barer, restauranter, butikker, skræddere og massageshops.

Omtrent midt på gaden, ved McDonalds, finder du byens barområde på torvet, hvor 10-15 næsten ens barer sørger for liv og glade dage. På pladsen er der også gadekøkkener om aftenen. Der ligger flere barer lige nord for torvet, og ved Walking Street er der om aftenen et fint lille marked med turistting.

Udvalget af restauranter i Lamai er ikke så alsidigt som i Chaweng. Langs hovedgaden ligger dog en del steder, hvor du bl.a. kan spise italiensk, tysk, svensk og irsk, men de fancy og mere eksklusive restauranter findes ikke. Det er selvfølgelig også muligt at spise på stranden – nogle barer og hoteller dækker op, når vejret er til det.

Lamai Beach har overnatningssteder for enhver smag og pengepung. Du har bl.a. mulighed for at bo på stranden, hvor du her og der kan se små huts – et levn fra dengang stranden var backpackernes førstevalg.

koh samui guide
Big Buddha Beach på nordkysten

Choeng Mon

Nord for Chaweng ligger Choeng Mon, der har en dejlig 1 km lang lavvandet strand, hvor der dog er store tidevandsforskelle. Langs stranden er der restauranter og et par beach clubs, men du har flere muligheder for mad og drikke i byen og langs hovedvejen.

Choeng Mon og området mod nord har gjort sig bemærket ved at have flere eksklusive hoteller som f.eks. Six Senses, SALA Samui og Kimpton Kitalay.

Bangrak Beach (Big Buddha Beach)

Bangrak Beach bliver også kaldet Big Buddha Beach, da man fra stranden kan se over på Big Buddha på Koh Fan. Stranden ligger på Koh Samuis nordkyst ca. 5 kilometer fra Chaweng og tæt på lufthavnen. Stranden ser umiddelbart dejlig ud med fint sand og svajende palmer, men vandet er ikke helt klart.

I begge ender af Bangrak Beach er der en mole, hvorfra du kan tage færgen til Hat Rin på Koh Phangan. Også mange tourselskaber bruger stranden/molen som afsætningssted for deres gæster, og det giver en del larm, især om morgenen. Vælg et hotel midt mellem molerne for mest mulig ro.

På hovedgaden er der restauranter, barer, massageshops og supermarkeder, mens du mellem molen og Koh Fan finder flere gadekøkkener og et stort marked med lokalliv.

koh samui rejseguide
Bo Phut Beach

Bo Phut Beach

Bo Phut Beach ligger i forlængelse af Bangrak Beach. Heller ikke her er vandet af bedste kvalitet, ligesom sandet mange steder er groft, men stranden er trods alt noget mere indbydende end i nabobyen.

Bo Phut er uden diskussion den hyggeligste by på Koh Samui. Det skyldes dels den smalle næsten bilfri gade, som løber langs stranden, og dels Fisherman Village, der er en samling originale kinesiske træhuse. De er i dag indrettet som cafeer, gallerier, småhoteller, pænere restauranter og butikker med designertøj.

Atmosfæren i byen er på en gang afslappet og lidt eksklusiv. Alting er lidt dyrere her, og Bo Phut har da også et ry som Koh Samuis mondæne ferieområde. Fra Fisherman Village på den østlige del af stranden og 300-400 meter mod vest ligger de fantasifuldt indrettede barer og restauranter som perler på en snor. Alle har deres særpræg, og Bo Phut er et superhyggeligt sted om aftenen.

På den vestlige del af stranden ligger flotte og dyre resorts som Anantara og Bandara, og der er ingen tvivl om, at Bo Phut er stedet på Koh Samui. Her kan du glemme alt om tarvelige massageshops og beer bars med råbende piger.

I Bo Phut ligger desuden The Wharf, der er et shoppingområde med ca. 120 mindre butikker, som sælger tøj, håndværk og souvenirs. Her er flere fine ting lavet af lokale designere. The Wharf har også en række barer og spisesteder.

koh samui rejseguide
På Koh Samui er der mange muligheder for at bo ud til stranden

Andre strande

Hele vejen rundt om Koh Samui findes gode og meget forskellige strande. På trods af den store turiststrøm, så er det stadig muligt at finde små strande og badebugter, der ikke er så overrendte.

