Hjem Thailand Ang Thong National Marine Park

Ang Thong National Marine Park

+ praktisk information til dit besøg i Ang Thong Marine Nationalpark nederst på siden

Ang Thong National Marine Park
Paradis på Koh Wua Talap

Ang Thong National Marine Park er fantastisk smuk og et must-see på din rejse til Koh Samui og Koh Phangan. Parken ligger 27 km vest for Koh Samui og består af 42 øer. Nogle af dem er så store, at du kan gå i land, mens andre blot er klippeøer.

Øerne består primært af limstensbjerge, der er dækket af tæt jungle. Dyrelivet er rigt – foruden en del fugle, deriblandt næsehornsfuglen, lever der også slanger, vildsvin, langurer og makakaber.

Koh Wua Talap

Koh Wua Talap er den største af øerne i Ang Thong National Marine Park. Det er også her parkens hovedkvarter ligger, og de administrerer 10-12 huse, hvor du kan booke overnatning. Her er også en fin strand, hvorfra du kan tage på en flot kajaktur langs kysten.

Den helt store attraktion er øens berømte udsigtspunkt, der ligger 260 m.o.h. Det er herfra man ofte ser billeder af nationalparken (f.eks. et af billederne nederst på siden), men turen op ad klipperne er hård. Der er ingen sti, men til gengæld mange klipper og flere steder er det ret stejlt.

Det tager 30-45 minutter i stegende hede at nå toppen, men det er alle anstrengelserne værd – det er fra udsigtspunkterne man virkelig fornemmer, hvor smukt de 42 øer skyder op af det jadegrønne hav. Et godt råd: husk masser af vand (og dit kamera).

Selvom Koh Wua Talap er nationalparkens mest besøgte ø, så er der mulighed for at komme lidt afsides. Selv kom jeg ret tæt på en herlig flok langurer – en abeart, der er udbredt i Asien og som er mest kendt for at føde unger med rød pels. Langurerne er som oftest lidt sky og slet ikke så nærgående som makakaberne.

En af de langurer jeg mødte på Koh Wua Talap

Koh Mae Ko og snorkling i Ang Thong National Marine Park

Ang Thongs anden store attraktion er øen Koh Mae Ko, hvor du kan se en stor naturskabt sø midt på øen. Søen, der kaldes Emerald Lake, er 250 meter lang, 350 meter bred og syv meter dyb.

Emerald Lake er sandsynligvis skabt, da undergrunden på et tidspunkt sank sammen. Vandet i søen er smaragdgrønt, og den har forbindelse til havet via underjordiske tunneler.

Også turen til Emerald Lake fra Koh Mae Kos lille strand er hård. Jeg snegler mig af sted blandt alt for mange turister – op ad trapper og gennem klipper, hvor der flere steder er temmelig smalt. Det ser dog ud som om, at der er ved at blive lavet en ny og bredere trappe, og det er i den grad tiltrængt.

På en tur til Ang Thong National Marine Park gør man som regel stop ved flere øer, hvor der kan bades og med mulighed for at sejle i kajak. Alt efter antal personer i din båd, så kan du være heldig at have øen for dig selv. Den fornøjelse havde jeg …

Havet omkring parken skifter hurtigt karakter. Fra at være lidt grumset til god sigtbarhed med glimrende snorkelmuligheder. Her er flotte koraller og mange farvestrålende fisk. På en tur fra Koh Samui eller Koh Phangan gøres der som regel et snorkelstop, hvor man hopper i havet fra båden.

Har du fået lyst til selv at besøge Ang Thong National Marine Park, så kan du finde praktisk information under billedet.
Ang Thong National Marine Park
Øde strand i Ang Thong National Marine Park

Praktisk information til dit besøg i Ang Thong Marine Nationalpark

Enhver tourudbyder på Koh Samui eller Koh Phangan kan sælge en tur til Ang Thong, hvor du kan vælge om du vil sejle med almindelig båd (big boat) eller med speedbåd.

Tag speedbåden, så er du nemlig først på pletten – øerne er temmelig besøgt, og op ad dagen strømmer det ind med turister. Allerbedst (og dyrest) er det selvfølgelig at booke sin helt egen båd – på den måde kan du i samråd med kaptajnen planlægge jeres helt egen tur.

Mange tourarrangører starter med at sejle til et snorkelområde, men køb hellere en tur, der tager turen bagfra og starter med hovedøen, så har du det meste for dig selv. Det kan naturligvis være svært at arrangere – nogle selskaber laver spontant om på rækkefølgen, men nu er det nævnt.

En udflugt til Ang Thong koster fra ca. 2000 baht til 3000 baht alt efter varighed og hvor mange stop, der er undervejs. Der kræves nationalparkafgift (300 baht), men den er som regel inkluderet i prisen.

Uanset hvilken tur I vælger, så bliver I hentet på jeres hotel og sat af igen samme sted, når dagen er omme. Ofte er der også frokost inkluderet.

Medbring solcreme, håndklæder og en drybag til beskyttelse af kamera og mobiltelefon. Du kan købe rejseudstyr hos f.eks. rejsegear.dk, der også sælger tasker, rygsække og kufferter.

Overnatning

Som nævnt kan du overnatte på hovedøen Koh Wua Talap – klik her for at reservere plads.

For en unik oplevelse kan du også se nærmere på Koh Phaluai Beach Bungalow og Koh Phaluai Eco Resort – to overnatningssteder, der ligger på den lille ø Koh Phaulai, hvis nordlige del hører til Ang Thong National Marine Park.

Husk

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr. Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Thailand – se aktuelle anbefalinger her.

Transport og skræddersyede rejser

Det er nemt selv at rejse rundt i Thailand, men har du brug for transport, f.eks. lufthavnstransfer, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau her.

Billeder fra Ang Thong Marine Nationalpark

Ankomst til Koh Wua Talap
Nogle af de hytter man kan leje på Koh Wua Talap
Ang Thong National Marine Park
Udsigt over øhavet
Ankomst til Koh Mae Ko – vi er ikke alene
Søen på Koh Mae Ko
Ang Thong Marine Nationalpark har flere gode snorkle- og dykkesteder

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her