De to mænd kommer forpustede tilbage til vores lille gruppe. “Vi ville gerne have givet jer rotte til aftensmad, men vi fangede den ikke”, siger de med ærgrelse i stemmen.
Vi er på trekking i Nordthailand, hvor vi har lagt det behagelige ferieliv på hylden i nogle dage for at trave gennem skoven og bo hos bjergstammerne.
“Der er denguefeber i området og husk at ringe, hvis der sker noget”. Briefingen fra den canadiske politimand i Chiang Mai er sikkert velment, men det lader til, at han aldrig selv har trekket i området, for i skoven langt væk fra byen dur mobiltelefonen selvfølgelig ikke.
Sammen med fem svenske piger sidder vi på laddet af en pick up, der skal køre os til en lille Shan-by ved Mae Taeng, hvor vores trekking starter. Briefingen hos politiet inden man tager af sted er obligatorisk, og da den frivillige canadier er færdig, drøner vi sammen med Mr. Sunshine, vores lokale trekkingguide, og hans hjælper mod nord.
I Mae Malai køber vi forsyninger til turen på det gode lokalmarked, der bugner af alverdens frugt og grønt, men også af kød og ubestemmelige insekter. Vi gør også et stop ved et flot vandfald, hvor vi får en forsmag på trekkingen.
Et par timers kørsel nord for Chiang Mai bliver vi sat af og med oppakningen på ryggen lægger vi hårdt ud med at bestige et lille bjerg. Nåh ja, bjerg er måske så meget sagt, men sådan føles det i hvert fald. Her er stejlt og varmen og oppakningen gør det bestemt ikke lettere.
Med sved på panden tager vi en pause inden vi hanker op i vores bagage igen. “Hvem vil have en vandrestav”, spørger Mr. Sunshine. Det er vi flere, der gerne vil, og på rekordtid har han snittet et par pinde, der viser sig at være en rigtig god hjælp. Underlaget er ujævnt og de nedfaldende blade gør det glat og af og til ved vi ikke, hvor vi træder.
Det er da vi har trekket et par timer, at Mr. Sunshine får øje på en rotte. Han og hjælperen suser gennem skoven, men til ingen nytte. Heldigt synes de svenske piger at tænke mens de kigger på hinanden med væmmelse i øjnene.
Vi er ikke i tvivl om, at vi er ved at komme til første overnatningssted. Her er frugttræer, mindre afgrøder og efterladenskaber fra bøfler.
Man kan ikke kalde den meget lille flække for en by. Syv familier fra karen-stammen bor der her i midten af ingenting. Men her er smukt, og samlingen af huse ligge med fin udsigt til en stir rismark. Bagerste hus, der består af en stor sovesal er vores, og her ruller vi soveposerne ud.
“Tag et bad”, siger Mr. Sunshine, mens han er ved at lave et bål ude foran huset. Jo tak, vi føler os beskidte og svedige, men da vi ser den store balje med iskoldt vand er vi alligevel betænkelige. Rene bliver vi i hvert fald ikke.
Aftensmaden er enkel, og da vi har siddet rundt om bålet med de andre fra gruppen, er det på tide at hoppe i soveposerne. I morgen venter endnu en dag.
Det er tidlig morgen og solen har akkurat kastet de første stråler ned i landsbyen, da vi går en runde mellem husene. En kvinde kommer tilbage fra skoven med brænde, og et sted står en ung familie og stamper ris.
Vi kan ikke kommunikerer, men får et smil med på vejen, og det er faktisk første gang, at de lokale reagerer på vores tilstedeværelse. De er bestemt ikke ugæstfri, men virker blot lidt generte.
“Spis det her”, siger Mr. Sunshine til os, da vi er tilbage ved vores hus. Morgenmaden består af et par toastbrød, der synes at være badet i sukker. Helt bevidst finder vi ud af – i dag skal vi nemlig trekke seks timer, og det er vigtigt, at vi ikke går kolde.
Kort tid efter er vi atter tilbage i skoven. Vi forcerer træstammer og vandløb og går op og ned og kommer forbi rismarker og frodige lysninger. Af og til er det hårdt, og mere end én gang puster og stønner vi. Heldigvis er det ikke os gruppen skal vente på. Et par af de svenske piger har svært ved at følge med og må have hjælp til oppakningen af guiderne.
Pludselig når vi en elefantlejr, hvor vi spiser en sen frokost for derefter at følge elefanterne ned i byen, hvor vi skal overnatte. Det er endnu en karenby, men denne er meget større end den foregående. Her er mere liv og Mr. Sunshine fortæller os, at for blot en måned siden var Prinsesse Sirindhorn på besøg i landsbyen.
Prinsessen interessere sig meget for bjergstammerne og deres integration i det thailandske samfund. På vej op til vores hus møder vi en temmelig fuld mand. Mange fra den ældre generation har tidligere taget opium, men det er ikke så let at få fat på mere, og mange har nu kastet sig ud i et nyt misbrug; alkohol.
Huset vi skal sove i ligner til forveksling det fra sidste nat. Vi ruller soveposerne ud og går en tur rundt i byen. Det er sen eftermiddag og børnene er på vej hjem fra skole mens flere af beboerne i landsbyen er i gang med husarbejdet.