De udbyggede turistbyer ved Chaweng og Lamai Beach hører absolut til øens smukkeste strande, men der er flere andre steder at bo. Af strande, der ikke er nævnt herover, er Mae Nam Beach mest udviklet. Den lange strand med det gullige sand og smaragdgrønne vand er eksotisk og flankeret af kokospalmer.

Længere mod vest ligger Bang Po, hvor tempoet igen lige får et nyk eller to ned. Stranden har flere overnatningssteder og et mindre udvalg af barer og spisesteder.

På nordvestkysten er der også et mindre turistområde ved Bang Makham og på sydvestkysten ved stranden Lipa Noi.

Læs mere i indlægget Hvor skal du bo på Koh Samui, der har flere byer, strande og detaljer.

Den Store Buddha er Koh Samuis vartegn

Oplevelser på Koh Samui

Som nævnt i indledningen vrimler det ikke ligefrem med seværdigheder på Koh Samui. Men bliver du træt af at shoppe eller ligge på stranden, så hiv en dag ud af feriekalenderen og tag en tur rundt på øen.

Big Buddha

Koh Samuis største attraktion er øens vartegn – den 12 meter høje Buddha, der hører til templet Wat Phra Yai. Buddhaen sidder majestætisk på en høj og kigger ud over tempelområdet. Forcerer du de 73 trin op til Buddhaen, har du en god udsigt over Bangrak Beach (Big Buddha Beach), Bo Phut Beach og til den anden side Koh Phangan.

Big Buddha sidder faktisk på en lille ø ved navn Koh Fan i det nordøstligste hjørne af Koh Samui. Øen ligger ca. 100 meter ude i havet, men en lille dæmning gør, at man slet ikke opdager, at man har forladt Koh Samui. På området er der selvfølgelig de sædvanlige souvenirboder, men du kan også få lidt at spise.

Wat Plai Laem

Få kilometer fra Wat Phra Yai og Big Buddha ligger Wat Plai Laem, der er et andet anbefalelsesværdigt tempel. Templet, hvor især den kinesiske del af befolkningen ynder at bede og holde ceremonier ved fuldmåne, huser den 18-armede Buddha Lady Monk.

Både den, en anden stor Buddha og templet ligger smukt i en sø med fisk. Mange af bygningerne ser nye ud, men der har ligget tempel her i over 100 år. Turister har dog først fået adgang i 2002.

koh samui guide
Den 18-armede Lady Monk i templet Wat Plai Laem

Den mumificerede munk

På den sydlige del af Koh Samui, ca. 6 kilometer fra Lamai ad hovedvej 4169, ligger Wat Khunaram. Her er det ikke selve templet, der er en seværdighed, men den såkaldt mumificerede munk, der sidder til skue.

Historien fortæller, at den 50-årige Luang Phaew Daeng besluttede at hellige sit liv til buddhismen. Han forlod familien for at blive munk, og med årene blev han abbot i templet og nød stor popularitet.

I en alder af 79 år og otte måneder sov han ind. Luang Phaew Daeng havde bedt sine disciple om, at han ved sin død skulle mumificeres og placeres i templet til inspiration for andre buddhister. Sådan blev det. I dag sidder den tidligere abbot i meditationsstilling i en glasmontre og kigger ud på de besøgende.

Pudsigt nok er han iført et par solbriller, men det skulle angiveligt være for ikke at forskrække de besøgende, da mumien ikke har nogen øjne.

Den mumificerede munk i Wat Khunaram

Hin Lad og Na Muang vandfald

Koh Samui er ikke kun strand – et besøg på midtøen er næsten et must. Her finder du bjerge, tæt jungle og betagende vandfald. Mest besøgt et Hin Lad og Na Muang vandfaldene. Førstnævnte fordi det ligger tæt på Na Thon (fire kilometer), men det er alligevel en rimelig krævende gåtur at komme dertil.

Na Muang vandfaldet er noget nemmere at besøge. Der er lavet vej dertil, men for at få det helt rigtige view og bedste fotomuligheder, er man nødt til at balancere på klipper og sten de sidste 30-40 meter.

