Hjem Frankrig Oplevelser i Villefranche-sur-Mer med tips til din rejse

Oplevelser i Villefranche-sur-Mer med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Villefranche-sur-Mer og få gode tips til din rejse

Villefranche-sur-Mer er en ganske lille by på Den Franske Riviera. På en eller anden måde er den indbegrebet af alt det, man forbinder med Sydfrankrig: Charme, god mad og spændende historie kombineret med lækker strand.

På trods af byens beskedne størrelse, så er der flere gode oplevelser i Villefranche-sur-Mer – læs bare med her.

Villefranche-sur-Mer – en introduktion

For de fleste turister er Villefranche-sur-Mer et livsnyderparadis på Den Franske Riviera, men byen har faktisk en interessant historie. Her har levet mennesker i flere tusinde år, men i nyere tid er det den dybe naturhavn, der har sat Villefranche-sur-Mer på landkortet.

Uanset hvem der i årenes løb har siddet på magten i byen, så var naturhavnen med sin dybde på knap 100 meter af stor strategisk betydning – både når det gjaldt handel og militære formål.

I dag fungerer bugten ved Villefranche-sur-Mer som ankerplads for store krydstogtskibe, hvis gæster især har kurs mod nærliggende Nice.

oplevelser i Villefranche-sur-Mer
Havnefronten i Villefranche-sur-Mer

Som i Nice har Villefranche-sur-Mer de seneste århundreder også været et populært sted blandt primært royale og velhavende britiske og russiske turister at tilbringe vinteren.

I Saint-Jean-Cap-Ferrat på den anden side af bugten kan du f.eks. besøge Villa Ephrussi de Rothschild – en pragtvilla med tilhørende have opført af den stenrige Beatrice de Rothschild.

Tilbage til Villefranche-sur-Mer, der med sin charme og fantastiske beliggenhed er superpopulær hos turisterne. I juli og august er der rigtig mange mennesker, men en stor del af dem forlader byen igen sen eftermiddag. Jeg anbefaler, at du booker et par overnatninger for at opleve Villefranche-sur-Mer, når endagsturisterne er taget hjem.

Nu til de bedste oplevelser i Villefranche-sur-Mer som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

oplevelser i Villefranche-sur-Mer
Middelaldergaden Rue Obscure

1 Den Gamle Bydel

Det bliver ikke meget mere charmerende end Villefranche-sur-Mers gamle bydel. Tænk et netværk af smalle bilfri gyder flankeret af farvestrålende huse holdt i varme gule, orange og røde farver med matchende blomster og vinduesrammer (billedet øverst).

Den gamle bydel er kuperet med flere stejle trapper, men det er blot med til at understrege charmen. Det er sådan et sted, hvor det er en fornøjelse at gå rundt uden mål. Hvad mon der gemmer sig om næste hjørne?

Et af de steder du skal se i Villefranche-sur-Mers gamle bydel er den såkaldte Rue Obscure. En mørk og hemmelig gade fra middelalderen, der løber under husene, hvor byens forsvarsmur engang lå. Det siges, at Rue Obscure blev brugt til hurtigt at flytte soldater rundt fra ét sted til et andet.

Alt efter hvordan du ankommer til Villefranche-sur-Mer, vil det sandsynligvis ikke være den gamle bydels smalle gyder du først får øje på, men til gengæld den hyggelige havnefront. Her ligger barer, cafeer og spisesteder på stribe. Et herligt sted i første parket til livet i den lille franske by.

oplevelser i Villefranche-sur-Mer
Saint Pierre Kapel

2 Eglise Saint-Michel

Udover Rue Obscure, så er der et andet sted i den gamle bydel, du skal besøge: Eglise Saint-Michel, der er Villefranche-sur-Mers vigtigste kirke. Den er opført i 1757 og tilegnet ærkeenglen Mikael, der er afbilledet bagerst i koret.

Saint-Michel er i barokstil med flere fine udsmykninger, men i forhold til mange katolske kirker enkel i sit udtryk. Du kan bl.a. se en liggende figur af Kristus udført i oliventræ. Saint-Michel har desuden et af de ældste organer i denne del af Frankrig. Der er gratis adgang til kirken.

3 Saint Pierre Kapel

På havnefronten ligger det ganske lille kapel Saint Pierre fra 1500-tallet. Det blev efter en brand forladt og senere brugt af fiskerne som opbevaringsrum. Den franske digter, multikunstner og filminstruktør Jean Cocteau forelskede sig i kapellet, som han i forbindelse med en renovering udsmykkede i 1956-57.

Man kan godt sige, at Cocteau omdannede kapellet til sin egen kunstneriske legeplads, men med respekt for historie og lokalliv. Han stod for udsmykninger inde og ude, hvor især de indvendige vægmalerier af de lokale fiskere er værd at bemærke. Entré til kapellet koster 4 € – der må ikke tages billeder.

Indenfor i citadellet

4 Citadellet (Saint Elme)

Lige syd for havnefronten ligger byens citadel, der er opført i 1500-tallet af hertug Emmanuel Philibert. I dag huser citadellet byens rådhus, et lille kapel og flere mindre museer. Citadellet kaldes også Saint Elme.

