Bilbao er en spændende rejseby, der især er kendt for to ting: Den fremragende mad og det verdensberømte museum Guggenheim. Men der er mere at komme efter i Bilbao, hvor den baskiske kultur er med til at gøre byen til en lidt anderledes oplevelse. Det og meget andet kan du læse mere om i min Bilbao guide.
Indholdsfortegnelse
Bilbao – en introduktion
Bilbao blev officielt grundlagt i år 1300 af den castilianske adelsmand Diego Lopez V. de Haro. Han var således øverste myndighed i den selvstyrende region Biscaya (Vizcaya), der stod under Castiliens beskyttelse.
Allerede dengang var Biscaya og dermed Bilbao et vigtigt handelscentrum i Baskerlandet. Uld og især jern blev fra byens havn sendt af sted til hele Europa. I 1372 gav Kong Johan 1. af Castilien Bilbao særlige privilegier og frihandelsrettigheder, hvilket bragte yderligere velstand til byen.
Den senere Dronning Johanne af Castilien opførte i 1511 et konsulat for sø- og handelsfolk, der betød kronens jurisdiktion over området. Det gjorde kun Bilbao endnu vigtigere, og på ny blomstrede byen op. Så meget, at Bilbao i 1602 blev hovedstad i Biscayen.
Men de gode tider varede ikke evigt. Selvom Bilbao stort set gik fri i Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, så var byen epicentret for de såkaldte Carlistkrige. De handlede om arvefølgen til den spanske trone, hvor carlisterne ønskede den afdøde konges bror på tronen, mens de liberale havde enkedronning Maria Christina som førstevalg.
På trods af stridighederne ved de i alt tre carlistkrige op gennem 1800-tallet, så fortsatte den økonomiske udvikling bl.a. hjulpet på vej af nye finansielle institutioner, etableringen af jernbanen og en stadig voksende produktion og eksport af jern og stål. Indbyggertallet steg markant – i begyndelsen af 1900-tallet boede der over 80.000 mennesker i Bilbao.

Byen blev hårdt medtaget under den spanske borgerkrig, hvor Bilbao støttede de spanske republikanere mod general Franco, som i 1939 endte med at tage magten i landet. Efterkrigstiden bød på en genopbygning af Bilbao, men også af den så vigtige jernindustri, der fik arbejdsløse spaniere til at strømme til byen.
De gode tider varede til 1980’erne, hvor en krise satte ind. Det fik bystyret til at tænke i nye baner, der betød et fokusskift fra industri og produktion til servicesektoren. En af planerne var finansieringen af Guggenheim Museum, og det skulle vise sig at være en så afgørende beslutning, at den kom til at ændre Bilbao for altid.
Selvom byens infrastruktur samtidig blev forbedret og berømte arkitekter som Norman Foster, Philiippe Starck og Santiago Calatrava lavede forskellige projekter i Bilbao, så taler alle om tiden før og efter Guggenheim. Det var museet, der satte byen på verdenskortet og grunden til, at antallet af turister skød i vejret.
Bilbao er i dag en levende by, der som nævnt har mere at byde på end Guggenheim. Den gamle bydel Casco Viejo er hyggelig og et sted du selvfølgelig skal se, men du kan også besøge spændende museer og historiske kirker. Og så er der jo den verdensberømte mad, der er grund nok til at rejse til Bilbao.

Bilbao – en del af Baskerlandet
Bilbao ligger i Baskerlandet, der dækker tre nordspanske provinser. Baskerlandet er det man kalder autonomt område og har udstrakt selvstyre som et resultat af Den Spanske Konstitutionen fra 1978. Den blev dog afvist af de baskiske nationalister, der stadig kæmper for selvstændighed.
Dog ikke med samme metoder som tidligere. Her var den militære bevægelse ETA ansvarlig for adskillige mord, bortførelser og mordforsøg i 1970’erne og flere årtier frem. Bl.a. myrdede man general Francos efterfølger Luis Blanco. ETA nedlagde våbnene i 2011 og opløste sig selv i 2018 efter flere end 800 drab.
Mange baskere har stadig selvstændighed som mål, men langt de fleste er i dag mere pragmatiske og ønsker at gå forhandlingsvejen. Der er dog stadig spændinger i området – Baskerlandet har det højeste antal politifolk pr. 100 indbygger end noget andet sted i Vesteuropa.
Baskerne er lidt af et mysterie for forskere og historikere. Deres DNA er markant vesteuropæisk med forbindelse til Wales og Irland. Oprindelsen er uklar, men nogle mener, at baskerne har levet isoleret bag bjergene i Nordspanien og på den måde udviklet deres egen kultur og det helt særegne sprog, der er Europas ældste. I Bilbao taler stort set alle dog spansk og i turistindustrien også engelsk.
Som besøgende i Bilbao kan man ikke undgå at mærke indbyggernes stolthed over deres baskiske oprindelse, og du vil sikkert også studse over de mange helt uforståelige ord på skilte, menukort og informationstavler. Kulturen og sproget er blot med til at gøre opholdet anderledes og spændende.
Nu til min Bilbao guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