Na Muang har et fald på 30 meter, og som prikken over i’et kan man tage op til toppen af vandfaldet. Det er en hård tur i den varme fugtige luft, men der er en fantastisk udsigt fra toppen. Ved både Hin Lad og Na Muang er det muligt at bade.

Andre vandfald, der kan besøges, er Na Muang 2, som ligger et stenkast fra Na Muang samt Wang Saotong. På midtøen er vejene ikke lige gode alle steder, men her og der er der de smukkeste udsigter over junglen – hvis vejret er klart, kan du se naboøerne.

Hin-Ta og Hin-Yai (Grandfather og Grandmother)

En af Koh Samuis mest berømte, men mest ejendommelige turistattraktioner, er Hin-Ta og Hin-Yai, der er bedre kendt som Grandfather og Grandmother.

De sære navne dækker over to klippeformationer ved Lamai Viewpoint, der ligner det mandlige og kvindelige kønsorgan. Og jo, det gør de da, men klippeformationerne siger vel mest noget om, at Koh Samui ikke har de helt store seværdigheder.

koh samui guide
Na Muang-vandfaldet

Na Thon

Det er ikke et must at opleve, men har du lidt tid til overs, så skal du unde dig selv en tur til øens hovedby Na Thon for at få en lille smule lokalstemning. I byen lægger de fleste færger fra fastlandet til, men kun få turister booker overnatning her. De snupper en songtaew og kører videre til øens strandområder.

På gaden Thanon Thawi Ratchapakdi, det er tredje gade fra havnen, er der mange butikker, men også et skønt lille dagligvaremarked med frugt, grønt, fisk og kød. Kom så tidligt som muligt – gerne inden klokken 12.00, hvis du vil se hele markedet, da fiske- og kødafdelingen lukker ned ud på eftermiddagen.

Lige så livlig tredje gade er, lige så trist er anden gade fra havnen. Men gå alligevel en tur her for at se et par af de gamle kinesiske træhuse, som Hainan-kineserne opførte, da de kom til Koh Samui for at handle med kokosnødder.

koh samui guide
Der er mange gode lokalmarkeder på Koh Samui

Oplevelser andre steder

Ang Thong National Marine Park

Ang Thong National Marine Park ligger ca. 27 km vest for Koh Samui. Parken består af 42 større og mindre ubeboede øer, der er dækket af tæt jungle. Dyrelivet er rigt – foruden en del fugle, inklusive næsehornsfuglen, lever der bl.a. leguaner, slanger, vildsvin, langurer og makakaber.

Den største af øerne, Koh Wua Talap, er også nationalparkens hovedø. Her ligger parkkontoret, der bl.a. administrerer 10-12 huse, hvor du kan overnatte. Øen har også en fin strand med udlejning af kajakker. Det er på Koh Wua Talap, du kan tage den anstrengende tur op til det berømte udsigtspunkt, der ligger ca. 260 m.o.h.

Ang Thong har andre gode oplevelser. F.eks. Koh Mae Ko, hvor du kan se en stor naturskabt sø midt på øen. Havet omkring parken skifter fra lidt grumset til krystalklart. Der er flere steder gode dykke- og snorkelmuligheder.

Ethvert tourbureau på Koh Samui kan sælge en tur til Ang Thong National Marine Park. Indholdet kan være forskelligt, og ofte er der mulighed for at vælge mellem speedbåd eller den langsommere big boat. Du kan læse meget mere og finde praktisk information i indlægget Ang Thong National Marine Park.

koh samui guide
Fin udsigt fra udsigtspunktet på Koh Wua Talap

Øhavet – bådture, strande og snorkling

En af de mest populære aktiviteter på Koh Samui er en bådtur ud i øhavet, der som regel indeholder snorkling, badestop og besøg på strande og øer. Udflugterne fås i adskillige udgaver og kombinationer – du kan se de mange muligheder hos tourbureauerne eller høre om dit hotel kan hjælpe.

Tager du med på en tur til Ang Thong Marine Nationalpark besøger du måske nogle af stederne, men ellers er der bl.a. disse muligheder.

De sydlige øer – Syd for Koh Samui ligger Koh Madsum, Koh Rap og Koh Tan. På en hel- og halvdagsudflugt kan du besøge en eller flere af øerne.

