Hjem Danmark Besøg på Glyptoteket

Besøg på Glyptoteket

+ praktisk information til dit eget besøg på Glyptoteket nederst på siden

Glyptoteket er et af mine yndlingsmuseer i København. Det er et sted, man aldrig rigtig bliver færdig med, og hvor der hele tiden er noget nyt at se.

Udstillingerne af unikke genstande fra bl.a. romertiden, det gamle Egypten og antikke Grækenland er ren verdensklasse, men du kan også opleve malerier fra den danske guldalder og den franske impressionisme.

Glyptoteket

Bygningen

Med til et besøg på Glyptoteket hører selvfølgelig museets særlige historie. Det var bryggeren Carl Jacobsen, der i 1888 donerede hele sin enestående kunstsamling til det danske folk.

Inden da havde samlingen været udstillet på Carl Jacobsens eget glyptotek, der lå ved Carlsbergbryggeriet i Valby. Det blev dog for småt, og derfor krævede det en helt ny bygning til at huse de mange kunstværker. Det var i den forbindelse, at Ny Carlsberg Glyptotek blev opført.

Det var Arkitekten William Dahlerup, der fik til opgave at tegne den nye museumsbygning. Han havde tidligere stået bag flere prominente bygninger som f.eks. Det Kongelige Teater, Jesuskirken i Valby og Ny Carlsberg Bryggeri – enten alene eller i samarbejde med andre arkitekter.

Også Ny Carlsberg Glyptotek kom til at stå som en af Dahlerups mest markante bygninger. Få år efter indvielsen i 1897 blev Glyptoteket udvidet med Hack Kampmanns bygning, der stod færdig i 1906. Det var ved denne lejlighed at den flotte vinterhave, der oprindelig var tegnet af William Dahlerup, blev en markant del af museet.

I 1996 var det tid til endnu en udvidelse. Henning Larsen Arkitekter fik opgaven at opføre en ny bygning, der bl.a. skulle sikre Glyptotekets værker optimale klimatiske forhold.

At kombinere to bygninger opført med 100 års mellemrum kan være lidt af en udfordring. Henning Larsens nybygning har sine kvaliteter, men passer på ingen måde ind i de eksisterede rammer. I 2006 fik Glyptoteket i øvrigt ny foyer og billetområde.

Den pragtfulde vinterhave på Glyptoteket

Samlingen

Glyptotekets samling består af over 10.000 genstande. Det er almindelig kendt, at Carl Jacobsen var en ivrig kunstsamler, men en stor del af genstandene blev også erhvervet via støtte og donationer til arkæologiske udgravninger i bl.a. Egypten. Arkæologerne sendte nogle af deres fund retur som tak eller betaling, og på den måde blev samlingen udvidet markant.

Det var Carl Jacobsens indkøb og erhvervelser, der dannede grundlag for samlingen, men også andre har bidraget. F.eks. Jacobsens søn, Helge Jacobsen, der især købte malerier, og læge Erik Andreasens samling af dansk og fransk kunst, der ved hans død overgik til Glyptoteket.

I de mange rum på Glyptoteket er der masser af spændende ting at se – bl.a. disse:

Den antikke samling, der inkluderer kunst og flotte genstande fra Egypten, Grækenland og romerriget.

Middelhavshorisonten med genstande fra bl.a. fønikerne, assyrerne og etruskerne.

Den Danske Samling med malerier og skulpturer af kunstnere som Vilhelm Hammershøi, C.W. Eckersberg og Johan Thomas Lundbye.

Den franske samling med malerier og skulpturer af Paul Gauguin, Edgar Degas, Claude Monet, Paul Cezanne og Auguste Rodin.

Festsalen – et af Glyptotekets fantastiske rum

Besøg på Glyptoteket

Et besøg på Glyptoteket er altid en fornøjelse. De pragtfulde bygninger er i høj grad en del af oplevelsen, og lige præcis her bliver det helt tydeligt, at god arkitektur betyder noget. Samme holdning havde Carl Jacobsen, der ønskede en bygning, som var bemærkelsesværdig og kunne stå mål med kunstværkerne.