Du ankommer til citadellet ad hovedporten. Indenfor kan stedet synes lidt rodet, men der er flere charmerende bygninger og mulighed for at se især kunst på de i alt tre museer.

La Collection Boumeester-Coetz – en kunstsamling doneret af Henri Goetz, der primært har værker af ham selv (surrealisme), men også af Joan Miro, Hans Hartung og Pablo Picasso.

La Fondation Musée Volti – her kan du se tegninger og skulpturer af kunstneren Voltigerno Antoniucci, som donerede sin samling til Villefranche-sur-Mer by.

Les Collections de la Ville – en samling af kunst og forskellige genstande, der fortæller om byens og citadellets historie.

I citadellet er der desuden løbende udstillinger med alle mulige former for kunst. Det er gratis at besøge museerne, men der kan være entré til særudstillinger. Citadellet har også en fin have, en friluftsbiograf og året rundt arrangeres flere events.

Nedenfor citadellet kan du gå ad Chemin de Ronde – en smal sti helt ud til vandet – for at komme til Port Royal de la Darse. Havnen som den ser ud i dag blev etableret i 1730, og flere af datidens bygninger eksisterer stadig.

Plage de Mariners er superlækker

5 Plage de Mariners

Jeg har besøgt en del strande i både Languedoc og Provence, men ingen af dem så lækre som Plage de Mariners, der er Villefranche-sur-Mers bystrand. Plage de Mariners ligger inderst i bugten blot 400 meter fra byens centrum.

Stranden består af groft sand med lidt småsten og har det flotteste krystalklare turkisblå vand. Du kan smide dit håndklæde i sandet eller leje et par solstole i den kombinerede restaurant og beach club.

I den østlige ende af stranden, ved parkeringspladsen, ligger Plage de l’Ange Gardien i en mindre bugt – her kan du ofte leje paddleboard.

6 Welcome Hôtel

Langs Den Franske Riviera ligger adskillige legendariske hoteller. Et af dem er Welcome Hôtel i Villefranche-sur-Mer. Ikke fordi det er fint og fornemt, men pga. af den sublime beliggenhed i centrum af byen. Welcome Hôtel ses ofte på billeder netop fordi det er så markant en del af byen.

Vil du have den fulde Villefranche-sur-Mer-oplevelse, så book en eller flere nætter på Welcome Hôtel. Du kan vælge mellem flere forskellige værelsestyper, der har en forrygende udsigt over hav og havn. Welcome Hôtel har desuden spa, bar og mulighed for at tilkøbe morgenmad.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Villefranche-sur-Mer. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Det legendariske Welcome Hôtel

Rejsetips og information til dit besøg i Villefranche-sur-Mer

Transport

Ind og ud

Du kan flyve direkte til Nice (kode: NCE) fra København med SAS og Norwegian. Sidstnævnte flyver også fra Aalborg. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår.

Fra Billund er det nødvendigt med en mellemlanding et sted i Europa. F.eks. i Amsterdam, hvor KLM betjener ruten. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage taxi hele vejen eller ind til centralstationen (Nice-Ville) og derfra hoppe på toget til Villefranche-sur-Mer. Turen tager ca. 5-7 minutter.

En anden løsning er at tage sporvogn (linje L2) fra lufthavnen til Jean Médicin i centrum af Nice. Herfra kan du enten gå op til centralstationen (ca. 700 m) for at tage toget eller skifte til sporvognslinje L1, der holder tæt på stationen.

En sidste mulighed er hjemmefra at booke en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen og kører dig direkte til dit hotel.

Stationen i Villefranche-sur-Mer ligger et stenkast fra den gamle bydel. Bare følg skiltene, og du vader lige ind i de hyggelige gader.

At Komme rundt

Villefranche-sur-Mer er ikke større end du nemt kan gå rundt i byen.

Overnatning

Udvalget af overnatningssteder i Villefranche-sur-Mer er ret begrænset. Jeg har allerede nævnt Welcome Hôtel som en mulighed, men du kan også vælge det billigere Hotel La Citadelle eller bo ved Plage de Mariners med forrygende udsigt på Vue Mer Prestige.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Mad og drikke

Villefranche-sur-Mer har byens størrelse taget i betragtning et stort udvalg at spisesteder. En del af dem er tydeligt henvendt til turister – tænk store menukort med noget for enhver smag – her er der ikke tænkt så meget på kvalitet, men på at få så mange kunder igennem som muligt.

Der er heldigvis restauranter, der laver dejlig mad – besøg f.eks. Mayassa Beach og Achill’s Restaurant ved havnen, La Mère Germaine (nævnt i Michelinguiden) langs kajen eller La Belle Étoile på Rue Baron de Brès i den gamle bydel.

Rejseressourcer

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Vejr og bedste rejsetidspunkt

Varme solrige somre og milde vintre er kendetegnet for klimaet langs Den Franske Riviera. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 29-32 °C, men det kan i perioder være varmere. Som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i oktober måned.

Vintrene har temperaturer på ca. 8-10 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere. Se vejret i Frankrig.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her