Koh Phangan – Lige nord for Koh Samui ligger Koh Phangan, hvor du kan tage med på en heldagsudflugt med rundtur på øen og besøg på flere strande.

Koh Tao og Koh Nang Yuan – Nord for Koh Phangan ligger Koh Tao og den lille ø Koh Nang Yuan, der kan besøges på en heldagsudflugt fra Koh Samui.

koh samui rejseguide
Fra Koh Samui er der mange muligheder for at tage med på snorkelture

Koh Samui – hvor mange dage skal du bruge?

Selvom Koh Samui ikke har de helt store seværdigheder, så er det alligevel en ø, hvor man kan tilbringe lidt tid. Det skyldes selvfølgelig de mange muligheder for turisterne – du kan tage med på en ørundtur eller besøge Ang Thong Marine Nationalpark, men også prøve populære aktiviteter som f.eks. spa, vandland og madlavningskursus.

Der er mange andre ting at fylde dagene med, og det er selvfølgelig kun dig, der ved hvad ferien på Koh Samui skal bruges til. Vil du have tid til både sol og strand og aktiviteter og forlystelser, så er en uge ikke for meget.

Koh Samui besøges ofte sammen med naboøerne Koh Phangan og Koh Tao. En rigtig god kombination, hvor jeg anbefaler, at du prioriterer aktiviteter på Koh Samui og sol, strand og snorkling på Koh Phangan og Koh Tao.

Herunder finder du min Koh Samui guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
koh samui rejseguide
Koh Samui har mange hoteller, der ligger ud til stranden

Transport

Ind og ud

Fly

For at komme til Koh Samui fra Danmark er det nødvendigt med en mellemlanding. Langt de fleste flyver til øen via Bangkok, men Bangkok Airways, der ejer lufthavnen, flyver også til Koh Samui fra bl.a. Krabi, Phuket og Chiang Mai.

Fra Bangkok flyves der både fra både Suvarnabhumi (kode: BKK) og Don Mueang lufthavn (kode: DMK).

Fra Bangkok kommer du lettest til Koh Samui med fly. Det er Bangkok Airways, der flyver på strækningen, som er en af de dyreste indenrigsruter i Thailand. Flyvetiden er ca. 1 time. Bangkok Airways flyver fra. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra Koh Samui er der udover de nævnte ruter herover også forbindelse til bl.a. Pattaya, Singapore og Hongkong.

Lufthavnstransfer

Fra lufthavnen kan du tage en taxi. Henvend dig i taxiskranken i ankomsthallen, hvor du betaler en fast pris. Der er også mulighed for at bestille transport hjemmefra til en fast pris – på min side thailandrundt.dk kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her. Alternativt kan dit hotel sandsynligvis hjælpe.

Små delebusser er en tredje mulighed – her skal du dog regne med ventetid i lufthavnen. Til gengæld er det billigt.

Fra Bangkok til Koh Samui med bus/minivan og færge

Fra Bangkok til Koh Samui er det væsentligt billigere, men også langt mere tidskrævende, at tage bus og båd. Det er den kombination budgetrejsende ofte bruger. Dagligt sendes adskillige busser af sted fra Bangkok mod Surat Thani og Donsak, hvorfra de fleste både til Koh Samui afgår.

Alle tourbureauer i Bangkok kan sælge billetter til Koh Samui, men vælg firmaet Lomprayah, der har et godt ry. Se mere om at komme fra Bangkok til øerne i Thailandbugten.

Du kan som alternativ tage de officielle busser fra Bangkok til Surat Thani – prisen er ca. 550 baht og opefter.

I Surat Thani skal du så købe billet til båden, men pas på billethajerne, som gerne vil af med færgebilletter. Mange turister er trætte og køber det første og bedste sted, men man aner faktisk ikke, hvad man får for pengene, da også færgerne er meget forskellige.

Langt de fleste færger fra fastlandet lægger til i Na Thon på Koh Samuis vestkyst. Her holder songtaews, der kan køre dig til dit bestemmelsessted.

At komme rundt

Songtaew

Songtaew (grisebil) er den nemmeste måde at komme rundt på Koh Samui. Det kan dog være lidt af en jungle at finde ud af at komme det rigtige sted hen. Skal du fra Na Thon til f.eks. Lamai, Chaweng, Mae Nam, Bo Phut eller Bangrak, eller fra Chaweng til Lamai og omvendt, så er det ikke noget problem.

