Fra hængekøjen på vores terrasse kan vi se ud over Phang Nga Bugten. Det er sen eftermiddag, og solen skinner smukt på de grønne limstentoppe, der skyder op af det blå Andamanhav.

Her på Koh Yao Noi nyder vi stilheden, og selvom øen kun ligger en kort sejltur fra Krabi og Phuket, så er det en helt anden verden. Læs mere i denne kombinerede rejsebeskrivelse og Koh Yao Noi guide.

Koh Yao Noi – en introduktion

På trods af beliggenheden mellem to af Thailands mest populære turistområder, så er Koh Yao Noi forholdsvis uspoleret. Jo, øen har adskillige overnatningssteder, lidt shopping og et antal restauranter, men glem alt om hektisk natteliv, påtrængende sælgere og store farvestrålende lysreklamer.

Sammen med Koh Yao Yai (den største af Yao-øerne) mod syd har den mindre Koh Yao Noi på en eller anden måde undgået masseturismen. Måske fordi strandene fås bedre andre steder i Thailand, men efter min mening, så opvejes det så rigeligt af øens herlige tilbagelænede atmosfære og den fantastiske beliggenhed i Phang Nga Bugten.

Og så er der den uhyre venlige og gæstfri befolkning, der tager imod os med åbne arme. Indbyggerne på Yao-øerne er muslimer, der ernærer sig ved fiskeri, kokosnødder og plantager med gummitræer. Fuglelivet er mangfoldigt, og du kan være heldig at se bl.a. næsehornsfugle, kingfisher og pittaer.

Der er ingen tvivl om, at Koh Yao Noi vil opleve et stigende antal turister i fremtiden. Allerede nu er flere high-end resorts dukket op, men mon ikke der kun går nogle år, før øen for alvor bliver et sted for masseturismen.

Nu til min Koh Yao Noi guide, hvor du først kan læse om øens strande. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

Udsigten fra vores terrasse

Strande på Koh Yao Noi

Mens vestkysten primært består af mangrove, så ligger strandene på stribe langs østkysten. Mod syd kommer vi forbi Koh Yao Nois mest udviklede turistområde ved Pasai Beach, der har ca. 10 overnatningssteder, restauranter og en håndfuld barer. Her er også et par minimarkeder og butikker, men alt i mindre målestok.

Turistområdet fortsætter ved den sydlige del af Klong Jark Beach få hundrede meter derfra. Klong Jark er næste strand mod nord, og det er her det enorme og populære hotel Six Senses ligger med fantastisk udsigt over Phang Nga-bugten.

Over en stejl bakke kommer Ta Khao, der er et mindre turistområde, hvor båden fra Krabi lægger til. Stranden er for det meste øde og nok den, hvor der er størst forskel på høj- og lavvande. En dag ved lavvande går vi faktisk helt ud til den lille ø Koh Nok, der blot ligner en tilgroet klippe.

I modsætning til Patai og Klong Jark, så har Ta Khao et lokalsamfund. Midt i den lille by kan du tage vejen mod nord til Had Yao, der har en mindre restaurant på stranden. Videre herfra er der på øens nordspids dukket to superlækre hoteller op – Paradise KohYao og det spektakulære TreeHouse Villas. Det er her, øens bedste strand ligger.

koh yao noi guide
Patai Beach

Oplevelser på Koh Yao Noi

“I behøver ikke en lås, øen er sikker”, siger damen på vores guesthouse, da hun sender os af sted på et par lejede cykler. Scooter og cykel er populære transportmidler for turisterne på Koh Yao Noi, og vi vælger sidstnævnte, da tempoet passer så fint til øens tilbagelænede atmosfære.

Vi beslutter at køre øen rundt. Forbi øde strande, søvnige småbyer og pragtfulde udsigter over Phang Nga Bugten. To steder må vi give op og trække cyklen op ad den stejle vej, men ellers går det derudad. Undervejs får vi kommentarer med på vejen af den venlige befolkning, der vinker og smiler når vi kører forbi.

Vi kommer også forbi gummiplantager og rismarker, der venter på at regnen skal komme. Okser sørger for gødningen og i hælene har de som altid deres tro følgesvend ibisen, der fanger de insekter, som tiltrækkes af de store dyr.

Traditionelt har øens beboere levet af fiskeri, kokosnødder og gummitræer. Det gør de til dels stadig, men turismen giver et tiltrængt boost til økonomien. Dette område af Thailand får dog en hel del nedbør i sommermånederne, og så søger turisterne andre steder hen. Men så er det jo godt, at man kan finde tilbage til de gamle indtægtskilder.

Hovedgaden i Tha Kai

Tha Kai

På vores cykeltur gør vi også stop i Koh Yao Nois største by Tha Kai. By er måske så meget sagt for som så meget andet på øen, så er det i lille målestok.

