Hvide sandstrande, vildt natteliv og aktiviteter for hele familien. Phuket har det hele og mere til. Uanset om du er til gourmet og luksusresort eller gadekøkken og guesthouse, så har Thailands mest populære feriested alle muligheder for en skøn ferie.
I højsæsonen er Phuket hektisk, nogle vil nok sige overrendt, men på Thailands største ø er det stadig muligt at finde små rolige pletter, hvor du ikke behøver at gå i hælene på øens øvrige turister. Med andre ord: Du bestemmer selv, hvordan din ferie på Phuket skal være. Velkommen til denne gratis Phuket rejseguide.
Indholdsfortegnelse
Byerne – orientering og seværdigheder
Patong Beach
Patong er Phukets største ferieområde og et skræmmende eksempel på en by, der har fået lov at udvikle sig uden tanke på konsekvenserne. Larm, trafikkaos og tusindvis af blinkende neonskilte med alverdens tilbud vælter turisterne i møde.
De sidste par år er bylivet efter min mening blevet lidt af et mareridt, og det er umuligt at gå en tur i byen uden konstant at blive kontaktet af sælgere, der har alverdens tilbud til dig.
Værst er de utålelige burmesiske skræddere, men du vil uden tvivl også få masser af tilbud fra taxa- og tuk-tukchauffører, massagepiger og de irriterende timesharesælgere, der suser rundt på scooter og generer turisterne. Og så er der gadesælgerne; var det noget med en taske eller hængekøje?
Centrum ligger omkring Bangla Road midt i Patong. Om dagen er her roligt, men aften og nat fungerer gaden som festgade, hvor barerne ligger på stribe. Musikken drøner ud af højttalerne, mens de mange barpiger sidde og venter på kunder.
Bangla Road bliver lukket af om aftenen, hvor du udover beer bars også finder diskoteker, natklubber og go-go bars. Mellem alle barerne ligger en lang række forretninger, men også McDonalds, Starbucks og KFC foruden en del restauranter og billigere overnatningssteder i sidegaderne.
Bangla Road løber op til Rat U-thit Road. Her ligger shoppingcentret Junceylon, der byder på restauranter og moderne butikker med mærketøj, men også en del boder med f.eks. brugskunst. Ved indgangen finder du Burger King, Starbucks og et par gode isbutikker.
På Rat U-thit Road, der løber parallelt med strandvejen, ligger flere gode shoppingområder. Om aftenen er der et lille marked med boder, men også et område, hvor der ligger en stribe seafoodrestauranter, der har en noget påtrængende markedsføring.
Patong strandvej, Thaweewang Road, er et mylder af mennesker døgnet rundt. Her kommer turisterne først og fremmest for at shoppe i den endeløse række af forretninger. Byen er faktisk lidt af et shoppingparadis, men forvent ikke at du kan gå og kigge på varerne i fred.
På strandvejen og i de små blinde sidegader finder du også en del pænere restauranter, hvor du foruden thailandsk og frisk seafood også kan spise italiensk, kinesisk og japansk. I Patong ligger også flere danske restauranter.
Patong strand har skønt næsten hvidt sand, men vandet er ikke så klart, og den hører bestemt ikke til de bedste på Phuket. Stranden var tidligere tætpakket med solstole, men efter militærets oprydning fremstår den langt mere indbydende.
Omkring centrum er der stadig mange mennesker, og du skal faktisk et godt stykke væk, før der er lidt mere luft. Frugt- og issælgere går rundt for at tilbyde deres varer, og lokale har set et helt nyt marked ved at sælge strandudstyr til turisterne.
Karon Beach
Karon ligger ca. 5 km syd for Patong og er Phukets andenstørste ferieområde. Byen har ikke noget centrum, men på hele strækningen langs strandvejen inklusive sidegader finder du et kæmpe udvalg af barer, cafeer, forretninger og spisesteder.
Mest hektisk er Karon i området op mod Patong og helt mod syd, hvor byen er smeltet sammen med Kata. Karon er et fuldt udviklet turistområde med masser af muligheder for turisterne uden dog at have det samme store udvalg som Patong, når det gælder f.eks. shopping og natteliv.
Stranden i Karon er med fint lyst sand og klart vand, men det bliver nogle steder hurtigt dybt. Stranden er mest besøgt op mod Kata, mens du finder lidt mere plads ved rundkørslen op mod Patong. Der er ofte badeforbud ved Karon Beach i sommermånederne pga. stærke understrømme.
Der er områder med solstole og parasoller, men du kan også bare smide dit håndklæde i sandet. Langs stranden er der træer, hvor du kan finde lidt skygge. Lige bortset fra Beyond Resort helt mod syd og det familievenlige Centara Grand Beach Resort helt mod nord, så ligger ingen hoteller direkte på stranden.
Til gengæld har Karon adskillige gode overnatningssteder, hvoraf flere kun ligger få hundrede meter fra stranden. Karon er det lidt roligere alternativ til Patong. Især får du her væsentlig bedre strand, der selv i højsæsonen har områder med god plads.
Kata Beach
Kata Beach ligger et par km syd for Karon, men reelt er de to byer vokset sammen. Selvom Kata er den mindste af de tre store turistområder på Phuket, så mangler byen ikke tilbud til turisterne.
