Det bliver ikke meget bedre. Fra terrassen på mit Thai Raft Room kan jeg se Kwai-floden glide forbi. Solen er ved at gå ned bag junglens høje træer, og på den anden side ligger Myanmar.

Om lidt er her mørkt. Cikaderne er allerede begyndt at synge, og i det fjerne kan jeg høre frøernes kvækken. Lidt god mad, en godnatøl og en tiltrængt lur efter en lang rejse, så er jeg klar til at gå på opdagelse ved legendariske River Kwai. Jeg glæder mig.

Læs meget mere om området omkring Kanchanaburi i denne kombinerede rejsebeskrivelse og River Kwai guide.

River Kwai – en introduktion

Kanchanaburi ligger ca. 130 kilometer vest for Bangkok. Udover at være provinshovedstad, så fungerer byen også som base for oplevelser i det smukke og spændende område omkring River Kwai.

Det var Rama 1., der grundlagde Kanchanaburi, hvor han opførte et forsvar mod burmeserne, der ofte benyttede det nærliggende Tre Pagoders Pas som vej ind i Thailand.

Et par hundrede år tidligere sad Khmerene på området. Den historiske park ved Prasat Muang Singh, der var en af khmerenes vestligste bosættelser, giver et fint indblik i en khmerby. Mange af områdets templer og skulpturer er restaureret og minder ikke overraskende om templerne ved Angkor Wat i Cambodja.

Selvom Kanchanaburi byder på en del ældre historie, så er det ikke derfor turisterne besøger byen. De kommer til gengæld for historien om Dødens Jernbane og Broen over floden Kwai. Men der er mere at komme efter i området – f.eks. masser af gode naturoplevelser og mulighed for aktiv ferie.

Nu til min River Kwai guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

river kwai guide
“Broen Over Floden Kwai” som den ser ud i dag

Kanchanaburi – orientering og oplevelser

Kanchanaburi er områdets hovedby. Her ligger en række gode seværdigheder og især backpackerne booker overnatning byen. Gaden River Khwae Road i centrum er Kanchanaburis turistområde, hvor du finder en stribe barer og restauranter.

Udover de gode historiske seværdigheder, så er der ikke det helt store at komme efter i byen. Du går med andre ord ikke glip af noget, hvis du tilbringer dagen med Kanchanaburis eller områdets seværdigheder og nyder aftenerne på dit hotel langs floden.

Broen over floden Kwai

Der er den. Broen over floden Kwai. Udødeliggjort at Pierre Boulles bog The Bridge Over The River Kwai og den senere filmatisering.

I 1942-43, da japanerne havde besat Thailand, ønskede de en jernbane fra Bangkok til Rangoon i Burma. Til det hårde arbejde brugte man allierede krigsfanger, primært fra England, men også fra USA og Australien.

Derudover importerede man 250.000 asiatiske arbejdere, der blev lovet gode jobs. Japanske ingeniører havde regnet ud, at det ville tage fem år at bygge den 415 kilometer lange jernbane – krigsfangerne fik 16 måneder.

Jernbanen er bygget langs floden, hvor der er opført 15 broer. Arbejdet var umenneskeligt hårdt – i alt døde ca. 16.000 krigsfanger og op mod 100.000 arbejdere under byggeriet. Malaria, sult og tortur var de hyppigste dødsårsager.

river kwai guide
Krigskirkegården i Kanchanaburi

Broen over floden Kwai var en af flere, der blev bygget for at jernbanen til Rangoon kunne etableres. Den havde kun været i brug i 20 måneder, da den blev bombet af englænderne. Den bro man kan se i Kanchanaburi i dag er således ikke den originale, der i øvrigt stod længere mod nord.

Den første bro blev bygget af træ, mens de senere udgaver er af stål. “Broen over Floden Kwai” står i dag som en slags mindesmærke, og som en lille sjov detalje kan det nævnes, at broens buer er importeret fra Japan.

Det er muligt at gå ud på broen – skulle toget komme, kan du stille sig på en af platformene for ikke at blive kørt ned. Ved stationen River Kwai Bridge, der ligger ca. 100 meter fra broen, kan du i øvrigt se nogle af de gamle lokomotiver.

Den store krigskirkegård

Historien om byggeriet af Dødens Jernbane er ikke for sarte sjæle. På den store krigskirkegård midt i Kanchanaburi er der 6982 grave. Gravstenene står i snorlige rækker, og det er her, det for alvor går op for mig, hvilke rædsler de mange krigsfanger og arbejdere, der byggede jernbanen måtte gennemgå.

Vi går rundt blandt de mange gravsten og bemærker, at næsten alle de faldne er ganske unge. Mange af dem har fået nogle rørende ord med på vejen, og pårørende kommer stadig forbi for at mindes og lægge blomster. Det er især englændere, der ligger begravet her – de amerikanske soldater er bragt hjem til Arlington-kirkegården i Washington.

river kwai
Indgangen til JEATH museet

Chung Kai Krigskirkegård

På den anden side af floden en kort sejltur fra centrum ligger Chung Kai Krigskirkegård, der er noget mindre end den i Kanchanaburi. Chung Kai har 1700 grave og ligger præcis hvor der tidligere lå en krigsfangelejr, som både indeholdt kirke og hospital.

Langt størstedelen af de begravede her døde ikke under byggeriet af jernbanen, men efter japanernes overgivelse. Kvæstelserne var dog så store, at det ikke var muligt at redde dem.

JEATH War Museum

Det lille JEATH Museum ligger i den sydlige del af Kanchanaburi. Museet, der er grundlagt og drevet af munke fra nabotemplet, ligger i kopier af de bambusbarakker som krigsfangerne boede i.

Man kan se avisudklip, fotografier, våben og beskrivelser fra de grusomme år. Det er rædselsvækkende, og den romantiserede filmversion af Broen Over Floden Kwai er næsten en hån mod de tusinder af fanger, der måtte udholde grusom tortur. Entré til museet er ca. 50 baht.

Thailand-Burma Railway Centre (Death Railway Museum)

Thailand-Burma Railway Centre er et andet museum, der er værd at nævne. Det er omfattende og nok det mest komplette af områdets museer. Her er ni rum, som alle fortæller noget om begivenhederne omkring krigen, men der er også mange gode facts og modeller af landskaber i området.

Museet er drevet af australieren Rod Beattie, der har brugt en stor del af sit liv på at finde spor efter byggeriet af jernbanen. Du finder museet lige ved siden af den store krigskirkegård og det har åbent alle ugens dage.

river kwai guide
Turistgaden River Khwae Road i Kanchanaburi

Oplevelser udenfor Kanchanaburi

Også udenfor Kanchanaburi er der rigtig gode oplevelser. Store del af det naturskønne område er udlagt som nationalpark. Her finder du bl.a. klipper, grotter, bjerge og en utrolig frodighed.

Nogle eller alle oplevelser er som regel inkluderet i pakketurene fra Bangkok, men de fleste hoteller i området arrangerer også udflugter/aktiviteter for deres gæster.

En tur på Dødens Jernbane

Toget bumler langsomt af sted. Om lidt er vi der. Folk er allerede begyndt at hænge ud af vinduerne. Det gør jeg også. Vi kører langs bjergsiden på Krassae-broen, der næsten synes at hænge ud over Kwai-floden.

Strækningen er en af de mest spektakulære langs jernbanen, der stadig fungerer. Ikke bare som turistattraktion, men også som transportmiddel for de lokale. Vi kører en times tid og stiger af nord for Kanchanaburi, men jeg husker med glæde tilbage på min første tur til River Kwai, hvor jeg havde den fornøjelse at køre over den berømte bro.