Casco Viejo (Den Gamle Bydel) – orientering og oplevelser
Casco Viejo, den gamle bydel, er som navnet antyder den ældste del af Bilbao. Der er tale om et forholdsvis lille område grundlagt i middelalderen, men næsten alle bygninger er i dag af nyere dato opført i det 19. århundrede. Det var nogenlunde samtidig med, at bymuren blev revet ned.
I 1983 blev Bilbao ramt af voldsomme oversvømmelser, der ødelagde en stor del af Casco Viejo. Mange bygninger blev efterfølgende renoveret og istandsat, og der er således kun ganske lidt tilbage fra bydelens oprindelse.
Casco Viejo kaldes også Las Siete Calles, eller De Syv Gader, der hentyder til de syv snorlige gader i den sydlige del af bydelen, hvor Bilbao blev grundlagt. Oprindelig var gaderne opdelt efter erhverv, men i dag er der butikker, restauranter og pintxosbarer i bygningerne.
Casco Viejo er en af Bilbaos mest populære bydele at booke overnatning. Historien, seværdighederne, de travle gader og selvfølgelig det store antal gode pintxosbarer gør Casco Viejo til et oplagt sted at bo.
Her er du via broerne over Nervion-floden også i gåafstand til i hvert fald den østlige del af bydelen Abando, der er Bilbaos nyere centrum med bl.a. Guggenheim og den populære handelsgade Gran Via.
Fra Casco Viejo kommer du nemt til andre dele af Bilbao med metro og sporvogn. Bydelen er med andre ord et centralt sted at bo, men selvfølgelig med et lidt højere prisniveau end de fleste andre steder i byen.

Casco Viejo (Den Gamle Bydel)
Bilbaos gamle bydel har flere museer og historiske seværdigheder. Et naturligt samlingspunkt er den centrale plads Plaza Nueva med de mange gode pintxosbarer. På pladsen er der ofte underholdning og om søndagen marked, men da jeg kom forbi, var det dog ganske lille.
I Casco Viejo er der også mulighed for at besøge en håndfuld kirker. Vigtigst er katedralen Santiago, som du kan læse mere om længere nede på siden, men også San Nikolás dedikeret til de søfarernes helgen er interessant. Især den fantastiske altertavle udført i valnøddetræ, hvor Sankt Nikolaus har en central rolle omgivet af helgenerne Peter, Paul, Vincent og Laurentius.
Bag markedet Mercado de la Ribiera ligger kirken San Antón, der er i gotisk stil. Den blev indviet i 1433, men udvidet i slutningen af det 15. århundrede. Det er en ganske lille kirke, der trods krige og oversvømmelser stadig har enkelte detaljer fra sin grundlæggelse.
Museo Vasco (bymuseum om Bilbao og baskerne)
Museo Vasco ligger i en flot barokbygning ved Miguel Unamuno Plaza og er netop nu i gang med en omfattende renovering. Museet omhandler stort set alt, hvad der er værd at vide om baskerne og deres historie. Fra de første fund i området, der kan føres tilbage til baskerne og frem til i dag.
I de mange rum er der f.eks. information om handel, landbrug, jernindustrien, traditionelt kunsthåndværk og selvfølgelig livet på havet, der i århundreder har været et af baskernes hovederhverv. Museo Vasco er et rigtig godt sted at lære mere om baskerne og deres historie.

