De første turister på Phi Phi-øerne blev mødt af dramatisk natur, svajende palmer og øde strande med pudderhvidt sand. Et sandt paradis, der siden har udviklet sig til en af Thailand mest populære øer.
Især den festglade ungdom har taget Koh Phi Phi til sig, men der er heldigvis stadig roligere strande til par- og familieferien. Læs mere om øen i min Koh Phi Phi guide.
Indholdsfortegnelse
Koh Phi Phi – en introduktion
Koh Phi Phi består af i alt seks øer, men normalt omtaler man kun de to største, Phi Phi Leh og Phi Phi Don. Begge har smukke strande og dramatisk natur, men det er kun muligt at bo på Phi Phi Don, der således er den, du kan læse om i min rejseguide til Koh Phi Phi.
Øens største turistområde hedder Tonsai, der ligger på en lang smal tange, som forbinder Koh Phi Phis to store dele. Den østlige del er kuperet med spredte hoteller og tilgængelig ad små stier, mens den vestlige del består af enorme klipper med ufremkommelig skov, hvor der lever vilde aber.
Enhver backpacker med respekt for sig selv kommer på et eller andet tidspunkt forbi Phi Phi på deres tur i Østen. Det bærer klientellet tydeligt præg af – her er fyldt med unge mennesker, der nyder strandene om dagen og fester om natten.
Områderne på den smalle tange, Tonsai, Ao Lo Dalam og til dels Hat Hin Khom har et voldsomt støjniveau med diskorytmer og fest til langt ud på natten. Drømmer du om en ferie på en uspoleret ø, skal du holde dig langt væk fra disse tre steder og i stedet vælge en strand på øens østkyst, der har flere rigtig dejlige hoteller.
Nu til min Koh Phi Phi guide, hvor du først kan læse om øens strande. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder. Velkommen til min rejseguide til Koh Phi Phi, som jeg håber, du kan bruge.

Strande på Koh Phi Phi
Tonsai
Tonsai ligger som nævnt på den smalle tange og er Phi Phi Dons hovedby. Det er her bådene fra Phuket og Krabi lægger til, og det er til højre for molen at barer, cafeer, butikker, restauranter, tourbureauer og dykkercentre ligger på stribe i de smalle bilfri gader, der løber på kryds og tværs af hinanden.
Er du på lavbudget eller vil bo med øens natteliv lige udenfor døren, så ligger der et stort udvalg af billige hostels og guesthouses i Tonsais gader. Uanset hvor du booker overnatning her, så skal du forvente et voldsomt støjniveau fra især barerne, der arrangerer ildshows og temaaftener. Som regel slutter festen først ud på natten.
For år tilbage har Tonsai Beach sikkert været fremragende, men i dag er den plastret til med opankrede longtailbåde, ligesom området omkring molen tager sin del af stranden. Søg ud til den vestlige del Tonsai Beach, hvor der stadig er mulighed for en dukkert.

Ao Loh Dalam
På den lange tanges modsatte side, ca. 300 meter fra Tonsai, ligger stranden Ao Lo Dalam. Ved molen, hvor bådene fra Phuket og Krabi ankommer, kan du i stedet for at gå ned ad Tonsais hovedgade gå lige ud og følge den næsten snorlige gade, der fører til Ao Lo Dalam Beach. Du vil straks opdage, at stranden er roligere end Tonsai, men du slipper ikke for støjen fra det heftige natteliv.
Ao Lo Dalam har fint sand og skønt krystalklart vand. Der er store tidevandsforskelle, men stranden er altid meget lavvandet – fint til børn. Ao Lo Dalam har både strandbarer og en række overnatningssteder i forskellige prisklasser.
Hat Hin Khom Beach
Ved Don Chukit Resort slutter Tonsai Beach og Hat Hin Khom Beach starter. Faktisk er den blot en forlængelse af Tonsai Beach mod øst. Stranden er udmærket, men ikke badevenlig ved lavvande.
Støjniveauet på Hat Hin Khom Beach er ikke mindre end i Tonsai. Dyrere resorts som f.eks. Andaman Resort, Andaman Legacy og til dels Phi Phi Villa Resort ligger faktisk lige ved siden af den populære Hippies Bar.
Yderst finder du Bay View Resort, der nok er det roligste overnatningssted på Hat Hin Khom Beach. Fra samtlige hoteller kan du gå ind til Tonsai på ca. 10-15 minutter.