Selvom det naturligvis er Glyptotekets samling, der er hovedattraktionen, så kan den imponerende vinterhave lige efter indgangen ikke undgå at tage pusten fra en. Et fantastisk rum, der med sit lys og særlige stemning er i en klasse for sig og på en eller anden måde signalerer, at der er store oplevelser i vente.

Det kunne være den såkaldte festsal bagved. Et stort centralt rum med marmorgulv og i siderne skiftevis søjler og romerske skulpturer. Festsalen er overdådig og monumental og giver indtryk af et græsk tempel.

Et tredje imponerende sted er af nyere dato. Fra den egyptiske samling er der i Henning Larsens bygning lavet en nedgang til mumierne, der selvfølgelig er inspireret af de originale gravkamre, som jeg selv har besøgt i Kongernes Dal i Luxor.

glyptoteket
Den egyptiske samling er imponerende

Det er godt tænkt og giver tiltrængt afveksling til de fleste af Glyptotekets øvrige rum. Også Henning Larsens bygning er markant anderledes, men virker i forhold til Glyptotekets grundstemning kold og ugæstfri. Det er også et sted, hvor man med fordel kunne forbedre skiltningen – noget man ellers er glimrende til på Glyptoteket. Henning Larsens bygning indeholder den franske malerisamling.

Samlingen Middelhavshorisonten havde jeg tidligere en tendens til at springe over. Først og fremmest fordi, det for mig var den mindst interessante. Men efter jeg havde besøgt det nye Museo delle Navi Antiche i Pisa, der har stor fokus på Etruskerne, blev en ny interesse vakt. Et godt bevis på, at Glyptoteket spænder vidt, og at der hele tiden er noget nyt at se.

Ligesom Glyptotekets enorme samling er en styrke, så kan den omvendt også gøre gæster som mig selv “museumstrætte”. Især er den endeløse række af buster i den antikke samling ret overvældende. Jeg anbefaler at du deler dit besøg på Glyptoteket op og hver gang udvælger en bestemt samling eller et særligt tema.

Jeg kan kun anbefale at besøge Glyptoteket, der som nævnt er et af mine yndlingsmuseer. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Samlingen er enestående og i international klasse.

For mig er det f.eks. en lige så stor en fornøjelse at besøge Glyptoteket som Guggenheim i Bilbao, Det Egyptiske Museum i Kairo eller Van Gogh Museet i Amsterdam.

glyptoteket
Del af den franske samling

Praktisk information til dit besøg i på Glyptoteket

Glyptoteket ligger på adressen Dantes Plads 7, 1566 København tæt på både Tivoli og Hovedbanegården (ca. 400 meter). Du kan se mere om bl.a. åbningstider, særudstillinger og entrépris på Glyptotekets hjemmeside. Du får 10 % rabat, hvis du køber din billet online. Der er desuden mulighed for at købe et årskort.

Udover udstillingerne har Glyptoteket året rundt en række events – se kalenderen her, hvor der også er markeret tidspunkter for omvisninger. De er inkluderet i billetprisen.

Store tasker må ikke medbringes, men kan opbevares i garderoben. Glyptoteket har gratis adgang sidste onsdag i hver måned – her er dog ret mange mennesker. Der er både café og museumsbutik på Glyptoteket.

Flere oplevelser i København

København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.

En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.

Mad og drikke

København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlægget Tre gode madsteder i København, der tilbyder mad fra hele verden. Perfekt, hvis I er flere, der vil prøve noget forskelligt.

Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.

Overnatning

Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.

Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie, der ofte har nogle rigtig gode deals.

Kort over København

Billeder fra Glyptoteket

Glyptotekets mumier
Fra den franske samling
glyptoteket
En af de mange buster i den antikke samling

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her