Pisa er verdensberømt for sit skæve tårn, men der er mere at komme efter i den italienske by. Her er f.eks. lækker mad, spændende historie og nem adgang til fantastiske Toscana.
Velkommen til min Pisa guide, hvor du finder information om transport, seværdigheder, aktiviteter og forslag til gode steder at bo og spise.
Indholdsfortegnelse
Pisa – en introduktion
Pisa er mere end 2000 år gammel og kan i hvert fald dateres til romertiden. Dengang havde byen en så vigtig havn, at kejser Augustus opførte en fæstning for at beskytte den mod fjendtlige angreb. Pisa lå på det tidspunkt blot fire kilometer fra havet, men ophobning af bl.a. mudder fra Arno-floden har sendt byen længere ind i landet. I dag ligger Pisa knap 10 km fra kysten.
Netop havnen har gennem tiden gjort Pisa rig, betydningsfuld og eftertragtet blandt fjender. Ved romerrigets fald overgik byen til longobarderne, men var i en periode også underlagt hertugen af Lucca. Selv vikingerne kom forbi Pisa – med Bjørn Jernside i spidsen erobrede de kortvarigt byen i år 860.
Pisa blev i det 11. århundrede betragtet som en af de fire vigtigste maritime bystater. Selvom man lå i hård konkurrence og til tider konflikt med andre bystater som Genoa, Amalfi og Venedig, så var det en gylden og blomstrende periode. Især Genoa var en evig rival, som Pisa udkæmpede flere krige mod i løbet af middelalderen.
Nogle af Pisas mest berømte seværdigheder omkring Piazza dei Miracoli blev opført i denne periode. F.eks. katedralen, dåbskapellet og det skæve tårn. Betydningsfulde bygninger i høj kvalitet, der også skulle vise hvad byen var i stand til og havde råd til at opføre.

I de følgende århundreder gik Pisa fra at være et militært- og handelsmæssigt knudepunkt til centrum for kultur og uddannelse. Årsagen var primært, at Livorno blev Toscanas vigtigste havneby, og det betød faldende interesse for at forsvare Pisa, der blev forsøgt overtaget af fjender fra nær og fjern. Bl.a. var Firenze i disse år en konstant trussel.
Byens universitet blev grundlagt i 1343, men allerede da var Pisa en vidensby, hvor f.eks. matematikeren Leonardo Fibonacci havde sin gang. Et andet berømt bysbarn er Galileo Galilei, der var astronom og matematiker og betragtes som den moderne videnskabs fader.
Med oprettelsen af den italienske republik i 1861 var Pisa pludselig en lilleput blandt storbyer og kulturelle sværvægtere. Byen mistede gradvist sin betydning, men to ting sætter Pisa på landkortet i dag: Det stadig vigtige universitet og selvfølgelig det skæve tårn, der hvert år tiltrækker millioner af turister
Nu til min Pisa guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

Centrum – den gamle bydel – orientering og oplevelser
Centrum af Pisa består af den gamle bydel, der ligger både nord og syd for Arno-floden. Det er et forholdsvis lille område, der med almindelig kondition kan opleves til fods.
Pisa er en lidt pudsig by. Der er rigtig mange turister, men de er stort set koncentreret omkring Piazza dei Miracoli og videre i et strøg til Piazza dei Cavalieri og gågaden Borgo Stretto, som ender ved Piazza Garibaldi og broen over Arno-floden.
På den anden side af floden fortsætter turiststrømmen ned af de bilfri gader via de Banchi og Corso Italia (shoppinggade) til pladsen Piazza Vittorio Emanuele ll. I sidegader og på parallelveje er Pisa forbløffende stille – meget stille. Det er helt tydeligt, at turisterne kommer for de flotte bygninger på Piazza dei Miracoli og især Det Skæve Tårn.
Den gamle bydel har masser af cafeer, restauranter og overnatningssteder. Området nord for floden er mere turistorienteret end syd for, hvor du som regel finder den billigste overnatning i bydelen.

