
Morten Haagensen har skrevet bogen Verdens Bedste Strande. En bog, der giver fråde om munden hos strandelskere, men også hos alverdens rejsefreaks som mig selv, der med misundelse kan læse om nogle af de mest fantastiske steder på kloden.
Jeg husker ikke det præcise årstal. Var det i 2016 eller 2017? Måske var det endnu tidligere. Det var dengang, jeg første gang fik en besked fra Morten, som havde været inde på denne side og lige ville høre mere om mit kendskab til strande i Thailand.
“Jeg er ved at skrive en bog om verdens bedste strande”, lød beskeden fra Morten. Jeg svarede naturligvis tilbage og må ærligt indrømme, at jeg tænkte: Et vanvittigt projekt, hvis det skulle realiseres i virkeligheden. Det ville jo kræve, at man rejste verden rundt med det ene formål, at finde verdens bedste strande.
Men det er præcis det, Morten har gjort. Selvfølgelig har han ikke været alle steder, og nogle ville nok kunne tilføje en strand eller to til bogen, men hvem er det lige, der i den gode sags tjeneste besøger Cookøerne, Galápagos og Fransk Polynesien?
Der er andre afsidesliggende strande, som kalder på respekt for den ihærdighed Morten har lagt i at komme så godt rundt i verden som muligt.
Hvad er verdens bedste strand?
Det spørgsmål stiller Morten også i bogen Verdens Bedste Strande. For de fleste mennesker inklusive mig selv er det en lækker strand med hvidt sand og krystalklart turkisblåt vand. Med andre ord en badevenlig bountystrand flankeret at vajende palmer.
Men svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvad stranden skal bruges til. Det behøver ikke nødvendigvis være en badetur, men kunne også være verdens bedste strand til surfing, fiskeri eller noget helt tredje.
Og så er der begrebet smuk strand. En strand, der ikke behøver at være badevenlig eller den bedste til noget, men fremhæves for f.eks. natur og omgivelser. Den slags steder har Morten også med i Verdens Bedste Strande, hvor du kan læse om imponerende kyster på f.eks. Svalbard, Falklandsøerne og Antarktis. Unikke steder, der understreger, at der er mere at komme efter end sol og strand.
Guide til Verdens Bedste Strande
Morten har besøgt ca. 500 strande og har efterfølgende udvalgt 55 af sine favoritter. Det er dem, du kan læse om i bogen, der indeholder masser af flotte billeder af smuk natur og især dejlige strande, som kan give de fleste akut udlængsel. Og jo, Morten har faktisk en favoritstrand, men den skal ikke afsløres her.
Forfatteren kalder selv sin bog en guide til verdens bedste strande. Udover beskrivelserne af de mange strande kan du derfor også få baggrundsviden og generel information om f.eks historie, oplevelser og forslag til udflugter. Morten giver desuden gode råd og deler ud af sine hemmelige tips til hvert enkelt rejsemål, hvor et særligt fokus er snorkling.
Verdens Bedste Strande er ikke en bog man læser fra ende til anden. Den er mere et opslagsværk, der kan inspirere til den næste rejse, men også give nyttig viden og information om de forskellige destinationer.
Bogen har været længe undervejs, men selvom den nu er udkommet, er Morten ikke færdig med hverken at rejse eller besøge strande rundt om i verden. Du kan følge ham på f.eks. Instagram.