Det er straks værre, hvis du f.eks. skal fra Chaweng til Bangrak, Bo Phut eller Mae Nam. Du kan være heldig at stoppe en songtaew, der alligevel skal den vej, men mere sandsynligt bliver du nødt til at tage en tom songtaew, og det er så udelukkende op til chaufføren, om han gider at køre i den retning du vil.

Du bliver nødt til at forhandle en pris – start med 50 baht fra f.eks. Chaweng til Bo Phut eller Mae Nam. Måske bliver du nødt til at betale 100 baht, men så skal det heller ikke koste mere. Man skulle tro at songtaew’en nu fungerer som taxi, men chaufføren vil uden tvivl tage andre passagerer op.

Nogle songtaew kører kun en bestemt rute, og så må man køre så langt man kan komme og derefter tage en ny songtaew. Det er fuldstændig op til chaufføren og hans humør, hvor og hvor langt han/hun gider køre, og hvad det skal koste.

Taxier

Øen har også almindelige taxier, men det er efter thaiforhold dyrt – 300-400 baht for selv kortere ture er ikke ualmindeligt. På Koh Samui er der også motorcykeltaxi – det er billigt, men pas på sikkerheden!

Ture og udflugter

Som i alle andre turistområder i Thailand er der også på Koh Samui adskillige tourbureauer, der arrangerer udflugter. F.eks, ørundtur, Ang Thong Nationalpark, snorkling, eco-tours, Koh Tao osv.

Der ligger bunker af farvestrålende brochurer med forslag til, hvad du kan opleve – det er bare at vælge. Ethvert hotel eller guesthouse kan ligeledes være behjælpelig med udflugter.

Koh Samui har bådforbindelse til Koh Phangan og Koh Tao. Der sejler både fra Na Thon og fra Bangrak, Bo Phut og Mae Nam på nordkysten – prisen er ca. 500-700 baht alt efter destination og selskab. Også her kan nærmeste tourbureau hjælpe.

Overnatning på Koh Samui

Koh Samui har et enormt udvalg af hoteller. Du kan stadig finde små huts og bungalows på stranden, men mange af dem er revet ned for at gøre plads til bedre og dyrere hoteller.

Øen har nogle af Thailands mest eksklusive resorts – en oplevelse for livet, men du skal have pengepungen i orden. Chaweng har det største udvalg af hoteller, men det er ikke her du finder de små huts. Til gengæld har byen mange guesthouses henvendt til backpackerne.

Generelt er det billigt at overnatte i Thailand. Du får rigtig meget for pengene, og selv mellemklassehotellerne har god service og kan som regel tilbyde faciliteter som restaurant og swimmingpool.

Du kan booke hotel på Koh Samui på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Jeg anbefaler, at du læser indlægget De bedste hoteller på Koh Samui på min side thailandrundt.dk. Listen bliver opdateret løbende med nøje udvalgte hoteller, der får gode anmeldelser af tidligere gæster.

Se også indlæggene Strandhoteller på Koh Samui og Overnatning for hele familien på Koh Samui.

Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Mad og drikke

Udvalget af restauranter på Koh Samui er enormt. Du finder selvfølgelig de sædvanlige gadekøkkener og billige spisesteder henvendt til backpackerne, men øens popularitet hos de pengestærke turister har medført et antal fremragende restauranter af international standard.

På Koh Samui kan du finde spisesteder med mad fra det meste af verden. Som nævnt er udvalget størst i Chaweng, men i alle etablerede turistområder er der rigeligt med spisesteder.

Mange restauranter rykker ud på stranden når vejret er til det. Her bliver der dækket op, når solen går ned, og det er utrolig hyggeligt at sidde med fødderne i sand og levende lys på bordet. På stranden serveres rigtig meget grillet fisk og skaldyr samt bbq, men det er selvfølgelig også muligt at få thailandsk mad.

Det er billigt at spise i Thailand. Et måltid mad på en lokal restaurant koster typisk 150-200 baht. Det er noget dyrere at spise europæisk eller såkaldt international mad. Fisk og skaldyr betales de fleste steder efter vægt.

