Hjem Thailand Besøg på Doi Inthanon – Thailands højeste bjerg

Besøg på Doi Inthanon – Thailands højeste bjerg

+ praktisk information til dit besøg på Doi Inthanon nederst på siden

Kongens pagode med den fine have foran

“Har I husket hue og en tyk jakke?”, spørger den søde receptionist på vores hotel i Chiang Mai. Det er tidlig morgen, og om et øjeblik bliver vi hentet af vores guide, der skal tage os med op til Thailands højeste bjerg Doi Inthanon. Her er det åbenbart koldt – meget koldt.

Fra Chiang Mai er vi på vej mod syd ad den trafikerede hovedvej. Efter en times kørsel drejer bilen af, og kort tid efter begynder det at gå opad. Vi kører ind i Doi Inthanon Nationalpark, hvor der på begge sider af vejen er tæt skov. Her og der har vi en fantastisk udsigt over parken, der byder på bjergstammer, fantastisk natur og spændende dyr.

Doi Inthanon Nationalpark blev grundlagt i 1972 og dækker et areal på 482 km². Parken er opkaldt til ære for en af Lanna-rigets sidste konger, Inthawichayanon, der arbejdede for at bevare Nordthailands skove. Efter eget ønske blev hans jordiske rester sat i parken, der samtidig fik sit nuværende navn.

Doi Inthanon hører ikke til blandt Thailands største nationalparker, men den er en af de mest populære hos både lokale og turister. Naturen består af bl.a. jungle, tågeskov og i højderne et næsten alpint landskab med pinjetræer. Parken er berømt for sit rige fugleliv, men her lever også hjorte, vildsvin, gedeantiloper og forskellige abearter.

doi inthanon
Watchirathan-vandfaldet

Watchirathan-vandfaldet

Første stop på turen er det smukke vandfald Watchirathan, der er ca. 40 meter højt og imponerende bredt. Jeg forestiller mig, at det vil være endnu mere fantastisk i regntiden, men selv nu kan vi på lang afstand fornemme vandfaldets styrke.

Vanddisen hænger i luften, og det skaber smukke regnbuer over poolen – et imponerende syn. Ad små træbroer kommer vi tættere på både vandfaldet og den brusende flod, men uanset hvor vi går, så slipper vi ikke for tågerne af vand, der på ingen tid gør os drivvåde.

Nationalparken har en række andre vandfald – nogle mere tilgængelige end andre. Et af de mest kendte er Mae Ya, der med sin bredde på hele 100 meter siges at være et af Thailands største.

Generelt er det bedst at besøge vandfaldene fra maj til november, men sammenlignet med mange andre steder i Thailand, så er der forholdsvis meget vand i faldene i tørtiden.

Risterrasser, der nu bliver brugt til jordbær og hvidløg

Vandretur i skoven og frokost hos de lokale

I Chiang Mai findes utallige tourudbydere, der laver udflugter til Doi Inthanon. Generelt er indholdet af turene nogenlunde det samme, men der er et par selskaber, som skiller sig ud og som udover turen op til toppen af bjerget også har en vandretur inkluderet.

Det er sådan en tur vi har booket, og lige nu er vi på vej gennem nationalparken med vores guide, der kommer fra Karen-stammen. Det er en forholdsvis let vandretur og slet ikke at sammenligne med vores trekking i Mae Taeng.

Undervejs på vores tur ser vi en håndfuld smukke vandfald – et af dem i flere niveauer, hvor vandet kommer brusende for hurtigt at forsvinde i dybet. Vi følger efter, og ved foden af det imponerende vandfald krydser vi floden via en lille træbro og går nu på kanten af det lille bjerg.

doi inthanon
Kaffepause hos karen-stammen

Flere steder ser vi, hvordan man prøver at udnytte vandet til de afgrøder, der er så livsvigtige for områdets stammefolk. I et stort ryddet skovområde kigger vi ned på snorlige risterrasser, der netop er høstet og som nu er fyldt med jordbær- og hvidløgsplanter.

Vores vandretur gennem nationalparken slutter i en meget lille by beboet af karen-stammen. De dyrker også kaffe som vi naturligvis smager og køber med hjem. Nede ad vejen følger vi med i dagliglivet, mens vi spiser frokost – en kvinde med et barn på ryggen kommer forbi, og vi får lov til at tage et billede af hende.

Karen-stammen er forholdsvis godt integreret i Thailand. I hvert fald i lavlandet, hvor mange er blevet thailandske statsborgere. Karenerne har i årtier indvandret fra Myanmar, hvor de kæmper for en selvstændig stat. En kamp, der stadig er i gang og som har kostet mange menneskeliv i nabolandet.

En del karenere er kristne, men lige så vigtig er de hundredvis af fortællinger om stammens traditioner, der bliver fortalt fra generation til generation.

Typiske stolpehuse – her i byen, hvor spiste frokost

På toppen af Doi Inthanon og de to pagoder

18 °C står der på det store termometer på toppen af Doi Inthanon 2565 m.o.h. Jo, her er bestemt lidt køligere end i lavlandet, men vi behøver hverken hue eller en tyk jakke.