Her er alt hvad der skal til for en god ferie, men nattelivet er forholdsvis begrænset, så er du til fest og farver, må du tage til Karon eller Patong. Naturligvis finder du barer og små listige steder, men når det gælder diskoteker og fest til langt ud på natten, er det i Patong det sker.
Katas strand er lækker med fint hvidt sand og krystalklart vand. På den anden side af den lille smalle strandvej ligger Club Med Hotel, der strækker sig i strandens fulde længde. Strandområdet er således meget lidt trafikeret, hvilket er medvirkende til den rolige og afslappede atmosfære.
På standen kan der lejes jetski, og longtailbåde sejler ud til øen Koh Pu, som du kan se fra stranden. Kata Beach har udmærkede snorkelmuligheder i begge ender af stranden.
Byen har ikke noget egentligt centrum, men hvor Karon Road (Karon strandvej) løber ud i Kata Road ligger mange forretninger og restauranter samlet. Det samme gør sig gældende i den anden ende af Kata Road omkring bus- og taxistationen.
Surin Beach
Surin Beach ligger lige nord for Laem Singh og Kamala Beach. Mens militærets oprydning på f.eks. Patong Beach har pyntet, så kan man ikke sige det samme om Surin Beach.
Her har bulldozerne været på overarbejde, og den engang så mondæne strand er efterladt uden solstole og uden en eneste bar, restaurant eller beach club. Flere af Surin Beachs populære steder som Catch Beach Club og Pla Seafood er nu rykket til Bang Tao Beach få kilometer mod nord.
Surin Beach hører dog stadig til en af Phukets dejligste strande med fint lyst sand og krystalklart vand. I modsætning til flere af øens andre feriebyer, så er der hverken vej eller hoteller direkte ud til stranden, men til gengæld skyggefulde træer.
Langs stranden popper gadekøkkener op, hvor lokale også sælger forfriskninger. Surins eksklusive hoteller som f.eks. Twin Palms, The Surin og Ayara Hilltops Boutique Resort gør, at strandområdet stadig bliver betragtet som mondænt.
Selvom der er sket meget i Surin langs stranden, så ligner byen dog sig selv. Den er stadig det rolige alternativ til Phukets større ferieområder, hvor du samtidig kan nyde godt af en stribe rigtig gode restauranter. Du finder også det såkaldte Plaza – en to-etagers bygning med eksklusive butikker og spisesteder.
Bang Tao Beach
Bang Tao har en af Phukets længste strande. Det er også et af øens mest bemærkelsesværdige ferieområder med mellemklassehoteller og det sædvanlige udvalg af barer og restauranter mod syd, luksusresorts i det enorme Lagunakompleks i midten og næsten øde strand mod nord.
Afstandene er forholdsvis store i Bang Tao, så start med at finde ud af hvor i byen du vil bo. I den sydlige del ligger turistcentrum omkring Hotel Best Western og ved den midterste del af stranden omkring indgangen til Lagunakomplekset. Her er der barer, butikker og primært dyrere spisesteder ved gaden Thanon Laguna og Tinlay Place.
Umiddelbart syd for Lagunakomplekset og ikke langt fra Sunwing Resort ligger The Promenade, der er en samling barer og restauranter langs stranden. Det er et sted, hvor der kun sker noget om aftenen, og sammen med en stribe barer i den sydlige del af Bang Tao fungerer stedet som byens meget lille red light district.
Bang Tao Beachs sydlige del er tætpakket med solstole og tilhørende barer og restauranter. Det kan synes underligt, at Surin Beach skulle ryddes, når Bang Tao næsten ligner sig selv. Længere mod nord kommer du forbi Lagunakompleksets syv luksusresorts, der dækker et enormt område omkring en række kunstige laguner.
Her er der væsentlig mere plads på stranden, og det bliver kun bedre, jo længere du går mod nord. Her kan der ligefrem være langt mellem strandgæsterne. Se mere om Bang Tao Beach her.
Mai Khao Beach
Nord for lufthavnen finder du den lille turistby Mai Khao. Byen, der faktisk ligger i Sirinat Nationalpark, har Phukets længste strand. Her er kun få mennesker – dog ikke i weekends og på helligdage, hvor thai’erne selv benytter stranden til familiesammenkomster.
Ved Mai Khao Beach ligger en stribe luksusresorts som Anantara og JW Mariott, og byen er de senere år blevet et ret mondænt sted. Mai Khao by er kun ganske lille – her ligger bl.a. et lille torv med pænere forretninger henvendt til de mere velstillede gæster på hotellerne langs kysten.
Rawai Beach
Rawai Beach på Phukets sydkyst var et af de første stede som backpackerne i sin tid sslog sig ned. Byen har efterhånden fået en lang række overnatningsmuligheder, men er meget lidt turistet i forhold til hvad man ellers ser på øen. Rawai bliver også brugt som udgangspunkt for udflugter til de sydlige øer Koh Hee og Koh Racha.
Ved aftentide fyldes de mange restauranter langs vandet med lokale, og atmosfæren er vidunderlig. Rawai kan lyde kedelig, men jeg tilbragte en uge her, og det var kun få gange jeg mærkede, at jeg var på en af Asiens mest besøgte øer. Stranden i Rawai er dog ikke badevenlig.
