Det er en magisk morgen. Skyerne hænger som en dyne over dalen. I horisonten, bag bjergene i Laos, farves himlen rød af den opadgående sol, der varsler en ny dags begyndelse.
Udsigten fra Lanjia Lodge i den lille by Ban Kiew Karn nord for Chiang Khong er ganske enkelt mageløs. Det er her vi fra den store terrasse hver morgen mødes af et vidunderligt syn, der er som i et eventyr.
For få timer siden stod vi i Bangkoks kaos og vanvittige støjhelvede. Mennesker overalt og biler, der kommer susende som angribende sværme. Lanjia Lodge er den diametrale modsætning.
Fra terrassen kigger vi ud over en frodig dal, den blikstille Mekongflod og nabolandet Laos, hvis skovklædte bjerge synes at gemme på sine egne små hemmeligheder.
Vi har lagt den thailandske hovedstad bag os for at besøge Lanjia Lodge i det nordligste Thailand. Her oppe over skyerne tilbringer vi nogle dage på den smukt beliggende lodge, der består af fire store huse lavet af bambus.
Hvert hus har fire værelser og en stor fælles terrasse, der er det naturlige samlingspunkt. Det er her måltiderne bliver serveret af stedets værter, der består af folk fra landsbyen, og det er her, vi gang på gang imponeres over den smukke udsigt.
Det tager ca. halvanden time at køre fra Chiang Rai til lodgen, der ligger 730 m.o.h. Beliggenheden er perfekt, men står i stor kontrast til landsbyen, der er beboet af folk fra lahu- og hmongstammerne.
”I kan nemt kende forskel på dem”, siger vores guide mere end én gang. Lahu opfører deres huse på pæle for at undgå vand og kryb, mens hmong bygger huse med kontakt til jorden, da de mener, at det er herfra kontakten til ånderne skabes.
De, der som os har trekket i Nordthailand vil sandsynligvis have set mere primitive byer end denne. Husene er en god blanding af træ- og stenhuse.
Enkelte af indbyggerne har bil, flere en scooter, men vi finder hurtigt ud af, at traditionerne bliver fulgt. Her og der ser vi folk i deres farvestrålende klædedragter, og vi skal senere finde ud af, at det stadig er den lokale shaman, der fungerer som en slags rådgiver og leder.
Lodgen
Lanija Lodge ligger enestående smukt på en bjergside i byen Ban Kiew Karn. Allerede da vi træder ind på området, fornemmer vi, at det her er noget ganske særligt. Den store have er velplejet og de fire huse i bambus passer fint ind i de frodige omgivelser.
Værelserne er enkle, men her er bad, toilet og en udmærket seng. Her er til gengæld ikke tv, telefon eller wi-fi, og netop ankommet fra Bangkoks fristelser og muligheder, tager vi os selv i at være en smule rastløse.
Med fagter og et ret begrænset engelsk prøver vores værtspar at fortælle, at vi ikke behøver at sidde på gulvet og spise. Sådan gør man ellers her, men langs terrassens sider er der lavet en lang sofa, og det vil sandsynligvis være et mere behageligt alternativ for de fleste vesterlændinge.
Men i alle mulige forskellige stillinger får vi spist de glimrende måltider, der bl.a. består af lokale retter. Om aftenen hænger værtsparret myggenet over sengen, og da en håndfuld børn og voksne fra hmongstammen har underholdt med en kort dans, er det ved at være sengetid.
Morgenerne er i særklasse. Vi besøger lodgen i den kølige periode, og det betyder, at temperaturen om natten falder til 14-15 °C. Skyerne lægger sig over dalen, og når solen langsomt kommer op over horisonten og opvarmer luften, kryber morgendisen op langs bjergsiderne. Det er smukt og eventyragtigt.
På rundtur i landsbyen
En morgen tager vi med lodgens guide og en ung pige fra landsbyen på rundtur i området. Pigen er hmong og møder op i en smuk traditionel klædedragt, som hendes stamme har båret i århundreder.
Hun skal primært fungere som tolk, for vores guide forstår ikke hmong. Landsbyen er lidt speciel, da der bor mennesker fra to forskellige stammer, men flest er hmong, og derfor må lahuerne lære at tale deres sprog.
Vi går op i byen, hvor vi skal møde lahu-stammens lokale shaman. I hans interimistiske træskur bliver vi bænket og hører om indbyggernes åndetro og shamanens arbejde med først og fremmest at helbrede, men også med at være mægler ved eventuelle uoverensstemmelser blandt landsbyboerne.
Det, der ligner tilfældigt udklippede papirstykker repræsenterer lahuernes ni ånder. Shamanen, der sidder på et lille podie, bruger urter til at kurere eksempelvis hovedpine, ledsmerter og forkølelse, får vi at vide.
”Vil I spørge ham om noget”, spørger vores guide og kigger forventningsfuldt på os. Det vil vi gerne. Det kunne være interessant at vide, om shamanen ser stammens kultur truet af den omkringliggende verden, som synes at opsluge alt, der ikke er normalt og ikke passer ind i magthavernes firkantede kasser. Efter et par minutters tolkning frem og tilbage er svaret ikke til at misforstå; Nej.
Jeg vil også gerne vide, om de unge forlader landsbyen for at tjene bedre penge i byerne. Det gør de ikke, og shamanen er heller ikke bange for at det vil ske. Hans egne børn har giftet sig lokalt og fører på den måde traditionen videre.
