
Hvor skal man bo i Bilbao? Det kan du læse mere om i dette indlæg, hvor jeg gennemgår de mest populære bydele, kvarterer og områder.
Bilbao er en spændende rejseby med en imødekommende og gæstfri befolkning. Her kommer turisterne især for to ting: Den gode mad og det verdensberømte museum Guggenheim. Der er selvfølgelig andre seværdigheder i Bilbao, som også har en hyggelig gammel bydel med fine huse og masser af historie.
Men hvor skal du så bo i Bilbao? Jeg anbefaler en af de fire bydele herunder, hvis du kommer for at opleve de vigtigste seværdigheder og have det største udvalg af cafeer, restauranter og overnatningssteder.
Det er her langt de fleste turister booker hotel, men har du andre præferencer – f.eks. at bo tæt på stranden eller opleve en anden side af Bilbao, så er der også mulighed for det.
Du kan læse meget mere om Bilbao i min Bilbao guide, der har masser af information om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og forslag til gode spisesteder.
Offentlig transport
Inden du kan læse mine forslag til hvor man skal bo i Bilbao, så lad mig hurtigt gennemgå, hvordan du kommer rundt i byen og fra område til område. Bilbao har glimrende offentlig transport, hvor især metroen kan være nyttig. Der er tre linjer, som dækker et stort område af den centrale del af byen.
Du kan købe billet i automaterne, der er nemme at bruge. Billetten skal bruges til at komme ned på perronen og nogle steder ud igen. Se et kort over Bilbaos metro her.
Bilbao har en enkelt sporvognslinje. Den forbinder bl.a. Casco Viejo med den østlige, nordlige og vestlige del af Abando og kommer bl.a. forbi Guggenheim. Se mere om sporvognen her. Den offentlige transport er opdelt i fire zoner, men Abando, Deusto og Casco Viejo ligger alle i zone 1.

1 Casco Viejo (den gamle bydel)
Casco Viejo er Bilbaos gamle bydel. Der er tale om et forholdvis lille område langs den østlige del af Nervion-floden, der består af et netværk af bilfri gader. Casco Viejo kan også kaldes for byens turistområde, hvor du finder en lang række cafeer, barer, butikker og spisesteder.
Det er også her, en stor del af Bilbaos seværdigheder ligger. F.eks. hovedmarkedet, Plaza Nueva, flere gode museer og en stribe historiske kirker inklusive byens katedral. En hyggelig bydel, men uden megen autenticitet.
Udvalget af overnatningssteder i Casco Viejo er forholdsvis lille. Book i god tid, hvis du har et ønske om at bo her. Som en slags centrum for Bilbaos turisme er prisniveauet på overnatning højt – forvent ca. 1000 kr. pr. nat for et typisk turistklassehotel.
Casco Viejo er et godt valg til førstegangsbesøgende og dig, der ønsker at bo tæt på seværdigheder og Bilbaos mange muligheder. Casco Viejo har farven blå på kortet nederst på siden.
Offentlig transport
Casco Viejo er godt dækket ind mht. offentlig transport. Først og fremmest, så kan du med metroen køre til Abando og videre mod vest/nordvest, hvor linje 1 og 2 deler sig. Med linje 3 (Euskotren) kan du køre nord og syd for Casco Viejo, og som nævnt forbinder sporvognen den gamle bydel med Abando langs floden.
Gode steder at bo i Casco Viejo
• Bilder Boutique Hotel – Her bor du med perfekt beliggenhed i Bilbao. Bilder Boutique Hotel får topanmeldelser af tidligere gæster, der især roser personalet og selvfølgelig beliggenheden. Vælg mellem værelser og suiter med plads til fire personer. Se billeder og priser på Bilder Boutique Hotel.
• Hotel Tayko Bilbao – Elegant og moderne hotel med rigtig god beliggenhed i den gamle bydel. Tayko har flere forskellige værelsestyper med plads til max. tre personer. Faciliteterne tæller bl.a. bar, fitness og prisbelønnet restaurant. Morgenmad er tilgængelig. Se billeder og priser på Hotel Tayko Bilbao.
2 Abando
Abando er en ret stor bydel, der ligger overfor Casco Viejo på den vestlige side af Nervion-floden. De to områder er forbundet af flere broer, og du kommer nemt fra den ene bydel til den anden.
Man kan godt kalde Abendo for Bilbaos moderne centrum. Livsnerven er den lange og snorlige gade Gran Via med den store plads (rundkørsel) Federico Moyúa omtrent midt på. Gran Via er flankeret af en lang række butikker, og du kan shoppe videre ned ad gågaden Ercilla Kalea, der udgår fra Federico Moyúa.
Abando mangler ikke cafeer, barer og spisesteder. Bl.a. langs gågaden Ledesma, der løber parallelt med Gran Via, er der masser af muligheder for at spise og drikke. I Abando finder du flere af Bilbaos vigtigste seværdigheder. Det gælder Guggenheim, Museet for Moderne Kunst og Itsas Museum, der har byens maritime historie som fokus.
Der er et pænt udvalg af overnatningssteder i bydelen. Flest i den østlige del og langs floden, hvorfra der er nem adgang til Casco Viejo. Fra Gran Via mod vest i kvartererne Indautxu og Ametzola bliver overnatningsmulighederne færre, men til gengæld billigere.