“Thailands Tag” kalder man Doi Inthanon, hvor man ikke kommer for udsigten, men for at besøge det sted, hvor Inthawichayanon ligger begravet. Det bliver i dag betragtet som en helligdom, der er et must see for thai’erne, der lægger blomster og tænder røgelsespinde.

Få minutters kørsel fra toppen besøger vi nationalparkens største attraktion: De to pagoder, der er opført ved den nu afdøde Kong Bhumibol og Dronning Sirikits 60 års fødselsdag i henholdsvis 1987 og 1992 (billedet øverst er kongens pagode).

Pagoderne med de tungevridende navne Phra Mahathat Naphamethanidon og Phra Mahathat Naphapholphumisiri ligger i et smukt parklignende område, der også byder på en fantastisk udsigt over Nordthailand. I klart vejr kan man se helt til Myanmar.

Vi besøger først kongens pagode og den flotte have med små søer, velfriserede buske og farvestrålende blomster. Her er en del mennesker, men der er anderledes roligt i dronningens pagode, hvor jeg sammen med en håndfuld buddhistmunke nyder et øjeblik af stilhed.

Området med pagoderne er ikke det eneste sted på Doi Inthanon med royalt islæt. Ikke langt fra parkhovedkvarteret startede kongefamilien i 1979 et projekt, der skulle undervise bjergstammerne i at dyrke blomster i stedet for opium.

Indenfor i dronningens pagode

En tur på markedet

Nok er Doi Inthanon Nationalpark velbesøgt af både lokale og turister, men området har alligevel noget ægte og autentisk over sig. Måske fordi den tætte skov og det kuperede landskab har været med til at isolere bjergstammerne fra den omkringliggende verden.

Nogle “byer” består blot af en samling træhytter på stolper, mens andre har moderne huse. Fælles for indbyggerne er, at de i vid udstrækning holder på traditionerne. F.eks. ser vi masser af flotte klædedragter på det fine marked langs hovedvejen, hvor der her sen eftermiddag er masser af liv.

Her er flest kvinder fra Akha-stammen. De er animister og kommer oprindelig fra Yunnan-provinsen i Sydkina. Akha er kendt for sine stærke familiebånd og for at være forholdsvis sky. Deres landsbyer stadig styret af en høvding og en medicinmand, men stammen er mange steder mere eller mindre integreret i det thailandske samfund.

Der er masser af spændende varer som mango, jordbær og appelsiner på markedet, men lige så interessant er det at følge med i livet hos bjergstammerne.

Det har i det hele taget været en rigtig god tur til Doi Inthanon Nationalpark, der har flere oplevelser end man kan nå på en dag. Snup en overnatning, hvis du vil have det hele med, men husk at tjekke vejrudsigten – det kan blive koldt, meget koldt.

Har du fået lyst til selv at besøge Doi Inthanon Nationalpark, så kan du finde praktisk information under billedet.
På det gode marked kan du møde masser af stammefolk

Praktisk information til dit besøg i Doi Inthanon Nationalpark

Doi Inthanon Nationalpark kan nemt besøges fra Chiang Mai. Du kan booke en tur hjemmefra eller hos et af de mange tourbureauer i Chiang Mai.

Indholdet af turen varierer, så det er en god idé at sammenligne de forskellige udflugter og selvfølgelig prisen og hvad der er inkluderet. Billigst er det naturligvis at tage en tur sammen med andre turister, men du har selvfølgelig også mulighed for at booke en privat udflugt med chauffør og guide.

De “almindelige” turistudflugter kræver ingen særlige krav til fysisk form, men det er også muligt at booke trekking af flere dages varighed. En god måde at komme lidt længere væk fra de gængse turistruter. Her er det dog en god idé at forberede sig lidt mht. skotøj, fysisk form og indholdet i din oppakning.

Entré til Doi Inthanon Nationalpark er 300 baht for voksne og 150 baht for børn. Entréen er som regel inkluderet i prisen, når du booker en udflugt hos tourbureauerne. Bemærk, at det koster 40 baht at besøge de to pagoder.

Nationalparken er bedst at besøge fra november til marts/april. I vintermånederne kan det være køligt på toppen, mens der i sommermånederne er større risiko for, at parken er indhyllet i skyer.

Undgå at besøge parken i weekends og især på nationale helligdage, hvor der kan være mange mennesker og lange køer på vejen op til toppen.

Overnatning

Du kan også overnatte i nationalparkens eget campingområde, der ligger ved informationscentret. Book plads på forhånd på Nationalparkernes hjemmeside her. (Loader siden på thai, så klik på det engelske flag oppe i højre hjørne). Du kan booke telt eller bungalow. Booking er kun muligt, når du opholder dig i Thailand.

Nationalparkens campingområde er forholdsvis primitivt – du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der som regel har de laveste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Billeder fra Doi Inthanon

Karen-kvinden med barnet på ryggen
Smuk udsigt fra Thailands Tag
Toppen af Thailand og stedet, hvor Inthawichayanons jordiske rester er sat

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her