Selvom Tha Kai ligger et stykke væk fra strandene, så tiltrækker byen alligevel en del turister, der her har Koh Yao Nois største shoppingudvalg samt en stribe restauranter. Her er også moské, politistation, et lille lokalmarked og endda en 7-Eleven.

Prisniveauet i byens butikker er dog ret højt i forhold til andre steder, og de mest interessante varer er dem, der er fremstillet af lokalbefolkningen. Den slags betaler vi gerne lidt ekstra for. Tha Kai er hurtigt overset og en by, du sagtens kan springe over.

koh yao noi guide
Okser på de udtørrede rismarker

Oplevelser andre steder

Phang Nga Bugten

Koh Yao Noi ligger i den sydlige del af Phang Nga Bugten, der med sine mange øer og klipper giver et af verdens mest spektakulære landskaber. Vi lejer vores egen longtailbåd og sejler af sted mod smuk natur og fantastiske paradisstrande.

Vi ser svømmende aber, stalaktitter og stalagmitter og spejder efter nogle af de mange fuglearter, der lever i bugten – f.eks. pittaer, kingfisher og næsehornsfugle.

Kort tid efter går vi i land på mageløse Koh Hong, som både har en fantastisk strand, men også en lagune, der er omgivet af høje limstensklipper og som på en eller anden måde synes overjordisk.

Phang Nga Bugten er et imponerende sted, men vi er desværre ikke alene. Turister fra primært Krabi sejler rundt i bugten og som regel i store speedbåde, der bare er så malplacerede i det smukke øhav. Heldigvis har vi vores egen båd og kan sejle hvorhen vi vil.

Vi har besøgt Phang Nga Bugten og givet os god tid til at udforske Koh Yao Noi.
Alligevel kommer vi gerne tilbage. Koh Yao Noi er et positivt bekendtskab. Det er et anderledes Thailand, hvor du ikke skal komme for strandene, men for den tilbagelænede atmosfære og de autentiske oplevelser.

Herunder finder du min Koh Yao Noi guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links og et kort over øen.
I land på en af de små øer i Phang Nga Bugten

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavn er den på Phuket. Herfra koster det ca. 500-800 baht (alt efter forhandlingsevne) at tage en taxi til havnen/molen ved Bang Rong, hvorfra du kan tage båden til Manoh-molen på Koh Yao Noi.

Lokale opkræver 10 baht for, at taxier kan kører ind på havneområdet i Bang Rong. 10 baht, som du kommer til at betale. Prisen for en overfart koster 200 baht pr. person.

Fra Krabi benyttes havnen/molen ved Ao Thalane. Også herfra koster det 200 baht pr. person.

Som tommelfingerregel, så er der afgang hver halve time fra både Krabi og Phuket. Det er dog værd at tjekke den aktuelle tidsplan, inden man tager af sted. Bemærk også, at nogle afgange er med longtailbåd, der tager 45 minutter, mens speedbåd tager 25 minutter.

I både Bang Rong og Ao Thalane bliver din bagage båret ombord og sat på kajen på Koh Yao Noi. Her venter taxier (songtaews), der kan køre dig til dit hotel.

Fra Manoh (hvor bådene fra Phuket lægger til) koster det 150-200 baht til strandene på østkysten. Fra Ta Khao (hvor bådene fra Krabi lægger til) koster det ca. 100-150 baht til Klong Jark og Patai Beach.

Har du brug for transport, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

At komme rundt

På Koh Yao Noi kommer du rundt med cykel, scooter eller songtaew. De fleste guesthouses og hoteller udlejer cykler for ca. 200 baht og scootere for ca. 250 baht.

Nogle steder er lån af cykler og scootere inkluderet i prisen. Trafikken er begrænset på øen, men cyklister skal være opmærksomme på, at der er et par stejle stigninger på Koh Yao Noi.

Har du brug for en songtaew, kan du fange en på vejen eller få dit hotel/guesthouse til at ringe efter en. Husk at aftale en pris inden du kører.

Overnatning – forslag til hoteller

Udvalget af overnatningssteder på Koh Yao Noi er begrænset, men alligevel kan du både bo på billigt guesthouse og i lækker luksus på Kohyao Island Resort og Six Senses, der ligger ved siden af hinanden mellem Klong Jark og Ta Khao.

Den smalle Kystvej, der kører fa syd til nord langs østkysten gør, at kun få hoteller ligger direkte ud til stranden. Et af dem er Baan Tha Khao Bungalow. Andre steder har man bygget stolpehuse op ad skråningerne som f.eks. Hill House og Tha Khao Bay View, og det giver helt fantastiske udsigter over Phang Nga Bugten.

I højsæsonen omkring jul og nytår og til dels januar og februar er det en god idé at booke overnatning på forhånd.

Lige bortset fra de dyrere overnatningssteder, så skal du være klar til at bo midt i naturen. Vi havde masser af gekkoer på værelset foruden en frø under sengen og et stort 20 cm langt flyvende insekt.