Overnatning på Phuket – forslag til hoteller
Som så mange andre steder i Thailand, så er der også på Phuket overnatningssteder af enhver slags. Du finder både billige guesthouses og store resorts med alverdens faciliteter.
I Thailand er hotelniveauet højt sammenlignet med andre steder – selv på mellemklassehoteller vil du som regel opleve at få rigtig meget for pengene. Phuket er dog et af de dyreste rejsemål i Thailand, men set med danske øjne stadig rigtig billig.
Du kan booke hotel på Phuket på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Jeg anbefaler, at du læser indlægget De bedste hoteller på Phuket på min side thailandrundt.dk. Listen bliver opdateret løbende med nøje udvalgte hoteller, der får gode anmeldelser af tidligere gæster.
Se også indlæggene Overnatning for hele familien på Phuket, Luksushoteller på Phuket og Phuket: 12 steder du kan bo med privat pool.
Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner priser på hoteller.
Mange danske rejsebureauer har også Thailand på programmet. Her kan du ofte finde gode tilbud med fly og hotel inkluderet – find pakkerejser til Phuket her.
Transport
Ind og Ud
Lufthavnen på Phuket (kode: HKT) har de senere år gennemgået en tiltrængt udvidelse. Fra at være lidt slidt og alt for lille ser Phukets lufthavn i dag helt moderne ud og har sine lighedspunkter med Suvarnabhumi i Bangkok. Udenrigsterminalen ligger i den nye lufthavnsbygning, mens indenrigsterminalen består af den gamle bygning.
Med udvidelsen har lufthavnen også oplevet en kraftig vækst i antallet af internationale flyruter. Der er forbindelse til bl.a. Singapore, Kuala Lumpur og selvfølgelig Bangkok flere gange dagligt.
Fra København kan du flyve med ét stop til Phuket med bl.a. Thai Airways (hurtig rute), Emirates, Etihad, Qatar Airways, Singapore Airlines og Turkish Airlines.
Fra Billund kan du flyve med ét stop med Turkish Airlines. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra Phuket lufthavn tager det 20-30 minutter i taxi til de nærmeste ferieområder, mens du skal regne med en køretur på 45 minutter til 1 time til f.eks. Patong, Karon og Kata.
Taxichauffører har ikke adgang til ankomstterminalen, så her kan du i fred og ro booke transport til dit hotel med taxa eller delt minibus. Priserne er faste og lyder billige, men den pris du kan se er ofte for minibus, som du deler med andre passagerer.
Taxaerne skal køre efter taxameter (men langt fra alle chauffører slår det til), og der bliver lagt 100 baht på regningen i lufthavnsafgift.
I ankomstterminalen kan du også booke en såkaldt limousine – det er kun lidt dyrere end taxa. Prisen for limousinerne er inklusive lufthavnsafgift.
Bemærk, at taxaerne kun har begrænset plads til bagage, så det kan blive nødvendigt at booke en privat minibus/limousine.
Umiddelbart udenfor ankomstterminalen er der som regel et leben af mennesker – nogle skal afhente passagerer, mens andre vil tilbyde dig transport. Også udenfor terminalen er der taxiskranker, hvor du kan booke transport.
Som noget relativt nyt kan du nu tage offentlig bus fra lufthavnen til bl.a. Kamala, Surin, Patong, Karon og Kata. Det er billigt, men tidskrævende. Bussen holder ved indenrigsterminalen. Se mere om rute og afgangstider på Phuket Smart Bus.
Vil du have et tilbud på transport, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.
At komme rundt
Du kommer nemmest rundt med tuk-tuk. De er ikke trehjulede som i Bangkok, men små firehjulede vogne, hvor du sidder på ladet. Komforten er ikke høj, så skal du længere væk må taxi anbefales. Langt de fleste tuk-tuk’er er røde, og der er masser af dem.
Det er forholdsvis dyrt at køre taxi og tuk-tuk på Phuket. For en del år siden blev man enige om at lave maksimumpriser på turene, men det nåede aldrig at træde i kraft. Der forhandles fortsat med taxiorganisationen om at sænke priserne på tuk-tuk kørsel.
Vejledende priser: Fra Patong til Karon koster det 400 baht og fra Patong til Phuket By 700 baht. Aftal altid pris inden du kører. Taxi kan lejes for et par timer eller en hel dag. Også her må du aftale en pris inden start.
Fra Phuket By kører lokalbus til Patong (ca. 15 baht), og til Karon og Kata (ca. 30 baht).Der er tale om en åben lastvogn/bus, hvor du sidder på ladet. Det er ret tidskrævende, men bestemt en oplevelse.
Der er tourbureauer på næsten hvert gadehjørne i turistområderne. Der er masser af muligheder for udflugter og aktiviteter, og du kan sammenligne pris og indhold i de mange farvestrålende brochurer.
Fælles for stort set alle udflugter er, at du bliver hentet på dit hotel og sat af samme sted når dagen er omme, meget bekvemt. Mange hoteller har også en tour-desk, som kan være behjælpelig med udflugter.
