Det er ingen hemmelighed, at København er rasende dyr. Uanset om du skal overnatte eller have noget at spise, så kommer du til at betale væsentlig mere end de fleste andre steder i verden.

Gang på gang er den danske hovedstad med i top 10 over de dyreste steder at være turist, men heldigvis er der også gode gratis oplevelser – perfekt for de, der er på lavbudget. Husk også, at der lige nu er halv pris på bl.a. museer.

1  Tårnet på Christiansborg Slot

Det her kunne være en af de bedste gratis oplevelser i København, men der er kun plads til 40 mennesker af gangen i tårnet, og det skaber lange køer. Tårnet på Christiansborg Slot er med sine 106 meter det højeste i København. Besøgende bliver dog sat af 44 meter oppe og kan her nyde den fine udsigt over hovedstaden.

I tårnet ligger også restauranten Meyers i Tårnet (bordbestilling anbefales, da du springer køen til tårnet over), hvor omdrejningspunktet er det danske køkken. Som nævnt kan køen til tårnet på Christiansborg Slot være lang, så har du travlt, kan du overveje om du hellere vil betale for at komme op i Rundetårn. Tip: Når du alligevel er på Christiansborg Slot, så besøg den hyggelige have, der tilhører Det Kongelige Bibliotek. Det er en skøn oase, hvor du også kan få en forfriskning. Også her gratis entré.

Udsigt fra tårnet på Christiansborg Slot – til højre Børsen, i midten Holmens Kirke og bagved den Nationalbanken

2  Kastellet

Det gamle forsvarsanlæg Skt. Annæ Skanse, der var forløberen til Kastellet, blev grundlagt af Christian 4. i 1626. Det historiske område med volden, de fine gamle huse og fem bastioner ligger ud til Københavns havn og er lidt af en fredfyldt oase i storbyen.

Det er stadig Forsvaret, der ejer kastellet, hvor du i det ene hjørne kan se det forholdsvis nye mindesmærke Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948. Et par hundrede meter fra Kastellet ligger andre gode gratis oplevelser i København: Nyboder, Gefion-springvandet og Skt. Alban-kirken, der er Danmarks eneste anglikanske kirke.

Kastellet er en god oplevelse

3  Botanisk Have

Den pragtfulde have, der mere har karakter af park, er en af Københavns skønne oaser. Fra travle Nørreport kan du få minutter efter stå i rolige omgivelser og nyde de smukke blomster, søerne og det flotte stenbedsanlæg. Du skal selvfølgelig også besøge det imponerende palmehus fra 1874, der ikke bare indeholder palmer, men også mange andre spændende planter fra hele verden (entré til Palmehuset kr. 60,-).

Botanisk have hører under Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. Den første have blev anlagt i år 1600 på en anden adresse, og den nuværende botaniske have blev åbnet for publikum i 1874.

Det fine palmehus i Botanisk Have

4  Museer med gratis adgang

For ikke så længe siden var der gratis entré til de fleste museer i København, men bl.a. Nationalmuseet, herunder Tøjhusmuseet og Frilandsmuseet, har nu genindført betaling. Det er dog stadig muligt at komme gratis ind på en stribe af Københavns bedste museer, men kun på bestemte ugedage.

Et af mine favoritmuseer i hovedstaden er Ny Carlsberg Glyptotek, der har fri adgang om tirsdagen. Glyptoteket har en fantastisk samling af malerier af Gaugin og skulpturer af Rodin, men du kan også se værker af Monet, Renoir og Van Gogh foruden dansk kunst fra det 19. århundrede.

Charlottenborg har i øvrigt gratis entré onsdage efter kl. 17, mens Thorvaldsens Museum har gratis entré hele onsdagen.

Ny Carlsberg Glyptotek har gratis entré om tirsdagen

5  Gratis vandreture i København

Som udgangspunkt er de ture som Copenhagen Free Walking Tours og Sandeman’s arrangerer gratis, men jeg kan kun opfordre til at give drikkepenge til de søde guider. Du kan vælge blandt flere ture rundt i København – bl.a. The Grand Tour og en rundvisning på Christianshavn.

Guiderne fortæller levende og deres kærlighed til København og Danmark er ikke til at tage fejl af. Der er ture hver dag og mødestedet er trapperne ved indgangen til Københavns Rådhus. Se mere på Copenhagen Free Walking Tours og Sandemans.

Rådhuspladsen ved trapperne er mødested for de gratis rundture i København

6  Christiania

Historien om den gamle kaserne på Christianshavn, der blev invaderet af såkaldte slumstormere er fortalt utallige gange. Der har været luftet mange planer for den såkaldte fristads fremtid, men fakta er, at Christiania fortsat eksisterer og i dag er en by i byen.

En rundtur på Christiania giver et indblik i et helt andet København, der grundlæggende handler om ligeværd og demokrati, men fristaden byder også på en række glimrende spisesteder og spændende arrangementer.

Christiania er et helt andet København

7  Se kirsebærtræerne blomstre

For at se de japanske Kirsebærtræer blomstre skal du time dit besøg i København. Til gengæld er det en utrolig smuk oplevelse at gå i det lyserøde blomsterhav, der helt forståeligt tiltrækker besøgende fra nær og fjern.

Fra slutningen af marts til slutningen af april (alt efter vejret) kan du på Bispebjerg Kirkegård se træerne blomstre, men oplevelsen er næsten lige så fantastisk, når kirsebærtræerne smider bladene. Plænerne er dækket af lyserøde blade – et smukt syn.

Så er der gang i kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård

8  Vagtskifte på Amalienborg

En klassisk oplevelse, der hver dag tiltrækker mange turister. Klokken 12.00 er der vagtskifte på slotspladsen, hvor turisterne stimler sammen om begivenheden. Traditionen tro starter vagtskiftet klokken 11.27 når garderne forlader kasernen på Gothersgade for at gå via Strøget og Kgs. Nytorv til Amalienborg.

Den kongelige livgarde blev oprettet af Frederik 3. i 1658 og fungerer som kongefamiliens vagtkorps. Vagtskiftet tager sig forskelligt ud alt efter, hvem der er til stede på slottet.

Gardere i gang med vagtskiftet

Nyttige links til dit ophold i København

• Hotel i København – Book med prisgaranti
• Flybilletter til København – Sammenlign priser her
• Restauranter i København – Få 1/3 skåret af prisen på toprestauranter
• Tag bussen til København – Se alle ruter hos Flixbus
• Oplevelser i København – Se det store udvalg her
• Lej en bil til ferien – sammenlign priser her
• Vær forberedt på rejsen – Alt til rejseapoteket
• Bøger og rejseguides – Køb dem online her

Kort over København

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her