Hjem Danmark 11 gode udflugter fra København

11 gode udflugter fra København

Tag på en god dagsudflugt fra København

Uanset om du er turist eller bor i København, så kan en tur ud af storbyen være helt befriende. Heldigvis ligger der tæt på hovedstaden en lang række spændende byer og seværdigheder, der er en udflugt værd.

Læs mere her, hvor du bl.a. kan opleve smuk natur, kunst i verdensklasse og masser af spændende danmarkshistorie.

1 Dyrehaven

Det, der som regel bliver omtalt som Dyrehaven hedder egentlig Jægersborg Dyrehave. Det er et skønt naturområde med et betydeligt antal dådyr, som du næsten har garanti for at se.

I midten ligger Eremitageslottet som Christian 6. lod opføre i årene 1734 til 1736. Jægersborg Dyrehave er en del af parforcejagtlandskabet, der er på UNESCOs verdensarvliste. Læs mere i indlægget Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.

Fra København til Dyrehaven med offentlig transport

Tag S-togets linje C fra bl.a. Hovedbanegården, Vesterport, Nørreport og Østerport til Klampenborg (endestation). Herfra går du mod Dyrehavsbakken, der er nabo til Dyrehaven.

2 Dragør

Blot 12 km fra Københavns centrum ligger Dragør, der er en helt anden verden. Her finder du et hyggeligt havneområde og en labyrint af små gader flankeret af de karakteristiske gule huse med røde tage.

Dragør er en spændende by med mange fine gamle huse med hver deres historie. Gå en tur i de hyggelige gader og besøg Danmarks Lodsmuseum og Dragør Museum på havnen. Læs mere i indlægget Oplevelser i Dragør.

Fra København til Dragør med offentlig transport

Tag bus 250S fra Rådhuspladsen (på Vesterbrogade) eller fra Hovedbanegården. Turen tager ca. 45 minutter.

3 Louisiana

Kunstelskere må ikke gå glip af Louisiana, der ligger i Humlebæk nord for København. Museet blev grundlagt i 1958 med det formål at vise moderne dansk kunst. Alle, der har besøgt Louisiana vil vide, at udstillingerne i dag når langt ud over Danmarks grænser.

Det internationalt anerkendte museum har værker af bl.a. Asger Jorn, Andy Warhol, Georg Baselitz og Louise Burgeois, der bliver suppleret med skiftende særudstillinger. Louisiana har også en flot skulpturpark og ligger smukt med udsigt til Øresund. Læs mere i indlægget Besøg på Louisiana.

Fra København til Louisiana med offentlig transport

ag Øresundstoget/kystbanen fra Hovedbanegården, Nørreport eller Østerport til Humlebæk Station. Togturen tager 35 minutter, og der er ca. 10 minutters gang fra stationen til museet.

4 Malmø

Malmø ligger kun en kort togtur væk fra København. Sveriges tredjestørste by har en hyggelig gammel bydel med en stribe historiske huse, god shopping og dejlige restauranter.

To af Malmøs største attraktioner er Malmøhus Slot med den tilhørende slotshave og selvfølgelig Turning Torso – den mærkværdige snoede bygning, der er et arkitektonisk vidunder.

Malmø har rigtig meget at byde på, og så skal vi ikke glemme, at den svenske krone er svag – du kan spare ca. 30 % på bl.a. tøj og restaurantbesøg. Læs mere i indlægget Oplevelser i Malmø med tips til din rejse.

Fra København til Malmø med offentlig transport

Tag Øresundstoget fra Hovedbanegården til Malmø Centralstation, der ligger få minutters gang fra den gamle bydel. Togturen tager ca. 35 minutter.

5 Roskilde

Roskilde har mange rigtig spændende oplevelser. Først og fremmest skal du besøge domkirken, der er på UNESCOs verdensarvliste. Roskilde Domkirke har i mere end 600 år været kongemagtens gravkirke, og i alt ligger 40 konger og dronninger begravet her.

Du kan også få en rundvisning på Roskilde Kloster og besøge Museet for Samtidskunst, der ligger i Roskilde Palæ, som i gamle dage var hjem for Stænderforsamlingen. Nåh ja, vi skal ikke glemme Vikingeskibsmuseet på havnen, der både har udstillinger og arbejdende værksteder. Læs mere i indlægget Oplevelser i Roskilde.

Fra København til Roskilde med offentlig transport

Tag toget, der i dagtimerne kører ca. hvert 10. minut. Rejsetiden er 30-35 minutter.

6 Helsingør og Kronborg

En god og spændende udflugt fra København er til Helsingør, hvor imponerende Kronborg er hovedattraktionen. Den gamle fæstning Krogen blev omdannet til Kronborg Slot, der for altid er blevet udødeliggjort i Shakespeares skuespil Hamlet. Slottet spiller en vigtig rolle i danmarkshistorien og er på UNESCOs verdensarvliste.

