Vinteren i Danmark kan være både kold, våd og blæsende. Ofte er det ikke vejr til udendørs aktiviteter, men hvad skal du så lave i københavn om vinteren eller hvis det regner? Det kommer jeg med et bud på her, hvor du kan læse om 14 aktiviteter i København om vinteren, det primært foregår indendørs.
Som du kan læse herunder er der masser af ting at foretage sig i København, hvis vejret er dårligt. Faktisk har du mulighed for at besøge flere af hovedstadens mest populære seværdigheder, men du kan også opleve en række mindre kendte steder i byen.
Er det regnvejr eller bare iskoldt, så har du måske ikke lyst til at være udendørs for længe. Det kan være en god idé at tjekke nærmeste parkeringsmuligheder eller benytte Rejseplanen, hvis du er med offentlig transport.
Du kan læse mere om hovedstaden i min København Guide og få inspiration til flere oplevelser i byen i indlægget Gratis oplevelser i København.
1 Besøg Christiansborg
Et centralt sted i København er Christiansborg, som nok er mest kendt for at være hjem for Folketinget og Højesteret. Men Christiansborg indeholder også De Kongelige Repræsentationslokaler, der har en lang række smukke rum, hvor Riddersalen med Bjørn Nørgårds gobeliner vil være højdepunktet for de fleste.
I kælderen kan du se ruinerne af det tidligere Københavns Slot, men billetten inkluderer også det gamle køkken og De Kongelige Stalde ved ridebanen. Du kan efterfølgende tage en tur op i tårnet og besøge Slotskirken ved siden af – begge oplevelser er gratis. Læs meget mere i indlægget Et besøg på Christiansborg.
2 Tjek det store udvalg af specialøl på SKAAL
På Kultorvet kan du smage god øl hos SKAAL, der altid har minimum 48 fadøl og 60 flaskeøl fra store og små bryggerier i sortimentet. På hjemmesiden kan du følge med i, hvad der er i hanerne lige nu.
Du kan f.eks. prøve et smagsbræt med fire forskellige slags fadøl eller lade tilfældigheden råde og bare pege på skærmene med det store udvalg bag baren. Det er dog en god idé lige at få en smagsprøve først.
SKAAL tilbyder også mad som f.eks. burger, smørrebrød og simreretter med anbefaling af, hvilken øl du skal drikke til. SKAAL ligger På Kultorvet få minutters gang fra Nørreport.
3 Tag med på en rundvisning i Operaen
En god og spændende indendørs aktivitet i København er en rundvisning i Operaen. Den markante bygning er opført på Dokøen og betalt af A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond Til Almene Formål.
Operaen er i høj grad en bygning, der deler vandene. Uanset hvad man synes om bygningen udefra, så kan ingen undgå at blive imponeret af dens indre. Her mødes du først af den smukke foyer, men du kan også se udsmykninger af kunstnere som Tal R, Per Kirkeby og Olafur Eliasson.
Den guidede rundvisning varer 75 minutter og kan bookes på Operahusets hjemmeside.
4 Spis i historiske rammer i De Gamle Haver
Kombiner klassisk dansk mad med et af Københavs historiske steder. De gamle familiehaver på Frederiksberg var oprindelig små huse, der blev bygget til medarbejderne på Frederiksberg Slot. Her tjente de en skilling på at sælge varme drikke og senere øl og brændevin med tilladelse fra kongen.
Bevillingerne blev givet i slutningen af 1850’erne og gik i arv i lige linje. De små haver var et sted for den jævne borger, der her kunne finde ro og adspredelse – et oplagt og populært mål til en søndagsudflugt med familien.
I dag ligger der stadig en lille håndfuld familiehaver på Allégade – i Krøgers Have, MG Petersens Familiehave og Hansens Familiehave serveres der traditionel dansk mad i hyggelige omgivelser.
5 Nyd den flotte kunstsamling på Ny Carlsberg Glyptotek
Et perfekt sted at opholde sig i København om vinteren eller hvis det regner er Ny Carlsberg Glyptotek. Her føler man sig flere steder hensat til varmere himmelstrøg. F.eks i den fantastiske vinterhave, men så sandelig også, når man går rundt blandt de mange græske og romerske skulpturer.
I alt råder museet over flere end 10.000 værker og arkæologiske genstande. Værd at bemærke er de mange betydelige malerier af kendte kunstnere som Paul Cezanne, Paul Gauguin, Vincent van Gogh og Edouard Manet. På Ny Carlsberg Glyptotek kan du også se dansk kunst af bl.a. P.S. Krøyer, C.W. Eckersberg og Wilhelm Hammershøi.
6 Oplev København på en byvandring
Selvom det er vinter, kan du måske godt tage med på en byvandring. Selvfølgelig er det ikke sjovt, hvis det regner, men ellers er det bare at klæde sig på efter vejret.
Der er flere muligheder for at tage med på byvandringer, og skal det være gratis (du skal selvfølgelig give drikkepenge til guiden) kan du se mere hos f.eks. freetour.com, hvor du kan vælge mellem flere forskellige ture og temaer.
7 Tjek programmet i BLOX (og DAC)
BLOX er et nyere kulturcenter, der er tænkt som et sted, hvor kunst, design og arkitektur mødes. De moderne firkantede bygninger på Bryghuspladsen et stenkast fra Langebro er hjem for bl.a. Dansk Design Center og Dansk Arkitektur Center.
Her kan du deltage i flere forskellige arrangementer, hvoraf nogle er gratis. Du kan tjekke programmet på BLOX’ hjemmeside eller hos Dansk Arkitektur Center – måske sker der noget spændende i dag eller den kommende tid.
8 Lær om byens historie på Københavns Museum
Københavns Museum ligger i en fin bygning fra 1894, som engang husede byens overformynderi. Der er tale om et moderne museum, som både rummer fortællingen om en gammel by, men ved hjælp af teknologi og innovative løsninger også kan vise de besøgende, hvad København er i dag.
Københavns Museum er generelt en fin oplevelse. Det er en god introduktion til de, der kun i mindre grad kender byen og dens historie, men museet kommer sine steder også “ud i hjørnerne” – mon ikke der også er noget at lære for indfødte københavnere.
9 Shop specialiteter i Torvehallerne (og spis god mad)
Det er nemt at komme tørskoet til Torvehallerne, der ligger et stenkast fra Nørreport Station. I Torvehallerne på Israels Plads kan du købe delikatesser og masser af friske råvarer som f.eks. ost, kød, fisk, frugt og grønt.
Der er bl.a. lækre pølser, tapenader og olivenolier i god kvalitet. Du kan også finde lækkert bagværk, kaffepushere og selvfølgelig har hallerne sin egen vinbar. Og så er der alle de gode spisesteder, hvor der virkelig er noget for enhver smag.
Værd at fremhæve er f.eks. Hija de Sanchez – ejet af Rosio Sanchez, der tidligere var på Noma, men som i dag har åbnet egne spisesteder med tacos i verdensklasse. Jeg er også vild med Tapa del Toro og italienske Il Mattarello. Af og til er der særarrangementer i Torvehallerne – se mere her.
10 Få en sjov oplevelse på STORM
På Frederiksberg Runddel ligger museet STORM (tidligere Storm P Museet), der omhandler komik, satire og humor. Her kan du lære mere om, hvad vi gennem årene har brugt humoren til i form af film, revy, vittigheder og tegneserier.
STORM er et festligt museum med både faste og skiftende udstillinger. Et sted, der nok skal give et smil på læben! Museet er en fusion af Storm P Museet og Morskabsmuseet med særligt fokus på Storm P.
Hans grav kan du i øvrigt se på Frederiksberg Kirkegård lige overfor STORM. Selve kirken er en af få ottekantede kirker i Danmark og har bl.a. et flot altermaleri af C.W. Eckersberg. Læs mere om STORM, der med fordel kan kombineres med De Gamle Haver, som ligger få hundrede meter derfra.
11 Kig indenfor i den flotte Trinitatis Kirke (+ en tur i Rundetårn)
De to historiske seværdigheder i centrum af København hænger i bogstaveligt forstand sammen. Tilbage i 1600-tallet ønskede Christian 4. en kirke på kollegiet Regensen og nedlagde derfor bedesalen for at opføre Trinitatis Kirke i 1630’erne.
Senere kom Rundetårn til, der på trods af den imponerende arkitektur er et sært vedhæng til kirken. Dengang fungerede Rundetårn både som observatorium og indgang til universitetsbiblioteket.
Der er entré til Rundetårn, mens det er gratis at besøge Trinitatis Kirke. Du kan læse mere i indlægget Besøg i Rundetårn, Regensen og Trinitatis Kirke.
12 Kunst og konger – kombiner SMFK og Rosenborg Slot
To andre topseværdigheder i København er Rosenborg Slot og Statens Museum for Kunst, der ligger næsten overfor hinanden i krydset Sølvgade og Øster Voldgade centralt i København.
Samlingen på Statens Museum for Kunst består af hele 260.000 værker. Oprindelig tilhørte den de danske konger, men i dag er samlingen i befolkningens eje under varetagelse af Statens Museum for Kunst.
Af vigtige værker i samlingen kan nævnes malerier af P.S. Krøyer, Anna Ancher, Jens Juel og Henri Matisse. Nyere kunst er repræsenteret af bl.a. Asger Jorn, Per Kirkeby, Michael Kvium og Pablo Picasso.
Du kan kombinere SMFK med Rosenborg Slot, der har fine rum, spændende historie og er hjem for kronjuvelerne. Læs mere i indlægget Rosenborg Slot – Christian 4.s yndlingsslot. De to seværdigheder sammen hører bestemt til de bedste aktiviteter i København om vinteren.
13 Oplev København med hop-on hop-off bus
Også i København kan du køre byen rundt med hop-on hop-off bus. Der er i alt 22 stoppesteder ved nogle af byens mest populære seværdigheder, hvor du kan hoppe på bussen. En god måde at komme rundt, hvis vejret er dårligt.
Du kan vælge billetter med gyldighed på 24, 48 eller 72 timer. De fås desuden i forskellige udgaver, hvoraf nogle har entré til museer eller seværdigheder inkluderet i prisen. Se mere om hop-on hop off bussen.
14 Se de flotte skulpturer på Thorvaldsens Museum
Som nabo til Christiansborg ligger Thorvaldsens Museum lige midt i København. Du kan således kombinere museet med en lang række andre seværdigheder og aktiviteter i byen. Thorvaldsens Museum indeholder en lang række skulpturer af den berømte billedhugger, der boede det meste af sit liv i Rom.
Bertel Thorvaldsen testamenterede hele sin samling af skulpturer til fødebyen København, og det blev til det imponerende museum, der åbnede i 1848. Han var meget inspireret af romerriget og det gamle Grækenland, og det afspejles i Thorvaldsens skulpturer, hvoraf nogle er flere meter høje.
I stueetagen kan du se den store samling, mens en del af førstesalen byder på særudstillinger. I kælderen kan du lære mere om Thorvaldsen og hans liv og arbejde.
Nyttige links til dit ophold i København
Flere oplevelser i København
København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.
En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos VisitCopenhagen.
Mad og drikke
København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.
Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.
Du kan også besøge Go Dream, der som regel tilbyder rigtig gode deals på madoplevelser i København – f.eks. på Michelinrestauranter.
Overnatning
Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser. Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.