Krabi er nok et af de mest alsidige rejsemål i Thailand. Provinsen dækker et større område på fastlandet, men består også af en række populære øer som Koh Jum, Koh Phi Phi og Koh Lanta.
Det er stederne på fastlandet, du kan læse om i indlægget herunder, hvor jeg håber, du bliver klogere på, hvor du skal bo i Krabi.
Alt efter hvor du vælger at bo i Krabi, så er det også et alsidigt område, når det gælder overnatning. Her finder du alt fra homestays og guesthouses til luksushoteller og kæmperesorts med alt i faciliteter.
Generelt er prisniveauet på overnatning højere end gennemsnittet i Thailand, men i forhold til de fleste andre steder i verden, så får du rigtig meget for pengene.
Som det gør sig gældende på Phuket, så er der heller ikke i Krabis turistområder offentlig transport. Du kan til gengæld tage en af deletaxierne, der kører faste ruter og forbinder f.eks. Ao Nang og Nopparat Thara med Krabi By.
Du kan også booke privat transport hos et af tourbureauerne, men dit hotel kan helt sikkert også hjælpe dig på vej.
Læs meget mere om Krabi i min Krabi Rejseguide og i indlægget Railay – barfodsliv i Krabi.
1 Krabi By
Det er typisk backpackere, der vælger Krabi By. For ikke så mange år siden fungerede byen udelukkende som hub til videre rejse i provinsen. Fra havnen sejler en lang række færger til øerne mod syd, ligesom du fra busstationen kan finde transport til andre dele af Thailand.
I dag er Krabi By et sted man bliver nogle dage. Her er coffeeshops, hippe caféer, flere rigtig gode hostels og et spændende aftenmarked. Du er også kun en kort sejltur fra autentiske Koh Klang, men du kan til gengæld glemme alt om strandferie i eller omkring byen, hvor kysten primært består af mangrove.
Gode overnatningssteder i Krabi By
• Family Tree Hotel – Topvalg i Krabi By. Her bor du på moderne værelser og har faciliteter som bar og restaurant. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
• Grandmom Place – Godt og billigt hotel med central beliggenhed. Morgenmad tilgængelig. Læs mere om hotellet.
2 Ao Nang
Når folk siger, de har været på ferie i Krabi, så er det som regel Ao Nang, der menes. Det er et af Thailands mest veludviklede turistområder, som primært har fokus på pakke- og charterturister, der hjemmefra har booket et par ugers ferie med alt tilrettelagt.
Ao Nang er en turistby på godt og ondt. Her er mange mennesker, og det er ikke her, du oplever det autentiske Thailand. Til gengæld har du alle fornødenheder inden for rækkevidde – f.eks. barer, spisesteder, supermarkeder og et stort udvalg af overnatningssteder.
Ao Nangs strand hører ikke til de bedste i Thailand, men du er kun en kort sejltur fra de lækreste paradisøer, der har strande med hvidt sand og krystalklart vand. Der er ca. 25 km fra Ao Nang til Krabi By.
Gode overnatningssteder i Ao Nang
• Sea Seeker Krabi Resort – Rigtig dejligt hotel til en fantastisk pris. Her er bl.a.spa, fitness, restaurant og swimmingpool. Morgenmad tilgængelig. Læs mere om hotellet.
• Whalecome Ao Nang Resort – Populært hotel med super beliggenhed. Mulighed for familieværelser. Hotellet har bl.a. have, restaurant og swimmingpool. Læs mere om hotellet.
3 Nopparat Thara
Man kan godt kalde Nopparat Thara for en forlængelse af Ao Nang. Her er marginalt roligere, men byen mangler hverken barer, spisesteder eller overnatningsmuligheder. Her finder du dog primært større resorts, der typisk ligger langs strandvejen.
Stranden i Nopparat Thara er hårdt ramt af tidevandet og ikke den bedste. Til gengæld er her god plads og især mod vest kan du finde masser af fred og ro. Går du til gengæld ad strandvejen mod øst kommer du til Ao Nangs hektiske turistcentrum. Nopparat Thara har dog et glimrende aftenmarked, der er henvendt til turister.
Gode overnatningssteder i Nopparat Thara
• Holiday Ao Nang Beach Resort – Populært familiehotel med mange faciliteter – bl.a. flere pools. Hotellet har værelser med plads til fire personer. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
• Deevana Krabi Resort – Dejligt 4-stjernet hotel til en rigtig god pris. Her er bl.a. bar, restaurant og to pools. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
4 Klong Mueang og Tubkaak
Vest for Nopparat Thara, ca. 8 km, ligger et af Krabis mindre turistområder. Strandene Klong Mueang og Tubkaak udgør nogenlunde et samlet område med barer, spisesteder og hoteller. Udvalget er forholdsvis begrænset, men det er bl.a. her, du har mulighed for at bo lidt mere roligt, men stadig med nem adgang til alt hvad Ao Nang har at byde på.
Strandene her er også hårdt ramt af tidevandet, men generelt en anelse bedre end i f.eks. Ao Nang. Du bor desuden tæt på Phang Nga-bugten, der er et must see. Lej din egen longtailbåd med kaptajn og besøg det fantastiske landskab og de lækre strande på Koh Hong.
Gode overnatningssteder i Klong Mueang og Tubkaak
• Pelican Luxury Apartments – 4-stjernet hotel med store værelser (op til seks personer). Her er bl.a. fitness, poolbar, restaurant og swimmingpool. Læs mere om hotellet.
• Beyond Resort Krabi – Populært hotel på stranden med bl.a. spa, fitness, restaurant og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
5 Railay
Så til noget helt andet. Railay-halvøen er godt nok en del af fastlandet, men du kan kun komme hertil med båd. Det gør Railay til et helt anderledes sted, der traditionelt har været backpackerområde. I dag er der dog også kommet større hoteller på halvøen, som nu også tiltrækker børnefamilierne.
Der er dog stor forskel på, hvor på Railay-halvøen du bor. Det er på den vestlige del tættest på Ao Nang de bedre hoteller ligger, mens udvalget af overnatningssteder på østsiden primært er henvendt til backpackere. Det er også her, du finder det største udvalg af barer og restauranter.
Veststranden er lækker ved højvande, mens østsiden består af mangrove. Til gengæld er der herfra kun 5-10 minutters gang til fantastiske Phra Nang Beach, der flere gange er kåret til en af verdens smukkeste.
Det tager ca. 10-15 minutter at sejle fra Ao Nang til veststranden, mens du kommer til østsiden fra Krabi By – det tager ca. 30 minutter. Du kan nemt gå fra den vestlige til den østlige del af Railay.
Gode overnatningssteder på Railay-halvøen
• Sand Sea Resort – Bungalowhotel på stranden (Railay West). Her er bl.a. spa, fitness, restaurant og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
• Bhu Nga Thani Resort Railay – Nyt og moderne hotel på den rolige del af Railay. Mulighed for poolvillaer. Morgenmad tilgængelig. Læs mere om hotellet.
Nyttige links til din rejse til Krabi
Transport
Se mere i min Krabi rejseguide om transport til Krabi og hvordan du kommer rundt. Du kan også allerede nu få et tilbud på transport fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.
Overnatning
Faldt mine hotelvalg ikke i din smag, så kan du se mange flere overnatningssteder på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingplatforme.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.