Der er mange rigtig gode museer i København. Det vil tage flere uger at besøge dem alle, men vil du have mine bud på, hvor du skal fordybe dig i kunst, lære mere om historien eller gå i fodsporene på konger og dronninger, så læs med her.
København har selvfølgelig flere gode museer, men har du begrænset tid, så foreslår jeg, at du prioritere disse fem fantastiske steder. Skal jeg pege på andre museer i København, der er et besøg værd, så kunne det være disse:
• Arbejdermuseet – Arbejdernes historie er temaet
• Krigsmuseet (tidl. Tøjhusmuseet) – våben- og krigshistorie
• Thorvaldsens Museum – værker af Bertel Thorvaldsen – primært skulpturer
• Davids Samling – dansk, europæisk og islamisk kunst
Du kan finde alle de spændende museer i København på kortet nederst på siden, men inden du besøger dem, så tjek lige om du kan spare penge ved at købe et Copenhagen Card eller kombinationsbilletter hos tiqets.com. Du kan læse meget mere om vores hovedstad i min København guide.
1 Ny Carlsberg Glyptotek
Ny Carlsberg Glyptotek er nok mit favoritmuseum i København. Her er det som om, at bygning, indhold og omgivelser går op i en højere enhed. Det var brygger Carl Jacobsen, der grundlagde Ny Carlsberg Glyptotek, som i dag indeholder en unik samling kunstværker, hvoraf flere er fra absolut øverste hylde.
I alt råder museet over flere end 10.000 værker og arkæologiske genstande. Værd at bemærke er de mange græske og romerske skulpturer, men også betydelige værker af kendte kunstnere som Paul Cezanne, Paul Gauguin, Vincent van Gogh og Edouard Manet. På Ny Carlsberg Glyptotek kan du også se dansk kunst af bl.a. P.S. Krøyer, C.W. Eckersberg og Wilhelm Hammershøi.
Museet er ikke bare kunstværker på række, men i høj grad også en sanseoplevelse. Nyd f.eks. den pragtfulde vinterhave og mærk lige efter når du går ned til de egyptiske mumier, der også er en del af samlingen på Ny Carlsberg Glyptotek.
Mere information
Ny Carlsberg Glyptotek ligger centralt i København på adressen Dante Plads 7. Museet er nabo til Tivoli og Hovedbanegården, hvorfra der er ca. 5 minutters gang. På museets hjemmeside kan du se mere om entré, åbningstider og aktuelle udstillinger.
Gode overnatningssteder ved Ny Carlsberg Glyptotek kunne være Danhostel Copenhagen City (budget) og Nobis Hotel (luksus).
2 Nationalmuseet
Som navnet antyder har Nationalmuseet fokus på Danmark. Du kan selvfølgelig lære mere om vores fælles historie, men nogle udstillinger tager også udgangspunkt i f.eks. kunst, kultur og samfundsforhold. Temaerne kan også være vigtige begivenheder i danmarkshistorien eller spændende arkæologiske fund.
For blot få år siden var Nationalmuseet lidt trist og støvet, men heldigvis er man begyndt at tænke ud af boksen – historiefortælling kan være mange ting og behøver ikke nødvendigvis at være tungt. Det er lige præcis det, man har lært på Nationalmuseet og grunden til, at det er et af de museer i København, du skal besøge.
Nationalmuseet ligger i en stor bygning centralt i hovedstaden, men du kan også besøge det herlige klunkehjem (tilmelding på hjemmesiden) og tage med på historiske vandringer i København. Museet er også et godt sted til jer, der har børn – hold øje med de mange aktiviteterne i skoleferierne.
Mere information
Nationalmuseet ligger på adressen Ny Vestergade 10. Med offentlig transport kommer du nemt dertil med f.eks. s-tog – fra Hovedbanegården er der ca. 10 minutters gang til museet. På Nationalmusets hjemmeside kan du se mere om entré, åbningstider og aktuelle udstillinger.
Vil du bo tæt på Nationalmuseet, så kan du vælge samme overnatningssteder som nævnt under Ny Carlsberg Glyptotek. Også det lækre Motel One ligger tæt på museet.