Mad og drikke – forslag til spisesteder
Der findes restauranter af enhver slags på Phuket. Fra gadekøkkener til den berømte restaurant Mom Tri’s Boathouse i Kata, der serverer thailandsk gourmetmad.
Der er sjældent langt til nærmeste restaurant, som ofte bare er et enkelt indrettet lokale med lysstofrør i loftet, og hvor mor står i køkkenet. Mange gange er det disse steder, du finder den bedste mad. Læs mere om restauranter på Phuket i indlægget 8 gode restauranter på Phuket
Prisniveauet er generelt lavt i Thailand, og selvom Phuket har et lidt højere prisniveau, så er det stadig meget billigt at gå ud og spise. Den lokale thaimad fås fra ca. 25 kr. pr. ret., mens europæisk mad ofte er væsentlig dyrere. I alle turistområderne kan du finde spisesteder med pizza, pasta og burger.
Som nævnt er der mange gode steder at spise på Phuket – jeg kan bl.a. anbefale disse steder:
Kopitiam by Wilai – Phuket By
Rigtig lækker restaurant med mad fra Hokkien/Nyonya-køkkenet. Kopitiam by Wilai er uden tvivl et af de bedste steder på Phuket at spise lokal mad. Restauranten ligger på Thalang Road i Phuket By.
Rombo & Nok Eang – Kata
Der er langt mellem de gode thailandske restauranter i badebyerne, men Rombo & Nok Eang i Kata laver rigtig dejlig mad til fantastiske priser. Stort menukort og venlig betjening. Restauranten ligger på Patak Road 3 i Kata.
Tu Kab Khao – Phuket By
Beliggende i en smuk sino-portugisisk bygning serverer Tu Kab Khao rigtig god mad fra Sydthailand. Blandt retterne er bl.a. karrykrabbe med nudler og kæmperejer i tamarindsauce, der smager afsindigt lækkert, og det er ikke uden grund, at Tu Kab Khao er nævnt i Michelinguiden. På Phang Nga Road i Phuket By.
The Beach Cuisine – Bang Tao Beach
The Beach Cuisine er en rigtig lækker kombineret bar og restaurant, der ligger helt ud til stranden i den sydlige del af Bang Tao. Restauranten, der er ejet af en franskmand, serverer bbq med inspiration fra primært Nordafrika og Frankrig/Middelhavet. The Beach Cuisine er en uformel restaurant med god atmosfære og priser over gennemsnittet.
Silk Restaurant – Kamala
Rigtig god og lidt dyrere restaurant i Kamala. Tidligere lå Silk i The Plaza i Surin, men er nu flyttet til Andara Resort i Kamala. God thailandsk gourmetmad og fin betjening. Silk bliver besøgt af mange fastboende udlændinge, når det skal være lidt fint.
Kampong Kata Hill Restaurant – Kata
Flot restaurant med dejlig mad (thai) og god betjening. Ligger i Kata på Patak Road. Mange trapper til restauranten, men til gengæld fin udsigt over byen.
Phuket mangler som nævnt ikke natteliv eller steder hvor du kan få slukket tørsten, men det er især på Bangla Road i Patong løjerne foregår. Her ligger de såkaldte beer bars på stribe, og natten igennem er der fest og farver. Gaden henvender sig i den grad til den enlige herre, der her kan finde selskab hos en af de mange thaipiger.
Bangla Road har en del små sidegader (soi), der er proppet med barer. Mest populære er Soi Crocodile, Soi Eric og Soi Seadragon, men der tilbydes stort set det samme i alle gader. Patong har en håndfuld go-go barer og almindelige diskoteker findes også.
Der er ingen grund til at fortvivle, hvid du er til en anden type barer end ovenstående. Phukets status som internationalt feriested gør, at du heldigvis kan finde mange andre barer, klubber og musiksteder.
Flere bedre hoteller og resorts kan byde på cocktailbarer eller jazzklubber, men øen har også et par fremragende barer og beach clubs. Den ene er Catch Beach Club, der er flyttet fra Surin Beach til Bang Tao Beach, og den anden er Baba Nest, som er en del af Sri Panwa-komplekset.
Et mondænt sted med overnatning og fremragende mad. Baba Nest ligger helt fantastisk og skal opleves.
Prøv også Xena Beach Club på Angsana Phuket Resort i Bang Tao, mens Ska Bar i Kata er et reggaessted med afslappet atmosfære og livemusik.
Et andet rigtig godt sted i Kata er After Beach Bar, der ligger ved Kata Hill. Baren ser næsten ud som om den hænger ud over klippen – det er et supersted at slappe lidt af og nyde den fantastiske solnedgang.
Du kan klikke ind på f.eks. The Phuket News for at finde aktuelle arrangementer på øen.
Aktiviteter og forlystelser
Phuket har aktiviteter og forlystelser til flere ugers ferie. Det er som om, at der hele tiden kommer nye ting til, og herunder har jeg kun nævnt en stribe af de mest populære, men der er ganske givet endnu flere aktiviteter at underholde sig med.
Splash Jungle
Vandparken Splash Jungle siges at være en af de største af sin slags i Thailand. Parken ligger faktisk på Splash Beach Resort, men der er adgang for alle. Her kan børn og barnlige sjæle plaske rundt i store pools og prøve udfordrende rutsjebaner. Parken ligger lige nord for lufthavnen tæt på Mai Khao.
