Hjem Thailand Josh Hotel – Bo hipt i hippe Ari

Josh Hotel – Bo hipt i hippe Ari

Forslag til, hvor du skal bo i Ari

Den dejlige swimmingpool

Bangkok har mange bydele, men vil du være med på det nyeste, så bor du i Ari eller Thonglor. Vi tog et kig på Ari, hvor vi tilbragte nogle dage på en af vores seneste rejser. Vi bookede Josh Hotel, der er STEDET at bo i den hippe bydel, hvor der overraskende nok ikke er det store udvalg af overnatningssteder.

Til gengæld er der så Josh Hotel, som er en magnet på first movere og instagrammere, der foreviger den lille charmerende swimmingpool igen og igen. Josh Hotel er opført i en herlig 50’er agtig art deco-stil, der i den grad skiller sig ud i Bangkoks grå masse af beton.

At bo på Aris mest populære hotel kan lyde dyrt, men prisen var rimelig. Vi gav 380 kr. for et deluxeværelse med bl.a. tv, morgenmad, elkedel, køleskab og gratis wifi. Generelt er værelserne ret små, men bestemt funktionelle.

Der er gratis te og kaffe på gangen, men her blev der flere gange ikke fyldt op. Morgenmaden er glimrende, hvor man kan vælge mellem flere á la carte menuer – bl.a. asiatisk, english breakfast eller med primært frugt. Udover det er der en mindre buffet med f.eks. brød, salat og frugt.

Josh Hotel har poolbar og restaurant, og i bygningen ligger der en isbod – en sjældenhed i Bangkok, men nu er vi jo i Ari.

Værelserne er forholdsvis små på Josh Hotel

God beliggenhed og service

Hotellets beliggenhed kan ikke være meget bedre, hvis man vil bo i det hippe kvarter. Der er fem minutters gang til gaden Phahon Yothin 7 Alley, der er bydelens livsnerve med en lang række rigtig gode restauranter. Der er også en stribe barer, og skytrainstationen Ari ligger blot 400 meter væk.

Vi får god service på Josh Hotel, hvor vi egentlig er ganske godt tilfredse. Naturligvis bemærker vi de mangler der er, når man nu gerne vil være et hipt hotel. Den manglende opfyldning af te og kaffe er en ting, men vi oplever også et par gange ikke at få nye håndklæder. Den slags skal der naturligvis rettes op på.

Vi forlader dog Josh Hotel med et fint indtryk. Man kan helt sikkert få et større værelse med samme eller flere faciliteter i Bangkok til en billigere pris, men ikke i Ari.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her