Hjem Danmark Besøg i Carlsbergbyen

Besøg i Carlsbergbyen

+ praktisk information til dit besøg i Carlsbergbyen nederst på siden

Indtil for få år siden var Carlsbergs enorme grund i Valby lukket land for offentligheden.

I dag ligger Københavns nye bydel Carlsbergbyen på stedet, hvor du kan se en række ikoniske bygninger, som desværre er ved at blive omringet af arkitektoniske rædsler. Synd for det historiske område som byplanlæggerne har fået alt for lidt ud af.

Historien om Carlsberg

J.C Jakobsens bryggeri lå egentlig i Brolæggerstræde indenfor Københavns volde. Faciliteterne viste sig dog for trange, da Jacobsen efter en rejse til Tyskland ville begynde at brygge bayersk øl.

Med kongens tilladelse opførte han i 1847 et bryggeri i Valby, der blev opkaldt efter sønnen Carl og det tyske ord for bjerg, som var en henvisning til det bakkede område udenfor voldene.

J.C. Jacobsen havde lært bryggerfaget af hans far, og sønnen Carl gik snart efter i familiens fodspor. Efter uenigheder om øllets lagringstid grundlagde Carl i 1882 sit eget bryggeri, som han kaldte Ny Carlsberg, mens J.C. Jacobsen omdøbte det oprindelige bryggeri til Gamle Carlsberg.

I 1875 oprettede J.C. Jacobsen et laboratorium i et forsøg på at fremstille den bedste øl. Det var her forskeren Emil Christian Hansen fandt ud af at rendyrke gæren og derved undgå den såkaldte ølsyge. Jacobsen var så storsindet, at han delte opdagelsen med resten af verden.

Den ikoniske elefantport set fra øst

Far og søn var særdeles velhavende og støttede rundhåndet kunst og kultur. J.C. Jacobsen oprettede i 1876 Carlsbergfondet, som fik ejerskabet over Gamle Carlsberg.

I begyndelsen af 1900-tallet indgik også Ny Carlsberg i fondet, der har som mål at til enhver tid at have aktiemajoriteten i Carlsbergbryggerierne. Efter J.C. Jacobsens død i 1906 blev de to bryggerier lagt sammen.

De to Carlsbergbryggerier var dog ikke de eneste, der producerede øl i Danmark på det tidspunkt. Sammen med den store konkurrent Tuborg blev Carlsberg beskyldt for karteldannelse. Det fik bryggerierne til at indgå en slags økonomisk alliance med ligelig fordeling af indtægterne og fuld åbenhed omkring investeringer.

En tredje aftale var en fusion af bryggerierne, som kunne finde sted indtil årtusindeskiftet. Fusionen blev en realitet i 1970 under navnet De Forenede Bryggerier. Carlsbergfondet ejer stadig 51 % af bryggeriet og har siden opslugt en lang række mindre bryggerier.

I dag er Carlsberg et verdensberømt brand med salg og produktion i adskillige lande verden over. I Danmark blev produktionen flyttet fra Valby til Fredericia i 2008. Efter lukningen i Valby lavede man nye planer for området, og det er nu blevet til Carlsbergbyen.

Stjerneporten fra 1883 drukner desværre i rædselsfuldt byggeri

Besøg i Carlsbergbyen

Blandt Carlsbergbyens oprindelige bygninger ligger en række fantastiske perler, hvoraf flere nu er omringet af rædselsfuldt nybyggeri. Det kan virkelig undre, hvad der er gået gennem hovedet på de ansvarlige parter: politikere, byplanlæggere og arkitekter.

Værst er de såkaldte tårne (hvorfor?), der skyder i vejret og ligner noget, som allerede er klar til at blive revet ned. Ingen synes at have den mindste respekt for områdets eksisterende arkitektur.

Heldigvis er dele af Carlsbergbyen fredet. Det betyder, at du kan gå på opdagelse i gaderne og finde nogle af de ikoniske byggerier og monumenter. Mest berømt er nok Elefantporten opført af Wilhelm Dahlerup i 1901. Elefanterne er hugget i bornholmsk granit og “bærer” på det, der engang var et vandtårn.