Phuket Elephant Sanctuary
En populær aktivitet er Phuket Elephant Sanctuary, hvor der er stor fokus på elefanternes trivsel. Herfra skal jeg kun opfordre til at undlade at ride på elefanter, men i stedet for støtte det nye fristed, der prøver at hjælpe syge og gamle elefanter. Det er nødvendigt at booke entré på forhånd – det kan du gøre her.
Andamanda Phuket Water Park
Nyere vandpark på hele 10.000 m2. Her er over 25 forlystelser og flere pools med bl.a. vandrutsjebaner, bølgemaskiner og lazy river. Andamanda Phuket Water Park ligger lige udenfor Phuket By.
Carnival Magic
Carnival Magic er en stor farverig temapark med en lang række forlystelser og events som shows og parader primært med udgangspunkt i thailandsk kultur. Der er også shopping og spisesteder på området. Carnival Magic ligger ved Kamala.
Phuket Simon Cabaret
Simon Cabaret er et berømt transvestitshow lige syd for Patong. Cabareten er meget populær og det anbefales at bestille plads i forvejen. Der er shows klokken 18.00, 19.30 og 21.00.
Øvrigt
Andre aktiviteter på Phuket er bl.a. golf, gokart, bungy jump, Dino Park (med minigolf), ATV-kørsel, surfing, thaiboksning, party cruise, madlavningskursus, zipline gennem skoven, Up side down house samt spa og massage.
Strande på Phuket
Få øer har så mange gode strande som Phuket. De ligger stort set allesammen på øens vestkyst, mens østkysten er klippefyldt med store mangroveområder. Af de nævnte strande i de store feriebyer er Kata Beach absolut bedst, men generelt er standarden høj på Phuket.
Syd for Kata ligger Nai Harn Beach – en skøn strand uden så megen larm, da her ikke er nogen by med generende trafik. Også nordpå findes skønne strande – f.eks. Kamala, der er en fuldt udbygget turistby,
Nogle af strandene er mindre bugter uden mulighed for overnatning. Det gælder f.eks. Laem Singh Beach, Freedom Beach Ya Nui Beach. Alle har de lækkert sand og klart vand.
Helt mod nord findes Nai Yang- og Mai Khao Beach, der begge er meget populære hos de lokale. Der kan camperes på begge strande.
Når det gælder strand, må du ikke snyde dig selv for de fantastiske øer syd og øst for Phuket. Coral Island og Raya Island mod syd kan nås med båd fra Rawai eller Chalong, mens der sejler båd fra Phuket By til Phi Phi-øerne.
Udflugter på Phuket
Øens seværdigheder
Phuket har meget at byde på – både når det gælder natur og kulturelle oplevelser. Først og fremmest skal du besøge øens nationalparker, hvor man har forsøgt at bevare noget af den oprindelige natur, der er gået tabt i takt med den store turistinvasion. Mest populær er Phra Taew-parken med Phukets eneste tilbageværende regnskov.
Der er indgang til parken flere steder, men de fleste besøger et af de to vandfald Tonsai og Bang Phae. Det er muligt at gå fra det ene vandfald til det andet, men det er en hård tur, der tager flere timer. Ved begge vandfald er der souvenirboder og mulighed for køb af forfriskninger.
Vælger du at besøge vandfaldet Bang Phae kan du også besøge gibbon rehabiliteringscentret, der ligger umiddelbart ved siden af. Her prøver man at give gibbonaber, der bl.a. er brugt til fotos med turister, en ny tilværelse. Centret er meget lille, og det er ikke altid, det er muligt at se aberne.
Langt de fleste gibboner bliver sat ud i naturen igen – de fleste på en ø i Phang Nga bugten, men der er også sat eksemplarer ud i nationalparken.
Lige nord for lufthavnen ligger Sirinat Nationalpark, der er et mindre besøgt område med bla. mangrove og lange sandstrande.
Midt på øen, ved rundkørslen i byen Thalang, der fungerer som trafikknudepunkt, finder du heltindemonumentet, der viser to søstre som førte an i kampen mod burmeserne. Her er også et nationalmuseum om Phukets historie og øens havsigøjnere.
Havsigøjnerne kan i dag opleves i Sea Gypsy Village ca. 5 km øst for Phuket By. Faktisk bor de på øen Koh Sireh, men den ligger så tæt på Phuket, at de næsten er smeltet sammen. Havsigøjnerne er muslimer og en tur rundt i den lille by er en god oplevelse. Deres dagligdag er meget primitiv og helt forskellig fra øens øvrige beboere.
Ca. 10 km syd for Phuket By finder du øens vigtigste tempel Wat Chalong. Faktisk består området af flere templer, og det er muligt at komme indenfor i hovedtemplet, som er i flere etager og det mest imponerende. Husk at tage skoene af ved besøg i templerne.
Helt ned på øens sydspids ligger Kap Prom Thep – et velbesøgt sted ved aftentide, hvor både lokale og turister nyder den smukke solnedgang.
En af Phukets nyere attraktioner er den 45 meter høje Buddha på toppen af det lille bjerg Nagakerd, der ligger tæt på Kata og Karon.