Toget kører fra stationen i Thonburi i Bangkok og har endestation i Nam Tok ca. 50 kilometer nordvest for Kanchanaburi. Langt de fleste turister bosiddende på et af hotellerne i området tager turen i modsat retning – enten til Takilen eller til Kanchanaburi.

Højdepunktet på turen er den imponerende Krassae-bro, der er opført på en klippeside over Kwaifloden. Ikke langt fra stationen i Krassae ligger der på venstre side en grotte, der tidligere blev brugt som fængsel af japanerne. I dag indeholder grotten flotte buddhafigurer.

river kwai guide
Krassaebroen – et af jernbanens mest spektakulære steder

Erawan Nationalpark

En af de nationalparker, der ligger tættest på Kanchanaburi er Erawan med det berømte vandfald i syv niveauer. Parken og vandfaldet er opkaldt efter den trehovedede elefant i hinduistisk mytologi.

Det er en hård tur at komme op på de øverste niveauer af vandfaldet. Vi taler om en to kilometer lang tur i svært terræn – pas på de mange glatte sten – især i regnsæsonen.

Erawan-vandfaldet er helt specielt – vandet i de små søer/pools neden for faldene er krystalklart, og det er selvfølgelig muligt at bade i dem. Undgå området i weekends og på helligdage – thai’erne camperer og holder picnic i parken, hvilket som regel giver trængsel.

Hell Fire Pass

Hell Fire Pass er endnu et berømt område langs Dødens Jernbane. Flere steder blev man nødt til at sprænge klipper væk for at bygge jernbanen – f.eks. her ved Hell Fire Pass.

Strækningen blev etableret på et tidspunkt, hvor man var i alvorlig tidsnød. Krigsfangerne blev tvunget ud i 18 timer lange arbejdsdage under frygtelige forhold. 70% af dem var døde, da man nåede gennem klipperne.

Langs hovedvejen ved Hell Fire Pass ligger et rigtig godt museum, der blev opført på den australske veteran J.G. Morris’ initiativ. Han var selv med til at bygge jernbanen som krigsfange, men overlevede. 40 år efter tog han tilbage til Thailand for at finde præcis det sted, hvor han arbejdede: The Konyu Cutting eller Hellfire Pass.

Morris fik støtte af den australske regering til at opføre et mindesmærke og senere et museum, der åbnede i 1998. stedet er superinteressant, og du må ikke snyde dig selv for turen ned til selve mindesmærket og Hell Fire Pass. Der kører ikke længere tog, men sprækken gennem klippen er helt tydelig.

Museet har også lavet en vandrerute langs jernbanen ved Hell Fire Pass – se mere her.

river kwai
River Kwai og Sai Yoke Nationalpark

Sai Yok Nationalpark

Sai Yok Nationalpark ligger ca. 85 km nordvest for Kanchanaburi. Her er smuk natur med tæt jungle, vandfald og selvfølgelig Kwai-floden, der skærer gennem det skriggrønne landskab.

Området er mere vildt og utæmmet – trekker man i parkens mere øde egne, så kan man være heldig at støde på dyr som hjorte, gibbonaber og sågar elefanter.

Omkring parkens hovedkvarter, der ligger smukt ud til floden, findes flere spændende seværdigheder. F.eks. var det her den meget berømte scene i filmen The Deer Hunter, hvor Christopher Walken tvinges til russisk roulette af Viet Cong, blev optaget.

Her er også små kilder og grotter. Ved den lille hængebro over floden kan man bo idyllisk på Sai Yok River Rafts, der har flåder, som kan være fuldt booket i weekends og helligdage.

river kwai guide
Rafting ned ad Kwai-floden

River Kwai – hvor mange dage skal du bruge?

Med beliggenheden et par timers kørsel fra Bangkok besøger rigtig mange turister Kanchanaburi og River Kwai på en dagsudflugt. Lad være med det. Der er masser at opleve, og jeg anbefaler minimum et par overnatninger.

På den måde får du også mulighed for at bo naturskønt på et af de unikke overnatningssteder langs floden. F.eks. i luksustelt eller på fuldt udstyrede flåder med udsigt til den frodige jungle.

Det er præcis sådan et sted jeg sidder nu. Det er bare helt magisk at sidde ved floden og se solen gå ned bag junglen, mens cikaderne synger. Den oplevelse skal du også unde dig selv.

Herunder finder du min River Kwai guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
Det er en stor oplevelse at bo på flåder i floden

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavne er dem i Bangkok. Dit hotel kan hjælpe med transport fra lufthavn til Kanchanaburi. Søg og sammenlign flybilletter her.

Byen/området modtager dagligt mængder af turister fra Bangkok og Hua Hin. De fleste køber en færdigpakke af en eller flere dages varighed med hotel og en række attraktioner inkluderet.

Alle tourbureauer i Bangkok har Kanchanaburi/River Kwai på programmet, men også flere hoteller i området arrangerer færdigpakkede ture.

Har du behov for transport i Thailand, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

Bus

Vil du hellere rejse på egen hånd til Kanchanaburi, så kører der bus til byen fra stort set samtlige busterminaler i Bangkok. Turen tager ca. tre timer og koster 100-130 baht alt efter hvilken klasse man vælger.

Busstationen i Kanchanaburi ligger i den sydlige del af byen ikke langt fra politistationen og turistkontoret. Herfra er der også afgang til Sangkhlaburi ca. en gang i timen (ca. 200 baht).

Tog

Man kan også køre med toget fra Bangkok til Kanchanaburi. Af en eller anden grund er prisen for en tur på jernbanen 100 baht for turister uanset hvor langt man skal – en fin pris hvis man kører helt fra Bangkok (ca. fire timer).

Toget til Kanchanaburi kører fra togstationen i Thonburi i Bangkok. Kanchanaburi By er ikke større end man kan gå rundt, men grisebiler kører i pendulfart op og ned ad hovedgaden Thanon Saengchuto – prisen er ca. 15-20 baht.

Overnatning – forslag til hoteller

Områdets popularitet gør det ofte nødvendigt at bestille hotel i forvejen – især hvis du kommer i højsæsonen eller besøger byen i weekends og på helligdage. I Kanchanaburi er hotellerne ikke af overvældende standard, men bedre overnatningssteder findes mod nordvest langs floden.

Alle hoteller kan med stor sandsynlighed sørge for transport fra f.eks. Bangkok eller Hua Hin. En af fordelene ved at besøge River Kwai på egen hånd er, at du selv vælger hotel. Booker du en pakke, kan du risikere at blive indlogeret på et af områdets mindre spændende hoteller.

Bil du bo langs floden, så book i god tid. Der er tale om mindre steder med kun få værelser.

I min River Kwai guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.

The Floathouse

Superlækkert hotel, hvor du bor på flåder i Kwai-floden. Flåderne er som et hotelværelse og har bl.a. køleskab, espressomaskine og gratis wifi. Du kan booke med morgenmad eller hel- og halvpension. Stedet arrangerer aktiviteter/udflugter for deres gæster. Et topvalg ved River Kwai. Se billeder og priser på The Floathouse.

Hintok River Camp

Her bor du i luksustelte direkte ud til floden. Teltene indeholder bl.a. køleskab, aircondition, gratis wifi og privat badeværelse. Der er udlån af cykler og campen arrangerer aktiviteter/udflugter for deres gæster. Book med hel- eller halvpension. Se billeder og priser på Hintok River Camp.

Boutique Raft Resort

Endnu et spektakulært sted ud til Kwai-floden. Boutique Raft Resort er lidt slidt og ikke helt så charmerende som Floathouse, men til gengæld er det billigere. Værelserne har bl.a. køleskab, aircondition og gratis wifi.

Morgenmad kan tilkøbes og der er restaurant på stedet, hvor du kan spise frokost/aftensmad. Hotellet har flere forskellige aktiviteter. Se billeder og priser på Boutique Raft Resort.

Smiley Frog

En evig backpackerfavorit eller til dig, der har det fint med at bo basic. Smiley Frog ligger flot ud til floden i Kanchanaburi med ca. 1,5 km til broen. Her er en hyggelig have, der er lidt af et samlingssted. Glimrende restaurant og superbillig overnatning. Se billeder og priser på Smiley Frog.

Mad og drikke

Udvalget af restauranter i Kanchanaburi er glimrende. Ved broen ligger et par store restauranter, der primært har turistgrupper som kunder. Vestlig mad kan også findes ned ad turistgaden River Khwae Road, men langt størstedelen af byens restauranter er meget uformelle og serverer et varieret udvalg af lokal mad.

På hovedgaden Saengchuto, et par hundrede meter syd for kirkegården, er der mange lokale restauranter. Ved busstationen ligger natmarkedet, der også har adskillige boder med thaimad.

Mange turister spiser dog på hotellet – du kan som regel vælge, hvor mange måltider, du vil have inkluderet i dit ophold.

Kanchanaburi og omegn er et meget populært sted blandt de lokale i weekenderne, og det ses også på restaurantmiljøet. Flydende restauranter sejler på floden – de larmer ofte temmelig meget – ikke mindst den obligatoriske karaoke er ikke til at undgå.

Aktiviteter og forlystelser

Området omkring Kanchanaburi og River Kwai byder på mange gode aktiviteter og oplevelser – læs bare med her.

Udover historien om jernbanen, så er der f.eks. cykelture, rafting, besøg i Mon-landsby eller Elephant World, hvor du også kan tilbringe nogle dage som frivillig.

Der er også mulighed for at sejle kajak på floden og besøge varme kilder. Mange af områdets hoteller arrangere aktiviteter/udflugter for deres gæster.

Rafting

Rafting på floden er en fin oplevelse. Der er tale om bambusflåder, men det går langsomt og der er ingen fare for at falde i vandet.

Egentlig består River Kwai af to floder – Yai og Noi (stor og lille) – der mødes ved Kanchanaburi og herefter kaldes Maeklong, som har udløb i Thailandbugten.

Besøg i Mon-landsby

I området omkring River Kwai bor en del Mon-folk, der oprindelig kommer fra Burma. Det er primært dem, der holder elefanter og arrangerer sejlture på floden med bambusflåder. Nogle hoteller/tourbureauer arrangerer ture til deres landsbyer, hvor du kan få et indblik deres dagligdag.

Sangkhlaburi

Kun få turister når videre end Sai Yok Nationalpark, men længere mod nordvest ad hovedvej 323 er der mere fantastisk natur. Omkring byen Thong Pha Phum støder man første gang ind i Khao Laem Søen, en delvist kunstig sø etableret i 1983.

Man kan køre de 50 kilometer langs søen til byen Sangkhlaburi, der er sidste stop før det mytiske Tre Pagoders Pas, der danner grænsen mellem Thailand og Myanmar (her er ingen officiel grænseovergang, men af og til er det muligt at besøge markedet på Myanmar-siden).

Flere danske rejsebureauer har på det seneste fået øjnene op for dette fantastiske område, de tilbyder bl.a. sejlads med husbåd på Khao Lam-søen.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Thailand – se aktuelle anbefalinger her.

Vejret

Sæsonerne følger nogenlunde Bangkok-området – dvs. tørt vejr fra midt november til marts. Temperaturen er ofte et par grader højere – 35 °C i vintermånederne er ikke unormalt. Regntiden starter i april/maj og varer til oktober. Det regner ikke i dagevis, men som regel er det korte meget kraftige byger.

I Kanchanaburi-området er der ofte stor forskel på vejret – mest regn får man ved grænsen til Burma. River Kwai kan sagtens besøges om sommeren.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Kanchanaburi og River Kwai

I min River Kwai guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her