Piazza dei Miracoli
På Piazza dei Miracoli ligger Pisas absolut største og mest populære seværdigheder: katedralen, Det Skæve Tårn, kirkegården Camposanto og dåbskapellet Battistero di San Giovanni samt de to museer Museo dell’Opera Duomo og Museo delle Sinopie.
Du kan købe billetter til seværdighederne online i forskellige kombinationer. Adgang til katedralen er gratis. Køber du billet til en hvilken som helst seværdighed på pladsen, kan du frit gå ind i katedralen. Alternativt skal du hente din billet på kontoret tæt ved katedralen.
Det Skæve Tårn
Det Skæve Tårn er ikke overraskende den absolut mest populære seværdighed i Pisa. Tårnet blev grundlagt i 1173, men stod først færdig ca. 200 år senere. Det er opført som et fritstående klokketårn til katedralen ved siden af.
Udenpå det 56 meter høje tårn lavet i marmor er der masser af fine detaljer. Vælger du ligesom jeg at gå op i tårnet, vil du opdage, at det indvendigt er helt enkelt. Jeg anbefaler, at du booker billet på forhånd, hvis du vil besøge tårnet.
Læs mere om bl.a. tårnets historie og få praktisk information i indlægget Besøg i Det Skæve Tårn i Pisa.

Katedralen
Pisas katedral blev indviet i 1118 og er hjem for ærkebiskoppen af Pisa. Facaden er fra det 12. århundrede, og efter en brand i 1595 fik bygningen nyt tag.
Katedralen er opført i en periode, hvor Pisa konkurrerede med andre vigtige bystater som Genoa og Venedig. Man ville gerne vise sin økonomiske formåen og placerede endda katedralen udenfor datidens bymure, der signalerede, at man ikke var bange for angreb.
Katedralen er i flere stilarter med indflydelse fra både byzantinerne, maurerne og selvfølgelig den romanske arkitektur, der udsprang fra Lombardiet, som dengang også inkluderede Pisa.
Der er masser af fine detaljer både inden- og udenfor katedralen, hvor et af højdepunkterne er Giovanni Pisanos prædikestol fra begyndelsen af 1300-tallet. Det er også værd at bemærke, at den tysk-romerske kejser Henrik 7. er begravet i kirken. Kig op og kig rundt – der er masser af detaljer at nærstudere.
Katedralen har god info på engelsk, og der er adgang til informationsstandere med lyd og billede for 2 €. Som nævnt får du udleveret din billet på billetkontoret, hvis ikke du har den inkluderet i en af kombinationsbilletterne.

Battistero di San Giovanni
Battistero di San Giovanni grundlagt i 1152 er katedralens dåbskapel. Som tårnet er det enkelt indvendig, men storslået udefra. Også her kan du nyde det flotte marmorarbejde med adskillige flotte detaljer. Placeringen af kapellet er ikke tilfældig. Det er opført i lige linje til katedralen – når dåben var fuldført kunne den troende nu få adgang til selve kirken.
Indenfor er der bl.a. en døbefont og en prædikestol, men ellers ikke meget at kigge på. Til gengæld kan du som jeg være heldig at få en prøve på bygningens fantastiske akustik. En enkelt person kan ved hjælp af bygningens konstruktion skabe flere toner samtidig. Det er ret imponerende og lyder som et mindre kor.
Camposanto
På Piazza dei Miracoli skal du også besøge kirkegården Camposanto. Grundlagt i 1278 var det den sidste af de fire bygninger på pladsen, der blev opført. Pga. af krige og konflikter, der betød nedgangstider for Pisa, stod kirkegården først færdig i 1464.
Camposanto er ikke en helt almindelig kirkegård. Den er aflang og omkranset af høje marmormure i samme stil som de øvrige bygninger på Piazza dei Miracoli. Indenfor på kirkegården, der i midten er åben flankeret af brede buegange, vil du straks få øje på de mange grave i gulvet. Nogle har gravplade med navn og våbenskjold.
Camposanto er dog mest berømt for sine enorme freskoer, der pryder væggene hele vejen rundt om kirkegården. Nogle freskoer er i bedre stand end andre. Under 2. verdenskrig brød Camposanto i brand, og det ødelagde store dele af bygningen. Det blev nødvendigt at fjerne freskoerne, der i årene efter blev restaureret og sat op igen.
Under freskoerne fandt man en slags kladder til malerierne kaldet sinopier. Også de blev fjernet og kan nu ses på Museo delle Sinopie på den anden side af Piazza dei Miracoli. Men der er mere at komme efter i Camposanto end grave og flotte freskoer. Der er flere skulpturer og et mindre kapel med religiøse genstande tilegnet en tidligere ærkebiskop.
Museo dell’Opera Duomo
Museo dell’Opera Duomo kan siges at samle mange af de arkæologiske fund, der er gjort på Piazza dei Miracoli. Museet er dog mest berømt for de mange skulpturer, der engang stod i katedralen og dåbskapellet. De fleste af dem udført af Nicola og Giovanni Pisano, som med deres kunst, håndværk og arkitektur har sat stor præg på Pisa.
Sarkofager, relieffer, udsmykninger og religiøse genstande fra bygningerne på Piazza dei Miracoli kan også ses på Museo dell’Opera Duomo, der ligger i et ældre konvent fra 1400-tallet.

