Hjem Danmark 8 anderledes steder i København

8 anderledes steder i København

Et alternativ til byens kendte seværdigheder

Du kender selvfølgelig Nyhavn, Christiansborg og Københavns slotte. Har du lyst til at opleve nogle af byens mindre kendte områder og seværdigheder, så læs med her, hvor jeg præsenterer otte anderledes steder i København.

1 St. Alban Kirke

St. Alban Kirke er Danmarks eneste anglikanske kirke. Selvom St. Alban ligger et stenkast fra Kastellet og er nabo til Gefionspringvandet, så synes kirken lidt overset.

Vel er her besøgende denne sommerdag i juli, men jeg gætter på, at kun få vil finde vej til den flotte kirke, hvis den ikke lige lå på et af turisternes hovedstrøg.

Efter mange års forberedelse blev St. Alban Kirke indviet i 1887. Det var bl.a. prinsesse Alexandra, der var gift med den engelske prins Edward (senere konge), der skaffede midler til projektet.

Den anglikanske kirke blev grundlagt efter reformationen i 1530’erne og siges at være en mellemting mellem den katolske og protestantiske kirke. St. Alban Kirken er opført i victoriansk (gotisk) arkitektur og er umiddelbart tydelig engelsk i sit udtryk.

St. Alban Kirke er som nævnt nabo til Gefionspringvandet. Fra Kgs. Nytorv kan du gå ad Bredgade og dreje til højre ad Esplanaden til du ser kirken. Fra Nyhavn kan du gå langs havnen forbi Amaliehaven og Nordre Toldbod til kirken.

St. Alban har normalt åbent for besøgende fra april til oktober – se mere på kirkens hjemmeside. Personalet er utrolig venlige og fortæller gerne om kirken.

2 Kineserbyen og BaneGaarden

Fra pulserende og larmende Enghavevej er der kun en kort tur gennem tunnellen til kineserbyen (eller Den Gule By), der er en verden af stilhed.

Navnet kommer af farven på husene, der ligger gemt i det område, som engang udgjorde DSBs centralværksted. Området er på størrelse med 70 fodboldbaner, og man kan stadig se spor efter gamle dages aktivitet i form af togvogne, remiser og enorme værksteder.

Og så er der de gule huse, som blev opført i 1909 og var beboet af DSBs personale. Samme år byggede man blot 100 meter derfra ni trælader, der efter års forfald har fået nyt liv.

En lille gruppe mad- og råvareentusiaster har åbnet BaneGaarden i de gamle lader. Her handler det om økologi, bæredygtighed og lækker mad. Aarstiderne har en gårdbutik her, og det er tanken at skabe et gastronomisk samlingspunkt med bl.a. bageri, madmarked og spisesteder.

Kineserbyen og Banegaarden ligger på Otto Bussesvej. Kør ind på området ad Otto Bussesvej over for Fisketorvet. Alternativt kan du tage s-toget til Carlsberg Station. Herfra er der ca. 500 meter til tunnelen (kun for gående eller cyklister), der fører lige ind til Kineserbyen. Se mere om BaneGaarden her.

3 Amagergade

Navnet siger dig måske ikke så meget, men det var i Amagergade tv-serien Huset på Christianshavn blev indspillet.

Den charmerende brostensbelagte gade er en slags tidslomme, hvor du kan se nogle af byens ældste huse, der blev opført til søens folk i 1700-tallet. Det er bemærkelsesværdigt, at der midt i København findes et sted, som lige så godt kunne ligge i en af Danmarks mindre købstæder.

Amagergade ser næsten ud som i tv-serien, og selv skiltet over Rottehullet er bevaret. Selvom gaden på en eller anden måde er symbolet på Huset på Christianshavn, så blev den dog kun brugt til udendørsoptagelserne.

Den tidligere statsminister Anker Jørgensen er i øvrigt opvokset i Amagergade, der var et rigtigt arbejderkvarter. Han var stærkt kritisk over for tv-serien, som han syntes romantiserede arbejderklassen og deres boligforhold. Der blev i alt lavet 84 afsnit af Huset på Christianshavn.

Det er nemt at besøge Amagergade. Tag metroen og stå af på Christianshavn Station. Herfra er der ca. 300 meter ad Torvegade til Amagergade i retning mod Amager.

4 J.C. Jacobsens Have

Hvor er det godt, at gamle brygger Jacobsens have er fredet. Rundt om skyder gigantiske bygninger op i det, der nu kaldes Carlsbergbyen.

Ingen af arkitekterne til disse kæmpehuse har tilsyneladende haft den historiske have i tankerne, da de tegnede de rædsler, som omklamrer den skønne oase.

Det var J.C. Jacobsen selv, der i årene 1847 til 1867 anlagde det som bryggeren selv kaldte en park med tydelig inspiration fra de haver, som han besøgte på sine rejser.

Parken lå lige ud til hans hus, der i dag er hjem for Carlsberg Akademi. J.C. Jacobsen skrev i sit testamente, at efter sine nærmestes død, skulle huset bruges som æresbolig for videnskaben. Flere forskere har boet i huset, hvor den mest kendte nok er Niels Bohr.

