Der er ingen tvivl om, at virksomheden Camp Adventure har lavet et scoop. Et stort et endda. Skovtårnet, der rager op over trækronerne bliver brugt i utallige turistkampagner, og flere udenlandske rejsemagasiner har nævnt det ikoniske tårn som et must-see.
Selvfølgelig står et besøg i Skovtårnet også på min liste. Og her er jeg så. På toppen af det 45 meter høje tårn har jeg udsigt over de sydsjællandske skove og marker, men det siges, at man på klare dage kan se helt til København.
Skovtårnet er blot en lille del af Camp Adventure, der ligger på forpagtet jord tilhørende Gisselfeld Kloster. På området er der bl.a. også klatrepark med forhindringsbaner, der nok er underholdende at se på, men på ingen måde giver en fredfyldt naturoplevelse.
Allerede da vi ved receptionen træder ind på den hævede træbro, der snor sig gennem skoven ind til tårnet, kan vi høre skrig og skrål fra en stor gruppe vovehalse, der svæver gennem luften fra trætop til trætop.
Pas på naturen, forlad ikke træbroen, står der på adskillige skilte, vi kommer forbi. Med tanke på klatreparken, træbroen og skovtårnet, der har krævet et stort anlægsarbejde i skoven, så klinger den slags bare lidt hult.
Besøg i Skovtårnet
Efter en kort tur på træbroen står vi nu foran Skovtårnet. Set nedefra er det ikke helt så højt som jeg havde forestillet mig, men halvvejs oppe i tårnet er jeg alligevel glad for ikke at lide af højdeskræk.
Skovtårnet ER en flot arkitektonisk perle, der på sin egen måde passer det fint ind i bøgeskoven. Tårnet er formet som et timeglas med 12 niveauer, eller cirkler, der bringer os op på toppen. Det er her, vi kigger ud over trætoppene og spejder efter kendte pejlemærker.
Vi kigger også ned i midten af skovtårnet, hvor udformningen giver mulighed for at nærstudere den fine arkitektur. På reklamebilleder ser man ofte Skovtårnet oppefra, men den mulighed har den almindelige besøgende jo ikke.
3,2 km skulle der være fra receptionen til man har rundet Skovtårnet og er tilbage igen. En fin tur, men som nævnt ikke den store naturoplevelse. Og så er der prisen. 150 kr. pr. person er lige i overkanten og 50 kr. for at parkere virker decideret grisk.
Camp Adventure spiller på flere (måske for mange) heste. Idéerne står i kø, men det kniber med pladsen. Hotel, klatrepark, spisesteder og skovtårn ligger oven i hinanden. Glem alt om ro og fordybelse og den unikke naturoplevelse, der reklameres med.
Elsker du til gengæld forlystelsesparker med forskellige muligheder for oplevelser, så er det bare om at booke en billet til Skovtårnet og Camp Adventure.
Har du fået lyst til et besøg i Skovtårnet, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg i Skovtårnet
Skovtårnet ligger på adressen Skovtårnsvej 1, 4683 Rønnede og er en del af Camp Adventure, der tilbyder flere forskellige oplevelser på området – bl.a.:
• Skovtårnet
• Klatrepark
• Glamping
• Blomstermark
• Vildmarksbad
• Miniklatrebane
På området findes både ishus, coffeeshop og flere spisesteder, der bl.a. serverer pasta, pølser, sandwich, burger og indisk.
Du kan købe billet til Skovtårnet i receptionen eller online – sidstnævnte er en nem og god løsning, hvis du vil springe eventuel kø over.
Booker du online på Camp Adventures hjemmeside får du tilsendt billetten elektronisk. Scan QR-koden ved indgangen.
På samme måde kan du købe parkeringsbillet, der scannes ved udkørsel. Her kan du også betale med bl.a. dankort.
Overnatning
Vil du overnatte i nærheden af Skovtårnet, så er der flere muligheder. Du kan leje et sommerhus eller se efter hotel, lejlighed eller bed & breakfast.
En anden mulighed er at se efter et pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk, der ofte har nogle gode deals.