Til den lokale mad drikkes som regel øl eller vand, men med det store udvalg af restauranter med mad fra hele verden, har flere spisesteder også udmærkede vinkort. Jeg kan bl.a. anbefale disse restauranter:

Sala Thai Art Gallery and Restaurant

På hovedgaden i Chaweng ligger restauranterne på stribe. Mange af dem synes at tilbyde det samme, men kig indenfor på Sala Thai Art Gallery and Restaurant, hvor du får lækker thailandsk mad i hyggelige omgivelser. Der er også flere europæiske retter på menukortet, men kom for det gode thailandske køkken.

Prisniveauet er en anelse højere end den gennemsnitlige thairestaurant, men stadig billigt. Sala Thai har også en restaurant på hovedvej 4169 ved Chaweng Noi Beach.

Red Fish Restaurant

På trods af navnet får du meget andet end fisk og skaldyr på Red Fish, der ligger i forbindelse med hotellet Chaweng Regent Beach Resort. Køkkenet er som udgangspunkt thailandsk, men er der et sted, du også får god international mad, så er det her. Restauranten har desuden et fint vinkort.

Du spiser i flotte omgivelser på Red Fish, der er et lidt dyrere sted – de thailandske hovedretter ligger i niveauet 250-300 baht. Restauranter åbner kl. 15.00.

The Cliff Bar & Grill

Prisvindende restaurant få hundrede meter nord for Silver Beach. The Cliff Bar & Grill ligger med fantastisk udsigt over havet. Her får du med grill og middelhavsretter (især fra Italien) kreeret af den italienske chefkok Sergio Martelli.

På menukortet er der både tapas, pasta, gode bøffer og lækker fisk og skaldyr. Savner du et godt glas vin på ferien, så kunne The Cliff Bar & Grill også være noget for dig. Der er åbent til frokost og aftensmad. Bordreservation anbefales om aftenen.

Pink Orchid Restaurant

Pink Orchid er den klassiske thairestaurant med et kæmpe menukort. Her får du lækker mad til rigtig gode priser. Hovedretterne koster fra 120 baht og opefter. Pink Orchid har åbent til frokost og aften. Restauranten ligger i den allersydligste del af Lamai få hundrede meter fra Hin Ta og Hin Yai (Grandfather & Grandmother).

Baan Ya Jai

En af de bedste thailandske restauranter på Koh Samui er Baan Ya Jai, der ligger centralt i Chaweng. Baan Ya Jai skiller sig ud ved kun at have fokus på et begrænset antal retter, som man til gengæld laver til perfektion. Hovedretter fås for 200-250 baht – restauranten er således lidt dyrere end gennemsnittet.

Baan Ya Jai er også et godt sted for vegetarerne. Det er ikke muligt at reservere bord på restauranten, der har åbent til frokost og aften.

Natteliv

Koh Samuis natteliv er næsten legendarisk. Backpackerne arrangerede i sin tid beachparties, men senere blev øen kendt som et sted for partyfolket, og trendy barer og klubber dukkede efterhånden op.

I dag er der noget for enhver smag, men Koh Samui har et stadigt voksende klubmiljø med fancy barer og diskoteker, der tiltrækker verdens førende DJ’s.

Der findes ganske givet flere end de her nævnte, men for at tage de mest populære steder, så kan man i Chaweng ikke komme uden om Ark Bar på stranden. De ugentlige onsdags- og fredags beach paries tiltrækker mange mennesker og kan høres på lang afstand, når det går vildest for sig.

I det nordlige Chaweng på og omkring Soi 4, kan du besøge Ice Bar, der er en stilfuldt indrettet bar med en masse isskulpturer.

Tilbage på Chaweng hovedgade kan du i Soi Sound Club (ved Soi Green Mango) besøge Sound Club, et in-sted, der virket lidt malplaceret blandt gadens beer bars.

Lamai har også sine hippe steder. Først og fremmest Beach Republic, der bl.a. tilbyder beachparties, brunch og chillout ved poolen. Tilbagetrukket fra kysten ved Bo Phut kan du besøge Gecko Bar, der mere er et chillout sted og lukker kl. 21. Et stilfuldt sted med en flot udsigt over kysten.

