Hjem Danmark 6 gode ølbarer i København

6 gode ølbarer i København

Fem gode ølsteder, der er værd at besøge

Som med udvalget af spisesteder i København er der de seneste 10-15 år også sket noget med den måde vi drikker øl. Valget mellem Hof (som en Carlsberg blev kaldt i gamle dage) og Tuborg er ikke længere nok – vi vil prøve noget andet.

De klassiske bodegaer og værtshuse er nærmest en institution i Danmark, men det er ikke her, du får udenlandske specialøl eller lokal mikrobryg lavet af ildsjæle og iværksættere, der har deres helt egen idé om, hvordan en øl skal smage.

Den slags får du på de nye ølbarer, der er skudt op som paddehatte og som tilbyder alverdens varianter af øl. Af samme grund kan du som regel smage på varerne, inden du bestiller. Eller rettere; Det SKAL du, hvis du gerne vil undgå de mest mislykkede forsøg på at brygge øl.

Personligt kan jeg ikke udstå den nye generation af India Pale Ale (IPA) – bitterheden og den voldsomme smag af humle er bare helt forfærdelig. Det bliver et nej tak herfra, men heldigvis tilbyder ølbarerne så meget andet. Det gælder i særdeleshed disse fem steder, som jeg har haft fornøjelsen af at besøge.

1 Mikkeller Viktoriagade

Den lille bar i Viktoriagade ser ikke ud af meget, men hvad den ikke har i størrelse har den af betydning. Det var i Mikellers kælderbar på Vesterbro det hele begyndte. Det var drømmen om at lave verdens bedste øl, der fik Mikkel Borg Bjergsø til at lege med smage og produktionsmetoder.

Det tiltrak ølentusiaster fra det meste af verden, og snart blev den første Mikkeller efterfulgt af flere. Resten er historie som man siger. På den lille ølbar i Viktoriagade kan du se udvalget på tavlen på bagvæggen. Der serveres primært eget bryg, og du kan selvfølgelig smage inden du beslutter dig.

Som nævnt er Mikkeller i Viktoriagade ganske lille, men når vejret er til det, er der også siddepladser ude. Det er et superpopulært sted, hvor der altid er mange mennesker. På Viktoriagade 8 B/C, 1655 København K.

2 Fermentoren

Vi bliver på Vesterbro, men skal til et HELT andet sted. Fermentoren er på sin egen måde lidt hypet, men er en mere lokal bar som jeg fornemmer har det fint med at stå lidt i skyggen af de større steder, der konkurrerer om at have flest forskellige øl i hanen.

Udvalget på Fermentoren fejler dog ikke noget. Der er øl fra bl.a. Belgien og Tyskland i forskellige varianter, og så har man sit eget mærke, som er brygget hos Dry and Bitter Brewery. Der er dog hurtig udskiftning i hanerne – gå ind på stedets hjemmeside for at se hvad der tilbydes lige nu eller besøg Fermentoren og lad dig overraske.

Fermentoren sommer og vinter er to helt forskellige steder. Indendørs er det ret dunkelt med listige kroge, mens der er noget biergarten (på den gode måde) omkring den udendørs servering i sommermånederne. Fermentoren er et uformelt sted med mange stamgæster. På Halmtorvet 29C, 1700 København V.

3 Charlie’s Bar

Så skal vi igen til noget helt andet, når det gælder ølbarer i København. Charlies Bar er vel det nærmeste man kommer en rigtig engelsk pub i Danmark. Lille, intim og venlig tilbyder Charlies Bar kombinationen af pub og værtshus lige midt i hovedstaden.

Stedet har et bredt udvalg af øl, men omdrejningspunktet er den engelske bitter ale. Vi taler om håndpumpede øl, der ikke er tilsat kulsyre. Af samme grund kan øllen virke flad som f.eks. den fra bryggeriet Timothy Taylor, jeg fik serveret. Er man vant til at drikke f.eks. dansk øl, så kan en english bitter ale være lidt af en udfordring. Personligt synes jeg godt om denne øltype.

Charlies Bar er ganske lille, men hyggelig. Det er et sted, hvor de mange stamgæster må kæmpe om pladsen med tilrejsende aleelskere og lokale københavnere, der forvilder sig ind i det lille øltempel. På Pilestræde 33, 1112 København K.

SKAAL på Kultorvet har altid 48 forskellige slags fadøl

4 Taphouse

Et stenkast fra Rådhuspladsen ligger Taphouse, der er et af de steder, som gør noget ud af at fortælle, hvor mange forskellige øl, de har i hanerne. Ifølge hjemmesiden hele 61, og skal man tro Taphouse selv, er det nok til at have et af Europas største udvalg af fadøl.

Taphouse har øl fra det meste af verden og i adskillige varianter. På stedets hjemmeside kan man følge med i, hvad der er på fad lige nu og holde øje med, når der kommer nye øl i hanerne. Taphouse er et større sted, der også tilbyder ølsmagning, taster (10 cl) og tap to-go, hvor du kan få hældt din yndlingsøl på dåse.

Der er ingen tvivl om, at Taphouse er enhver ølentusiasts drøm. Her er der virkelig mulighed for at udfordre smagsløgene. Heldigvis kan du smage, inden du beslutter dig, og det hjælpsomme personale hjælper dig gerne på vej. På Lavendelstræde 15, 1462 København K.

5 SKAAL

Et andet sted, der har et kæmpe udvalg af fadøl, er SKAAL på Kultorvet centralt i København. Også her kan du på hjemmesiden følge med i, hvad der er i hanerne lige nu. SKAAL har altid minimum 48 fadøl og 60 flaskeøl fra store og små bryggerier.

Jeg fik bl.a den glimrende The Island Pilsner brygget af Dry and Bitter i samarbejde med Fanø Bryghus. Du kan også prøve et smagsbræt med fire forskellige slags fadøl eller lade tilfældigheden råde og bare pege på skærmene med det store udvalg bag baren. Det er dog en god idé lige at få en smagsprøve først.

SKAAL tilbyder også mad som f.eks. burger, smørrebrød og simreretter med anbefaling af, hvilken øl du skal drikke til. Der er siddepladser inde og ude. På Kultorvet 11, 1175 København K.

6 Carls Øl og Spisehus

Fra det centrale København skal vi til Valby. På Carlsbergs tidligere bryggeriområde ligger nu Carlsbergbyen, hvor det er oplagt at åbne en ølbar. Præcis hvor J.C. Jacobsen grundlagde sit bryggeri i 1847, kan du således smage på ca. 40 forskellige fadøl i hyggelige omgivelser.

Carls Øl og Spisehus har et stort udvalg af egne øl, men du kan også få f.eks. Guinness, Erdinger, Grimbergen og Kronenbourg. Udover de mange øl i hanerne er der endnu flere på flaske.

Som navnet antyder kan du også spise på Carls Øl og Spisehus. Det er et hyggeligt sted med venlig betjening, og du har selvfølgelig mulighed for at smage på varerne inden du beslutter dig. På Bag Elefanterne 20.

God øl på Carls Øl og Spisehus

Nyttige links til dit ophold i København

Flere oplevelser i København

København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.

En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.

Mad og drikke

København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.

Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.

Du kan også besøge Go Dream, der som regel tilbyder rigtig gode deals på madoplevelser i København – f.eks. på Michelinrestauranter.

Overnatning

Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.

Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie og Hotelspecials.dk, der ofte har nogle rigtig gode deals.

Kort over København

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her