Også denne nat er kølig. Vi er oppe i højderne og det betyder 10-12 °C og en underlig fugtighed, der synes at klæbe til kroppen. Det hårde underlag hjælper ikke på nattesøvnen, og vi er bestemt ikke udhvilede da nat bliver til dag.
Tilbage ad floden
Jeg er drivende våd. For et øjeblik siden lå jeg nede i floden og kunne se min tømmerflåde forsvinde med den stærke strøm.
Efter en enkel morgenmad er det tid til at vende tilbage til Chiang Mai. Karenlandsbyen ligger ud til floden, og herfra tager vores gruppe med tømmerflåde mod syd. Jeg får udleveret en lang bambuspind, hvor jeg fra min position bagerst på flåden skal stemme mod bredden og flodbunden.
Jeg finder hurtigt ud af at vores bambusflåde er i stykker. Kan det virkeligt være rigtigt, at jeg skal stå i vand til langt over anklerne? Jeg prøver febrilsk at holde balancen, men efter en halv times tid går det galt. Flåden tager en kraftig drejning med det resultat, at jeg falder af.
Men intet er som bekendt så galt, at det ikke er godt for noget. Jeg er for tung til at stå på den ødelagte flåde, mener Mr. Sunhine, så resten af turen får jeg tid til at nyde den smukke natur, mens jeg sidder på bambusflåden og lader mig transportere ned ad floden.
Vi gør stop ved en Lahu-landsby, der fungerer som udgangspunkt for endagsture fra Chiang Mai. Det er også her Mr. Sunhine prøver at reparere flåden, så vi kan nå vores mål.
Det er første gang vi ser andre turister på vores tur. I nyvaskede t-shirts og skjorter er de en stor kontrast til os, der ikke har været i rigtig bad i tre dage.
Efter fire timers sejlads er vi endelig nået til vores bestemmelsessted. Et lille hus, hvor folk fra Akha-stammen sørger for at vi får frokost. Jeg kan også få tørt tøj på, og skulle jeg tilfældigvis redde mig en forkølelse, så har det været turen værd. En trekking er på alle måder lærerig og spændende.
Har du fået lyst til selv at trekke i Thailand, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til din trekking
Som nævnt er trekking en stor oplevelse, men der er dog et par ting man skal være opmærksom på inden man beslutter sig for at prøve.
Så godt som alle guesthouses og hoteller kan arrangere en trekking, de køber den hos et trekkingbureau og scorer dermed lidt fortjeneste. Du kan lige så godt selv få den besparelse ved at henvende dig direkte til bureauet fremfor agenten.
Udover det økonomiske er der også den fordel, at du kan få svar på alle de spørgsmål du måtte have. Det er vigtigt at finde et godt og seriøst trekkingbureau – det bedste er at forhøre sig hos andre rejsende om deres erfaringer.
Spørg om følgende inden du booker
– Hvor hård er trekkingen? Hvordan er terrænet og hvor mange timer pr. dag trekker man? Det er vigtigt at man vælger en trekking der passer til ens kondition – er det for hårdt har man kun fokus på at “overleve” og går dermed glip af den smukke natur.
– Hvor mange er der i trekkinggruppen? Udover guiderne bør der maks. være 10-12 personer i en trekkinggruppe. Det er ofte små byer der besøges og for mange turister i byen samtidig ødelægger atmosfæren. Et tillægsspørgsmål kunne være om der er andre trekkinggrupper i byen samtidig.
– Hvad er inklusiv i prisen? Hvor starter trekkingen og hvor slutter den. Med andre ord: Bliver man hentet på sit hotel og sat af samme sted når trekkingen er slut? Er alle måltider inklusiv? Er der rygsæk eller sovepose til rådighed, enten til låns eller leje?
– Hvordan er sikkerheden? Er guiden officiel turistguide? Er gruppe og rute registreret hos politiet? Kan guiden førstehjælp? Bærer man redningsvest ved rafting?
Husk det rigtige udstyr
Hvad skal man så medbringe på en trekking? Det hurtige svar vil være: så lidt som muligt. Først og fremmest er det vigtigt at tage noget tøj med der kan tåle at blive vådt og beskidt, rigtig beskidt!! Et sæt træningstøj til aftenerne er en god ting at medbringe.
I vinterperioden kan det blive ret koldt om natten i bjergene – en varm trøje og tykke sokker kan man nemt få brug for – temperaturen er ofte nede på 8-10 °C. I regntiden er et par gode trekkingstøvler næsten et must, mens man i vinterperioden sagtens kan nøjes med et par joggingsko med tyk sål.
Endnu bedre er et par gode kraftige sandaler der kan tåle at blive våde – det er afgjort det mest praktiske når man skal krydse floder. Uanset hvad du vælger af fodtøj, så sørg for at det er gået til og du ikke får ondt i fødderne af dem – man tilbringer mange timer hver dag med skoene på.
Gode ting at medbringe på trekking
• Et sæt tøj til hver dag
• Træningsdragt til aftenerne
• Slippers
• Håndklæde, evt. en letvægterudgave, f.eks. af fiber
• Lommelygte (en lille let lygte fås for ca. 10-12 kr. i Chiang Mai)
• Myggespray (fås også i Chiang Mai, udvalget er langt større end i Danmark)
• Shampoo
• Sæbe
• Hovedpinepiller
• Plaster, både almindelig og til vabler
• Vand (der kan ofte købes forsyninger i landsbyerne)
• Lagenpose
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
Billeder fra trekking