Buddhaen er opført i hvid marmor importeret fra Myanmar og kan ses på lang afstand. Officielt hedder Buddhaen Phra Puttamingmongkol Akenakkiri, men forståeligt nok bliver den bare omtalt som Big Buddha.
Det er gratis at besøge den store Buddha, men mange vælger at donere penge til opbygning og vedligeholdelse. Grundlagt i 2004 stod Buddhaen færdig 10 år senere, men allerede nu er man i gang med at lappe og reparere.
Der er flere andre større og mindre Buddhaer på området, hvor der også ligger et tempel. Her kan du ofte blive velsignet, mens munke smukt reciterer Buddhismens Tilflugter.
Den store Buddha er et populært udflugtsmål, og især ved solnedgang samles hundredvis af mennesker på toppen af bjerget. Kom tidligt – omkring kl. 18, hvis du vil have en god plads. Der er opkørsel til bjerget via hovedvejen ved Chalong, der kører mod nord. Vejen er fin, men der er kurver og kraftige stigninger.
Du kan tage en scooter eller taxi til den store Buddha. Vælger du taxi er det en god idé at lade chaufføren vente på dig – det kan være svært at finde transport ned igen på toppen af bjerget. Fra kystsiden er det også muligt at besøge Buddhaen via stien, der fører op på bjerget – det er dog en hård tur i varmen.
Phuket By
Phuket By ligger på østkysten ca. 30 min. kørsel fra turistområderne. Tidligere var det et sted, som turisterne besøgte på en dagsudflugt fra badebyerne på østkysten, men i dag er Phuket By blevet et hipt sted, hvor de renoverede sino-portugisiske huse giver den gamle bydel en charmerende atmosfære.
Phuket har en spændende historie med bl.a. kinesiske immigranter, der arbejdede i tinminerne. Senere kom portugiserne til området, og de mange farvestrålende huse i Phuket By er resultatet af mødet med mellem kinesisk og europæisk arkitektur.
Kineserne har haft enorm indflydelse på udviklingen af Phuket By, der er helt anderledes spændende en turistbyerne. På det lille museum Thaihua kan du lære mere om de kinesiske klaner og familier, der kom til Phuket.
Byen har selvfølgelig også en stribe fine kinesiske templer – f.eks. Chui Tui, der er centrum ved den store vegetarfestival, som finder sted i begyndelsen af den 9. kinesiske måned. Deltagerne gennemgår en række ritualer for et rense sig – højdepunktet er optoget i byens gader, hvor åndemanerne udsætter sig selv for de værste pinsler.
Det er især langs gaden Thanon Thalang, du finder de gamle flotte huse i pastelfarver. Her er gode shoppingmuligheder, hvor souvenirs er skiftet ud med lokalt designede varer.
Det er også på Thanon Thalang det store søndagsmarked finder sted – en hektisk affære med masser af boder og streetfood. På Soi Romanee, en smal sidegade til Thalang, finder du byens mest charmerende huse, der i dag er indrettet som bl.a. cafeer og coffeeshops.
Phuket By har masser af lokalliv. Prøv blot at besøge ferskvaremarkedet på Thanon Rasada, hvor der bl.a. sælges kød, fisk, frugt, blomster og grøntsager.
Morgen og tidlig formiddag er det bedste tidspunkt at opleve markedet, der ligger præcis hvor lokalbussen fra Kata, Karon og Patong har endestation (det koster ca. 30 baht pr. person med lokalbus fra badebyerne til Phuket By).
Lokalliv betyder også god og autentisk mad. Der er ingen tvivl om, at du får den absolut bedste thai-kinesiske mad i Phuket By, der har en lang række fremragende spisesteder.
Glem alt om tarvelig turistmad og sæt i stedet for tænderne i lækre kinesiske hokkien-retter og det særlige peranakan-køkken, der er en blanding af ingredienser og teknikker fra det thailandske, malaysiske og kinesiske køkken. Læs mere om Phuket By i min guide til byen.
Phi Phi Øerne
En af de mest populære udflugter fra Phuket er den til Phi Phi-øerne mod sydøst. Der er i alt fire øer, men som regel omtaler man kun de to største – Phi Phi Don og Phi Phi Ley.
Øerne har til dels samme dramatiske natur som Phang Nga Bugten med stejle og ufremkommelige limstensbjerge, der rejser sig op af havet. Men øerne har også lækre paradisstrande med krystalklart vand og vajende palmer.
Phi Phi Don er beboet af havsigøjnere, men i dag fylder turismen det meste. Den bilfri hovedby Tonsai er overrendt og et fuldt etudbygget turistområde med et pænt udvalg af barer, minimarkeder, hoteller og restauranter.
Tonsai ligger på en smal tange med strand på begge sider – bedst er Ao Lo Dalam Beach, men rundt om øen ligger bedre strande. Det er her du skal bo, hvis du vil have en snert af det paradis som øens første turister oplevede. Tonsai er populær blandt de unge og kan være en larmende affære.
Mod syd ligger ubeboede Phi Phi Ley, der er et populært udflugtsmål pga. den guddommeligt smukke strand Maya Bay. Stranden ligger i en næsten skjult bugt, hvor filmen The Beach med Leonardo de Caprio blev indspillet.