Vi finder dog ud af, at vores unge tolk også arbejder i et stormagasin i Chiang Khong, et bevis på, at bjergstammerne så småt er ved at blive en del af det thailandske samfund.
Vi siger farvel til shamanen og går op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kan se dalen, Mekongfloden og Laos lidt tættere på. Vi kan også vores hytter på bjergsiden, og heroppefra synes de uendelig små.
Både hmong og lahu har tidligere dyrket opium, men i dag er afgrøderne især majs og bjergris, der står i rækker i det kuperede terræn.
Fra lahuernes stolpehuse højst oppe i landsbyen går vi forbi lodgen og ned ad bjerget, hvor der bor flest hmong. Det er også her skolen ligger, og især lahubørnene har travlt. De lærer både deres eget sprog, hmong, thai og engelsk.
Lige nu er pigerne ved at øve en dans, og fra de åbne klasseværelser lyder der masser af glad snak fra børnene. En del af undervisningen foregår også i det fri. Eleverne dyrker deres egne urter og grøntsager, som de lærer at lave mad af.
”Han har været meget tæt på at dø”, fortæller vores guide, mens han kigger på shamanen fra hmongstammen. Mens titlen som shaman går i arv hos lahuerne, så har hmongstammen den tradition, at man skal have været meget syg for at blive åndelig leder og helbreder.
Derfor kan der sagtens være flere shamaner i samme by, og i Ban Kiew Karn er der hele ni af slagsen. Men den ældre mand vi besøger nu er den mest populære. Over en kop lokal te hører vi om, hvordan han i flere timer kan gå i en slags trance for at fordrive onde ånder.
Det er også her vi finder ud af, at den moderne teknologi har gjort sit indtog i landsbyen. I Minnesota i USA findes en stor koncentration af hmong, og flere af dem bliver helbredt via skype af shamanen, som vi besøger nu.
Det er to verdener, der mødes, og når man går rundt i den yderst primitive landsby, hvor husene ligner nogen, der kan falde sammen hvert øjeblik det skal være, er det svært at forestille sig, at her skulle være computer og internet.
Der er masser at kigge på i den lille by. Hønsene suser om benene på os, ris og chili ligger til tørre i solen, og vi passerer en ældre mand, der har sat ild under en kæmpe chillum lavet af bambus. Det er et liv så fjernt fra vores eget, men det er lærerigt og spændende.
Batik, træer og te
De lokale fniser diskret, mens vi kæmper med at tegne et nogenlunde genkendeligt mønster på det tynde stof. Det tager tid, og det er sværere end det ser ud. Resultatet bliver derefter, men heldigvis får vi hjælp til at færdiggøre vores kunstværk.
Batik er en del af hmong-stammens klædedragt, og med voks og farve er vi ved at lave vores eget lille stykke stof til minde om vores ophold i landsbyen.
I grisebil kører vi fem minutter ned ad hovedvejen for at plante et træ. Området vi besøger nu var tidligere ejet af en forretningsmand fra Chiang Rai, men i dag har han givet det frodige stykke jord til staten.
For få år siden var der landbrug her, men nu er man i gang med at genplante skoven som den var engang. Et stort arbejde som vi bliver en del af, da vi planter et træ, der forhåbentlig bliver stort og stærkt.
På vej tilbage til lodgen besøger vi en lille teplantage. Ud til vejen in the middle of nowhere ligger en lille café, der serverer lokal kaffe og plantagens skønne blade.
Heroppe i højderne har man stor succes med både at dyrke kaffe og te, der begge holder rigtig god kvalitet. I flere af Nordthailands byer er coffeeshops et almindeligt syn, endnu en ting, der adskiller området fra den øvrige del af landet.
Tilbage til civilisationen
Jeg bliver aldrig træt af dem. Solopgangene. Og slet ikke den jeg sidder og kigger på nu. Det skal virkelig være noget særligt, hvis man står op klokken seks om morgenen på sin ferie. Men det gør jeg gerne for at få dette fantastiske syn med. Stilheden, skydækket og farvespillet på den klare himmel. Det bliver ikke meget bedre.
Men lige nu må jeg huske at nyde det. Om et par timer forlader vi Lanjia Lodge for at køre til Chiang Rai. Det har været et pragtfuldt ophold blandt Nordthailands bjergstammer, og lodgen har vist sig at være et perfekt udgangspunkt. Men jeg kommer til at savne roen, udsigten og selvfølgelig den smukke solopgang.
Har du fået lyst til selv at besøge Lanjia Lodge, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøge på Lanjia Lodge
Det er firmaet Asian Oasis, der ejer og driver Lanjia Lodge. Nogle rejsende kender måske Lisu Lodge og Khum Lanna, der i årevis har fået rosende ord med på vejen af turisterne. Lanjia Lodge er sidste skud på stammen hos det innovative firma, der satser på bæredygtig turisme i Nordthailand og flodture på Mekong.
På Lanjia Lodge sælger man færdigpakkede ture, der kan indeholde trekking, fuglespotting, besøg i landsbyen eller cruise på Mekongfloden. Asian Oasis har en venlig og hurtig kundeservice, og jeg har kun godt at sige om booking, korrespondance og ophold.
Vi har også Lanjia Lodge på programmet på min side thailandrundt.dk, hvor vi laver skræddersyede rejser til Thailand – se mere her.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