Hat Yao (Long Beach)
Fortsætter du forbi Hat Hin Khom kommer du til Hat Yao Beach, der ligger længst ude i Tonsaibugten. Fra Tonsai er det absolut nemmest at tage en taxibåd til stranden, men det er muligt at gå derud. Fra Bay View Resort bliver turen dog ret besværlig – flere steder skal du klatre over store sten.
Hat Yao er nok en af Phi Phis bedste strande. Den er ca. 500 meter lang med fint hvidt sand og krystalklart turkisblåt vand.
Der er desværre også en del trafik af longtailbåde, der dagen igennem fragter badegæster til stranden, men heldigvis har man lavet flere afmærkede områder til de badende. I disse områder er der forholdsvis god snorkling – jeg talte 20-25 forskellige arter, deriblandt papegøjefisk og zanklider.
Er du en habil svømmer eller kan lide at dykke, så er der rigtig gode koralrev ud for stranden. Lige præcis ved denne strand skulle det være muligt, som et af de eneste steder i verden, at gå ud fra kysten og se hajer – her den sorttippede revhaj.
På Long Beach ligger 5-6 hoteller. Nogle har tydeligvis backpackere som målgruppe, men i begge ender af stranden er der pænere overnatningssteder – bl.a. Phi Phi The Beach Resort. Nattelivet er yderst begrænset – der ligger dog flere barer tilhørende hotellerne.
Mellem Hat Hin Khom og Long Beach er der i øvrigt en mindre strand, hvor du kan bo på det meget populære Viking Natures Resort.

Øvrige strande
Udover de nævnte strande ligger der primært på øens østkyst en del strande, hvoraf nogle har overnatningsmuligheder. Det er her, du skal søge hen, hvis du vil have fred og ro, men til gengæld er der stort set ikke andre spisesteder end dem på hotellerne.
Rundt om pynten fra Long Beach når du først Loh Moo Dee Beach, hvor du ikke kan bo direkte på stranden, men på PP Mountain Beach Resort, der ligger op ad skråningen. Næste strand er Rantee Beach opkaldt efter det tidligere hotel på stedet. I dag er der to overnatningssteder på stranden – først Phi Phi Private Beach Resort og herefter The Cove.
Ca. 800 meter mod nord ligger Phi Phi Relax Beach Resort i Pak Nam Bay. Et populært overnatningssted ved en dejlig strand. Længere op ad kysten støder du ind i SAii Island Village Resort, der næsten fylder hele den 500 meter lange Loh Ba Kao Bay. Bag stranden er der en stribe billigere overnatningssteder.
Nordligst finder du Laem Tong Beach, hvor en håndfuld hoteller deler den lækre 800 meter lange sandstrand. I den ene ende af stranden er der et lille samfund af havsigøjnere, der er Koh Phi Phis oprindelige befolkning.
Vælger du at bo på øens østkyst, så kan du få dit overnatningssted til at sørge for transport. Du kan typisk vælge at sejle med privat speedbåd til hotellet, men væsentlig billigere er det at tage den ordinære færge til Tonsai og herfra sejle videre til dit overnatningssted. Det kan dit hotel sørge for.

Oplevelser på Koh Phi Phi
Viewpoint
Udover strandene har Koh Phi Phi kun få seværdigheder. En af dem er viewpoint, der absolut kan anbefales at besøge. Udsigtspunktet ligger 186 m.o.h., og der er selvsagt et godt stykke vej op til toppen.
På den lange tanges østlige del må du gå op i sidegaderne for at finde skiltene, der viser vej derop. Spørg eventuelt i en af butikkerne, hvis du er i tvivl. Har du fundet trappen kan din tur begynde. Det kan synes uoverkommeligt i heden, men det er alle anstrengelserne værd. Når du kommer til skiltet, der viser vej til viewpoint 1, 2 og 3, så spring nummer 1 over og fortsæt lige ud til viewpoint 2.
Efter ca. 400 meter når du det efter min mening bedste viewpoint. Heroppefra er der en formidabel udsigt over den lange tange og strandene Tonsai og Ao Lo Dalam. Husk vand til turen – det kan dog købes i den lille kiosk ved udsigtspunktet, hvis ejer har lavet en lille, men smuk have.
Monkey Beach
Koh Phi Phi Dons vestligste del kaldes Koh Nok, hvor lodrette klipper beklædt med jungle skyder op ad havet. Det store område er ufremkommeligt for mennesker, men her bor masser af aber, som du har næsten 100 % chance for at se ved den såkaldte Monkey Beach.
Stranden er selvfølgelig et populært udflugtsmål, men det er ikke kun turister fra Phi Phi, der kommer på besøg – også både fra Phuket og Krabi ankommer løbende. Det er muligt at gå i land ved lavvande, men forbered dig på en del nærgående aber.