Elefanterne er inspireret af Givanni Berninis obelisk foran kirken Santa Maria på Piazza Minerva i Rom, der siges at være et bestillingsarbejde fra paven. For J.C. Jakobsen symboliserede elefanterne styrke, visdom og troskab. Porten fungerede som hovedindgang fra Valbysiden.

Lagerkælder 3 med nogle af de i alt 64 guldskiver på facaden

Tæt på Elefantporten kan du se Lagerkælder 3 med de 64 guldskiver på facaden. Bygningen fra 1969 er tegnet af Svenn Eske Kristensen og indeholdt tidligere tanke, der kunne indeholde hele seks millioner liter øl. Tankene blev fjernet i 1996, og i dag er der hotel i bygningen.

Et stenkast fra Lagerkælder 3 ligger Kridttårnet og Stjerneporten, som begge er fra 1883. Tårnet stod ved hovedindgangen til Gamle Carlsberg og har en portnerbolig tilknyttet. Både her og flere andre steder vil du se ordlyden:

“Ved driften af bryggeriet Gamle Carlsberg skal det være det stadige formål uden hensyn til en øjeblikkelig fordel at udvikle produktionen til den størst mulige fuldkommenhed således at dette bryggeri og dets produkt altid kan stå som et mønster og ved sit eksempel virke til at ølbryggeriet her i landet holdes på et højt og hæderligt standpunkt.”

Tæt på Lagerkælder 3 ligger også Den Snoede Skorsten fra 1903, der ligesom Elefantporten er tegnet af Vilhelm Dahlerup. Skorstenen er muret og har flere fantastiske detaljer som figurer og den snoede top, der har givet skorstenen navn.

Fine udsmykninger på den snoede skorsten

Et andet sted, hvor du kan se bemærkelsesværdig arkitektur er i J.C. Jakobsens Have. Her ligger bryggerens æresbolig i den ene ende, men da man i slutningen af 1960’erne skulle opføre en ny tappehal, blev en del af boligens have inddraget. Det var dog vigtigt, at der ikke var direkte udsyn fra tappehallen til haven.

Svenn Eske Kristensen fik opgaven at tegne en bygning, som både kunne rumme produktion, men også være en slags mur ind mod haven. Resultatet blev de hængende haver, der er en temmelig speciel konstruktion, men som passer fint ind i miljøet.

Der er flere andre historiske bygninger på området – på carlbergbyen.dk kan du læse om nogle af dem.

Har du fået lyst til selv at besøge Carlsbergbyen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Kridttårnet er opført i kalksten

Praktisk information til dit besøg i Carlsbergbyen

Carlsbergbyen er gratis af besøge. Til gengæld er der entré til det nye museum Home of Carlsberg, der er et 3000 m2 stort udstillingsområde med forskellige oplevelser. Home of Carlsberg tilbyder også ølsmagning og guidede rundvisninger.

Fra København er det nemt at besøge Carlsbergbyen. Med s-toget kan du fra de centrale stationer som f.eks. Nørreport, Vesterport og hovedbanegården hoppe på linje C, B og Bx. Det tager blot 5-10 minutter at køre til Carlsberg Station, hvor du kan begynde din tur rundt i bydelen.

Med metroen kan du stå af på Enghave Plads. Herfra er der ca. 1 km til Carlsbergbyen.

Mad og drikke

I Carlsbergbyen finder du en lang række spisesteder. Du kan bl.a. spise smørrebrød hos Aamans Genbo, burger hos Gasoline Grill, ramen hos Kona, fiskelækkerier hos Hooked og gourmet hos Studio.

Carlsbergbyen har desuden bagerier, flere cafeer og selvfølgelig en ølbar. Kig ind på Carl’s Øl og Spisehus, hvor der er ca. 40 forskellige øl i hanerne (og mange flere på flaske).

Overnatning

Vil du bo i eller tæt på Carlsbergbyen, så er der kun få muligheder. Først og fremmest skal du selvfølgelig se nærmere på Hotel Ottilia, der er indrettet i den historiske Lagerkælder 3 med guldskiver på facaden.

Lige udenfor Carlsbergbyen ligger bl.a. Cityhub og Scandic Kødbyen henholdsvis 15 og 20 minutters gåtur væk.

Alternativet er selvfølgelig at bo i centrum og så tage tog eller metro til Carlsbergbyen.

Kort over København

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her