3 Christiansborg
Så til noget lidt andet. Vi bliver dog i det historiske, hvor du på Christiansborg kan lære mere om det allerældste København, men især få et indblik i kongehusets brug af slottet, der i sin nuværende form er fra 1928.
Du kender uden tvivl Christiansborg som hjem for Folketinget, men bygningen indeholder også højesteret og de kongelige repræsentationslokaler. I alt køber du billet til fem forskellige steder på og omkring Christiansborg. Vigtigst er de kongelige repræsentationslokaler, hvor du går gennem flere flotte rum med riddersalen som det ypperste.
Et besøg på Christiansborg inkluderer også de kongelige stalde, det gamle køkken og en tur under jorden for at se resterne af Københavns Slot, der repræsenterer det ældste af Københavns spændende historie. Også Christiansborg Slotskirke hører med til oplevelsen. Flere af disse steder vil du uden tvivl genkende fra tv.
Mere information
Du går ind til billetsalget via Vindebrogade til Prins Jørgens Gård. Med offentlig transport kommer du nemt dertil med metro (stå af på Gammel Strand) og s-tog (stå af på Hovedbanegården), hvorfra der er ca. 10 minutters gang. Du kan se mere på museets hjemmeside. Et godt hotel i nærheden er Motel One.
4 Statens Museum for Kunst
Samlingen på Statens Museum for Kunst består af hele 260.000 værker (og der kommer stadig flere til). Oprindelig tilhørte den de danske konger, men i dag er samlingen i befolkningens eje under varetagelse af Statens Museum for Kunst. Der er flest tegninger, men også grafik og skulpturer. Mest kendt er dog museets malerisamling, der består af over 9000 værker.
Med så stor en samling er det naturligvis langt fra alt, der er udstillet. Løbende hentes der værker op fra magasinerne, men der er også udstillinger med kunst udefra. Her spænder museet vidt – du kan bl.a. opleve lyd-, film- og installationskunst.
Af vigtige værker i samlingen kan nævnes malerier af P.S. Krøyer, Anna Ancher, Jens Juel og Henri Matisse. Nyere kunst er repræsenteret af bl.a. Asger Jorn, Per Kirkeby, Michael Kvium og Pablo Picasso. Statens Museum for Kunst er udvidet flere gange – den oprindelige bygning med hovedindgangen er fra slutningen af det 19. århundrede og tegnet af bl.a. Vilhelm Dahlerup.
Mere information
Statens Museum for Kunst ligger på adressen Sølvgade 48-50. Med offentlig transport kan du med både metro og s-tog stå af på Nørreport. Herfra er der ca. syv minutters gang til museet. Ved Nørreport ligger også Scandic Nørreport, der er nærmeste hotel til museet. Se mere om aktuelle udstillinger på SMK lige her.
5 Rosenborg Slot
På de store internationale rejsesites står Christian 4.s gamle lystslot ikke på listen over de bedste museer i København. Det er selvfølgelig et sted, der skal besøges, men nogle vil nok finde udstillingen for lille. Men ikke mig. Jeg er vild med det lille slot, som i dag indeholder originale rum i stueetagen og skiftende udstillinger om danske konger og dronninger i den flotte riddersal.
Lad os lige tage det fra en ende af. Straks efter du er trådt indenfor på Rosenborg Slot, står du i vinterstuen, der var kongens private værelse. Her er en række rigtig fine effekter som f.eks. det astronomiske ur, men husk også at kigge indenfor i den lille skrivestue.
I stueetagen er der andre flotte rum som kongens soveværelse, Kirsten Munks stue og Marmorgemakket. I riddersalen kan du udover de skiftende udstillinger også se sølvløverne og den berømte narhvalstrone. Rosenborg Slot er dog mest kendt for at huse kronjuvelerne – dem kan du se i kælderen, hvor der også er udstillet bl.a. vin og våben.
Mere information
Rosenborg Slot ligger overfor Statens Museum for Kunst på Øster Voldgade 4A. Læs mere om slottet og køb billet online på kongernessamling.dk.
Nyttige links til dit ophold i København
Flere oplevelser i København
København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.
En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.
Mad og drikke
København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.
Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.
Du kan også besøge Go Dream, der som regel tilbyder rigtig gode deals på madoplevelser i København – f.eks. på Michelinrestauranter.
Overnatning
Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser. Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie.