Hjem Sverige Oplevelser i Varberg med tips til din rejse

Oplevelser i Varberg med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Varberg og få gode tips til din rejse

oplevelser i varberg

Varberg er i dag mest kendt som kurby, men den store fæstning ved havnen vidner om et sted med en spændende fortid. Det er her, jeg går rundt nu for at blive klogere på den lille svenske by, der bl.a. byder på masser af Danmarkshistorie. Læs om de bedste oplevelser i Varberg her og find tips til din rejse nederst på siden.

Varberg – en introduktion

Varberg er sådan en by, hvor indbyggertallet vokser eksplosivt i sommermånederne. Beliggenheden ved kysten tiltrækker tusindvis af turister, der nyder livet ved strandene eller booker et spaophold på et af byens hoteller.

Men Varberg har også andet at byde på – f.eks. spændende Danmarkshistorie. Engang var Halland dansk, men landsdelen blev afstået til svenskerne i 30 år ved Freden i Brömsebro i 1645. Afståelsen blev permanent ved Freden i Roskilde 13 år senere.

Varbergs fæstning er det mest tydelige bevis på dansk tilstedeværelse i området, men ikke langt derfra ligger Rantzauklippen med monumentet over Daniel Rantzau. Han var en succesfuld feltherre, der omkom under belejringen af fæstningen i 1569.

I 1863 blev Varberg ramt af en voldsom brand, der lagde de fleste huse i ruiner. Efterfølgende genopbyggede man byen, og en af de flotteste bygninger fra den tid er Hamnmagasinet, som blev opført i 1874. I dag er det en central bygning på havnen, der bl.a. indeholder kunstgalleri og kreative værksteder.

Groft sagt kan man sige, at jernbanen deler Varberg i to. På den ene side ligger det “lokale” centrum, mens turisterne samles langs kysten ved havnen og de gode strande. Du skal dog tage dig tid til at krydse jernbanen for at gå på opdagelse i bymidten, der byder på lokalliv og endnu flere hoteller og spisesteder.

Nu til de bedste oplevelser i Varberg som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

varberg
Hamnmagasinet indeholder i dag gallerier

1 Kallbadhuset

I dag er Varberg som nævnt mest kendt som kurby. Det er omtrent her ved kysten, de lange strande mod syd afløses af det klassiske skærgårdslandskab (Bohuslän) med klipper og småøer i nord.

Allerede i 1800-tallet blev Varberg en del af den blomstrende badekultur, der vandt frem i Europa. I 1820’erne lavede man de første bassiner ved havnen, og de blev senere erstattet af et rigtigt kallbadhus. Det blev opført i maurisk stil, men ødelagt af en kraftig storm.

I 1886 åbnede et nyt badehus i samme byggestil, men også det bukkede under for en storm. Erstatningen blev det kallbadhus, man kan se i dag (billedet øverst). Det stod færdigt i 1903, og endnu en gang valgte man at bygge i maurisk stil med kupler og masser af fine detaljer.

2 Kurbyen Varberg

Kallbadshuset er ikke det eneste sted i Varberg, du kan tage en dukkert. Her er også flere havnebade, et stort svømmestadion og en lang række gode sandstrande syd for byen. Følg promenaden til Apelviken, hvor der ligger flere campingpladser og sommerhusområder. Det er ren ferieidyl.

Varberg har også et overraskende stort antal hoteller, hvoraf flere af dem har spaafdelinger, som tilbyder forskellige former for behandlinger. Der skal nok være dem, der bruger opholdet i Varberg til at lade sig forkæle uden at se hvad byen ellers har at tilbyde.

Se nærmere på f.eks. Hotel Gästis, der i kælderen har intakte bade fra 1700-tallet og det mere kendte Varbergs Stadshotell & Asia Spa.

varberg
Monumentet over Daniel Rantzau – i baggrunden fæstningen

3 Varbergs Fæstning

Det var Jakob Nielsen, der grundlagde Varberg Fæstning i 1287. Han var en dansk greve, som blev dømt for mordet på Erik Klipping i Finderup Lade. Jakob Nielsen blev udstødt og sluttede sig til den norske konge, der hjalp med at opføre fæstningen.

Dele af Halland inklusive fæstningen var i en årrække norsk, men den blev angrebet og belejret adskillige gange. I løbet af 1300-tallet udvidede man fæstningen med et slot og egentlig beboelse.

Den politiske ustabilitet i Norden endte som bekendt med, at Halland blev dansk. Christian 4. udvidede og forstærkede fæstningen adskillige gange, og flere bygninger har en slående lighed med det noget mindre slot i Halmstad.

Da Halland blev afstået til svenskerne i 1658 overtog ærkefjenden også Varbergs Fæstning. Den var en del af det svenske forsvar indtil 1830 og fungerede senere som fængsel.

Gården i Varbergs Fæstning

Fæstningen er Varbergs absolut mest spændende attraktion. Det er et imponerende område, der i dag består af bl.a. caféer, private boliger og en åben smedje.

Det er en slags by i byen med charmerende huse og selvfølgelig selve slottet som det mest centrale og iøjnefaldende. Varbergs Fæstning er forholdsvis stor, og jeg forestiller mig, at det fra både land- og vandsiden har syntes uindtageligt. I hvert fald er de næsten lodrette mure med kæmpesten imponerende.