Koh Phi Phi Ley
Phi Phi Ley er den mindste af de to større øer og ret ufremkommelig med stejle klippesider, der dramatisk rejser sig op af havet. Alligevel er øen et populært udflugtsmål pga. den guddommeligt smukke strand i Maya Bay.
Stranden ligger i en næsten skjult bugt, og det var her filmen The Beach med Leonardo de Caprio blev indspillet. Maya Bay har fint hvidt sand og krystalklart turkis vand.
For få år siden var Maya Bay temmelig overrendt, men i dag har myndighederne reguleret antallet af daglige turister. De ankommer til øens bagside, hvorfra der er få minutters gang til stranden.
Ved Phi Phi Leys bagside ligger vikingegrotten med vægmalerier fra 1600-tallet. Her bor øens få indbyggere, der i generationer har samlet svalereder til brug på det kinesiske marked, hvor den slags er en delikatesse.
Ved siden af Vikingegrotten ligger “Lagunen” – en dyb bugt med krystalklart vand. Modsat Maya Bay kan du også besøge Lo Samah Bay – her er ikke strand, men der kan snorkles fra båden.
Alle tourbureauer på Phi Phi Don kan arrangere en tur til Maya Bay, men book i god tid i højsæsonen. Bemærk, at Koh Phi Phi Ley hvert år lukkes ned i perioder af hensyn til det skrøbelige miljø.

Dykning
De fleste turister kommer til Phi Phi for at dase på de lækre strande, men har du lyst til noget andet, er det nærliggende at udforske det fantastiske liv under havoverfladen. Der ligger adskillige dykkerforretninger på øen, og har du ikke allerede certifikat, er det selvfølgelig også muligt at tage det.
Phi Phi har nogle af verdens bedste dykkerområder, hvor det er almindeligt at se både hajer, rokker, havskildpadder og hvalhajer. Du behøver ikke gå mange skridt, før du får et tilbud om dykning fra en af de mange diveshops, men de fleste overnatningssteder kan helt sikkert også hjælpe dig.
Dykning på Phi Phi-øerne er et helt kapitel for sig – her skal kun nævnes nogle af de populæreste områder:
Hin Musang (Shark Point)
Meget populært område og et af de bedste steder at dykke i Thailand. Her ses mange forskellige fisk – bl.a. barracudaer og et væld af koraller. Der er stor sandsynlighed for at se zebrahajer.
Anemone Reef
Kendt for sine mange og store koraller. Her er forholdsvis lavvandet – helt ned til fire meter. udover mange flotte fisk ses også muræner og krabber.
King Cruiser Wreck
Et af de få vragdyk i området. Færgen King Cruiser sejlede mellem Phuket og Phi Phi da den stødte ind i Anemone Reef. Vraget er dækket af muslinger, og der er ofte store stimer af revfisk.
Nui Bay
På Koh Phi Phi Dons nordvestside. Fantastisk undervandsmiljø med sten, klipper, svampe og koraller. Stedet byder på mange forskelligartede fisk. Også et godt sted til snorkling.
Hin Bida
Også kaldet Phi Phi Shark Point. Ligger ca. 8 km syd for Phi Phi Leh. God sigt – man ser ofte zebrahajer, blæksprutte, muræner og store stimer af farvestrålende fisk.
Koh Bida Nok
Lige syd for Phi Phi Ley. Mange meget flotte koraller. Store stimer af farvestrålende fisk. Zebrahaj ses ofte og djævlerokke og hvalhaj er ikke ualmindelige gæster ved revet.