Langt de fleste besøger Phi Phi på en endagstur fra Phuket, men jeg kan absolut anbefale at tage et par overnatninger. For at komme til Phi Phi tager du færgen fra Rassada Pier i Phuket By – overfartstiden er 90 min. Vil du bare opleve øerne på en endagsudflugt, kan du henvende dig i nærmeste tourbureau, der alle sælger ture til Phi Phi.
Du kan læse mere om Phi Phi-øerne inklusive forslag til hoteller og spisesteder i min guide her.
Phang Nga Bugten
Umiddelbart nordøst for Phuket ligger Phang Nga Bugten, der er et af de smukkeste og mest spektakulære naturområder i Asien. Høje kalkstensklipper, delvis beklædt med skov, skyder op af havet. Det er et ejendommeligt syn, og bugten er naturligvis et meget populært udflugtsmål fra Phuket.
Alle tourbureauer i feriebyerne kan arrangere den klassiske tur, der har nogenlunde samme program. Her sejler du ud i bugten i longtailbåde, hvor målet er den berømte ø Koh Khao Ping Gun – bedre kendt som James Bond Island, der blev brugt som location i filmen Manden med Den Gyldne Pistol.
Fra James Bond Island kan du kigge over på Koh Tapoo, søm-øen, eller neglen, som de fleste også vil genkende fra filmen. På vej tilbage fra James Bond Island besøger man som regel den muslimske pæleby Panyi, hvis hovederhverv tidligere var fiskeri, men i dag lever man i lige så høj grad af at bespise de mange turister.
Der er ca. 1500 indbyggere i byen, der bl.a. har egen skole og moské. Velstanden er øget i takt med den stigende turisme, og selv om det hele stadig ser lidt primitivt ud, så har mange indbyggere både tv, radio og køleskab.
Tilbage på fastlandet, ved byen Phang Nga, er det populært at besøge grottetemplet Tham Suwan Ku Ha for at se den liggende Buddha og måske blive velsignet af de lokale munke. Udenfor templet lever mange aber, som efterhånden har vænnet sig så meget til mennesker, at de kommer ned og tigger mad.
For at besøge Phang Nga behøver du ikke følge turiststrømmen – faktisk er der store oplevelser i vente, hvis du bruger et par dage i bugten. Mange af de store kalkstensformationer har grotter, som man kun kan sejle ind i ved lavvande.
Nogle steder kan du sejle helt ind i midten af disse formationer, hvis flora og fauna først blev opdaget for få år siden. Sea Canoe har ture af 1-6 dages varighed – se mere her og læs mere om Phang Nga-bugten i indlægget På opdagelse i Phang Nga-bugten.
Dykning, snorkling og udflugter til øerne
Phuket er et fremragende udgangspunkt, når det gælder dykning og snorkling. Dykkerudflugter af en eller flere dages varighed kan arrangeres af dykkerbutikker/centre i turistområderne.
Øst for Phuket findes et par af de bedre områder, nemlig Hin Musang (Shark Point), hvor der skulle være rigtig gode muligheder for at se zebrahajer, Anemone Reef og sydøst herfor vragdyk på skibet King Cruiser, der for en del år siden sejlede ind i nogle klipper på vej fra Phuket til Phi Phi-øerne.
Netop Phi Phi-øerne er meget populære for både dykkere og snorklere. På Phi Phi Don, den største af øerne, skal først og fremmest nævnes stranden Hat Yao, der er et helt unikt sted for snorklere. Der er mulighed for at gå ud fra stranden og se hajer – her den sorttippede revhaj, der kan blive næsten to meter lang.
Jeg sprang i fra båden, men så desværre ingen hajer! Dykke- og snorkelstederne ved Phi Phi-øerne er meget populære, så pas på ikke at blive sejlet ned af dykker- eller speedbåde.
Sydøst for Phi Phi Ley kan du dykke ved Koh Bida Nok og Hin Bida (Phi Phi Shark Point). Nordvest for Phi Phi, ikke langt fra Phuket, ligger den meget populære ø Khai Nok. Her er ikke noget at komme efter for dykkere, men mange snorklere tager en halv- eller heldagsudflugt hertil fra Phuket.
Khai Nok er stærkt overrendt, og Phuket- og Krabibaserede tourselskaber har lagt beslag på store dele af den lille ø – især på vestsiden. Sjovt nok er der langt bedre snorkling på østsiden i det store afmærkede område. Her er bl.a. flotte koraller, zanklider, trompetfisk, kravefanefisk og papegøjefisk.
Khai Nok har masser af solstole og boder med forfriskninger. Et par hundrede meter fra Khai Nok ligger den mindre Khai Nok Nui, hvor der kan snorkles fra båden.
Kombinationen af strand og snorkling fås bedre syd for Phuket på øerne Koh Hee (Coral Island) og Koh Racha. Begge er forholdsvis store og med gode strandafsnit.
Koh Hees hovedstrand er mest populær, men det er også her man har størst chance for at blive sejlet ned af både og diverse vandsportsaktiviteter. Koh Hee er et paradis, hvor det også er muligt at overnatte i enkle bungalows.
