Klemt inde mellem skytrain, skyskrabere og trafikerede veje ligger en af Bangkoks mest spektakulære religiøse steder.
Erawan Helligdommen kan synes lille i den enorme storby, men hvad den ikke har af størrelse har den af betydning. Hver dag besøges helligdommen af tusindvis af mennesker, der beder, ofrer og tænder røgelsespinde.
Erawan Helligdommen, der egentlig hedder Ta Phrom, blev opført i 1956 på opfordring af nervøse arbejdere, der var i gang med at bygge det fashionable Erawan Hotel. Byggeriet løb dog ind i en lang række uheld med bl.a. flere ulykker blandt arbejderne og en mistet skibsladning italiensk marmor.
Mange havde en teori om, hvorfor man var forfulgt af uheld. Nogle mente, at årsagen var utilfredse ånder, andre at tidspunktet for byggeriet var forkert.
Astrologer blev taget med på råd, og de anbefalede at tilbede Ta Phrom – den thailandske version af Brahma – universets skaber i hinduismen, som straks efter byggeriet skulle have opført en helligdom ved siden af hotellet.
Ifølge hinduismen er Brahma opbyggeren, der med sine fire ansigter, som vender mod øst, vest, nord og syd kan se og beskytte alt i både den åndelige og menneskelige verden.
I 1950’erne var Erawan Hotel tænkt som et luksuriøst sted for udlændinge, der dengang var et forholdsvis sjældent syn i Thailand.
Helligdommen overlevede dog hotellet, der langsomt forfaldt og i dag er overtaget af Hyatt-kæden. Det er stadig et luksushotel, som nu hedder Grand Hyatt Erawan Hotel, og helligdommen har taget navn efter det oprindelige hotel.
Besøg ved Erawan Helligdommen
Fra klokken 6 om morgenen til midnat er der åbent ved Erawan Helligdommen, hvor der dagen lang er fyldt med mennesker.
Vi har været her flere gange, og altid er her masser af liv. Det er et sted, hvor du kommer rigtig tæt på de lokale, der med ofringer håber på, at Brahma kan hjælpe dem med at løse deres problemer og give dem en succesfuld fremtid.
Kvinder sælger blomsterguirlander, der bliver ofret, mens andre sætter røgelsespinde ved helligdommen. Optimalt ofres bl.a. lys, sukkerrør og bananer i et antal, der går op i syv, og især teaktræselefanter er vigtige.
De gange vi har besøgt Erawan Helligdommen, har der været underholdning af musik og yndefulde dansere i smukke kostumer. Deres tilstedeværelse er ikke helt tilfældig. De er betalt af de bedende, der takker for, at deres ønsker er blevet opfyldt.
Selvom Brahma er en hinduistisk gud, så er han alligevel vigtig for buddhisterne. Buddhismen udspringer af hinduismen, og af og til bliver de to religioner flettet sammen ved ceremonier og fortællinger.
Bangkoks indbyggere bruger byens templer flittigt, men få steder er de lokales forhold til tro og ofringer så intenst som her. Et spændende sted, der betyder så meget for thai’erne, og som jeg kun kan anbefale dig at besøge.
Har du fået lyst til selv at besøge Erawan-helligdommen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg ved Erawan Helligdommen
Erawan Helligdommen ligger ved det store Hotel Grand Hyatt Erawan på hjørnet af de trafikerede veje Ratchadamri og Ploen Chit.
I kommer nemt dertil med skytrain, hvor I kan stå af på stationen Chitlom. Bor I omkring Siam Square kan I gå dertil – eventuelt via skywalk, der løber under skytrainbanen. Læs meget mere om transport generelt i min Bangkok rejseguide.
Pengene fra flere af de ting, der bliver ofret går til en velgørende fond, som det nuværende hotel overtog fra Erawan Hotel.
Bangkok har mange spændende religiøse steder – se f.eks. indlægget Tre alternative templer i Bangkok.
Overnatning
Der er masser af overnatningsmuligheder i området omkring helligdommen, som også inkluderer populære Siam Square.
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der som regel har de billigste priser og det største udvalg.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.