Koh Phi Phi – hvor mange dage skal du bruge?
Du kommer sandsynligvis til Koh Phi Phi på badeferie. Der er heller ikke så meget andet at tage sig til. Fraværet af seværdigheder og aktiviteter gør, at du virkelig skal være vild med sol og strand for at blive i længere tid. Jeg har besøgt Phi Phi nogle gange og 4-5 overnatninger har altid været fint for mig.
Øen er også et glimrende valg til lidt ro og afslapning efter en rundrejse i Thailand og/eller Sydøstasien. Her er det selvfølgelig kun dig, der ved, hvor mange dage du har brug for til at komme ned i tempo og fordøje de mange indtryk.
Det er dog værd at huske på, at du i hvert fald bruger en halv dag på at komme til og fra øen. Der er således ikke den store idé i kun at booke en eller to overnatninger medmindre Koh Phi Phi er et stop på vejen fra f.eks. Krabi til Koh Lanta.
Herunder finder du min Koh Phi Phi guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.

Transport til Koh Phi Phi
Ind og ud
For at komme til Koh Phi Phi Don kan du tage færgen fra Phuket eller Krabi. Fra Phuket afgår færgen bl.a. fra Rassada Pier i udkanten af Phuket By. Her skal du først købe billet og lige bagved checker du ind. Overfarten tager ca. 90 minutter.
Fra Krabi kan du tage færgen fra Krabi By eller den lille havn i Hat Nopparat Thara. Alternativt kan man altid chartre sin egen speedbåd, men det er naturligvis dyreste løsning.
Der er flere selskaber, der sejler ruterne, men klik ind på populære 12go for at få et overblik mht. aktuelle priser og præcise afgange. Øerne i Andamanhavet er forbundet af et stort netværk af både/færger, og det er nemt at øhoppe eller komme til fastlandet. Bemærk, at nogle færger ikke sejler i højsæsonen.
Husk også, at dit hotel eller guesthouse kan hjælpe dig med transport og booking af billetter. Det er også muligt at købe kombinationsbilletter med minivan og færge inkluderet til/fra bl.a. Bangkok og Koh Samui.
Vil du have et tilbud på transport, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.
At komme rundt
På molen i Tonsai står der repræsentanter fra de større hoteller og venter. De sørger for at din bagage bliver transporteret, og selv går eller sejler du til dit hotel.
Bor du i Tonsai, Ao Lo Dalam eller Hat Hin Khom kan du nemt gå til sit bestemmelsessted. Der er i øvrigt heller ikke mange andre muligheder, da der er ingen biler er på øen (hvilket faktisk ikke er helt sandt – et par resorts kører deres gæster rundt i tuk-tuk).
Skal du fra én strand til en anden, så tager du en taxibåd. De kan også lejes for en hel eller halv dag, hvis du f.eks. vil snorkle – bådejerne kender naturligvis alle de goder steder. Bruger du båden som taxi betales en pris pr. person. Der er masser af taxibåde på øen, og bådejerne skal nok gøre opmærksom på sig selv.
Tourbureauer findes også på Phi Phi. Du kan tage med på forskellige bådudflugter – f.eks. snorkelture eller sunset cruises.
Overnatning
Engang var Phi Phi fyldt med små enkle bambushytter primært henvendt til backpackerne, men i årenes løb og især efter tsunamien er der kommet hoteller og resorts i alle prisklasser.
Phi Phi er nok et af de dyreste steder at bo i Thailand. Priserne er skudt kraftigt i vejret, og den billigste overnatning finder du som nævnt i Tonsais gader midt på øen.
Du kan booke hotel på Koh Phi Phi på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Blue Flow Hostel
Skal man tro anmeldelserne fra tidligere gæster, så er Blue Flow det bedste hostel på Phi Phi. Her bor du centralt i Tonsai på 10-sengs sovesale. Det venlige personale kan hjælpe med ture, udflugter og transport. Se billeder og priser på Blue Flow Hostel
Phi Phi The Beach
Phi Phi The Beach er det bedste hotel på Long Beach. Der er mulighed for at booke værelser med plads til 2-4 personer, der har fantastisk udsigt over stranden. Hotellet har faciliteter som f.eks. bar, restaurant og tre swimmingpools. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Phi Phi The Beach
Phi Phi Relax Beach Resort
Phi Phi Relax Beach Resort tilbyder klassiske bungalows ved stranden i Pak Nam Bay på østkysten. Det er eneste hotel på stranden, så her bor du i rolige omgivelser. Hotellet har bar, restaurant og mulighed for at tilkøbe morgenmad. Se billeder og priser på Phi Phi Relax Beach Resort