Mercado de la Ribiera
Ud til floden i den sydlige del af Casco Viejo ligger Mercado de la Ribiera, der er opført i 1929 og renoveret i 2009. Det er et af Europas største overdækkede markeder og stedet at shoppe alt fra fra ost, fisk, brød og grøntsager til specialiteter og alverdens kød som f.eks. pølser og lækre iberiske skinker. Udvalget er enormt.
Markedet har også en del spisesteder, hvor du bl.a. kan prøve pintxos, der her fås i utallige varianter. Det er dog kaotisk og et temmelig travlt sted.
De fleste markeder jeg har besøgt er mest spændende om morgenen, hvor handlen er på sit højeste, men det gælder ikke på Mercado de la Ribiera. Da jeg var forbi ved åbningstid var der stille, men kom omkring middag, hvor markedet er langt mere livligt. Kl. 14 er de fleste boder lukkede eller ved at pakke ned.
Ved markedet kan du også se en håndfuld flotte malerier i loftet på Arcos de la Ribiera, en portico, eller søjlegang, hvor fem udvalgte kunstnere i 1980’erne fik til opgave at lave et værk, der symboliserer Bilbao.

Catedral de Santiago
En af topseværdighederne i Casco Viejo er Cathedral de Santiago, der hører til Bilbaos ældste bygninger. Katedralen med det 64 meter høje tårn er grundlagt i det 14. århundrede på resterne af en tidligere kirke. Det tog mere end 100 år at opføre kirken, der pga. senere om- og tilbygninger er i forskellige stilarter. Facaden er af nyere dato og forsøgt holdt i den oprindelige gotiske stil.
Kirken blev først katedral i 1955 og dedikeret til Jakob den Ældre. Dengang som nu var den et stop på den nordlige caminorute. Katedralen kan umiddelbart synes lille, men stående indenfor i kirken, der har en loftshøjde på 22 meter, er der alligevel en følelse af noget pompøst.
I forhold til de fleste andre katolske kirker er der kun få udsmykninger, men til gengæld mange fine detaljer. Der er også en lang række kapeller med ca. 250 grave tilhørende datidens rige og indflydelsesrige familier.
Som et vedhæng til katedralen kan du besøge klostret, der er kommet til senere. Her er nu indrettet et museum med en mindre udstilling, hvor du bl.a. kan se kåber og religiøse genstande. Husk at kigge op i klosterrummene – loftet er rigtig flot.
Entre til katedralen koster 8 €, der også gælder til kirken San Antón, som ligger lige bag Mercado de la Ribiera.

Abando – orientering og oplevelser
Bydelen Abando ligger overfor Casco Viejo på den anden side af Nervion-floden. Det er en større bydel, men med almindelig kondition vil det være muligt for de fleste at gå rundt til Abandos seværdigheder og mest interessante områder. Alternativt dækker metrolinjerne L1 og L2 bydelen fint.
I Abando er livsnerven den brede boulevard Gran Via, hvor Plaza Moyua omtrent midt på gaden, er en slags centrum. Herfra udgår flere veje og den populære bilfri shoppinggade Ercilla. På Plaza Moyua ligger også det luksuriøse hotel Carlton og det pragtfulde Chavarri Palace opført i begyndelsen af 1900-tallet.
Gran Via er proppet med butikker og shoppingcentre som Primark og El Corte Ingles. Barer og restauranter finder du primært i sidegaderne. Her har det bilfri strøg Ledesma masser af cafeer, barer og restauranter. Et sted med liv og glade dage – er der ikke plads ved borde og stole, så står man bare midt på gaden.
Abando er en alsidig bydel med et stort udvalg af cafeer, barer, restauranter og overnatningssteder. Flere af Bilbaos mest populære seværdigheder (inklusive Guggenheim) ligger i bydelen, og du er samtidig tæt på Casco Viejo som du kan nå på gåben eller med metro.

Parque Dona Casilda
Centralt i Bilbao og tæt på seværdigheder som Guggenheim, Itsasmuseum og Museum of Fine Arts, ligger parken Doña Casilda, der er grundlagt i 1907. Det er lidt af en oase i byen og et populært sted på varme sommerdage, men bruges også til gå- og løbeture.
Doña Casilda er i flere niveauer og har foruden åbne plæner både søer, statuer, springvand og et fontæneshow delvist indrammet af en pergola. Der er også legeplads og et mindre friluftsteater.
Guggenheim Museum
Bilbaos absolut største attraktion er Guggenheim Museum, der er verdensberømt og som nævnt i indledningen har været skelsættende for byens udvikling. Det bemærkelsesværdige museum tegnet af arkitekten Frank Gehry anses som et mesterværk, ligesom de mange udstillinger med primært samtidskunst holder høj standard.
I Guggenheims samling finder du bl.a. værker af Jeff Koons, Andy Warhol og Jackson Pollock. Langt fra alle kan ses på museet, der kun har to faste udstillinger. Richard Serras enorme værk The Matter Of Time og Jeff Koons Tulip, der efter at have stået ved indgangen nu har fået en fast plads på museet.
Det er en god idé at booke billet i forvejen på Guggenheim, som du kan læse meget mere om i indlægget Besøg på Guggenheim Bilbao.

Museum of Fine Arts
I udkanten af Parque Dona Casilda ligger Bilbaos kunstmuseum, der viser værker fra tidlig middelalder til 1900-tallets avantgarde. Museum of Fine Arts har desuden en mindre orientalsk afdeling og den mest omfattende samling af baskisk kunst i verden. I alt har museet flere end 19.000 værker, hvoraf ca. 2000 er malerier.
Nogle af de mest berømte kunstnere i samlingen er bl.a. Paul Gauguin, Francis Bacon, Richard Serra, Martin de Vos og Fransisco de Goya. Museum of Fine Arts har både faste og skiftende udstillinger – se mere på museets hjemmeside om, hvad der sker under dit ophold i Bilbao.
Itsasmuseum
Bilbaos historie handler i høj grad om søfart. Dengang skibene var mindre end i dag, var der masser af liv på floden i det, der nu er den centrale del af Bilbao. Her lå adskillige værksteder og provianteringer, men også købmandshuse og skibsværfter.
Det er præcis her på et af Bilbaos gamle værfter du kan besøge Itsasmuseum, der omhandler stort set alt om maritimt liv. Du kan lære mere om fiskere, søfolk, havnearbejdere, bådebyggeri og meget meget mere.
Museet ligger delvist i de gamle dokker, hvor den 60 meter høje og 30 ton tunge kran er blevet et slags vartegn for museet. Indenfor er der både faste og skiftende udstillinger samt flere aktiviteter henvendt til børn. Se mere på itsasmuseum.eus.

Andre steder i Bilbao
Vizcaya-broen
Bilbao gennemskæres af floden Nervión, som du kan krydse ad en af de mange broer. Bl.a. Vizcaya-broen, der er på UNESCOs verdensarvliste. Opført i årene 1887 til 1893 er broen egentlig en transportal platform, der på halvandet minut krydser Nervión med gods og passagerer.
Vizkaya blev konstrueret på denne måde for ikke at genere skibstrafikken til og fra byens vigtige havn. Der er i dag tilføjet elevatorer, som gør det muligt at gå på toppen af broen over floden.
Mount Artxanda
Ved metrostationen Matiko kan du tage kabelbanen op til Mount Artxanda. Herfra har du en flot udsigt over Bilbao. Der er flere populære vandreruter i området, men du kan også se Juan Jose Novellas skulptur Fingerprint opført til minde om de faldende baskere i den spanske borgerkrig.
På toppen ligger desuden flere restauranter, der serverer baskisk mad. Mount Artxanda er et populært sted at se solnedgangen, hvor både lokale og turister knipser løs med kameraet for at få det perfekte billede. Kabelbanen koster knap 5 € for en returbillet. Den kan du købe i automaten (tager også kreditkort) eller i billetlugen.

Bilbao – hvor mange dage skal du bruge
To hele dage er et absolut minimum til dit besøg i Bilbao. Du skal sandsynligvis se Guggenheim, og det kan nemt tage i hvert fald en halv dag og endda mere, hvis du virkelig vil gå i dybden med det verdensberømte museum. Det giver ikke meget tid til at se resten af byen, så jeg anbefaler fire nætter, men gerne mere.
Jo længere tid du er i Bilbao, jo flere gode restauranter og pintxosbarer kan du også nå at prøve. Madkulturen er en stor del af et besøg i Bilbao, og selv havde jeg stor fornøjelse af at spise masser af pintxos rundt om i byen og på den måde være en del af lokallivet.
Vil du have endnu mere ud af dit ophold i Nordspanien, så er der ikke langt til spændende byer som Santander og San Sebastian. Lej en bil eller hop på bussen fra den nye busterminal. Der er masser af muligheder for gode oplevelser i Bilbao, Baskerlandet og det øvrige Nordspanien.
Herunder finder du min Bilbao guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.