Mad og drikke

Koh Yao Noi har flere gode spisesteder. På Bayview Restaurant (der også har glimrende hytter) i Ta Khao spiser vi rigtig god thailandsk mad med den smukkeste udsigt over Phang Nga Bugten.

En af øens mest populære caféer og chilloutsteder er Chaba Café lige nord for Klong Jark Beach. Her får vi god lokal mad, men ejeren Karin serverer også hjemmelavede panini, og så kan du få ost, vin og oliven. Her er lækre smoothies og Chaba er et hit blandt veganere og vegetarer.

Prøv også restauranten Rice Paddy i den sydlige del af Patai Beach, der ligesom Chaba har en tilbagelænet hippievibe. Også Sabai Corner mellem Klong Jark og Patai Beach er populær. Er du til pizza, så får La Luna mellem Ta Khao og Klong Jark gode anmeldelser.

Som andre steder i Thailand er der også her gadekøkkener, hvor rejsende på lavbudget kan få stillet sulten.

Nattelivet er stort set ikke-eksisterende på Koh Yao Noi. Barer findes, men ved midnat er der stort set lukket overalt.

Aktiviteter

Koh Yao Noi tilbyder flere aktiviteter som f.eks. dykning og klatring. Dykkershops ligger flere forskellige steder langs østkystens strande, mens du kan høre personalet på dit hotel om de aktuelle muligheder for klatring.

Yoga finder du i den sydlige del af Ta Khao hos Island Yoga, og der ligger også et sted i den sydlige del af Pasai. Du kan også tage på kokkeskole hos f.eks. Mina’s Cooking Class.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Thailand – se aktuelle anbefalinger her.

Penge

Der ligger flere kontantautomater (ATM) på Koh Yao Noi. F.eks. i forbindelse med 7eleven i Tha Kai, én ved molen i Tha Khao og én langs hovedgaden ved Patai Beach.

Flere steder kan du få opdaterede kort over øen, hvor også kontantautomater er markeret.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Koh Yao Noi

I min Koh Yao Noi guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Billeder fra Koh Yao Noi

Stranden i Ta Khao
koh yao noi
Der er flere muligheder for aktiviteter på Koh Yao Noi
koh yao noi guide
Udsigt over Phang Nga Bugten fra Bayview Restaurant i Ta Khao
koh yao noi guide
Stranden ved Klong Jark
Fantastiske strande på Koh Hong

13 Kommentarer

  1. Hvordan er de både der sejler dertil? Er det svært at komme til og fra – jeg tænker også for ældre mennesker? Tak

    • Hej Nellie. Tja, man skal nok ikke være meget gangbesværet, men kan man komme ned i en båd, så er det ikke så svært at komme fra og til. Personalet er i øvrigt flinke til at hjælpe.

  2. Fantastisk. Der står ufattelig lidt på nettet om yao noi på dansk – det her er verdensklasse og endda gratis i forhold til de store aviser.

  3. Lige præcis det med kontantautomaterne er topinfo. Er det nødvendigt at booke transport npr man kommer til øen?

  4. Tusinde tak for den fine beskrivelse af øen 🙂
    Jeg kan læse mig til flere steder, at man ikke skal komme til øen for strandene. Men på de billeder der viser Koh Tao Nois strande fremstår strandene super lækre. Er det slet ikke muligt at bade når der er højvande? Eks. Bør man have badesko på? Eller kan man godt gå i blødt sand og i det mindste få vand til knæene? Er vandet grumset? Vi drømmer jo om de lækre strande i Thailand, så vil da være ærgerlige over slet ikke at kunne bade trods alt andet lyder fantastisk. Er der dagsture, eks at I lejede en longtail båd, hvor man nemt kan komme til nogle super lækre strande, hvor det er muligt at bade?
    Hvad er prislejet på øen? Eks hvad koster det at leje en longtail båd en dag?
    På forhånd tusinde tak:)

    • Hej Margit. Man kan sagtes bade – både ved høj- og lavvande. Det jeg prøver at skrive er, at man ikke skal forvente strande som f.eks. Koh Lipe eller Koh Kradan. De fleste strande kan godt minde om f.eks. den i Ao Nang, men der er også bedre badebugter.

      Strandene er meget lavvandede ved ebbe og man kan gå ret langt ud før der er vand over knæene. Vi brugte ikke badesko. De steder vi badede (Klong Jark og Ta Khao) var vandet klart.

      Prisniveauet husker jeg som gennemsnitligt – det er i hvert fald ikke noget jeg har bemærket, hvis priserne var højere end andre steder.

      Dit hotel kan garanteret sørge for en longtailbåd – ellers tag ned i den lille havn ved Ta Khao. Herfra sejler bådene ud i øhavet, hvor Koh Hong er en af de mest populære øer. Jeg husker desværre ikke hvad vi gav for bådturen.

      Koh Yao Noi skal have den største anbefaling herfra – det er en superdejlig ø, der er helt nede på jorden.

      Mange hilsner fra Carsten

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her