Fra toppen af fæstningen er der selvfølgelig en fin udsigt over by og kyst. Det er et populært område, der på sommeraftener kan tiltrække rigtig mange mennesker, som bl.a. kommer for de smukke solnedgange.

Der er mulighed for at tage med på rundvisning i og omkring fæstningen – se mere om sæson og tidspunkter her.

varberg
Fæstningen indeholder bl.a. værksteder og beboelse

4 Hallands Kulturhistoriske Museum

Varbergs Fæstning indeholder i dag Hallands Kulturistoriske Museum, hvor du bl.a. kan lære mere om livet i Halland gennem århundreder. Der er mange fine genstande og spændende historier i den faste udstilling.

Museets mest populære afdeling er fortællingen om Bockstenmanden, der er et velbevaret moselig berømt for sin næsten intakte klædedragt. Hallands Kulturhistoriske Museum har både faste og skiftende udstillinger. Se mere på museets hjemmeside.

5 Grimeton Radiostation

Et af de historisk mest spændende oplevelser i Varberg er Grimeton Radiostation, der er på UNESCOs verdensarvliste. Her opførte man i 1920’erne en langbølgesender, som var med til at revolutionere måden man kommunikerede på for over 100 år siden.

I begyndelsen morsede man telegrammer til bl.a. USA, og radiostationen fik afgørende betydning under 2. verdenskrig, hvor den var eneste telekommunikation til resten af verden. Grimeton ligger 25 km udenfor Varberg – se mere om åbningstider på stationens hjemmeside.

Getterön Naturreservat ligger lige nord for Varberg

6 Getterön Naturreservat

Blot to kilometer nord for centrum kan du besøge Getterön Naturreservat. Det er et ejendommeligt område, der ligger klods op af befærdede veje og Varbergs industrihavn.

En menneskeskabt vig i kombination med vand fra Himleåen og overskudsvand fra byens rensningsanlæg har dannet et stort vådområde, der tiltrækker tusindvis af fugle. I alt er der observeret flere end 330 arter, og reservatet bliver betragtet som et af Nordeuropas vigtigste fugleområder.

Besøgscentret ved reservatet hedder Naturum Getterön, hvor du bl.a. kan lære mere om fuglene, høre om de seneste observationer og låne de store kikkerter, der står fast ved panoramavinduerne.

Du kan også gå i skjul i de små huse på kanten af reservatet for at komme endnu tættere på fuglene. Besøgscentret er gratis, og det samme er mange af stedets aktiviteter, som du kan læse mere om på deres hjemmeside. Se også indlægget Getterön Naturreservat.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Varberg. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Havnen i Varberg

Rejsetips og information til dit besøg i Varberg

Transport

Der er ikke langt til Varberg fra Danmark. Fra Jylland kan du tage færgen fra Frederikshavn til Gøteborg – herfra er der 75 km til byen. Kommer du via Sjælland, er der 150 km ad E20/E6 fra Helsingborg til Varberg.

Fra både Gøteborg og Helsingborg kan du også tage toget til byen. Det er supernemt at trække en billet i automaterne, og der er afgang minimum én gang i timen i hverdagene.

Overnatning

På trods af byens størrelse har Varberg et stort udvalg af overnatningssteder. De mange turister, der besøger byen skal naturligvis have et sted at bo, og du kan f.eks. vælge mellem hotel, guesthouse og bed & breakfast.

Jeg har bl.a. været forbi disse steder, som alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster og som har en eller anden form for spabehandlinger:

Gästis
Havanna
Varbergs Kusthotell
Clarion Collection Hotel Fregatten
Varbergs Stadshotell & Asia Spa

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk. Er I mange, så kan et feriehus ofte være den billigste løsning.

Mad og drikke

Som andre byer, hvor der er mange turister, kan Varberg også byde på et stort antal spisesteder. Prisniveauet i Sverige er lavt, og du får som regel rigtig meget for pengene.

Nogle restauranter lukker ned i lavsæsonen, men det gælder selvfølgelig ikke på hotellerne.

Aktiviteter

Medmindre du er på spaferie og ligeglad med, hvad der ellers sker i Varberg, så besøg byen i sommermånederne, hvor der er liv og glade dage.

Godt nok er der året rundt marked på torvet onsdag og lørdag, men de fleste arrangementer finder sted om sommeren. F.eks. Lange Torsdage, hvor der bl.a. er underholdning, og butikkerne har åbent til sent.

Museer

For kunst og kultur kan du besøge Kulturhuset Komedianten, der bl.a. indeholder Varberg Konsthall. Også Hamnmagasinet byder som nævnt på udstillinger og kreative værksteder.

Aktiv ferie

Apelviken syd for Varberg betragtes som et af de bedste surfsteder i Norden. Du kan leje udstyr og deltage i kurser.

Varberg er også et godt sted til cykelferie. Kattegattleden er en cykelrute, der følger kysten, og her kommer du forbi mange interessante steder. Det kan selvfølgelig være langt at cykle fra Danmark, men tag den tohjulede med i f.eks. Øresundstoget og start din ferie, hvor du har lyst.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her