Transport
Ind og ud
Fra København kan du flyve direkte til Bilbao (kode: BIO) med SAS og Norwegian. Der er tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår.
Alternativt, også fra Billund og Aalborg, er det nødvendigt med en mellemlanding. F.eks. med KLM via Amsterdam eller med Lufthansa via München, der flyves året rundt. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra lufthavnen til centrum kan du tage bus 3247, der kører lige udenfor ankomstterminalen til bl.a. Plaza Moyua på Gran Via og har endestation ved den store busstation Bilbao Intermodal. Herfra kører den tilbage ad samme rute til lufthavnen. Turen tager 20-25 minutter. Du kan købe billet i bussen.
Taxa fra lufthavnen til den centrale del af byen koster 30-35 €. Taxierne holder til venstre når du kommer ud af ankomstterminalen. Bilbao lufthavn er ganske lille og du vil hurtigt få øje på taxierne.
Alternativt kan du hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen. En privat transfer kan være en god løsning, hvis du har meget bagage eller I er en større rejsegruppe.
Der er selvfølgelig andre måder at komme til Bilbao. Fra byens moderne busstation Intermodal er der forbindelse til en lang række byer i primært Nordspanien. Se mere hos Alsa, der er det nationale busselskab, men der er andre udbydere til og fra Bilbao.
Tog er også en mulighed for at komme til og fra Bilbao. Byen er forbundet til bl.a. Madrid og Barcelona, men der er ikke direkte forbindelse til byer i nærheden. Her er bussen en bedre løsning.
At komme rundt
Med almindelig kondition kan du gå rundt mellem seværdighederne (lige bortset fra Viscaya-broen). Et alternativ er at benytte Bilbaos gode metro. Du kan købe billet i automaterne, der er nemme at bruge. Billetten skal bruges til at komme ned på perronen og nogle steder ud igen. Se et kort over Bilbaos metro her.
Bilbao har en enkelt sporvognslinje, der kan være nyttig. Den forbinder bl.a. Casco Viejo med den østlige del af Abando og kommer forbi Guggenheim. Se mere om sporvognen her. Den offentlige transport er opdelt i fire zoner, men Abando og Casco Viejo ligger begge i zone 1.
Overnatning
En by af Bilbaos størrelse har selvfølgelig overnatningsmuligheder for enhver smag og pengepung. Casco Viejo og Abando omkring Plaza Moyua er dyrest, og her skal du regne med omkring 1000 kr. pr. nat alt efter sæson. Det er de to mest centrale steder i Bilbao, der også ligger tæt på de fleste seværdigheder.
Er du på lavbudget kan du kigge efter overnatning i den vestlige del af Abando i kvarteret Indautxu eller i bydelen Deusto lige nord for floden overfor Itsasmuseum. Deusto har egen metrostation, der hurtigt kan bringe dig til Abando og Casco Viejo. Se mere om de forskellige bydele i indlægget Hvor skal du bo i Bilbao.
I min Bilbao guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com.
Bilder Boutique Hotel
Her bor du med perfekt beliggenhed i Bilbao. Der er to minutters gang til Plaza Nueva og over broen kommer du til bydelen Abando. Bilder Boutique Hotel får topanmeldelser af tidligere gæster, der især roser personalet og selvfølgelig beliggenheden. Vælg mellem værelser og suiter med plads til fire personer. Se billeder og priser på Bilder Boutique Hotel.
Hotel Tayko Bilbao
Elegant og moderne hotel med rigtig god beliggenhed i den gamle bydel. Tayko har flere forskellige værelsestyper med plads til max. tre personer. Faciliteterne tæller bl.a. bar, fitness og prisbelønnet restaurant. Morgenmad er tilgængelig. Se billeder og priser på Hotel Tayko Bilbao.
Batimont Suites
På Batimont Suites bor du i moderne og veludstyrede lejligheder med bl.a. køkken. De største lejligheder har plads til fire personer. Batimont Suites ligger i bydelen Abando i gåafstand til både Gran Via, Guggenheim Museum og Casco Viejo. Se billeder og priser på Batimont Suites.
Hotel Bilbao Plaza