Aktiviteter og forlystelser

Der er masser af aktiviteter og forlystelser på Koh Samui. Slip solstolen for en dag og prøv nogle af de ting øen har at byde på:

• Madlavningskursus
• Cabaret (lady boy cabaret findes i både Lamai og Chaweng)
• Samui Water Park
• ATV-og jeepsafari
• Zipline
• Thaiboksning
• Big Game Fishing
• Fodboldgolf
• Vandsport – bl.a. jetski og paragliding

Igen kan du henvende dig hos tourbureauerne for st se det store udvalg, men dit hotel kan sandsynligvis også hjælpe med at booke aktiviteter.

Spa

Det helt store hit er spabehandlinger, som Koh Samui er meget berømt for. Faktisk ligger nogle af verdens bedste og mest eksklusive spafaciliteter på øen.

De fleste spa er tilknyttet luksushotellerne, men de tager også mod gæster udefra. Der er tale om total forkælelse og 100% nydelse – personalet er topprofessionelt og produkterne de bedste. Du kan få behandlinger af enhver slags – også dem du ikke vidste eksisterede.

Se efter Spaen på Six Senses, Anantara Spa på Anantara Resort eller Spavillion på Pavillion Resort for bare at nævne nogle. De to førstnævnte ligger nord for Chaweng, mens Spavillion ligger i Lamai.

Der er naturligvis mange andre steder. Skal det være lidt billigere, så prøv Magnolia og Eranda Spa, der begge ligger i det nordlige Chaweng. Deciderede spahoteller findes også, – f.eks. Sparesort i Lamai og Health Oasis Resort ved Bang Po.

Dykning og snorkling

Som så mange andre steder i Thailand er dykning og snorkling også her populært. I havet omkring Koh Samui findes noget af verdens bedste dykning – især ved Koh Tao nord for Koh Samui.

Er du dykkerfreak, så er det nok der du skal slå dig ned. Dermed ikke sagt, at du ikke kan dykke fra Koh Samui, men mange dykkeudflugter herfra går alligevel til Koh Tao-området. Skal du have dykkercertifikat, så er det billigere på Koh Tao end på Koh Samui.

Der ligger en del dykkershops i turistbyerne, men du kan også forhøre dig hos toursælgerne, der ofte har god viden. Du kan få mere inspiration hos Easy Divers og The Dive Academy.

Snorkeludflugter fra Koh Samui går som regel til Ang Thong, Koh Phangan (incl. Koh Ma) og Koh Tao samt de små øer ved Koh Nang Yuan.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand inden du tager af afsted.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få tips og gode råd til rejsen. Du kan også skrive dig på Danskerlisten.

Husk at udfylde ankomstkort online (TDAC) tidligst tre dage før ankomst. Kortet erstatter ankomstkortet TM6, der tidligere skulle udfyldes i flyet eller lufthavnen.

Husk at tegne en rejseforsikring (måske har du allerede en i din indbo-forsikring) – hospitalsindlæggelse og et besøg ved lægen kan være dyrt.

Bedste rejsetidspunkt til Koh Samui

Vejret på Koh Samui er varmt året rundt med temperaturer på 30-33 °C. Den tørre tid og dermed højsæsonen varierer noget i forhold til det man ellers kender fra Thailand. Januar til april har mindst nedbør og flest turister.

Koh Samui får ikke så meget regn i sommermånederne og er således et af de bedste steder at besøge i juni, juli og august. Oktober og november får mest nedbør, og især november kan være blæsende med meget regn.

EL

I Thailand bruger man langt overvejende samme stik som i Danmark – der er dog undtagelser – nogle steder benyttes type A-stik (120 V) på toilettet.

Penge

Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i kontantautomater, der findes i stort antal overalt i Thailand. Skal du på trekking eller til afsidesliggende områder – f.eks. til nogle af de mindre øer, er det en god idé at medbringe godt med kontanter.

Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Der er som nævnt rigtig mange af dem, men har du alligevel svært ved at finde en, så kig efter den nærmeste 7eleven, der ofte har en automat tilknyttet.

Visakort er udbredt i Thailand og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.

Øvrigt

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og en eventuelt købe en rejseguide til Koh Samui i papirform eller som e-bog.

Kort over Koh Samui

I min Koh Samui guide finder du selvfølgelig også et kort over øen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her