Abando (den østlige del) er et glimrende alternativ til Casco Viejo, hvis du ønsker at bo centralt tæt på seværdigheder og forlystelser. Abando har farven rød på kortet nederst på siden.
Offentlig transport
I Abando er du godt dækket ind mht. offentlig transport. De to vigtigste metrolinjer kører langs Gran Via og kan begge bringe dig til Casco Viejo på få minutter.
Sporvognen kører i den nordlige del af bydelen langs floden og kommer forbi vigtige seværdigheder som Guggenheim, Itsasmuseum og Museet for Moderne Kunst. Også sporvognen kan køre dig til den gamle bydel.
Gode steder at bo i Abando
• Batimont Suites – På Batimont Suites bor du i moderne og veludstyrede lejligheder med bl.a. køkken. De største lejligheder har plads til fire personer. Batimont Suites ligger i bydelen Abando i gåafstand til både Gran Via, Guggenheim Museum og Casco Viejo. Se billeder og priser på Batimont Suites.
• Líbere Bilbao Ledesma – Lyse moderne lejligheder med topbeliggenhed i Bilbao. I nem gåafstand til både Guggenheim og Casco Viejo og med cafeer og spisesteder lige udenfor døren. Lejlighederne har plads til fire personer. Se billeder og priser på Líbere Bilbao Ledesma.
3 Deusto
Deusto ligger nord for Nervion-floden overfor Abando. Bydelen er hjem for byens universitet, og det betyder mange steder en ungdommelig atmosfære og en del barer, cafeer og spisesteder med budgetvenlige priser.
Der er ingen nævneværdige seværdigheder i Deusto, men du kommer nemt til de centrale dele af Bilbao med offentlig transport.
Udvalget af overnatningssteder i bydelen er forholdsvis lille. Deusto er det lidt billigere alternativ til Abando og Casco Viejo og til dig, der ikke behøver at have aktiviteter og seværdigheder lige udenfor døren. Deusto har farven grøn på kortet nederst på siden.
Offentlig transport
Fra Deusto og Sarriko metrostation kan du køre til både Abando (6-8 minutter) og Casco Viejo (10-12 minutter).
Gode steder at bo i Deusto
• Bilbao Akelarre Hostel – Billigt overnatningssted med både sovesale og “almindelige” værelser med privat bad og toilet. Akelarre har gode fællesområder, og man hjælper gerne med udflugter/billetter. Der er ca. 600 m til Deusto metrostation. Se billeder og priser på Akelarre Hostel.
• Livensa Living Studios – Her bor du i lyse, moderne og veludstyrede studiolejligheder til en rigtig god pris. Der er ca. 750 m til Deusto metrostation. Se billeder og priser på Livensa Living Studios.
4 La Vieja (Bilbi) og San Francisco
Syd/sydvest for Casco Viejo, på den anden side af Nervion-floden, ligger La Vieja, der er et af Bilbaos hippeste bydele. Her finder du gallerier, coole barer, spisesteder med mad fra hele verden samt spændende butikker, der sælger bl.a. kunst, mode og second hand.
Det er en kreativ bydel, der er et godt eksempel på, hvad Bilbao også kan være. Du finder ingen seværdigheder i La Vieja, men der er kun få minutters gang til Casco Viejo.
Der er kun meget få overnatningssteder i bydelen, men i nabokvarteret San Francisco, der er et multikulturelt område op mod togstationen, er der et væsentlig større udvalg. La Vieja og San Francisco har farven lille på kortet nederst på siden.
Offentlig transport
La Vieja og San Francisco er ikke dækket af hverken metro eller sporvogn. Til gengæld er der højst 10 minutters gang til Casco Viejo og Abando ved Gran Via. Ved San Francisco ligger byens centralstation med tog til nær og fjern.
Gode steder at bo i La Vieja
• Apartamento Miribilla – Et af La Viejas få overnatningssteder er Miribilla, der tilbyder lyse fuldt udstyrede lejligheder ca. 400 m fra Casco Viejo på den anden side af floden. Se billeder og priser på Apartamento Miribilla.
• Axel Hotel Bilbao – Lækkert moderne hotel i San Francisco blot 300 m fra Casco Viejo. Axel Hotel er cool indrettet og tilbyder både værelser og suites. Faciliteterne tæller spa, bar, fitness og pool på tagterrassen. Et meget populært hotel kun for voksne, der får topanmeldelser af tidligere gæster. Se billeder og priser på Axel Hotel.

Praktisk information til din rejse til Bilbao
Transport
Fra København kan du flyve direkte til Bilbao (kode: BIO) med Norwegian og SAS. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Fra Billund og Aalborg er det nødvendigt med en mellemlanding – f.eks. i Amsterdam.
Fra lufthavnen til centrum eller dit hotel kan du tage lufthavnsbussen (linje 3247), der kører til bl.a. den store rundkørsel på Gran Via centralt i Bilbao. Du kan også hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris.
Læs mere om transport i min Bilbao Guide, der også indeholder masser af information om bl.a. seværdigheder og aktiviteter.
Overnatning
Bilbao har et store udvalg af hoteller i alle prisklasser. Du kan booke hos f.eks. booking.com eller hotels.com – de to sider har langt det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Spanien inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.