SAii Phi Phi Island Resort
Det lækre 4-stjernede SAii Phi Phi Island Resort er uden tvivl et af øens bedste hoteller. Du kan vælge mellem værelser og villaer med plads til 3-5 personer. Der er mulighed for privat pool. SAii har faciliteter som spa, fitness, børnepool, tre swimmingpools og flere barer og restauranter. Se billeder og priser på SAii Phi Phi Island Resort
Mad og drikke
Der er masser af spisesteder på Phi Phi. Især i Tonsais gader er der ikke langt til næste måltid, der kan være alt fra thailandsk mad til pizza, pasta og sandwich.
Det vrimler ikke ligefrem med gastronomiske perler på Phi Phi, hvor fisk og skaldyr ofte er et godt valg. Der er kun få gadekøkkener, men der er kommet et lille madmarked få hundrede meter fra molen i Tonsai.
Anbefalelsesværdige spisesteder er bl.a. Khun Va Thai Cuisine, der laver god thaimad og selv pizzaen er til at spise. Khun Va er ikke særlig stor og ventetid kan forekomme. Restauranten har åbent til frokost og aften. Khun Va finder du efter Carlito’s Bar på vej ud til Hat Hin Khom Beach.
På Anna’s Restaurant får du noget af den bedst thaimad på Phi Phi. Her er venlig betjening og åben til frokost og aften. Et lignende sted er Tom Tam Restaurant, der bl.a. har gode hjemmelavede forårsruller og interessante specialiteter. Tom Yam er også et godt sted i Tonsai for vegetarer.
På Restaurant Jasmin får du skøn mad på stranden foran havsigøjnerlandsbyen på Laem Tong Beach. Meget familiær atmosfære og venlig betjening. Her sidder du med fødderne i sand og nyder din gode thaimad eller seafood. Restauranten ligger mellem hotellerne Phi Phi Holiday Resort og Erawan Palms.
Natteliv
Nattelivet på Phi Phi er heftigt – der er mange barer og konkurrencen er hård. Unge står og deler løbesedler ud med information om events på barerne, der laver temaaftener som f.eks. beach party, ladys night, 90’er fest eller gratis bucket (en bucket er en spand med f.eks. vodka og red bull, der drikkes med sugerør).
Du kan få slukket tørsten mange steder, men en håndfuld større barer som Reggae Bar, Carlito’s Bar, Hippies, Lei Beach Club og Ibiza Pool Party er de mest populære.
Aktiviteter og forlystelser
Udover dykning og snorkling har Koh Phi Phi en række aktiviteter du kan prøve – f.eks. disse:
• Kokkeskole
• Thaiboksning
• Massagebehandlinger
• Yoga
• Kajaksejlads
• Bådture
Praktisk information til din rejse
Godt at have styr på
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.
Husk at udfylde ankomstkort online (TDAC) tidligst tre dage før ankomst. Kortet erstatter ankomstkortet TM6, der tidligere skulle udfyldes i flyet eller lufthavnen.
Tjek også din forsikring – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.
Penge
Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i kontantautomater, der findes i stort antal i Tonsai, hvor et par af de thailandske banker også har små filialer på øen.
Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Der er som nævnt rigtig mange af dem, men har du alligevel svært ved at finde en, så kig efter den nærmeste 7eleven, der ofte har en automat tilknyttet.
Visakort er udbredt i Thailand, og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.
Vejret på Koh Phi Phi og bedste rejsetidspunkt
Phi Phi-øerne har varmt vejr året rundt. Perioden fra november/december til marts er højsæson, hvor solen som regel skinner fra en skyfri himmel med temperaturer på ca. 30-32 °C.
Sommeren og september og oktober er regntid. Det er ikke sådan, at det regner konstant, men byger af et par timers varighed er normalt. Efterårsmånederne kan dog byde på mere vedvarende regn.
Temperaturen om sommeren ligger ofte på over 32 °C. Bemærk, at nogle hoteller, barer og restauranter lukker ned i den våde periode. Vejret i Thailand lige nu.
Øvrigt
Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og eventuelt købe en rejseguide til Koh Phi Phi i papirform eller som e-bog.
Kort over Koh Phi Phi
I min Koh Phi Phi guide finder du selvfølgelig også et kort over øen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.