Bilbao Plaza er nok et af de bedste billigere hoteller i byen. Det moderne hotel ligger to minutters gang fra Casco Viejo og tæt på en af broerne, der fører over til Abando. Der er døgnåben reception og mulighed for at tilkøbe morgenmad. Se billeder og priser på Hotel Bilbao Plaza.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner hoteller på de forskellige bookingplatforme.
Mad og drikke
Bilbao er med rette berømt for sin gode mad. Først og fremmest pintxos, der er baskernes svar på tapas. Pintxos er traditionelt et stykke flute med topping sat sammen af en tandstikker. Med årene er pintxos mange steder blevet lidt mere avancerede, hvor der er kræset for både smag og udseende.
Pintxos spises typisk som en snack ledsaget af et glas vin eller en øl. Du bestiller dem i baren, hvorefter de med det samme gøres klar til servering. Nogle skal en tur i mikroovnen, mens andre får et skud sauce eller den sidste garniture på toppen.
Pintxosbarerne kan være meget forskellige. Som regel spiser man stående eller sidder på barstole, men flere steder, især på Plaza Nueva, serveres der ved bordene. Mange spisesteder i Bilbao har i løbet af dagen kun pintxos eller et begrænset udvalg af retter.
Der ER selvfølgelig muligt at få andet end pintxos på Bilbaos restauranter. F.eks robuste kødretter, men også fisk og skaldyr er stort i byen, hvor bacalao, torsk, er en del af mange retter ligesom blæksprutte og krabber.
Prisniveauet på mad og drikke i Bilbao er absolut rimeligt og væsentligt billigere end i Danmark. Vil du virkelig have værdi for pengene, kan du gå efter restauranter med frokosttilbud, men der er også flere steder, som tilbyder menu del dia – tre retter for 15-20 €. Nogle steder er menuen fast, andre steder kan du vælge mellem en håndfuld retter til forret, hovedret og dessert.
Du kan læse meget mere om mad i Bilbao og få forslag til hvor du skal spise i indlægget 6 gode spisesteder i Bilbao, men her kommer et par af mine favoritter:
Los Fueros
Rigtig god restaurant i Casco Viejo. Her spiser du baskisk mad med et twist og det til en rigtig god pris. Los Fueros er ganske lille og har en bib gourmand i Michelinguiden – det kan derfor være en god idé at reservere bord.
Gure Toki
En af flere pintxosbarer på Plaza Nueva. Et superpopulært sted, der kan være temmelig travl til både frokost og aften. Du kan både spise pintxos i baren eller ved bordene på Plaza Nueva.
Lasai
En af Bilbaos bedste restauranter. Her tryller Michelinkokken David Garcia i køkkenet. Du kan vælge mellem á la carte eller to forskellige tastingmenuer. Bordreservation anbefales. Lasai ligger i bydelen Abando.
Aktiviteter
En by af Bilbaos størrelse har selvfølgelig en lang række aktiviteter ligesom du året rundt kan deltage i events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Klik ind på Bilbao Turismo for at se, hvad der sker under dit ophold i byen. Her et udpluk af aktiviteter i Bilbao:
• Food Tour
• Byvandring
• Kulturhuset Azkuna Zentroa
• En tur på stranden
• Teatro Arriaga
• Athletic Club Museum – San Mamés Tour
• Madlavningskursus
• Sejltur på floden
Du kan få mere inspiration til aktiviteter i indlægget Gratis oplevelser i Bilbao.
Praktisk information til din rejse
Godt at have styr på
Inden din rejse til Bilbao er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Spanien – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.
Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.
Bedste rejsetidspunkt
Varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet i Bilbao. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 25-29 °C, og som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i september.
Med beliggenheden ud til Biscaybugten er vejret ofte uforudsigeligt, og i denne del af Spanien er regn i sommermånederne ikke ualmindeligt.
Vintrene har temperaturer på ca. 8-13 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere.
Øvrigt
Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.
Kort over Bilbao
I min Bilbao guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.