Helsingør byder også på det gode Museet for Søfart, det hyggelige Vor Frue Kloster og en lang række brostensbelagte gader og charmerende huse. Læs mere i indlæggene Oplevelser i Helsingør og Pomp og pragt på Kronborg

Fra København til Helsingør med offentlig transport

Tag Øresundstoget/kystbanen fra Hovedbanegården, Nørreport eller Østerport til Helsingør, der er endestation. Turen tager ca. 45 minutter.

7 Frederiksborg Slot

I Hillerød ligger det fantastiske Frederiksborg Slot, der blev opført af Christian 4. i begyndelsen af 1600-tallet. Dele af slottet brændte ned i 1859, men blev genopbygget og fremstår i dag smukt og majestætisk.

Frederiksborg Slot indeholder Det Nationalhistoriske Museum, der er et overflødighedshorn af malerier, møbler og spændende effekter. Du skal også besøge den imponerende slotskirke og selvfølgelig den tilhørende barokhave bagved slottet. Læs mere om Frederiksborg Slot.

Fra København til Frederiksborg Slot med offentlig transport

Tag S-togets linje A fra en af Københavns centrale stationer til Hillerød. Togturen tager ca. 40 minutter. Fra stationen i Hillerød er der ca. 15-20 minutters gang til slottet ad gågaden Helsingørgade som du når ad Nordre Jernbanevej. Brug evt. Google Maps til at finde vej.

8 Køge

oplevelser i køge

Den gamle købstad syd for København er hyggelig og gemmer på masser af spændende historie. Centrum er det store middelaldertorv, og herfra er det bare om at gå på opdagelse i de små gader, hvor du finder adskillige flotte bindingsværkshuse.

Se den flotte kirke Sct. Nicolai med det 43 meter høje tårn, besøg Køge Museum og gå en tur langs åen, der er med til at give Køge sin charmerede atmosfære. Læs mere i indlægget Oplevelser i Køge.

Fra København til Køge med offentlig transport

Tag S-togets linje E fra en af Københavns centrale stationer til Køge. Turen tager ca. 45 minutter. Stationen i Køge ligger få hundrede meter fra torvet.

9 Lund

Lund er endnu en svensk by, der er værd at besøge. Den gamle universitetsby er et hyggeligt bekendtskab med en lang række historiske bygninger i området Lundagård centralt i byen.

Det er også her, du finder den enorme katedral, der kan spores tilbage til det 11. århundrede og som vidner om, at Lund har været en betydningsfuld by.

Du skal besøge den imponerende botaniske have og se de flotte universitetsbygninger med biblioteket og Universitetshuset i spidsen. Læs mere i indlægget Oplevelser i Lund med tips til din rejse.

Fra København til Lund med offentlig transport

Tag Øresundstoget fra Hovedbanegården til Lund Centralstation, der ligger få minutters gang fra den gamle bydel. Togturen tager ca. 50 minutter.

10 Frederikssund

Frederikssund har flere gode seværdigheder. Multikunstneren J.F. Willumsens værker og egen kunstsamling kan du se på det fine museum i Frederikssund, hvor der løbende er særudstillinger.

Byen er også kendt for sine vikinger. Her er der ved hjælp af frivillige kræfter opført en fin boplads ud til Roskilde Fjord med rekonstruktioner af vikingernes huse. Besøger du byen om sommeren, kan du også opleve det flotte vikingespil.

Bopladsen er også et fint udgangspunkt for en flot vandretur langs fjorden forbi lystbådehavnene til den nye Kronprinsesse Marys Bro. I havnen i centrum ligger i øvrigt en rekonstruktion af vikingeskibet Sif Ege, der er lavet ved håndkraft – imponerende.

Fra København til Frederikssund med offentlig transport

Tag S-togets linje C fra stationerne i København til Frederikssund. Der er afgang hvert 10. minut og turen tager ca. 45 minutter. Brug eventuelt Google Maps til at finde vej i Frederikssund.

11 Hven

Midt i Øresund ligger Hven. Den svenske ø byder på smuk natur og masser af fred og ro, men er mest kendt for Tycho Brahe. Den verdensberømte astronom havde sit observatorium på Hven, hvor du kan lære mere om hans arbejde på det fine museum.

Hven er perfekt at opleve til fods eller på cykel. Undervejs kan du bl.a. besøge gallerier, spise god mad eller tage en dukkert. Læs meget mere om Hven i indlægget En dag på Hven.

Fra København til Hven

Tag båden (Sundbusserne) fra Nordre Tolbod. Der er kun én daglig afgang begge veje. Se tider og køb billet her.

Nyttige links til dit ophold i København

Flere oplevelser i København

København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.

En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.

Mad og drikke

København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.

Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.

Overnatning

Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her