Hjem Thailand Relax Bay Resort – chillout på Koh Lanta

Relax Bay Resort – chillout på Koh Lanta

Forslag til, hvor du skal bo på Koh Lanta

relax bay resort

Fra min hængekøje på terrassen kan jeg se det turkisblå Andamanhav. Jeg kan også se  solbrune mennesker, der nyder solen eller en drink i den lille strandbar.

Alle ser de ud til at nyde deres ophold på Relax Bay Resort lige så meget som os. Det er svært andet. Med 30 meter til stranden og en hængekøje udenfor døren har vi fundet det perfekte sted til en afslappet barfodsferie på Koh Lanta.

Enkle værelser og bungalows

Beliggende i en lille bugt syd for Phra Ae Beach, også kaldet Long Beach, har Relax Bay Resort i årevis gjort sig bemærket som et af Koh Lantas bedste hoteller. Relax Bay består af 37 bungalows i forskellige størrelser og med varierende komfort. Billigst er de små fan bungalows, der ligesom premier fan bungalows ikke har aircondition, men loftsvifte.

Generelt for Relax Bay Resort, så er det dyrt i forhold til, hvad du skal give for lignende steder i Thailand. Indretningen i vores premier fan bungalow er enkel og sine steder noget slidt. Faktisk består værelset blot af vores seng og et par borde, og vi kunne godt have brugt et køleskab.

Hotellets dyrere værelser er de større bungalows med aircondition, hvoraf de såkaldte VIP bungalows ligger ud til stranden. Selvom disse bygninger er nyere, så er indretningen heller ikke her specielt fancy.

Strandbaren sen eftermiddag

Lækre udendørs områder

Der er ingen tvivl om, at resortets styrke ligger beliggenheden og så naturligvis den afslappede atmosfære. Mens værelserne er basic, så er der kræset om de udendørs faciliteter. Her er hængekøjer, en skøn strandbar og store solsenge med puder.

Det er et sted, som er skabt til at komme ned i tempo. Måske er det derfor, at her er en del børnefamilier, som jeg forestiller mig har trukket stikket i hjemlandet for at få lidt kvalitetstid sammen langt væk hjemmefra. Men på mystisk vis formår Relax Bay Resort også at tiltrække par i alle aldre, og selv backpackerne tjekker ind på hotellet.

Vi finder servicen i receptionen rigtig god. Vi bliver altid mødt med et smil, og personalet  kan være behjælpelige med alt fra transfer og færgebilletter til udflugter på Koh Lanta.

I forlængelse af receptionen ligger restauranten, der serverer rigtig god mad. I hvert fald om aftenen, hvor den belgiske ejers søn laver noget af det bedste europæiske mad på øen. Morgenmadsbuffeten er forholdsvis ordinær, men der er både brød, cornflakes, frisk frugt og skiftende lokale retter.

Afslapning på den gode strand

Relax Bay Resort har også en dejlig swimmingpool, og om morgenen har du mulighed for at deltage i yoga (mod betaling). Yogaterrassen ligger med en forrygende udsigt over Andamanhavet, og man kan næsten ikke forestille sig et bedre sted at starte dagen.

Hotellet ligger i den ene ende af en lille bugt, hvor der ligger et par mindre resorts og en stribe interimistiske strandbarer, der fuldender billedet af et sted, hvor det at slappe af og have det godt er i fokus. Generelt er der store tidevandsforskelle på Koh Lanta, men det er ikke så udbredt i den lille bugt, hvor hotellet ligger.

Fra hotellet er der blot fem minutters gang til hovedvejen, hvor du finder butikker, restauranter og kontantautomater. Booker du en bungalow på Relax Bay Resort, kan du på en gang få en skøn barfodsferie direkte ud til stranden og samtidig være tæt på barer og spisesteder.

Der er ingen tvivl om, at hotellet lever fint op til sit navn. Alle omkring os ser ud til have det fantastisk afslappet; nogle slikker sol under en palme eller nyder en kold Singha i baren, mens andre læser en bog i skyggen af solsengens blafrende gardiner. Og mig? Jeg ligger igen i min hængekøje på terrassen og kan næsten ikke tro, at vi snart skal hjem. Øv!

Vores værelse/bungalow
Sen eftermiddag på stranden
Anmeldelse
Værelse
Service
Beliggenhed
Mad & drikke
Værdi for pengene
Forrige artikelRejsebeskrivelse fra Marrakech – 1001 nats eventyr
Næste artikelHagia Sophia – fra katedral til museum
Avatar photo
Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 49 lande og været mere end fire år på farten.

3 Kommentarer

  1. Har været der. Dejligt sted med en noget excentrisk ejer. Vi boede i de store bungalows og nød den korte afstand til stranden. Også en anbefaling herfra.

    • Ja, når man læser anmeldelser af hotellet på nettet er der nogle, der synes, at ejeren er lidt spøjs. Vi oplevede ham som superflink og serviceminded.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her