Hjem Danmark Louisiana – Museum of Modern Art

Louisiana – Museum of Modern Art

+ praktisk information til dit besøg på Louisiana nederst på siden

Louisiana, eller Louisiana Museum of Modern Art som det hedder på engelsk, er et af Danmarks bedste museer. I hvert fald, hvis man skal tro flere danske og udenlandske medier, der beskæftiger sig med moderne kunst.

Louisiana ligner ikke et helt almindeligt kunstmuseum. Det er der en særlig grund til. Grundlæggeren Knud W. Jensen tog udgangspunkt i sin store villa i Humlebæk, der i 1958 blev omdannet til museum.

Tanken var, at lave et sted, hvor danskerne kunne se moderne kunst. Et sted, der ikke kun var for den såkaldte kunstelite, men for alle. I starten var der fokus på dansk kunst, men Louisiana blev hurtigt et internationalt museum, hvor der også var plads til udenlandske værker.

Museet er for længst vokset ud af den gamle villa og består i dag af flere tilbygninger i forskellige stilarter, der ikke helt passer sammen. Til gengæld ligger Louisiana i en flot have med smuk udsigt over Øresund. Det er også et sted til fordybelse og med plads til at reflektere over udstillingerne.

Maleri og skulpturer i skøn forening

Samlingen

Louisiana har over 4000 værker. De fleste af dem udstilles på skift, men du kan altid opleve malerier af Asger Jorn og skulpturer af Giacometti. Begge kunstnere har en særlig plads på Louisiana.

Samlingen indeholder kunst fra 2. verdenskrig og frem til i dag. Udover Jorn og Giacometti er det også værd at nævne Louisianas værker af fremtrædende kunstnere som f.eks. Andy Warhol, Georg Baselitz, Louise Bourgeois og David Hockney.

Museets samling udvides løbende med værker fra både danske og udenlandske kunstnere. Især har Louisiana en forkærlighed for amerikansk kunst fra 1950’erne og årene frem, mens samtidskunsten er noget bredere rent geografisk.

Med til den faste udstilling hører også skulpturparken i museets have. I alt 45 skulpturer af kunstnere som Max Ernst, Henry Moore, Alexander Calder og Henry Heerup er placeret rundt om i haven og passer på en eller anden måde bare rigtig godt ind i det naturlige element.

3 gode seværdigheder i nærheden

Krogerup Gods
Blot 1 km fra Louisiana ligger Krogerup Gods, der oprindelig er en herregård fra 1577. Her ligger i dag en højskole, men i den tilhørende avlsgård har Aarstiderne en stor gårdbutik. Her er der ofte arrangementer i f.eks. skoleferierne.
Nivågård
Nivågårds malerisamling indeholder et alsidigt udvalg af malerier fra bl.a. dansk guldalder og den europæiske barok- og renæssanceperiode. Museet har både faste og skiftende udstillinger og er desuden kendt for sin flotte have med masser af rhododendron.
Karen Blixen Museum Rungstedlund
Den verdensberømte danske forfatters museum ligger på Rungstedlund, der var Karen Blixens barndomshjem. I det såkaldte forfatterhjem står stuerne som Blixen indrettede dem, men du kan også besøge haven og deltage i f.eks. workshops, foredrag og ferniseringer.

 

Louisiana har en fin skulpturpark

De skiftende udstillinger

Louisianas samling er imponerende, men museet har også skiftende udstillinger, der som regel udgør en væsentlig del af den samlede oplevelse. Af samme grund er det værd at tjekke om de aktuelle udstillinger er noget for dig.

Jeg har besøgt Louisiana mange gange og har altid haft en god oplevelse. Museet og jeg har for det meste haft nogenlunde samme sans for, hvad der er godt, men desværre er kvaliteten af udstillingerne dalet de senere år.

Med tanke på den fantastiske og gennemarbejdede udstilling om Månen, så var mit sidste besøg på Louisiana en blandet fornøjelse med “kunstneren” Arthur Jaffa som det absolutte lavpunkt.

Der findes så meget fed kunst ude i den store verden, som aldrig får en chance og som kan andet end at sætte to billeder ved siden af hinanden og klippe en video, der lige så godt kunne ligge på Youtube.

Uanset min mening om hvor Louisiana kvalitetsmæssigt er på vej hen, så er museet internationalt berømt. Det er også på Timeouts liste over verdens 20 bedste museer.

For mit eget vedkommende, så skal Louisiana nok få en chance til, men jeg håber virkelig at man opper sig og ikke bare løber efter den såkaldte kunstelite. Har du den mindste interesse for moderne kunst i en eller anden form, så skulle du også give Louisiana en chance.

Har du fået lyst til selv at besøge Louisiana, så kan du finde praktisk information under billedet.
Nogle af Asger Jorns malerier

Praktisk information til dit besøg på Louisiana

Louisiana ligger på adressen Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk.

Kommer du i bil, så er der parkeringspladser foran museet. De bliver dog hurtigt fyldt op, men i forlængelse af Gl. Humlebæk Kro (ca. 5 minutters gang) og ved Humlebæk Centret (ca. 10 minutters gang) er der også gratis parkeringspladser.

Fra Helsingørmotorvejen (E47) kan du tage afkørsel 5, hvis du kommer fra syd.

Louisiana er også nem at besøge med offentlig transport. Tag kystbanen og stå af på Humlebæk Station. Herfra er der ca. 10 minutters gang til museet.

Som nævnt har museet både faste og skiftende udstillinger. Her er også et område for børn (Børnehuset) med bl.a. kreative værksteder. I det hele taget er Louisiana gode til at gøre noget særligt ud af f.eks. vinter- og efterårsferien.

Louisiana har også en stor butik med bl.a. tøj, kunst, designs, plakater og meget meget mere.

I caféen kan du få stillet sulten (åben til frokost og middag), men du kan også besøge den hyggelige Gl. Humlebæk Kro fem minutters gang fra museet. En kort køretur væk ligger Restaurant Sletten, der byder på gourmetmad.

Her du brug for overnatning, så kan du se nærmere på Comwell Borupgaard i Snekkersten eller Kokkedal Slot.

Klik ind på Louisianas hjemmeside for at se mere om åbningstider, entrépriser og aktuelle udstillinger.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her