Piazza dei Cavalieri
Piazza dei Cavalieri har en række rigtig smukke bygninger. Pladsen har i århundreder været byens politiske og administrative centrum. Med beliggenheden centralt i Pisas historiske bydel er det et sted, du med stor sandsynlighed kommer forbi.
Her kan du bl.a. se flere pragtfulde bygninger med flotte detaljer. Blandt højdepunkterne er Palazzo della Carovana opført midt i 1500-tallet som hovedkvarter til Sankt Stefan-ordenen. Grundlæggeren af ordenen var Storhertug af Toscana, Cosimo l de’ Medici, der har fået sin helt egen statue på Piazza dei Cavalieri.
Der er ikke adgang til alle bygninger på Piazza dei Cavalieri. En del af dem tilhører i dag enten kommunen eller universitetet. Jeg kom indenfor i Palazzo della Carovana, men måtte nøjes med at se kirken Santo Stefano udefra.
Du kan selv prøve at trække i dørene og gå ind ad portene for at se mulighederne under dit besøg i Pisa.

Palazzo Blu
Palazzo Blu er en markant og historisk bygning, der ligger langs Arno-flodens sydside. Det første hus på stedet blev opført sidst i 1100-tallet, men siden har bygningen ændret form og størrelse adskillige gange.
Altid har det været beboet af betydningsfulde familier i Pisa. Således også det nuværende Palazzo Blu, der i 1864 blev købt af grev Domenico Giuli. Han udvidede paladset, som Giuli-familien havde som hjem helt frem til 1970’erne.
I 2001 blev Palazzo Blu købt af en fond, der omdannede det til museum. Den permanente udstilling indeholder en betydelig samling af malerier af italienske kunstnere.
Paladsets fine interiør er et andet højdepunkt, men Palazzo Blu har også skiftende udstillinger, der kan være interessante. Se mere om museet og udstillingerne her. Palazzo Blu har i øvrigt fået sit navn efter bygningens blå farve, der er et levn fra den russiske ejer sidst i 1700-tallet.
Det Maritime Museum
I de gamle arsenaler ligger nu Det Maritime Museum (Museo delle Navi Antiche), hvor du kan lære om Pisas historie som søfartsby. Det er et interessant og moderne museum, der er godt indrettet og med god information på engelsk.
Du kan bl.a. høre om handel, navigation, skibsbyggeri og livet på havet. I alt er der otte temaområder. På museet kan du også se flere skibsvrag og rekonstruktioner af skibe foruden arkæologiske fund. Det Maritime Museum har lukket om mandagen.

Pisa – hvor mange dage skal du bruge
Pisa er en mindre by, hvor langt de fleste turister kommer for seværdighederne på Piazza dei Miracoli. Vil du se dem alle, så kan du godt afsætte det meste af en dag. Som du kan læse, er der andre seværdigheder i Pisa, men også flere aktiviteter som f.eks. madlavningskursus, botanisk have og vandring på bymuren.
Det er selvfølgelig kun dig, der ved hvad du vil se, gøre og opleve i Pisa, men jeg anbefaler to hele dage. På den måde får du også mulighed for at prøve nogle af byens gode restauranter. Med Pisas beliggenhed i Toscana er der selvfølgelig flere dejlige spisesteder med lækker mad.
Pisa er desuden et trafikknudepunkt og en god base for udflugter til f.eks. Lucca, Livorno, Firenze og en lang række andre steder i Toscana. Selvom Pisa ikke hører til Italiens største byer, så er der alt efter interesse mange muligheder for gode oplevelser.
Herunder finder du min Pisa guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.

Transport
Ind og ud
Pisa lufthavn har koden PSA. Fra København kan du flyve direkte til Pisa med både SAS, Norwegian og Ryanair. Der kan dog være tale om sæsonruter, som kun flyves i sommermånederne eller fra forår til efterår.
Fra Billund og Aalborg er det nødvendigt med en mellemlanding undervejs – f.eks. i København eller Amsterdam med KLM/Transavia.
Lufthavnen ligger blot et par kilometer fra centrum – en taxi tager 5-10 minutter og koster 10-15 € alt efter hvor i Pisa du har booket overnatning. Der køres efter taxameter.
Du finder taxierne udenfor ankomstterminalen ca. 20 meter fremme. Et skilt udenfor terminalen viser vej.
Lidt billigere er det at tage Pisamover – en slags letbane, der kører fra lufthavnen til centralstationen. Herfra skal du finde ny transport til dit hotel. Pisamover tager ca. 7-9 minutter og koster 6 €. Du kan købe billet i automaterne, der også tager kreditkort.
Se mere om lufthavnstransfer i indlægget Fra Pisa lufthavn til centrum – sådan gør du.
At komme rundt
Pisa er en forholdsvis lille by, som du med normal kondition kan opleve til fods. Alle seværdigheder nævnt herover ligger i centrum, og det nemmeste er at gå rundt, da en del gader er bilfri.
Skulle du få brug for transport er der taxier, men også offentlige busser, som dækker store dele af byen. Det er selskabet Autolinee Toscane, der står for den offentlige transport – se linjer og tider her på selskabets hjemmeside, hvor du også kan læse om billettyper og hvor de kan købes.
Ønsker du bare en enkeltbillet kan den købes hos chaufføren (medbring småpenge), men du kan også bruge dit visakort. Skal du bruge den offentlige transport meget, kan det være en god idé at downloade app’en AT.
Overnatning
På trods af Pisas beskedne størrelse, så har byen et stort antal overnatningssteder. De bliver dog hurtigt udsolgt – også udenfor højsæsonen – jeg anbefaler, at du reserverer i god tid.
Du skal selvfølgelig bo i centrum af Pisa. Uanset om du booker hotel eller lejlighed nord eller syd for Arno-floden, så kan du gå rundt til de fleste seværdigheder.
Prisniveauet på overnatning er forholdsvis højt i Pisa. Du skal regne med at betale mellem 800 kr. og 1300 kr. for en overnatning alt efter sæson. Er du på lavbudget, så kan du finde billigere overnatning syd for centralstationen.
I min Pisa guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Hotel Bologna
Meget populært hotel, som du ofte kan booke til en god pris. Hotel Bologna ligger lige syd for floden i gåafstand til alle Pisas seværdigheder. Der er værelser med plads til 1-4 personer. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Hotel Bologna.
Palazzo Feroci
Et af Pisas bedste hoteller, hvis man skal tro anmeldelserne. Her bor du elegant få minutters gang fra Piazza dei Miracoli. Vælg mellem værelse, suite eller lejlighed. Morgenmad er tilgængelig. Se billeder og priser på Palazzo Feroci.
Hotel Pisa Tower
Her bor du med Det Skæve Tårn som nabo. På trods af den perfekte beliggenhed kan Pisa Tower ofte bookes til en god pris. Der er flere forskellige værelsestyper, hvoraf de største har plads til fem personer. Se billeder og priser på Hotel Pisa Tower.
Time Out Pisa
Et af Pisas bedste billige overnatningssteder er Time Out, der ligger få hundrede meter fra Piazza dei Miracoli. Vælg mellem forskellige værelsestyper, der kan have delt eller privat bad og toilet. Tidligere gæster roser især beliggenheden og det venlige personale. Se billeder og priser på Time Out Pisa.
Mad og drikke
Maden i Toscana er superlækker og kendetegnet ved traditionelle egnsretter lavet af friske råvarer i sæson. Her serveres den klassiske tagliatelle al ragú med vildsvinekød og pasta e ceci, pasta med kikærter, samt trippa alla Pisana, en simreret med kalv, fås stort set kun i Pisa og dele af Toscana.
Der er flere andre interessante ting på menukortene. F.eks. cecina og bordatino, der er henholdsvis kikærtebrød og suppe med polenta og bønner. Med nærheden til havet får du også god fisk og skaldyr, hvor især torsk synes populært.
Som da jeg bemærkede under mit besøg i Bologna, så vinder mange retter ikke så meget på udseendet, men på smagen. Det er ærlig mad lavet med kærlighed og hensyn til ældgamle traditioner. På menukortene finder du mange steder også de klassiske retter som f.eks. pizza, lasagne og carbonara.
Pisa har en lang række glimrende restauranter, men i en by, der tiltrækker tusindvis af turister, er det værd at se sig for, hvis det at spise godt er vigtigt for dig. Især langs gågaden via Maria op mod Piazza dei Miracoli ligger turistrestauranterne på stribe. Den slags med store menukort og personale, der prøver at hive kunder ind.
Prisniveauet på Pisas spisesteder er yderst rimeligt og væsentlig billigere end i Danmark. En hovedret på en almindelig restaurant fås for 20-30 €. De fleste steder er coperto, betaling for service, glas, bestik og tallerkener, obligatorisk. Regn med 3 € pr. person.
Trattoria Sant’Omobono
Trattoria Sant’Omobono er en lille restaurant, der serverer rigtig god lokal mad. Du kan få flere af de klassiske retter lavet fra bunden. Priserne er tilmed lave, så her får du virkelig god værdi for pengene. Trattoria Sant’Omobono har åben til frokost og aften, men lukket ud på eftermiddagen. Jeg anbefaler at du reserverer bord. På Piazza Trattoria Sant’Omobono.
Grigliera Le Vettovaglie
Et godt spisested, der har åbent hele dagen er Grigliera Le Vettovaglie, hvor du finder flere toscanske specialiteter på menukortet. Der er hovedretter fra 15-25 €. Jeg fik venlig betjening på restauranten, der ligger på Piazza delle Vettovaglie. Stedet har siddepladser inde og ude på pladsen. På Piazza delle Vettovaglie.
La Pergoletta
La Pergoletta er et pænere spisested, der laver toscansk mad serveret som flotte anretninger. Prisniveauet er bestemt rimeligt på La Pergoletta, der også har et stort vinkort. En rigtig god restaurant med venlig service og flotte omgivelser. På Via delle Belle Torri 40.
Aktiviteter
I Pisa er der også en række aktiviteter, ligesom du året rundt kan deltage i events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Klik ind på Turismo Pisa for at se, hvad der sker under dit ophold i byen. Her et udpluk af aktiviteter i Pisa:
Museer
Pisa har en række museer – udover de nævnte herover kan du bl.a. besøge disse steder:
• San Matteo Nationalmuseum
• Domus Mazziniana (om Giuseppe Mazzinis liv)
• Gipsoteca di Arte Antica (gipskopier af statuer og skulpturer)
• Museo Nazionale di Palazzo Reale
• Medicinsk Museum
Andre aktiviteter
• Food Tour
• Byvandring
• Botanisk Have
• Sightseeingbus (hop-on hop-off)
• Guidet cykeltur
• Vandring på bymuren
• Madlavningskursus
• Vinsmagning
Få mere inspiration i indlægget Gratis oplevelser i Pisa.
Praktisk information til din rejse
Godt at have styr på
Inden din rejse til Pisa er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Italien – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.
Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.
Bedste rejsetidspunkt
April til oktober er det bedste tidspunkt at besøge byen. I min Pisa rejseguide anbefaler jeg maj/begyndelsen af juni og september – her er der en god chance for dejligt vejr, uden at det er alt for varmt. Sommermånederne kan være stegende hede med temperaturer på godt over 30 °C.
Øvrigt
Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger samt en eventuel rejseguide til Pisa.
Kort over Pisa
I min Pisa guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.