J.C. Jacobsens Have ligger to minutters gang fra Carlsberg s-togstation (den tidligere Enghave Station). Der er adgang til haven ad Bohrsgade eller Carlsbergruten. Det er gratis at besøge J.C. Jacobsens Have.

5 Kulturtårnet

Det ene af de ikoniske brotårne på Knippelsbro, der forbinder Københavns centrum med Amager er i dag omdannet til kulturhus. Et ganske lille et af slagsen vel at mærke, men her kan du bl.a. deltage i udstillinger og intimkoncerter.

Du kan også spise i Kulturtårnet. Det kræver dog en reservation på forhånd, hvor du kan vælge en menu bestående af 1-4 retter. Det er et temmelig anderledes sted at spise med den fine udsigt over havneområdet og en række af Københavns historiske bygninger.

Du kan sagtens besøge kulturtårnet uden at deltage i arrangementerne. For 20 kr. kan du også få lov at opleve den fine udsigt og samtidig være med til at støtte den ikke-kommercielle kulturinstitution.

Kulturtårnet ligger på adressen Knippelsbro 2, 1400 København K. Nærmeste metrostation er Christianshavn. Se mere på Kulturtårnets hjemmeside eller læs mere om mit besøg i det historiske tårn.

6 Nordatlantens Brygge

Midt i København ligger Nordatlantens Brygge med det imponerende og fredede pakhus fra 1767. Dengang hed området Grønlandske Handels Plads, og det var herfra skibene til Island, Grønland og Færøerne sejlede.

Fra 1700-tallet og flere hundrede år frem har havnen været et hektisk sted med søfolk, købmænd og arbejdere, der lossede og lastede skib styret af Den Kongelige Grønlandske Handel.

Det 7000 m² store pakhus er i fem etager og indeholder i dag repræsentationer for Island, Grønland og Færøerne, men også virksomheder og organisationer med forbindelse til det arktiske område.

Nordatlantens Brygge arrangerer desuden workshops, udstillinger og foredrag – det er et slags kulturhus med udgangspunkt i Norden/Skandinavien og rigsfællesskabet før som nu.

Som nævnt ligger Nordatlantens Brygge midt i København. Adressen er Strandgade 91, 1401 København K (på Christianshavn). Du kommer dertil fra Nyhavn via Inderhavnsbroen eller med metroen, hvor du står af på Christianshavns Torv. Herfra er der ca. 10 minutters gang til Nordatlantens Brygge.

7 Sydhavnstippen

Tre stationer med s-toget fra Københavns Hovedbanegård står du pludselig omringet af får og vild natur.

Sydhavnstippen har udviklet sig fra losseplads til et vigtigt naturområde, der er hjem for en lang række dyr – bl.a. er der observeret 155 fuglearter, og den sjældne grønbrogede tudse har her Sjællands bedste yngleforhold.

Naturen er vild og har mere eller mindre været urørt. Det har også ført til invasive plantearter som får skal holde nede. På Sydhavnstippen er der også sat alpaker ud – et herligt og smukt dyr, der oprindelig stammer fra Sydamerika.

Der har været adskillige planer for Sydhavnstippen, men indtil videre er det lykkedes aktive og engagerede naboer at holde bl.a. investorer og København Kommune for døren.

Til gengæld ser det ud som om, at kampen om den nærliggende stejleplads er tabt. På den historiske plads, der egentlig var fredet og hvor fiskerne i gamle dage ordnede deres net på stejler (pæle), har Københavns kommune besluttet at bygge 550 boliger.

Kunstneren Thomas Dambo har opført en af sine berømte kæmpetrolde på stejlepladsen. Navnet er Ivan Evigvår, og den skal passe på naturen i Sydhavnen. Det er dog forgæves – profit har vundet over natur og historie – fremover vil kæmpetrolden kunne ses i Mariager.

Fra Sjælør Station er der kun 10 minutters gang til Sydhavnstippen. Ofte står der på tavlerne, hvor i området fårene går. Fra Sydhavnstippen er der ca. 10 minutters gang til Stejlepladsen.

8 Det Kongelige Biblioteks Have

Et af mine favoritsteder i København er Det Kongelige Biblioteks Have. En pragtfuld oase midt i storbyen, hvor det er som at træde ind i en anden verden. Haven er anlagt i 1920 af datidens have- og slotsarkitekter oven på en gammel havn, og det siges, at fortøjningsringene i murværket afspejler stedets tidligere funktion.

Her er b.la. fine blomsteropsatser, et vandbassin og skyggefulde områder under træerne. I bassinet er der et nyere otte meter højt springvand, der er med til at give haven liv. Du kan se livet passere forbi fra en af havnens bænke, men der er også en lille café tilknyttet, hvor du kan nyde en kop kaffe og et stykke kage.

Det Kongelige Biblioteks Have ligger centralt i København med Christiansborg som nabo. Du kan tage metroen og står af på Christianshavn eller Kgs. Nytorv Station.

Nyttige links til dit ophold i København

Flere oplevelser i København

København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.

En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.

Mad og drikke

København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.

Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.

Du kan også besøge Go Dream, der som regel tilbyder rigtig gode deals på madoplevelser i København – f.eks. på Michelinrestauranter.

Overnatning

Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.

Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie og Hotelspecials.dk, der ofte har nogle rigtig gode deals.

Kort over København