Syd for Koh Hee ligger Koh Racha Yai, der er et lækkert bountyparadis med god snorkling. Både Koh Hee og Koh Racha Yai nås bedst med båd fra Rawai eller Chalong. Også Phukets mange tourudbydere arrangerer halv- eller heldagsudflugter til øerne.
Har du flere dage til rådighed, er der også mulighed for liveaboards, hvor du bor på dykkerbåden. Et af de mest populære steder at tilbringe flere dage er Similanøerne ca. 90 km nordvest for Phuket.
Øgruppen er nationalpark og bliver betragtet som et af de bedste dykkersteder i verden. Der er rigtig mange dykkercentre på Phuket, og det kan være en god idé at tjekke pris, kvalitet, forsikringer, antal dyk og hensyntagen til miljøet, når du skal vælge.
Skal du tage certifikat, kan du finde instruktører på mange sprog – af og til også på dansk. Er du snorkler uden udstyr, kan det ofte lånes af selskabet, hvis man tager en guidet udflugt. Husk at tage hensyn til det skrøbelige havmiljø – rør eller stå ikke på korallerne og lad konkylier og muslinger ligge.
Khao Sok Nationalpark
Denne smukke nationalpark ligger på fastlandet ca. 150 km nord for Krabi By. Khao Sok, der regnes for en af verdens ældste regnskove, dækker et areal på 738 km². Fra Krabi er det muligt at tage på en lang, men god dagsudflugt til parken for at sejle på floderne i kano eller gummibåd.
Området som endagsturisterne besøger ligger i parkens udkant, og du skal ikke forvente at se det store udvalg af dyr som Khao Sok faktisk byder på. På en tur ned ad floderne møder du ofte slanger, frøer, aber, edderkopper og sandsynligvis også et par af parkens i alt 188 fuglearter.
Jeg kan kun anbefale at tage nogle overnatninger i den smukke nationalpark, der også byder på vandfald, 1000 meter høje bjerge beklædt med skov og dybe næsten ufremkommelige dale. Et af de smukkeste område er omkring Chiaw Lan-søen, hvor der findes et rigt dyreliv og regnskov så langt øjet rækker.
I alle feriebyer kan du booke en tur til Khao Sok Nationalpark af en eller flere dages varighed, hvor du bliver hentet på dit hotel og sat af samme sted når turen er slut. Du kan også selv tage op til nationalparkens hovedkvarter for at finde overnatning – enten i parkens egen hytter eller i guesthouses, der ligger langs hovedvej 121.
Vil du prøve at bo lidt anderledes når du besøger Khao Sok, så book overnatning på et tree top resort, f.eks. Our Jungle Camp, hvor du bor i skønne hytter i trætoppene. Se også Elephant Hill’s to camps, hvoraf det ene ligger på flåder i søen. Du kan læse meget mere om parken i indlægget Besøg i Khao Sok Nationalpark.
Vejret på Phuket og bedste rejsetidspunkt
Phuket har bedst vejr fra november til april med januar og februar som den absolutte højsæson. Her er flest soltimer, mens man i sommerperioden må forvente en del byger. Det regner mest i september og oktober.
Temperaturen i højsæsonen ligger på 30 -33 °C, men omkring april/maj, lige inden regntiden, kan temperaturen nemt snige sig op over 35 °C. Se vejret i Thailand lige nu.
Værd at vide og gode rejseråd
EL
I Thailand bruger man langt overvejende samme stik som i Danmark – der er dog undtagelser – nogle steder benytter type A-stik (120 V) på toilettet.
Penge
Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i kontantautomater, der findes i stort antal overalt i Thailand. Skal du på trekking eller til afsidesliggende områder – f.eks. til nogle af de mindre øer, er det en god idé at medbringe godt med kontanter.
Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Der er som nævnt rigtig mange af dem, men har du alligevel svært ved at finde en, så kig efter den nærmeste 7eleven, der ofte har en automat tilknyttet.
Visakort er udbredt i Thailand og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.
Wifi
Ethvert hotel eller guesthouse med respekt for sig selv tilbyder gratis wifi til deres gæster. Nåh ja, pudsigt nok opkræver flere luksushoteller stadig uhyrlige beløb for netforbindelse – bor du sådan et sted, kan du finde gratis wifi i bl.a. shoppingcentre og på mange cafeer.
En anden og populær mulighed er at købe et simkort med data ved ankomst til Thailand. Det er rigtig billigt.
Forsikring og sundhed
Husk at tegne en rejseforsikring (måske har du allerede en i din indbo-forsikring) – hospitalsindlæggelse og et besøg ved lægen kan være dyrt. Tjek også om du skal have vaccinationer inden du rejser. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Øvrigt
Patong, Karon og Kata har masser af shoppingmuligheder. Forretninger med kopitøj, souvenirs, kunsthåndværk og smykker ligger på stribe. Og så er der alle skrædderne, der stort set alle sammen er ejet af burmesere, indere eller nepalesere. Desværre har de medbragt en påtrængende adfærd over for turisterne, noget som Thailand ellers er så dejlig fri for.
Det frarådes at prøve jetski på Phuket, da der foregår en omfattende svindel mod turisterne.
Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand inden du tager af afsted. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få tips og gode råd til rejsen. Du kan også skrive dig på Danskerlisten.
Laem shing beach er bare så smuk 👍👍☀️☀️☀️